En kvinde i trediverne strejfer ensomt gennem tilværelsen med en hjemløs kærlighed. Hun har en affære med en mand og bliver gravid, men straks efter fødslen bliver barnet taget fra hende. I journalen står, at kvinden har fået fjernet en tumor, og at hun lider af paranoide hun tror, hun er blevet mor. Men hun er blevet mor, det ved hun. En nat bryder hun ind på hospitalet og henter sin datter. Hun er bristefærdig af kærlighed og søger tilflugt i et gammelt hus i skoven. Men maden slipper langsomt op, og uden for lusker et sultent dyr omkring. Hvor længe kan mor og barn overleve der med en sandhed, som alle kalder løgn?
Romanen Bristefærdig af Cecilie Lind er en hjertegribende fortælling om at elske det monstrøse og kæmpe til døden for sin kærlighed og sandhed.
3,75… måske 4?? Jeg ender på en 4. Det var så syret og den føles virkelig som et febertrip. Jeg ved ikke, hvad der er med Cecilie Linds bøger, siden de gør mig så forarget og forfærdet. Det er både uudholdeligt og dybt fascinerende samtidig.
Har også læst den med en hjernerystelse, så måske derfor?
I Bristefærdig fortsætter Cecilie Lind med at undersøge grænser, det absurde, seksualitet og feminitet. Bogen er delt op i tre sektioner, hvoraf jeg var klart mest fanget af den første.
I første del møder vi vores hovedperson, som er en kvinde i start trediverne, der møder en fyr, Jakob, som hun tager på en date med. Hun bliver hurtigt forelsket og daten ender da også på et hotelværelse, men hovedpersonen vågner op alene. Og herfra er jeg egentlig lidt forvirret over, hvad der er reelt, og hvad der er vrangforestillinger. Vores hovedperson bliver gravid, og befinder sig hele graviditeten på hotelværelset.
I bogens anden del føder hun et barn, som lægerne ikke har oplevet et barn før. Efterfølgende får hun fjernet en tumor og konstateret, at hun lider af vrangforestillinger. Jeg har mange spørgsmål til dette forløb. ‘Føder’ hun i virkeligheden tumoren og forveksler dette med en fødsel af et barn? Føder hun et ægte barn, men har barnet taget skade af tumoren? Er vores hovedperson på nogen måde til at stole på? Det tror jeg ikke hun er, hvilket gør det interessant at læse. For hvad er virkelig, og hvad er ikke. I sorgen over at have fået frataget sit barn, stjæler hun et barn fra hospitalet og søger tilflugt i en hytte i skoven. Her lever de som dyr og fortællingen bliver mere og mere absurd og surrealistisk. Her bliver jeg lidt tabt, der sker ikke særlig meget og alt foregår inde i hendes hovede. Jeg synes, der er utrolig mange gentagelser omkring de samme ting såsom Jakob, hendes forhold til hendes mor og søster, hendes relation til mænd gennem hendes barndom (meget som i Pigedyr) og det dyriske ved moderskabet. Jeg synes ikke det var særlig spændende, måske fordi jeg har misset nogle mulige interessante fortolkninger. Jeg er nemlig sikker på, at der er en masse fortolkninger man kunne lave af denne bog, glæder mig til nogle af jer andre har læst den.
Det bliver måske lidt spoiler, hvis jeg skriver om den meget korte tredje del, så det vil jeg lade vær med.
Jeg slugte bogen hurtigt og den er værd at læse, synes jeg, men jeg blev lidt udmattet af måden Lind skriver på, da det meget bare er en masse surealistiske hændelser og tanker, der fortsætter og fortsætter uden nogen reel handling. Med det sagt, skriver hun jo virkelig interessant og grænseløst, den kunne, for min skyld, bare godt have været 100 sider kortere.
Den her virkelig et trip! Det er slet ikke det jeg troede jeg gik ind til! Det er nærmest en body horror, en kærligheds horror? Som én lang tankestrøm. Som at læse noget af Sayaka Murata! Det var både forfærdeligt, kvalmende og spændende. Jeg var fuldstændig opslugt af den her næsten groteske fortælling. Men der er også noget smukt her. Jeg tror den kommer til at marinere lidt i min hjerne et stykke tid før jeg helt forstår hvad jeg har læst.
Spændende undersøgelse af moderskab i den mest komplekse forstand, af seksualitet, patriarkalske strukturer, kropslighed, sprog og roser. Den eneste grund til at den ikke får 5⭐️ er fordi, der bliver beskrevet mange væsker og meget blod, det er jeg blevet lidt for sart til tbh.
