Blødt: Kampskrift for et meningsfuldt liv

by Maj My Humaidan

Nogle sagde, hun var samfundsødelæggende. Andre at hendes bog gav dem noget at tænke over og forandrede deres liv til det bedre. Med denne opfølger til Ærø Manifestet viser Maj My Humaidan, hvordan den bløde tilgang er vejen frem.

Blødt er en fortælling om at være menneske i en brydningstid. Vi følger Maj My Humaidan, fra hun sender Ærø Manifestet ud i verden, til hun to år senere sender Blødt til tryk. I løbet af netop de to år forandrer verden sig nærmest katapultisk for øjnene af os: Vi ser konsekvensen af, at vi ikke har passet godt på vores klode, og at vi menneskeligt er i knæ.

I Blødt følger vi den bevægelse, der – også ansporet af Ærø Manifestet, der blev en bestseller – blusser op nedefra og puster til en ild, der ender i en højspændt politisk debat om, hvordan vi skal indrette vores liv. Som en central figur i den samtale skal Maj My Humaidan finde sin vej. Dels i mødet med dem, der siger, at hun er samfundsødelæggende, og dels som stemme for mange danskere, der drømmer om at leve anderledes.

Med udgangspunkt i det helt nære inspirerer bogen til at navigere i en foranderlig tid med håbet og troen som drivkraft. Vi forstår, at forandringerne for hende begynder indefra og i det små. Vi forstår også, at dét, som vi mennesker og vores klode har brug for, er helt det samme. Bogens titel giver os et svar, vi kan gribe: Vi kan begynde med at vælge det bløde.

Genres: Nonfiction

248 pages, Paperback

First published March 5, 2025

Reviews

[Marie Bjarrum]

Denne bog former jeg som en perle, og trækker på snoren i mit hjerte. Jeg vil også have det blødt.

[Emma Kirstine]

Hav det blødt!

[Sofie Juliane]

JA tak til det bløde liv💛

[Alexandra Pedersen]

Et kampskrift, jeg er landet blødt i. En smukt skrevet fortælling, som formidler vigtige emner med insisterende intensitet. Min puls er faldet i takt med at Maj My Humaidans ord har fyldt mit sind.

Det er svært at skrive en bog som denne uden navlepilleri og gentagelse, og denne bog er ingen undtagelse. Men jeg er alligvel godt tilfreds.

[Nene La Beet]

Jeg giver bogen 4 stjerner, fordi jeg gerne vil støtte Humaidan i, at hun må mene lige, hvad hun vil, og at hun må prioritere sin familie over at tjene en masse penge lige så meget, hun vil. Jeg hader simpelthen, at politikere og meningsmaskiner skal føle sig kaldet til at nedgøre hende over det. Uanset at jeg selv valgte at prioritere på en anden måde og ikke har fortrudt det.

Bogen er hendes forbløffede reflektioner over omverdenens vanvittige reaktion på hendes første bog, Ærø manifestet: Om længslen efter et andet familieliv. Den får mig i høj grad til at tænke over mine egne reaktioner på de ting, hun skriver. Fx om "mere mellem himmel og jord" og de begejstrede beskrivelser af hendes børn. Jeg krummer lidt tæer – men hurtigt efter tænker jeg, at det da er helt sindssygt modigt, at hun bare skriver det lige ud af posen. Den slags skal jo enten pakkes ind (det med børnene), eller man skal gi' den fuld overnaturlighedsgas i en selvhjælpsbog. Forsigtige reflektioner over, om der mon kan være noget om snakken, har vi sjældent plads til.

Hun udstiller sin egen usikkerhed samtidig med at hun stolt promenerer sin Ærø-livsstil. Præcis som de fleste af os ville gøre det, hvis vi ellers turde.

Som jeg også skrev om Ærø manifestet, så er den vej, Humaidan har valgt at gå, en helt anden, end den jeg valgte, og sikkert også end den jeg ville vælge i dag. Jeg elsker at bo på Nørrebro og får galopperende klaustrofobi ved tanken om at bo på en ø. Men hvor er det dog dejligt, at der er nogen, der vil!

