Bind 5 i Solvej Balles romanserie Om udregning af rumfang er for mig at se den hidtil svageste. Bind 5 står på mange måder lidt i stampe - vi har hørt om mange af de indfald og måder at være i 18. november på allerede fra de første 4 bind.
Bind 5 dækker ca. 5.000 dage, altså næsten 15 år. Og i slutningen af bind 5 har Tara sammenlagt været i 18. november over 10.000 dage. Bindet runder af med, at hun kommer tilbage til Clairon-sous-Bois og møder Thomas uden for skoven, men uden at han genkender hende, fordi hun er blevet ældre uden at han er blevet det, og hvor Tara kan se på Thomas - uden at det føles som Thomas, fordi han er en ung mand stadig uden at hun er det længere. Som den nu obligatoriske cliffhanger til sidst i bindet hører vi, at Tara beslutter sig for at ville ud af den 18. november - det lyder som det, der skal være drivkraften i bind 6.
I begyndelsen af bind 5 hører vi også om, at Tara vender tilbage til Thomas i en kort periode, men at deres forhold går i stykker der. Ikke fordi Thomas har forandret sig - han er jo af gode grund en stabil faktor, eller nærmest en "alt andet lige" faktor. Men fordi det som Tara kommer tilbage til Thomas med er alle de dage, som er gået for hende og ikke for ham, med alle de oplevelser, hun har haft, og alle de personer, som hun har mødt, men som nu skaber en afstand for Thomas, fordi han oplever ikke at være en så vigtig del af hendes liv længere, når hun fortæller ham om det hændte.
Her leder romanen over i nogle overvejelser over, hvad det vil sige at være forelsket i en anden person. Når man er forelsket i en anden person - reflekterer Tara - så har man nok en kærlighedshjerne, hvor man opfatter den andens ønsker som sine egne ønsker, hvor man ikke ser den store forskel på den andens og egne ønsker - fordi ønskerne som i en tåge glider over i hinanden. Men Tara opdager nu faktisk, da hun møder Thomas igen med de først 5.000 dages afstand, at de faktisk ikke ønsker det samme (længere). At han ønsker, at alt det, som Tara har oplevet i den seneste tid, forsvinder. Og derfor vil han ikke Tara længere.
Ligesom i de forrige bind ser vi her, at Balle bruger det greb, at den helt syrede situation med at sidde fast i den 18. november er en fremkaldervæske for noget, der er på spil i det liv, vi lever som mennesker (uafhængig af 18. november).
Hovedparten af bind 5 handler om communities omkring videnskabelse. I bind 4 hørte vi allerede om communities - den flok der nærmest voksede sig til en bevægelse i Bremen. Det er det, som nu bliver gentaget i bind 5 men på en større klinge. For nu handler det ikke bare om communities centreret om fikse ideer til at leve sammen på - sådan som et kollektiv i større skala. I bind 5 handler det om, hvordan mennesker samles om at skabe viden og forståelse af verden. Det sker forskellige steder i Europa, men vi følger det sted, som Tara vælger at slå sig ned. Nemlig lige uden for Liege. Her er der nemlig de efterladte bygninger fra et universitet, der blev skabt kort inden 2. verdenskrig med store forhåbninger om fremskridtet, men som så blev droppet og forladt pga. krigen. Det er faktisk ikke fiktion det her - selvom det kan være svært at skelne fiktive steder fra historiske i Om udregning af rumfang :-) Dette forladte universitet, Val Benoit, findes og var netop en drøm om et universitet, hvor bygningerne rummede noget af ambitionen ved at være meget helstøbte, gode materialer og godt håndværk. Som om universitets måde at være opbygget på var eviggyldigt, fordi det var så stort, godt tænkt og udført.
Taras store gruppe - bl.a. med folk fra Bremen, men også fra dem, der allerede havde opdaget Val Benoit med personen Gita i spidsen - vælger nu at ville sætte Val Benoit i stand. Gita holder en brandtale om, hvad de nu kan bedrive som community i Val Benoit. Hendes syn er, at det at være i 18. november er et potentiale for vidensskabelse og forskning som er helt unikt, og derfor sidder de faktisk ikke fast i den 18. november - de har fået den gave at leve på denne særlige måde. For nu kan de bl.a. lave reel fri forskning, i og med at de ikke skal bekymre sig om finansiering (fordi pengelogikken ikke fungerer, når dagen bare bliver gentaget - det har vi oplevet allerede ved at alle fortsat kan blive ved at hæve på deres konto, for næste 18. november er alt nulstillet), og fordi de heller ikke vil være underlagt bestemte ideologier og forestillinger om fremtiden - i og med at de lever i et evigt 18. november. Igen ser vi, at den syrede situation med at sidde fast i den 18. november bliver brugt som en fremkaldervæske for at sige noget om, hvad noget (forskning) er i dag og hvad noget (forskning) er underlagt.
Det ses også ved, at der er andre vidensmiljøer i Europa, som har lidt andre syn på, hvordan de skal bedrive deres viden. Ligesom der i dag findes forskellige universiteter med forskellige traditioner og tilgange.
Tara får rollen som arkivar af alle de undersøgelser, refleksioner og andre skriverier, som bliver foretaget i Val Benoit. Dermed får hun også rollen til at finde på kategorier og herefter kategorisere de tekster, der bliver skrevet. Igen får vi nærmest i denne historie en form for "oprindelseshistorie" på hvordan mennesker er i verden - denne gang i forhold til viden og tekster. Men selvfølgelig i en opspeedet version, hvor kategorierne bliver skabt af én arkivar, i dialog med de andre i Val Benoit - ikke langt fra Aristoteles' ambitioner i Metafysik. Tara må som arkivar sande, at de kategorier, hun i første omgang havde skabt, må udvikle sig, når der kommer nye tekster. Nogle nye kategorier skal opfindes, nogle skal udgå, og nogle tekster skal flyttes fra en kategori til en anden. En fra deres community laver et skilt, hvor der står, at kategori er hierarki. Ja, det er jo rent Foucault.
Det svage ved bind 5 er for mig at se, at romanen efterhånden mister sin romanagtighed. Det bliver mere en bog om hvad viden er - sådan videnskabshistorisk og videnskabsteoretisk, men skrevet ind i romanens klæder. Det kunne måske godt være blevet vellykket, men som det ofte sker for forfattere, der både har et filosofisk og et romanagtigt antrit, så vinder filosofien over romanen på den måde, at fiktionen mere og mere bliver underlagt at give eksempler på noget filosofisk (med Svend Brinkmanns Hvad er et menneske som et grelt eksempel). Ikke at det ikke kan lade sig gøre - hvem sagde Kierkegaard... - men det går ofte galt.