Foruroligende, fascinerende og tankevækkende - “Bristefærdig” er anderledes end noget andet, jeg har læst.
Fortælling skrives ud fra fra, hvad jeg betegner, som en psykisk syg kvinde, med direkte indblik til hendes tanker, som til tider både er grænseoverskridende og uforståelige. Alligevel dog så dragende, at man ikke kan lægge bogen fra sig. Jeg sad ofte og tænkte; hvis jeg lige læser lidt videre, SÅ forstår jeg.. dog uden at jeg nogensinde helt nåede dertil.
Jeg forstod det store billede; et omsorgssvigtet og misbrugt barn, som er så desperat efter at blive set, anerkendt og elsket, at hun som voksen, opdigter en graviditet og et barn, som hun isolerer sig med og lader sig opsluge fuldstændig af, indtil hun sygner hen. Men er det virkelig et barn? Omverdenen siger hun har tvangstanker, at det opdigtede barn i virkeligheden var en tumor, som blev fjernet, men som hun efterfølgende lever med og drager omsorg for, til den går i forrådnelse.
Ude fra set er hun syg, men fordi vi følger HENDES tanker og helt selvfølgelige følelser i, at tage sig af det her barn, blot for at kunne elske og selv blive elsket, så bliver man i tvivl om, hvad der er virkeligt. Er det hende der er syg eller er det omverdenen, der ikke har forstået hende? Måske begge dele?
Romanen er både bizar og til tider, ubehagelig, fordi den er så grænseoverskridende og bryder med alt, jeg kender som normalitet og sund fornuft. Men den er også dybt fascinerende og tankevækkende. Hvem bestemmer egentlig, hvad der er normalt..? Hvem har ret til, at definere, hvordan vi skal leve? Bogens hovedkarakter er i forfald, syg og bliver mere og mere som et vildt dyr. Men hun er lykkelig og ønsker ikke forandring.. så hvilken ret har man til at skride ind?
Jeg tænkte først, jeg ikke kunne lide bogen. Men selv om den både undrede og forfærdede, fængede og fascinerende den også. Den sidder i kroppen længe efter og kalder på samtale og refleksion. Og DET er ihvertfald, hvad jeg vil kalde en vellykket roman.
Der er et eller andet lækkert gammeldags i at arbejde med skammen at ønske at blive elsket og skammen ved at blive forladt, og så gøre det til et monster, hovedpersonen føder og lukker sig inde sammen med for slå at blive slået ihjel af det. Læseren ved ved slutningen ikke, om monsteret er ægte eller ej, romanen giver ikke noget svar og alt er på denne måde hverken fugl eller fisk i romanen og det elsker jeg. Jeg elskede dog ikke de sproglige gentagelser (rose, kød, kærlighed), de blev lidt for tunge i den lidt for lange midterdel. Men ellers klamlæks✨❤️🔥
This entire review has been hidden because of spoilers.
bristefærdig taber fuldstændig den ellers glimrende præmis på de sidste 200 siders langdigt-intermezzo. stilen er udtyndet og unødvendig. langdigtsformatet bliver en krykke, metaforerne er for tydelige eller forvirrende. bogen virker provokerende forenklet i dens psykologiske udlægning og der er ingen substans i betragtningerne
Synes, det tog lang tid at kæmpe sig igennem bogen. Den er udmattende, men spændende, at læse. Den kredser om nogle interessante temaer, som fremstilles rimelig vulgært, dyrisk og som stikker til dine følelser. Hvilket den formår at gøre godt nok, men den er temmelig forvirrende at læse og svær at have overblik over. Tror det er en smagssag om man bryder sig om at læse en bog, hvor man ikke ved, om man kan stole på hovedkarakteren, og dette gjorde det virkelig svært, men meget mystisk og spændende, for mig at læse den. 2, måske 2.5, stjerner ⭐️⭐️
319 sider i selskab med en kvinde med vrangforestillinger, som man ikke ved, hvornår man kan stole på. Bogen kunne nok have været kogt ned til det halve, men den havde da sine øjeblikke. Er dog glad for at være tilbage i virkeligheden.
