Om Liv Liv er en graphic novel om vores fælles fremtid i skyggen af klimanødsituationen.
Pigen Felicia klarer sig ikke godt i skolen. Men hvad med at få indopereret en chip i hjernen – som de andre børn har fået? Desværre har operationen bivirkninger. Der er noget galt med Felicia. Hun føler sig mærkelig, og mareridtsagtige syner plager hende.
Hvad byder fremtiden på? Er det klimasammenbrud eller handler vi i tide? Det spørgsmål sættes på spidsen i Liv, hvor Morten Dürr og Lars Horneman lægger op til, at børn og voksne sammen finder et fælles sprog for deres bekymringer og tanker om fremtiden.
Liv henvender sig til større børn – og voksne.
Dette er tredje udspil fra makkerparret forfatter Morten Dürr og illustrator Lars Horneman, der ligeledes har lavet bøgerne Zenobia og Ivalu sammen. Bøgerne er gået verden rundt og er udgivet på mere end 20 sprog. Zenobia modtog Kulturministeriets illustratorpris og blev omsat til børneteater. Ivalu modtog Undervisningsministeriets “Skriverpris” og blev omsat til en Oscarnomineret kortfilm.
I am a Danish Children's author living in Copenhagen. I have had 80 books published – in later years I have focused on writing for the graphic novel genre.
En flot og gribende graphic novel om fremtidens mulige klimakatastrofer tilsat et sci-fi-rædselselement om teknologi, der påvirker det menneskelige sind - det hele smukt og effektfuldt illustreret. Farverne, gentagelser af tidligere scener og det langsomt eroderende sandslot spiller smukt sammen og opbygger stemning og symbolik til den dramatiske fortælling.
Bogen taler lige ind i den frygt for katastrofer, som nok bor i mange af os lige nu, og er dermed uhyggeligt aktuel og en god måde at få tankerne i gang.
Desværre synes jeg, at det forvirrende element i Felicias hukommelse og hvordan jeg skal tolke hele det med chippen og hvad der er op og ned i tid og sted, forvrængninger og virkelig, stjæler så meget fokus fra hele temaet med klimakatastrofer og klimaflygtninge, at jeg ikke rigtig når at reflektere over det, før bogen er forbi. Bogen vil for meget - de skulle enten være gået med teknologisk udvikling og dens indvirkning på mennesket eller med klima. I så kort en bog spænder de to ben for hinanden, så ingen af dem når sit fulde potentiale.
Men det er stadig en virkelig flot og interessant bog, der bestemt rørte mig og talte til min frygt for fremtiden.