De første ⅘ er uden overdrivelse det mest ligegyldige og pinagtigt kedelige, jeg nogensinde har læst. Det virker som en personlig rejsedagbog eller en bekendt der vælger at fortælle alle kedeligste detaljer fra sin ferie som badning, tandbørstning, spisning og mange andre praktikaliteter som er fuldstændig blottet for konflikt, drama eller interessant dialog. Jeg tror faktisk aldrig nogensinde, at nogen venner eller kollegaer har fortalt mig en så spændingsforladt rejsebeskrivelse. Og det her er en roman, som jo ligesom skal være larger than life. Det her er more boring than life. Der er ikke engang en smule knas i ægteskabet, man kan holde fast i.
Sidste ⅕ udvikler sig så til at blive afsindigt spændende læsning. Et drama. En thriller. En skarp satire over folkets og den almindelige borgers forhold til berømmelse og berømte mennesker.
“Sælsafari” kredser til sidst om nogle vildt interessante tematikker, og Karen Strandbygaard har faktisk et virkelig godt sprog. Men den sidste ⅕ og det gode sprog kan ikke gøre det op for, at langt størstedelen af denne bog er fuldkommen ligegyldig og intetsigende. Og det er ikke fordi, jeg har et problem med stille bøger eller med temposkifte. Jeg har læst mange stille bøger uden den store handling - men der er altid substans i stilheden. Og jeg elsker kontraster og temposkifte, men der er ingen spændingsoptrapning i denne bog. Den går fra 0 km/t til 300 km/t på et splitsekund. Det virker umotiveret og ude af proportioner sammenlignet med resten af bogen. Hvis jeg var redaktør ved et forlag, ville jeg bede forfatteren om fuldstændig at skrotte de første 4/5 og omskrive dem helt.
Én positiv ting til sidst: Jeg kan virkelig godt lide bogens forsidedesign.