What do you think?
Rate this book
Overskudskvinder - Økonomernes vej til det frie og lige liv
LAD OS SKABE EN GOD, SUND OG TRYG ØKONOMISK FREMTID FOR OS SELV, VORES FAMILIER OG VORES VELFÆRDSSAMFUND
Økonomiprofessor Nina Smith har med et glimt i øjet kaldt kvinder for en ”underskudsforretning”. Med denne bog ønsker hun og økonomen Anne-Mette Barfod at vise, hvordan kvinder kan blive en overskudsforretning – både for sig selv og for staten.
Gennem Nina Smiths forskning, tal og analyser dykker de ned i, hvordan kvinder kan opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Og hvordan vi kan bryde fri af de kønsroller og samfundsskabte forventninger, der stadig hæmmer os og stresser os.
Forfatterne afliver myter, bryder tabuer og stiller de nødvendige spørgsmål: Hvordan undgår vi at blive fanget i deltidsfælden? Hvordan kan vi fremtidssikre velfærdssamfundet? Hvordan kan vi sikre, at vi får det økonomiske overskud, vi fortjener? Og hvordan kan vi undgå at føle, at vi skal kæmpe en daglig kamp mod uret blot for at overleve?
Økonomiprofessor Nina Smith har med et glimt i øjet kaldt kvinder for en ”underskudsforretning”. Med denne bog ønsker hun og økonomen Anne-Mette Barfod at vise, hvordan kvinder kan blive en overskudsforretning – både for sig selv og for staten.
Gennem Nina Smiths forskning, tal og analyser dykker de ned i, hvordan kvinder kan opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Og hvordan vi kan bryde fri af de kønsroller og samfundsskabte forventninger, der stadig hæmmer os og stresser os.
Forfatterne afliver myter, bryder tabuer og stiller de nødvendige spørgsmål: Hvordan undgår vi at blive fanget i deltidsfælden? Hvordan kan vi fremtidssikre velfærdssamfundet? Hvordan kan vi sikre, at vi får det økonomiske overskud, vi fortjener? Og hvordan kan vi undgå at føle, at vi skal kæmpe en daglig kamp mod uret blot for at overleve?
- GenresNonfiction
224 pages, Paperback
Published March 7, 2025
6 people are currently reading
54 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 6 of 6 reviews
July 21, 2025
synes bogen gentager meget sig selv. virker til stort fokus på de højtuddannede kvinder
May 23, 2025
Bogen er vigtig. Stemmen, der leverer, er vigtig. (Nogle af) budskaberne er vigtige. Men leveringen falder, i min optik, helt ved siden af.
Nina Smith er en af Danmarks dygtigste økonomer. Hun har bidraget med utallige epokesættende forskningsresultater, hun har brugt sin stemme og sin viden til at styrke ligestillingen, og hun er på mange måder en rollemodel for mange kvinder – et bevis for, at man godt kan opnå store resultater, også i en mandsdomineret verden.
Rigtig mange af bogens pointer er virkelig godt understøttet af data og forskning, og særligt del 2 af bogen, synes jeg, er leveret på en rigtig god og saglig måde.
Nogle af de bærende konklusioner i bogen handler bl.a. om, at vi som samfund står over for nogle store udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til. Så langt, så godt. Men derfra falder min anerkendelse for bogen brat ned ad bakke.
Et gennemgående tema i bogen handler om, at vi skal anerkende, at velfærdssamfundet ikke skal tages for givet, og at vi, for at kunne lykkes med fortsat at have et velfærdssamfund, skal bidrage alle sammen. Yes, så langt er jeg med.
Men undervejs præsenteres en indgående kritik af kvinder, der vælger at arbejde mindre eller slet ikke, for at prioritere at hjemmepasse eller bare sætte karrieren i anden række (Deres formulering). Der trækkes på statistikker, der viser, at flere kvinder går ned i tid end tidligere.
Mit problem er her, at bogens forfattere ikke har påvist kausalitet mellem årsagen til, at de her kvinder går ned i tid, og så det argument, der trækkes igennem bogen – nemlig at kvinder skal tilbage på fuldtid (hvis det på nogen måde er muligt). Men for hvor mange af dem, der går ned i tid, er det reelt en (oplevet) mulighed?
Der mangler en kvalitativ forskningsdimension, der reelt afdækker, hvor problematikken ligger, hvor stort omfanget er, og hvad der driver valgene. Handler det om fem kvinder i medierne, der drømmer om gamle dage? Eller hvad er bevæggrunden for, at de går ned i tid?
Først med den forståelse kan vi skabe nye skridt fremadrettet.
