”Gud” kalder familien deres mandlige overhoved, og på mange måder opfører han sig også som en sådan. Overdådigt nådigt og overdådigt grumt.
Gud bor i parcelhus i Risskov med sin kone, den svenskfødte Gerd Lillian, og deres fire sønner. Den yngste af dem, som i enkelte scener navngives Jens, har nu skrevet denne roman om sin far. Og det er, som han selv udtrykker det, blevet en bog, hvor Gud går igen på det groveste - og tysteste. Det er en bog uden regnskaber, der skal gøres op. En forunderlig uforbeholden fremlæggelse, hvor der alligevel tales helt lige ud af posen. Det er også et stykke ømt og grumt parcelhusdanmarkshistorie, hvor man drømmer om egen jord under egne negle og et familieliv der bare kører.
GUD TALER UD blev modtaget med strålende anmeldelser ved udgivelsen i 2004: "Man kunne citere længe og langt fra dette genistykke af en bog." – Erik Skyum-Nielsen, Information
"En søn har leveret et portræt af sin far, der vil noget og kan noget. Resultatet kalder på absolut og entydig respekt." – Leonora Christina Skov, Politiken
Min første Blendstrup-bog og jeg bliver lige dele fascineret og irriteret på den (og nok også ham, fordi han snyder mig).
Som udgangspunkt er det en god bog, jeg smiler, griner lidt for højt og bliver samtidig omklamret af en grundlæggende tristhed, når jeg læser. Fortællingen er fyldt med absurde historie, skæve vinkler, vanvittige mennesker og lige dele livsglæde og ubehøvlet lede overfor andre mennesker.
Det er meget tydeligt at Jens Blendstrup er betaget af mennesker og i særdeleshed af sin far, men det er samtidig her at jeg bliver irriteret idet jeg har store udfordringer med at finde ud af om det jeg læser er rigtigt, lidt rigtigt eller det pure opspind, der blot henter inspiration fra banrdommen og de forestillinger og glimt man kan have af den som voksen. Jeg lander i en position, hvor jeg formoder at det er lige dele opspind og sandhed og håber så at Jens i virkelighedens verden har været udstyret med en mindre egocentrisk, nedladende, undertrykkende og frygtindgydende far end bogen fremstiller det.
For mig var det god læsning alene fordi jeg ikke helt kan slippe bogen efterfølgende, men i særdeleshed fordi den er umanerligt godt skrevet med korte og knappe kapitler, som i visse situationer nærmest fremkommer som digte og poesi, mere end regulær historiefortælling.
Jeg tror jeg skal have fat i en Blendstrup-bog mere...
Så fik jeg endelig læst Jens Blendstrups selvbiografiske roman Gud Taler Ud, der handler om familielivet på en villavej i Risskov med en dominerende far, der drikker alt for meget og stort set behandler alle utroligt dårligt.
Bogen er en roman, men den er sat op som så passager - glimt i livet om man vil - af forskellige situationer, hvor faren Gud folder sig ud. Det er både hjerteskærende og hylende morsomt på en bizar måde.
Det er ubegribeligt hvordan Blendstrup har kunnet hive så meget humor ud af de skrækkelige scenarier man som læser er vidne til.
Men sjovt er det altså. Det har været umuligt ikke at trække på smilebåndet flere steder😆
Jeg startede med at læse den, men da jeg fandt ud af, at Blendstrup selv er oplæser på lydbogen, blev jeg nødt til lige at prøve at lytte den og jeg slap ikke bogen ud af ørerne igen👏👏
Forfatteren er en formidabel oplæser og jeg ved ikke, om jeg havde fået den samme lunefulde stemning ud af bogen uden hans stemme. Jeg vil klart anbefale at lytte historien - også hvis du allerede har læst den!
ELSKER. En højst humoristisk og lommepoetisk udlægning af en skæbne, der på mange måder må defineres som tragisk - men så det også bliver plads til alt det der var skævt på den sjove måde og det gode. Varm anbefaling til alt og alle.
Jeg synes bare ... ikke beskrivelserne var særligt sjove? Gud virkede mest ubehagelig, og jeg syntes det var fantastisk at hans partner og hans børn holdt sådan af ham, men jeg havde så svært ved at forstå hvordan. Den her bog var sgu bare ikke rigtigt for mig.
Som læser oplevede jeg mig inviteret ind i Jens Blendstrups barndomsland, der i høj grad bar præg af at være centreret omkring "Gud". Gud var Blendstrups far og familiens enerådige og samtidig karismatiske overhoved. Beretningerne fra Blendstrups barndom krøb under huden på mig. Gud var almægtig, klog og kærlig på sin egen måde, men i ekstrem høj grad også manipulerende , kynisk og hård . Bardomsfortællingerne er skrevet med en både lys humoristisk pen og en sort trist pen, som mest fremkaldte smil, men fremkaldte desuden en medfølende tristhed over alt det, som Gud påførte familien af pludselige stemningsskifte og vanvittige indfald. Jeg kan varmt anbefale bogen. Filmatiseringen er ligeledes yderst vellykket.
“Danmark har tabt 1-3 til Sverige. Og Gud har låst Gerd Lillian inde i redskabsskuret. Det er hendes skyld. Det er hver gang hun viser sig i stuen, raser han. Det er lige så sikkert som amen i kirken. Det er hver gang hun Kommer ind. Men mor ville jo bare give os et par bøffer med spejlæg…. Forsøger den yngste”
“Tyg grundigt før du snakker. Stræk benene undervejs. Skid hvis du skal. Accepter guitarister. Lad aldrig maden være ud.”
“Den 1. Januar er Guds yndlingssang. For den dag sidder skæbnerne i klaser lige under huden. Det er som et stort tag-selv-bord af psykisk frugt, som Gud kalder det.”
Læste den i skolen. Har flere humoristiske beskrivelser og udtryk, men skrivestilen er ikke ligeså fængende som andre bøger jeg har læst. Blendstrup har dog en meget unik stemme, der gør værket mindeværdigt.
Blendstrup takes an interesting approach to writing about his father in this short book (read in Danish). He refers to him as God, and in some ways he appeared so to his son. Inventive, witty and original.
Blendstrup kan vitterligt et eller andet med de ord; på aller fineste vis får ham flettet humoren med tragedien gennem sit simple, dog poetiske, sprog. Åh, hvor kan jeg godt lide ham. Dygtig!