Litteraturens epoke er forbi. Vi har forladt Gutenberg-galaksen og er rejst ud i det uendelige digitale univers, hvor andre medier med lynets hast har overhalet bogen ─ og med den litteraturen, som vi kender den. Men litteraturen lever videre, påstår Dan Ringgaard, lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet. Den er ikke forbeholdt hvide sider mellem et nydeligt omslag. Litteratur er den kunst, vi til hver en tid laver med sproget. Og så er den en særlig måde at læse verden på, som er værd at holde fast i, uanset hvilke nye kredsløb vi går ind i.
Dan Ringgaard er dr.phil. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet. Han har udgivet blandt andet Den poetiske lækage. Sophus Claussens lyrik, rejsebøger og essayistik (2000), Digt og rytme (2002), Nordbrandt (2005) og Stedssans (2010). Dan Ringgaard modtog Georg Brandes-prisen 2010 for Stedssans.
En rigtig fin lille bog om, hvad litteraturen kan. Desværre var der lidt for meget om, hvad litteraturen var og for lidt om, hvad litteratur er. Jeg følte lidt, at der var en masse baggrundsoplysninger og historiske fakta om litteraturen, som skulle føre til nutiden, men det var som om tråden knækkede lidt undervejs.
Det er bestemt en bog værd at læse, hvis man interesserer sig for litteratur. Serien er et hit hvis man holder af korte men virkelig kloge tekster. Jeg fandt mig selv siddende i dybe tanker om hvor litteraturen er på vej hen, og det skal bogen bestemt have med sig.
A brief overview of what literature was, is and will become - mostly on what it was based on a definition of literature focusing on the ability to mass produce books and modern Europe and how literature was one thing because of this setting and now is developing into something else. So in one sense literature is dead - but in another, it’s still thriving and evolving into something new. Interesting bite size introduction.
Jeg fik denne bog som gave for et stykke tid siden. Jeg skal altid have tilløb, inden jeg kaster mig over bøger af mere filosofisk/akademisk tilsnit – jeg har simpelthen en iboende aversion imod dem. Og de første sider bekræftede min aversion, men så fik han alligevel mere eller mindre krammet på mig, Dan Ringgaard. Måske startede det dér, hvor han citerer Virginia Woolf for, hvorfor "affaldslæsning" er nødvendig. Den "pinlige" krimi sætter den store litteratur i perspektiv. Så sandt, så sandt.
Lidt senere har han et billede på, hvad litteraturen er (eller kan være), som jeg virkelig godt kan lide: "Hvis sproget i almindelig brug er som en gennemsigtig rude, hvis eneste funktion er at gøre noget synligt, som ligger på den anden side af ruden, så er sproget i litteraturen som en rude, det har regnet på. Vi ser pludselig ruden som en rude og ikke det, der er på den anden side af den."
Han videreformidler også et andet billede: at litteraturen underliggør verden.
Og så var det pudsigt, at jeg netop skulle gribe den, samtidig med at jeg lytter til Lydia Sandgrens fabelagtige Samlede værker, der konstant kredser om litteraturen og filosofien uden nogensinde at gøre sig til af det. Eller måske var det slet ikke tilfældigt, men min underbevidsthed, der pegede mig i den rigtige retning!
Og måske det vigtigste: Her er en moden litterat, der nøgternt taler om de udfordringer, litteraturen står over for med alle de mere billedbårne medier, men samtidig ikke er sortseer med blikket stift rettet mod en skøn fortid, hvor *alle* sad med næsen i en bog og var åh så dannede. Han er intet mindre end optimist på litteraturens vegne. Yay!!
Dan Ringgaards “tænkepause” om litteraturen som begreb, den historiske udvikling af litteraturen som sådan og litteraturens vilkår i dag og i fremtiden er fagligt velbevandret og indeholder gode reflektioner. Men den er også lidt tør.
Der er lidt for meget løst og "hygge" essay over det her og lidt for lidt struktureret analyse og videnskabelig fremlæggelse. Derudover repræsenterer ideerne i bogen her meget godt den meget problematiske dominerende retning i tiden indenfor litteraturvidenskab med eurocentrisme og undervurdering af kvinder og ikke-europæerers betydning for litteraturhistorien.
Ringgard skildrer enkelt og kompetent den historiske udvikling af samt "meningen" med litteratur, som han betitler som en åndelig metabolisme.
I forhold til den litteraturhistoriske gennemgang, påpeger han så vigtigt, hvorledes det er et privilege at være menneske i dag; at vi lige netop på dette punkt i vores civilisations udvikling har mulighed for at skabe, tænke selv og kunne søge nye perspektiver, deriblandt i form af ord og litteratur.
Litteratur er noget ganske særligt; det kan give os såvel nydelse som forståelse og livsfortolkning. Som Ringgard så fint formulerer det, er vi sprogbærende mennesker, som gør, at litteratur og "ordet" vil følge os uanset medierne, der tager form, bruges og udvikles omkring os. Denne pointe forekommer også som afgørende ift. retfærdiggørelse af den litteraturhistoriske udvikling.
A little book about literature as a concept. It tries to define what literature is, what it does for us, and how it will evolve in the future.
Granted, this book has some obvious flaws. A confusing structure and dry academic language being the most poignant. I can understand why this might be off putting to many readers. But there were so many insightful points and reflections throughout this book that I can easily overlook the flaws.
Definitely a book I will come back to. If for no other reason than to revisit the wonderful qoutes about reading - they will make the heart of any bibliophile soar.