"Der var engang to dumme hunde der elskede hinanden langt ind i tilværelsens latterlige kostume. Den ene hed Brian, og den anden hed Stefan, og Brian og Stefan var brødre, og du skal se for dig at de leger sammen på en solbeskinnet julieng, de løber og springer og griner og savler og kaster sig over hinanden og vælter hinanden ned i græsset og bider hinanden i ørerne og slikker hinanden i øjnene og slikker hinanden i skridtet og slikker sig selv om munden."
Sådan, seriøst sådan starter Bjørn Rasmussen (ham med huden som det elastiske hylster, der omgiver hele legemet) sin nyeste bøsseroman (seriøst det kalder han den – og ikke bare kalder den, sådan har han klædt den ud i ferskenlyserød, med tekst i en nostalgisk skolebibliotekromancefont og et sort hvid nøgenfoto af en nøgen ryg i cap med hundehale på bagsiden) "Brian og Stefan for evigt", der handler om et dybt (men incestuøst) kærlighedsforhold mellem to plejebrødre, som romanen følger fra deres møde på morens hestestutteri som 13-14 årige, henover et efterskoleophold, og til de flytter hjemmefra, og bliver en integreret del af 00'ernes bøssemiljø Aarhus....
Det er en meget modig bog, også stilistisk. Den kaster om sig med nye ord, og lange objekt-orienterede beskrivelser af sex og kønsorganer (mest røvhuller og glanser). Og så er den ret sjov, og jeg har også en forkærlig for ting, der foregår sådan hyperlokalt i Aarhus...
Det store drama i forholdet centrerer sig om Stefan, der rigtig gerne vil være en hund, og derfor både gør og hvalper, og ruller rundt, og apporterer pinde, og bider folk i armene og knurrer og spiser af madskål, og det er altsammen virkelig underligt? og lidt smukt og idk? Bjørn Rasmussen har jo også skrevet en hel sonetkrans til sin hund Fiske, og nu er det altså mennesket, der vil være hund, og måske betyder det altsammen noget - jeg ved det ikke..
Men vildt er det – og der skiftes frit mellem 1. og 3. person, og sætningerne overholder ikke stringente grammatiske regler, og jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om bogen, der også nogen gange bliver næsten selvforelsket i sit eget tema og sin egen sprogleg..
Men den indeholder nogle virkelig rammende beskrivelser af homofobi (som Bjørn Rasmussen med kalder PIKVOLDEN), og af kærlighed og hjertesorg, og så foregår den i Aarhus - og i alt får den derfor 4 søde stjerner fra mig.