Der mangler en grundlæggende, ydmyg nysgerrighed over for bevæggrundene.
Særligt Mai My Humaidan får ørerne i vridemaskinen – upassende meget – for at advokere for at gå derhjemme. I sig selv synes jeg, argumentationen er upassende, fordi Humaidan i sin første bog netop reflekterer over de mange forskellige måder at leve sit liv på. Hun gik ned i tid i en periode for at tage sig af sine børn, mens hun i dag, så vidt vides, bidrager til samfundet gennem sin skat.
I forlængelse af dette må jeg også sige, at jeg synes, det er usagligt, hvor stor en plads Humaidan får i bogen. Hun er én blandt mange stemmer, og selvfølgelig giver det mening at trække paralleller eller distancere sig fra hendes pointer, men man fristes til at tænke, at bogen er skrevet som et modsvar til Humaidan – frem for at stå på egne pointer, med sin egen stemme og sin egen mission.
Generelt er jeg udfordret på retorikken i bogen, der – trods gennemgang af institutionelle udfordringer – hurtigt får fremstillet løsninger på problemerne som noget, der er inden for egen rækkevidde; med andre ord, at det er kvindernes egne problemer.
Udskamning med sætninger som:
"… for særligt som kvinder må vi være opmærksomme på, hvordan vores individuelle valg vil få betydning for fremtidens velfærdssamfund" (s. 150),
eller da Nina Smith fortæller om sin egen drøm om et roligere liv og konkluderer:
"Heldigvis tænkte jeg dengang meget over, hvor jeg ville være arbejdsmæssigt..." (s. 142),
eller da hun fortæller om, at når man bliver mor, så er det vigtigt, at "det ikke kun er en selv som kvinde, der bliver bombet tilbage til kødgryderne" (s. 94).
Det er sproglige virkemidler som insinuerer at der er noget der er rigtigt og forkert, men så simpelt er verden ikke skruet sammen.
Hele tiden ligger der en nedladende tone, om at "du kan jo nok forstå" og "du skal jo bare…".
Det er utrolig ærgerligt, synes jeg, for vi har store udfordringer, der skal løses. Fx på ligestillingsfronten er der, som de også peger på i bogen og rigtig godt underbygger, stadig utrolig udfordringer. Spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer disse, hvordan vi sammen kan finde en vej fremad.
Til trods for at de i bogens sidste kapitler taler ind i en mere fleksibel måde at organisere vores liv på, så virker det overskyggende argument alligevel til at være, at vi skal gøre mere af det, vi allerede gør: Kvinderne skal tage "mandejobs", arbejde fuldtid og knokle røven ud af bukserne i deres 30’ere for at være med i karriereræset. Problemet er bare, at uanset hvilken undersøgelse man i dag kigger imod, så er det ikke dét, størstedelen af de nye generationer drømmer om – hverken mænd eller kvinder.
De bliver ved med at sammenligne vores samfund med det amerikanske og kører en klassisk "whataboutism", som skal få læserens øjne op for, at vi slet ikke har det så slemt, vi skal huske at være taknemmelig, ikke så meget brok, bare snuden i sporet. Men hvad er det, der gør, at de yngre generationer ikke må undersøge og eksperimentere med, hvordan vi kan skabe en endnu bedre fremtid? På samme måde som Smith og Barfod har haft mulighed for i deres liv?
Der er INGEN, der ønsker at komme "tilbage til kødgryderne", ingen der ønsker et undertrykt samfund, hvor kvinder igen skal rette ind og få udbetalt ugentlige indkøbspenge. Men skal vi gøre noget bedre fremadrettet, så bliver vi nødt til at gøre noget anderledes. Og det er dén refleksive samtale, vi har brug for at træde ind i – med al den viden, vi har til rådighed – samtidigt med, at vi er nødt til at parkere, bare for en stund, antagelsen om, at alt falder fra hinanden, hvis vi ikke gør som vi plejer.
Bogen hedder "Overskudskvinder", og det kunne have været en fin refleksion i forhold til Nina Smiths egen tidligere artikel, der satte kvinder i bås som en underskudsforretning. Desværre sidder jeg afslutningsvist med en følelse af, at dét at være overskudskvinde er forbeholdt en lille gruppe kvinder, der efterlever forventningen om den stejle karrieresti – inden for økonomisk rentable brancher.
Det kunne være begyndelsen på en samtale om, hvordan vi kan skabe et samfund med mange forskellige måder at være en overskudskvinde på. I stedet blev det et søm i en kiste, hvori vi kan begrave fremtidens omfavnelse af de mange måder at være menneske på.