Glimrende indlæst af forfatteren selv.

[Anja Ida]

En spændende fortsættelse af Ærømanifestet hvor vi bl.a.får lov at komme bag kulissen når forfatteren deltager i p1 debatter og diskuterer med politikere.
Jeg synes at bogen er god og tankevækkende og ikke mindst alle de efterfølgende kronikker og bagsider i aviser hvor midaldrende mænd - og enkelte kvinder - kloger sig og fordømmer individets ret til selv at vælge om man vil være en god velfærdssoldat eller om mennesker kan have værdi i egen ret uanset hvor meget man betaler i skat. At der kan være flere måder at bidrage på i et samfund end monetært er åbenbart så fremmed og samfundsnedbrydende at man må udskamme det på den mest ulækre måde i fremtrædende medier.
Hele debatten viser at bogen er en nødvendighed. Måske Mai My skulle alliere sig med Svend Brinkmann- jeg mindes ikke at han er blevet fremhævet som samfundsnedbryder af værste slags selvom han også taler om værdien af mennesket i sig selv?

[Nicoline Bersang]

Siden jeg læste Maj My’s første bog, Ærømanifestet, har jeg søgt mod hende og hendes livsmåde. Hvordan hun sidder i stearinlysetsskær og læser, inviterer folk ind og samles i flok, tør trække stikket og gå imod strømmen, og tør at fylde. Jeg har glædet mig til hendes anden bog og blev bjergtaget af den lysende gule forside. Den er bare smuk. Og bogen, ikke mindst, er også smuk, blød og langsom. Men det er også råbende og diskuterende. Jeg landende blødt i og med den, og nyder hendes fortællerstemme og anekdoter. Hvordan skal vi leve livet meningsfyldt, når alt omkring os synes at have glemt, hvad livet i virkeligheden går ud på? At møde hver mand med nysgerrighed og mildhed, at møde sig selv med selv samme. Verden er i forandring, det kan vi ikke komme udenom, men vi kan godt sætte den på pause i os selv og omkring os, og bare nyde en kop varm te i solen.

[Laura]

Samme flotte sprog som sidst, men denne gang overskygges bogen af, at Humaidan bliver alt for selvsmagende.

Med glorie på spejler hun sig i sin succes fra den første bog, og hvordan den har været med til at ændre andres liv. Det bliver for tykt. Hertil kommer, at jeg ikke når at forstå, hvilke egentlige forslag, hun foreslår udgør et meningsfuldt liv.

Desuden kommer der jævnligt ind fra højre Humaidans strøtanker om aktuelle politiske emner, fx klima. Men det er svært at forstå eller se logikken i, hvad de i bogen har med forsøget på at beskrive et meningsfuldt liv at gøre. Det fungerer ikke.

[Timberlaky]

Jeg ville ønske, at jeg havde mødt Maj My, før jeg læste Ærø Manifestet. For hun er ikke den usikre person jeg først læste hende som, i bogen.
Men heldigvis mødte jeg hende, før jeg læste Blødt.
Og Maj My viser mig, at man sagtens kan være en fandens stærk kvinde og stadig have plads til at tvivle på sig selv.

Jeg troede bogen her handlede om deres beslutning om at flytte tilbage til storbyen. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg glædet mig til at læse om.
Det handler den ikke om.

Til gengæld handler den om, tiden efter Ærø Manifestet udkom. Og det er også meget spændende.

Mere fortællende end verdens-ændrende denne gang. Men stadig en bog jeg vil anbefale.

[Ea Grønlund]

Jeg har ikke læst ærø-manifestet (ja I know, skal nok) men jeg føler denne står fint for sig selv
Til min smag lidt længere end den behøvede være

Men grundlæggende en super fin bog - jeg har så meget respekt for Humaidans holdninger, og er til tider også enig. Og lige denne bog fandt mig i nogle dage hvor jeg nok også havde trang til at leve blødt
Men samtidig forstår jeg kritikerne (eller misforstår Maj?): vi kan ikke alle kun læne os ind i egne behov og relation, for hvem bærer så det fælles

Satte i hvert fald mange tanker i gang

[Mike Jakobsen]

Begavet samfunds analyse er det ikke. Stor litteratur heller ikke. En rodet dagbog er det nok snarere.

