Dennis Jürgensens fantasi-roman dystopia starter egentlig godt. Man får optegnet konturerne af en stort anlagt fantasiroman, med to kongeriger (den blå mesters og den sorte mesters land), der hviler i en dyb konflikt, og deres to tronarvinger, der hader hinanden men måske kan forløse den krig og det mørke, der hviler over Tarakinien...
men men men... pist bum, så bliver de tryllet væk til en anden verden, hvor de skal lære hinanden at kende, og hvor læseren skal introduceres til en million forskellige spraglede væsener med sære navne, der skyder ud af Jürgensens hjerne, herfra tager det 600 sider for handlingen at komme ud af døren og få sko på. Og da det endelig skal afsløres, hvem der driver mørket frem hjemme i Tarakinien (er det udover at være det mest mærkværdige usammenhængende plottvist i fantasi-historien) svært for den møre læser at genfinde entusiasmen for hovedplottet. Dystopia er simpelthen alt for langtrukken, især når man tager i mente, at man simpelthen aldrig rigtig lærer vores to hovedkarakterer eller alle de væsener de møder på deres vej ordentligt at kende, og derfor aldrig rigtig kommer til at interessere sig for deres strabadser.