Sælsafari er et knivskarpt drama om vores fascination af berømmelse og om at længes efter at blive set.
En forfatter med begrænset succes er på sommerferie med sin mand og deres to børn i deres lille sejlbåd. På en havn i den svenske skærgård får hun øje på en international filmstjerne, der er på ferie med sin familie i et stort hus af stål og glas højt oppe på en klippe.
Hendes dage fyldes af tanker om den verdenskendte skuespiller, men tingene går slet ikke, som hun håber, da hun endelig står ansigt til ansigt med ham, og så eskalerer begivenhederne hurtigt – og involverer pludselig alle på havnen.
De første ⅘ er uden overdrivelse det mest ligegyldige og pinagtigt kedelige, jeg nogensinde har læst. Det virker som en personlig rejsedagbog eller en bekendt der vælger at fortælle alle kedeligste detaljer fra sin ferie som badning, tandbørstning, spisning og mange andre praktikaliteter som er fuldstændig blottet for konflikt, drama eller interessant dialog. Jeg tror faktisk aldrig nogensinde, at nogen venner eller kollegaer har fortalt mig en så spændingsforladt rejsebeskrivelse. Og det her er en roman, som jo ligesom skal være larger than life. Det her er more boring than life. Der er ikke engang en smule knas i ægteskabet, man kan holde fast i.
Sidste ⅕ udvikler sig så til at blive afsindigt spændende læsning. Et drama. En thriller. En skarp satire over folkets og den almindelige borgers forhold til berømmelse og berømte mennesker.
“Sælsafari” kredser til sidst om nogle vildt interessante tematikker, og Karen Strandbygaard har faktisk et virkelig godt sprog. Men den sidste ⅕ og det gode sprog kan ikke gøre det op for, at langt størstedelen af denne bog er fuldkommen ligegyldig og intetsigende. Og det er ikke fordi, jeg har et problem med stille bøger eller med temposkifte. Jeg har læst mange stille bøger uden den store handling - men der er altid substans i stilheden. Og jeg elsker kontraster og temposkifte, men der er ingen spændingsoptrapning i denne bog. Den går fra 0 km/t til 300 km/t på et splitsekund. Det virker umotiveret og ude af proportioner sammenlignet med resten af bogen. Hvis jeg var redaktør ved et forlag, ville jeg bede forfatteren om fuldstændig at skrotte de første 4/5 og omskrive dem helt.
Én positiv ting til sidst: Jeg kan virkelig godt lide bogens forsidedesign.
At være betaget/starstruck er næsten lige så farlig som at være misundelig - især for den kendte. Konen i den her roman er egentlig et gedigent røvhul! Uha!
Jeg elsker virkelig den her bog. Den starter lyst og let, næsten legende – og så glider den langsomt over i den mørkere side, uden at det føles kunstigt eller forceret. Overgangen er virkelig stærk.
Krabbe-analogien er genial og rammer noget meget menneskeligt: hvordan man kan gå fra nysgerrighed og fascination til noget mere problematisk, næsten uden at opdage det selv. Det er en af de bøger, der bliver hængende bagefter – og jeg føler ærligt, jeg kunne skrive en hel dansk stil om den.
En smuk, tankevækkende bog, der både kan læses hurtigt – og tænkes over længe.
Humoristisk, med en snært af absurditet. Sætter spot på almindelige menneskers mangler, storhedstanker, og drømme spejlet gennem mødet med en kendis. Let at læse og med masser af stof til eftertanke.
Den var virkelig hård at komme igennem for en, som ikke kan lide reality-tv. Det ved jeg ikke om giver mening, men syntes simpelthen de var så pinlige, de karakterer.
Et dansk par med to børn er sejlet til en svensk skærgård, hvor der er et amerikansk skuespiller. De bliver ret starstuck, og det hele vælter, da de tager på sælsafari. Meget tynd handling