Nina Smith er en af Danmarks dygtigste økonomer. Hun har bidraget med utallige epokesættende forskningsresultater, hun har brugt sin stemme og sin viden til at styrke ligestillingen, og hun er på mange måder en rollemodel for mange kvinder – et bevis for, at man godt kan opnå store resultater, også i en mandsdomineret verden.
Rigtig mange af bogens pointer er virkelig godt understøttet af data og forskning, og særligt del 2 af bogen, synes jeg, er leveret på en rigtig god og saglig måde.
Nogle af de bærende konklusioner i bogen handler bl.a. om, at vi som samfund står over for nogle store udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til. Så langt, så godt. Men derfra falder min anerkendelse for bogen brat ned ad bakke.
Et gennemgående tema i bogen handler om, at vi skal anerkende, at velfærdssamfundet ikke skal tages for givet, og at vi, for at kunne lykkes med fortsat at have et velfærdssamfund, skal bidrage alle sammen. Yes, så langt er jeg med.
Men undervejs præsenteres en indgående kritik af kvinder, der vælger at arbejde mindre eller slet ikke, for at prioritere at hjemmepasse eller bare sætte karrieren i anden række (Deres formulering). Der trækkes på statistikker, der viser, at flere kvinder går ned i tid end tidligere.
Mit problem er her, at bogens forfattere ikke har påvist kausalitet mellem årsagen til, at de her kvinder går ned i tid, og så det argument, der trækkes igennem bogen – nemlig at kvinder skal tilbage på fuldtid (hvis det på nogen måde er muligt). Men for hvor mange af dem, der går ned i tid, er det reelt en (oplevet) mulighed?
Der mangler en kvalitativ forskningsdimension, der reelt afdækker, hvor problematikken ligger, hvor stort omfanget er, og hvad der driver valgene. Handler det om fem kvinder i medierne, der drømmer om gamle dage? Eller hvad er bevæggrunden for, at de går ned i tid?
Først med den forståelse kan vi skabe nye skridt fremadrettet.
Der mangler en grundlæggende, ydmyg nysgerrighed over for bevæggrundene.
Særligt Mai My Humaidan får ørerne i vridemaskinen – upassende meget – for at advokere for at gå derhjemme. I sig selv synes jeg, argumentationen er upassende, fordi Humaidan i sin første bog netop reflekterer over de mange forskellige måder at leve sit liv på. Hun gik ned i tid i en periode for at tage sig af sine børn, mens hun i dag, så vidt vides, bidrager til samfundet gennem sin skat.
I forlængelse af dette må jeg også sige, at jeg synes, det er usagligt, hvor stor en plads Humaidan får i bogen. Hun er én blandt mange stemmer, og selvfølgelig giver det mening at trække paralleller eller distancere sig fra hendes pointer, men man fristes til at tænke, at bogen er skrevet som et modsvar til Humaidan – frem for at stå på egne pointer, med sin egen stemme og sin egen mission.
Generelt er jeg udfordret på retorikken i bogen, der – trods gennemgang af institutionelle udfordringer – hurtigt får fremstillet løsninger på problemerne som noget, der er inden for egen rækkevidde; med andre ord, at det er kvindernes egne problemer.
Udskamning med sætninger som:
"… for særligt som kvinder må vi være opmærksomme på, hvordan vores individuelle valg vil få betydning for fremtidens velfærdssamfund" (s. 150),
eller da Nina Smith fortæller om sin egen drøm om et roligere liv og konkluderer:
"Heldigvis tænkte jeg dengang meget over, hvor jeg ville være arbejdsmæssigt..." (s. 142),
eller da hun fortæller om, at når man bliver mor, så er det vigtigt, at "det ikke kun er en selv som kvinde, der bliver bombet tilbage til kødgryderne" (s. 94).
Det er sproglige virkemidler som insinuerer at der er noget der er rigtigt og forkert, men så simpelt er verden ikke skruet sammen.
Hele tiden ligger der en nedladende tone, om at "du kan jo nok forstå" og "du skal jo bare…".
Det er utrolig ærgerligt, synes jeg, for vi har store udfordringer, der skal løses. Fx på ligestillingsfronten er der, som de også peger på i bogen og rigtig godt underbygger, stadig utrolig udfordringer. Spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer disse, hvordan vi sammen kan finde en vej fremad.
Til trods for at de i bogens sidste kapitler taler ind i en mere fleksibel måde at organisere vores liv på, så virker det overskyggende argument alligevel til at være, at vi skal gøre mere af det, vi allerede gør: Kvinderne skal tage "mandejobs", arbejde fuldtid og knokle røven ud af bukserne i deres 30’ere for at være med i karriereræset. Problemet er bare, at uanset hvilken undersøgelse man i dag kigger imod, så er det ikke dét, størstedelen af de nye generationer drømmer om – hverken mænd eller kvinder.
