Det er efterår, og Cecil er lige blevet en del af noget. Hun fester med nye venner og bliver hele tiden puffet med videre af bløde vindpust. Hun er altid sivet ud mellem fingrene på sig selv, og nu drømmer hun om, at den smukke og dyrtduftende mand i hættetrøje også skal drømme om hende, inden noget er for sent. Cecils far, Eric, er faldet gennem nogle uheldige sprækker i sin virkelighed. Han har aldrig rigtigt haft kontakt til sine to døtre, og nu vokser noget i hans mave, der ikke er så godt. Og lidt ved siden af det hele går Cecils kusine J. Hun døser og drømmer om softice, overgangsalder og om horisonten, hvor hun gerne vil gå en stille tur i en lang dyr frakke.
SOFTICE er en roman om at længes mod noget gyldent i det fjerne, om at ville bære sin smeltende form på en smart og smuk måde og om at tvivle på, om man er tydelig nok. En nænsom fortælling om bedøvelse og ekstase og om at have lyst til – eller være bange for – at forsvinde.
Kolde fingre, den lille stær og churros med softice - så mange gode billeder i den her! Føler sproget hele tiden tog røven på mig. Hver sætning tog sig ud for at være genkendelig, “normal”, men så kommer et knæk eller en lille finurlighed, hvilket kun gør beskrivelserne endnu mere genkendelige. Det er som om Pernille har leget associations leg og kæmpe respekt for det. Ps godt med lidt bashing af AutoPoul, jeg hører dig søster
Mums. Lækkert skriv, lige fra første side, lige til at smage på! Dragende karakterbeskrivelser (imponerende) og smukt hvordan perspektiverne skifter, Cecil alene i Zoo, til Cecil på bytur. Jill, indkaldt til samtale efter kryptisk jobopslag, falder i søvn i en tom bygning. Hvor får hun det fra? Endelig: billedsprog som virkelig taler til mig! Tak! Selvom afrundingen ikke helt bragede igennem giver jeg alligevel maksimum stjerner.
Synes den var cute nok til tider- ret meget ‘tennis lessons’ vibes. Sally Rooney (min queen) skriver jo også lidt sådan her, and I love that- men drt gav på en måde også lidt ham der laver slam poetry på TikTok (slå det op). Men den var sgu cool nok. Nogle gange skulle jeg lige læse sætningerne et par gange, det hænder jo, at jeg ikke fatter en bjælde. Var måske lidt spurgt til tider… men helt ærligt, det skal der også være plads til!
Brug af parenteser er velvalgt og underholdende fra bogens første sætning: Cecil brugte sin tidlige ungdom på at jage (jagten var tyst og snigende), helst nogen, der duftede dyrt, af grannåle og lime. De er på sin vis ofte unødvendige, men netop det gør, at de bidrager til en menneskelighed i karaktererne. De spørgsmål der stilles i parenteserne, om små faktuelle sager, såsom tid og sted, er dem vi tit stiller os selv og hinanden i det virkelige liv, men som sjældent vurderes værdigt i romanerne.
Ekstremt elegant lille bog, der har tre synsvinkler og kun én jegfortæller, der måske har skrevet alle afsnittene frem? Afsavn og familieforhold, folk der ikke kan finde deres egne grænser. Som i Omsorgsdage skriver forfatteren fuldstændigt fantastisk karakterer frem, der er på kanten af systemet med så vild en finesse. Jeg kunne se og dufte alle miljøer og årstider, og det er et personligt kriterium for, hvornår en bog er rigtig god. Rigtig god.
En rigtig fin læseoplevelse. Lidt tåget og underlig, men på en måde jeg nemt kunne læne mig ind i. Den sproglige stil er jeg vild med, rigtig levende og sanseligt.
Softice er en stærkt indlevende, kort københavnerroman, hvor man følger tre forskellige personer: Den unge, flagrende, usikre Cecil, hendes far, Eric, som er uden anker til livet og hendes kusine J, som er i overgangsalder, tilbageskuende og træt. Mine korte karakteristikker er selvfølgelig utilstrækkelige, men du kan møde dem alle tre i Pernille Abd-El Dayems meget sensitive sprog, hvor tanker og fornemmelser svæver. Forsøg at fange dem (med tungen) og du vil få helt vidunderlige, triste livspassager flydende som softice.