Eva Tinds roman, Citronbjerget, lægger sig i sit antrit op ad autobiografi. Der er tale om en jeg-fortæller med halv koreansk halv dansk baggrund. Jeg-fortælleren er kvinde og forfatter med en del bøger bag sig, bl.a. en roman. ved navn Ophav - Eva Tind har faktisk selv skrevet en roman med denne titel. Jeg-fortælleren er for nyligt blevet skilt, ligesom Eva Tind er blevet, og jeg-fortælleren er i gang med en ny bog, der skal omhandle det at blive skilt og det at leve videre med det. På samme måde som selv Citronbjerget omhandler jeg'et skilsmisse.
Samtidig bliver der også lagt en distance til Eva Tind - og dermed er der ikke tale om en autobiografisk roman. Først og fremmest ved, at jeg-fortælleren ikke hedder Eva, men derimod Sui. Et navn, som vi får at vide refererer til en dansk sang om en teenagepige, der løber hjemmefra - en sang som Suis mor skulle have kunnet lide (sangen er af Sneakers; lidt ironisk kan man sige, at navnet og sangen foregriber, at Sui faktisk løber hjemmefra ved at blive skilt og rejse bort). Navnet lyder i danske ører måske også lidt asiatisk - og viser det sig, kommer til at nærmest spejle navnet på en anden karakter i bogen, en koreansk gartner ved navn Siu. Så navnet Sui er både ærkedansk med Sneakers referencen, og så alligevel noget helt andet. En anden distance til forfatteren er, at Eva Tind selv er adopteret fra Korea, og altså ikke har halv koreanske halv danske forældre.
Citronbjerget handler om, at Sui arver en "hytte" i Sydkorea et godt stykke fra storbyerne i et landskab med bjerge og skov. Det er Suis farfar, som er død. Farfaren levede kortvarigt i Danmark, men besluttede sig så for at vende tilbage til Sydkorea kort efter, at Suis far var kommet til verden. Og herefter har faren og senere Sui slet ikke haft nogen egentlig kontakt med farfaren. Suis far er død for et par år siden, og derfor er det Sui som farfaren overraskende har skrevet på som arving af hytten i testamentet. Hytten viser sig dog ikke at være en lille bolig, men derimod et byggeri med fem templer, for farfaren har være shaman. Han var tilmed en meget høj person, og indboet i de arvede bygninger viser sig at være alt for stort til Sui, så hun hele tiden må prøve at tilpasse sig til de enorme omgivelser.
Romanens titel skyldes, at de arvede bygninger ligger for foden af et bjerg, som fra en vis vinkel skulle ligne en citron. Sui vil kun kunne få arven, hvis hun møder op i Sydkorea inden for en måned. Det beslutter hun sig for at gøre - for samtidig også at få et skub til at opdage hvilket liv farfaren havde levet og for at komme væk hjemmefra (man hører næsten Sanne Salomonsens stemme...)
Romanen bevæger sig fra sit autobiografiske antrit gradvist over i en fantastisk fortælling, hvor der finder mystiske ting sted. Mystiske ting, som på den ene side kan relatere sig til den shamanisme, som farfaren selv har dyrket som shaman. Men som på den anden side også driver en form for detektivisk historie frem, hvor Sui forsøger at få hold på, hvad der egentlig sker.
Der sker bl.a. følgende mystiske ting:
- En mand, som påstår at have gået i gymnasiet med Sui, dukker op ved Suis arvede templer. Han ligger i en kæmpe græsbunke og bliver først associeret med en fugleunge af Sui. Men hvem er han, og hvad vil han?
- Der opstår en brand i det hus, som farfarens gartner, Siu, bor i med sin kone og datter. Konen dør, og Siu forsvinder, men dukker så op. Hvad er der sket, og hvad vil han - og hvor er hans datter henne?
- En ung mand ser ud til at følge med Sui ret langt på rejsen fra Seoul til Citronbjerget. Er det bare tilfældigt - og hvordan kan det være, at Sui er så optaget af hans hænder. Og er det bare tilfældigt, at han er fra New Zealand og står for butikken neden for templerne ved Citronbjerget?
- Hvad laver alle de flotte "Regnbuefugle med deres flotte regnbuefarvede kam. Og hvorfor er mange af kammene klippet af og ligger i tændstiksæsker i Suis køleskab, da hun ankommer?
Udover alle disse mysterier - som altså både kan være detektivhistorier og være indlejret i en shamanisme, så handler bogen om det at leve videre efter en skilsmisse. Uden helt at kunne forklare hvorfor hun forlader sin mand efter cirka 25 års ægteskab, så prøver Sui at finde frem til, hvad den frihed, som hun på en eller anden måde har søgt og blevet klar over, at hun har haft brug for, nu skal leves. Det er ikke en nem og entydig vej for Sui at finde - der er savn, skyld, sensualitet og begær, som leder hende på vildveje, efterlader hende i tomrum, i loops og meget andet, men som også på en eller anden måde også gør hende mere selvstændig og i hvert fald til en anden kvinde, end den hun var sammen med sin ægtefælle.
Det er virkelig en både spændende og velskrevet roman Der fortælles næsten udelukkende i nutid i første person ental - hvilket giver et grundlag for at skabe en grundtone af forvirring, forsøg på opklaring, pludselig indskydelser, fysisk tiltrækning og meget mere. Der er mange passager i bogen med blændende sensuelt sprog- og også fede og sjove metaforer, såsom at ægteskabet føltes som kød, der falder af et ben på en alt for længe kogt kylling. Metaforer, som nogle gange også bogstaveliggøres, som når det at kræve skilsmisse beskrives som at sende en ulv ind i familien, hvorefter ægtefællen bogstavelig farer rundt i skoven sammen med en ulv.
Når jeg alligevel ikke ender med at give bogen fem stjerner, så skyldes det, at midterdelen i romanen for mig at se står en smule i stampe, og godt kunne have været blevet skåret mere til. Men romanen er meget tæt på at være til topkarakter - ikke mindst fordi den både har sproglig elegance og et twistende plot.