De bliver ved med at sammenligne vores samfund med det amerikanske og kører en klassisk "whataboutism", som skal få læserens øjne op for, at vi slet ikke har det så slemt, vi skal huske at være taknemmelig, ikke så meget brok, bare snuden i sporet. Men hvad er det, der gør, at de yngre generationer ikke må undersøge og eksperimentere med, hvordan vi kan skabe en endnu bedre fremtid? På samme måde som Smith og Barfod har haft mulighed for i deres liv?
Der er INGEN, der ønsker at komme "tilbage til kødgryderne", ingen der ønsker et undertrykt samfund, hvor kvinder igen skal rette ind og få udbetalt ugentlige indkøbspenge. Men skal vi gøre noget bedre fremadrettet, så bliver vi nødt til at gøre noget anderledes. Og det er dén refleksive samtale, vi har brug for at træde ind i – med al den viden, vi har til rådighed – samtidigt med, at vi er nødt til at parkere, bare for en stund, antagelsen om, at alt falder fra hinanden, hvis vi ikke gør som vi plejer.
Bogen hedder "Overskudskvinder", og det kunne have været en fin refleksion i forhold til Nina Smiths egen tidligere artikel, der satte kvinder i bås som en underskudsforretning. Desværre sidder jeg afslutningsvist med en følelse af, at dét at være overskudskvinde er forbeholdt en lille gruppe kvinder, der efterlever forventningen om den stejle karrieresti – inden for økonomisk rentable brancher.
Det kunne være begyndelsen på en samtale om, hvordan vi kan skabe et samfund med mange forskellige måder at være en overskudskvinde på. I stedet blev det et søm i en kiste, hvori vi kan begrave fremtidens omfavnelse af de mange måder at være menneske på.
August 12, 2025
Den har et lidt svært target audience. Meget af bogen handler om, at du allerede i gymnasiet skal læse den og forstå at du skal sigte efter de økonomiske, politiske, samfundsmæssige uddannelser - aka hold dig væk fra humaniora (hvilket gør piv ondt i maven på en der lige har fået sin kandidat) for at få et godt økonomisk liv, og så evt hold dig væk fra at få børn.
Samtidigt så snakker den til mødrene og til dem der allerede er ude på arbejdsmarkedet om at man ikke skal lade sig gøre ditten og datten arbejde eller tage kage med. Så fair. Men igennem hele bogen får jeg ikke den der. Where’s the revolution. Hvornår får vi noget grej til hvad vi kan gøre for at ændre dette? Er det virkelig den realitet jeg skal møde, når jeg nu kommer ud til mit fremtidige job?
Lidt all over the place, og blev egentlig mest deprimeret af at læse den. Tror den ville være god for unge kvinder, der skal til at vælge universitetslinjer, så længe man lige giver dem et heads up om at skimme de steder, hvor den så snakker til dem 30 år i fremtiden
Samtidigt så snakker den til mødrene og til dem der allerede er ude på arbejdsmarkedet om at man ikke skal lade sig gøre ditten og datten arbejde eller tage kage med. Så fair. Men igennem hele bogen får jeg ikke den der. Where’s the revolution. Hvornår får vi noget grej til hvad vi kan gøre for at ændre dette? Er det virkelig den realitet jeg skal møde, når jeg nu kommer ud til mit fremtidige job?
Lidt all over the place, og blev egentlig mest deprimeret af at læse den. Tror den ville være god for unge kvinder, der skal til at vælge universitetslinjer, så længe man lige giver dem et heads up om at skimme de steder, hvor den så snakker til dem 30 år i fremtiden
January 12, 2026
Som økonom med en tidligere interesse for gender economics oplever jeg, at bogen formår at koge forskningen inden for gender- og family economics ned til en letlæselig og overskuelig helhed. Den munder ud i konkrete og anvendelige råd til kvinder om at leve et succesfuldt og ligestillet liv i et velfærdssamfund som det danske - på baggrund af både forskning men også deres subjektive holdninger.
Jeg læste den på tre dage og var meget begejstret for både sproget og formidlingen.
Jeg læste den på tre dage og var meget begejstret for både sproget og formidlingen.
August 31, 2025
fin bog, genfortæller lidt fra både nej-klubben og glasloftet.
January 8, 2026
Den er lidt kedelig, hvis man har læst flere børger om emnet.
Hvis det er din føste bog om emnet er den udemærket
Hvis det er din føste bog om emnet er den udemærket
Displaying 1 - 6 of 6 reviews