En en siders kritik af Novo Nordisk for at producere medicin og ikke forebygge synes jeg især var mærkelig - men et godt eksempel for at intet argument rigtig følges til dørs. Hun er enormt selektiv i alle argumenter.
Jeg havde glædet mig længe til bogen, men blev slemt skuffet. Kalder man bøger Kampskrift/Manifest burde man så ikke kunne argumentere bedre?

[Ida Marie]

Jeg er så glad for at have læst Maj My Humaidans bøger. Virkelig fin læsning om alt det gode, som kommer af det bløde og det langsommelige. Jeg har følelsen af at være blevet fodret en masse godt, der konkret inspirerer mig til, hvordan jeg gerne vil leve mit liv. 💛 Blødt havde, overfor Ærø Manifestet, et mere politisk og progressivt take, og det syntes jeg, var mega spændende.

[Fangtasia]

Fantastisk, tankevækkende og helt utrolig relaterbar! Vigtig stemme i debatten, som tydeligvis også er hård og uretfærdig. Troen på det bløde, det nære/langsomme, det kærlige frem for det hårde, kapitalistiske og hurtige. Inspirerende og klart et kampskrift! *klapsalve* Det kan gøres anderledes og hvorfor gør vi det ikke er klart hendes pointe! Refleksionerne er så afgørende! Bravo!

[Milie Fiirgaard]

Hvor ville verden være dejlig hvis vi alle var lidt blødere. hvis vi alle havde lidt mere plads til hinanden og til os selv. hvis politikkerne handlede på vejne af folket og ikke dem selv og deres image. I dag, hvor arbejdsmarkedet er så svært at komme ind på, kunne det dog bare være dejligt hvis vi havde plads til at leve et liv der gav mening.
Tak for denne bog, Maj 🙏🏼

[Mia Robben]

En fin bog skrevet som en dagbog. Det der rammer mig i Majs fortælling er at drømme om forskellige ting og hvordan vi omfavner det hele. Samt hendes ønske om at som mennesker har lyst til at lytte til hinanden for at blive klogere og ikke kun for at kaste med sten.
Derudover elsker jeg hendes måde at beskrive hendes børn på!

[Anna]

Har samme blinde vinkler som 1'eren, men mangler til gengæld det inspirerende i beskrivelserne af et forsøg på et andet slags hverdagsliv. "Blødt" handler mest af alt og for meget om, hvordan det er at deltage i den offentlige debat og for lidt om indholdet i debatten.

[Julie Frost]

Slugte den her bog. Magisk sprogbrug.

[Kamille Bohnsen]

Synes Maj My er en baddie, men læs Ærø Manifestet i stedet.

[Maria]

Kunne godt lide den. Selvom den ikke føles helt så... banebrydende som Ærømanifestet. Det skal den nok heller ikke være.

[Stinne Larsen]

Reflekteret opfølger og ganske udmærket

[Stephanie Vestergaard]

Splittet. Jeg forstår ikke hun er overrasket over folks reaktioner på hendes tidligere bog. Men jeg elsker budskabet om at leve meningsfuldt, for en selv. Det er dog ikke en opskrift på dette. Folk er forskellige.

[Olivia Bødker]

Den bløde vej!

“I den tætpakkede kupé, fyldt med en kasse æbler, overvejede jeg endnu engang, hvorfor min fortælling egentlig bliver oplevet som så kontroversiel?”

“Jeg drømmer om at tydeliggøre, hvor underligt det er for mig, at vi i vores velfærdssamfund har gjort det at tage sig af det nære til en usolidarisk handling.”

[Amanda Malling]

She has done it again. Maj My’s writing feels like coming home.

[Remi Thomsen]

Overraskende god, flot sprog og gode reflektioner