Emma Holten stiller i ”Underskud” et vigtigt spørgsmål: Hvorfor er omsorg intet værd i det politiske maskinrum? Hendes svar, som hun fremfører meget overbevisende, er, at udgangspunktet for politiske beslutninger er, hvad hun kalder ”den etablerede økonomi” og dens regnemodeller, som definerer værdi gennem pris (og kun prissætter visse ting).
Kritikken af den etablerede økonomi foregår på mange forskellige niveauer på én gang. For det første fremfører Holten en overbevisende, om end velkendt intern kritik af de regnemodeller, der medregner dynamiske effekter af skattelettelser, men ikke investeringer i velfærd, og BNP, der ikke indfanger ulønnet kropsligt og husligt arbejde på trods af, at det åbenlyst understøtter økonomisk aktivitet.
Størstedelen af bogen beskæftiger sig dog med en ekstern, idéhistorisk kritik af modellernes politiske betydning. Her argumenterer Holten for, at politiske beslutninger slet ikke burde blive truffet (primært) med udgangspunkt i økonomiske regnemodeller, fordi deres idegrundlag er forkert. Holten er en sindssygt dygtig historiefortæller, og hun tegner en tydelig, om end til tider lidt tvungen, rød tråd gennem idéhistorien bag det negative frihedsbegreb, dets usynliggørelse af (primært kvinders) omsorgsarbejde og det resulterende atomistiske, egeninteresserede og rationelle individ, der dermed bliver grundlaget for mikroøkonomi.
De to kritikker holdes desværre ikke adskilt i bogen, hvilket resulterer i, at Holten ikke kan beslutte sig for, hvilken vej, hun skal ned af for at nå frem til en konklusion og derfor ikke rigtigt gør det. Skal vi regne mere eller mindre på omsorg? Har omsorg en pris, som kan og skal inkorporeres i regnemodellerne, eller er dets værdi en anden slags, som slet ikke skal defineres af økonomer? Er pointen, at omsorg understøtter økonomisk aktivitet, eller, at vi vil have det, selvom det ikke gør? Kan vi bruge økonomiske regnemodeller til at sige noget om fremtiden, eller er de helt ubrugelige?
Den rodede sammenblanding kan måske også være skyld i nogle af de negative reaktioner, bogen har fået af økonomer, som tror, Holten kritiserer deres metoder, når hun faktisk er i gang med at kritisere deres politiske betydning. Det er ærgerligt.
Derudover mener jeg, at Holten overvurderer betydningen af ideer. Hun foreslår, at der oprettes et sociologisk eller antropologisk råd ved siden af det økonomiske, så vi udover prisen på et politisk tiltag også vil få en vurdering af de sociale eller kulturelle konsekvenser. Jeg tror simpelthen ikke på, at det er så nemt at indføre værdibegreber baseret på andet end pris i et kapitalistisk samfund, hvor de stærkeste interesser i samfundet stadig er allermest interesserede i at trække så meget profit ud af os som muligt. De partier, der ville skulle lytte til alle tre råd ville jo stadig primært være indirekte og direkte influeret af pengestærke lobbyorganisationer. Selvfølgelig vil de gerne have en sund, stærk og veluddannet arbejdsstyrke, så det er ikke umuligt, at vi herigennem kan få et større fokus på værdien af omsorg i økonomiske termer, men jeg har svært ved at forestille mig, at de bliver overbevist af, at vi skal tænke i andre.