En ret vild roman fra start til slut. En roman der på én og samme tid fascinerer og forfærder mig. En roman om moderskab. At eksistere i en sandhed som alle andre kalder løgn. Om kærlighed. Om monstre og kropsvæsker. En bog der har taget mig virkelig lang tid at læse, og som jeg har svært ved at bedømme. Den har nogle interessante temaer som fx kærlighed og om hvorvidt kærlighed er ubetinget godt. Eller om den også kan være usund, grim og farlig. Kærlighed til sit barn/monster, kærlighed til Gud og kærlighed der ikke har et sted at bo. Men på trods af spændende temaer og et sjovt (??) plot, er det ikke en let bog at læse. Hovedpersonen er en stakkel, og man kan ikke undgå at drage omsorg for hende igennem læsningen. Derudover startede Cecilie Lind ud med at skrive digte, og det bærer sproget i Bristefærdig præg af. Sproget er lyrisk, og det synes jeg kan være lidt hårdt og til tider træls at læse? Men det er jo smag og behag. Jeg tror min pointe er, at jeg kan ikke sige at den her bog er god. Eller at den er dårlig. Jeg er glad for at have læst den, og jeg er glad for at jeg er blevet færdig med at læse den.
Bogen beskæftiger sig med nogle spændende temaer (det dyriske, moderskabet og særligt forholdet mellem mor og datter, kroppen, kærlighed og begær), men ikke på en måde, som jeg ikke har set eller læst før og som derfor ville kunne få mig til at tænke nogle nye tanker. Jeg synes, den forblev ret overfladisk under dække af at være surrealistisk. Der skal mere til end body horror og sindssyge for at gøre en fortælling interessant eller meningsfuld.
Skrivestilen er meget genkendelig dansk og ikke noget, jeg særligt ofte synes fungerer godt med tilfældige linjeskift, meningsløse metaforer og dagbogsagtige notater.
hvad er det, jeg lige har læst? en monstervild, uappetitlig, rørende (?) moderskabsroman, der mangler handling, men til gengæld har nærmest alt andet i sig. anbefales ikke til sarte sjæle, men til de der godt kan lide de lidt klamme tanketrips …
jeg er egentlig i tvivl om, hvorvidt den skal have 3 eller 4, så måske 3,5 i virkeligheden?
Vild roman. Vild i sproget og i selve handlingen som vi ikke altid ved, om er virkelighed eller opspind. Den omhandler moderskab og jeg klapper over literater, der fremstiller, når mødre er monstre. Jeg var selv vild med sproget. ‘Græsset var grønt som grønt græs.’ Jeg var også vild med det hæsblæsende og rå, men holdt alligevel en vis distance gennem hele læsningen. Kom ikke under huden på hverken romanen eller vores hovedperson. Spændende forfatter
Bristfærdig forsøger at iscenesætte sig som et råt og kompromisløst opgør med kroppens og følelsens grænser. Den insisterende selvoptagede udstilling af affekt og kropsvæsker savner kompleksitet og efterlader fornemmelsen af at være vidne til et teenage agtigt følelsesudbrud snarere end en litterær undersøgelse. Hvad der måske var tænkt som konfronterende, føles i stedet som et ligegyldigt oprør.
Jeg forstår ikke hypen over denne bog. Står af på det påtagede “poetiske” sprog, som jeg mistænker blot er til for at fylde siderne ud med korte sætninger og dobbelt linjeafstand. Langt kortere kunne have gjort det for mig: kvinde går til grunde, drukner i sin sindssyge - efter overgreb og misbrug, svigt og selvmord af hendes mor. Formår ikke at elske sig selv, så kaster sin kærlighed på sin sygdom og anoreksien. Slut.
Over plus 300 sider bliver denne fødselspsykose set indefra til et ulideligt løb på stedet. Fuld af svimmelt cirkulerende gentagelser, der muligvis skal afspejle jeg-fortællerens mentale modus, men ender med at blive anstrengt og sært gemacht. Det er en hård fødsel (pun intended) at komme igennem denne horrorhistorie af en roman, som får to små stjerner for modet til trods alt at være så fucked up.
Jeg har aldrig læst en bog som denne. Måden, den er skrevet, giver automatisk en oplevelse af at være inde i hovedet på hovedpersonen. Læse hendes tanker og følge hendes minder. i en grad hvor man ikke kan vurdere hvad der er virkeligt og hvad der er vrangforestillinger, hallucinationer, ønsker, drømme, håb.
Jeg ville så gerne elske den men jeg er bare ikke til det. Der var mange små lyspunkter men ikke nok til at jeg ikke glædede mig helt vildt til den sluttede
Hvorfor kan jeg kun anmelde den som lydbog? Har selv læst