What do you think?
Rate this book
Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet - En rektors opråb
Ungdommen står midt i en trivselskrise, men det ikke de unge, der er noget galt med. Det er samfundet, og det kræver handling. Rektor Henrik Vestergaard Stokholm gør noget ved det.
Henrik Vestergaard Stokholm blev kendt i den brede offentlighed som "Rektoren fra Nyborg Gymnasium", da han insisterede på at lade to udviste somaliske piger blive på skolen, mens deres sag blev behandlet. Og selvom han modtog dødstrusler og blev beskyldt for at drive politik, er Henrik Vestergaard Stokholm fast besluttet. Som rektor er det hans opgave at passe på sine elever.
Det gjorde han også, da han som den første rektor lukkede ned for de sociale medier i skoletiden. Da han indførte røgfri skole og nedbragte alkoholindtaget til festerne ud fra tanken om, at sundhed også er uddannelse. Da han indførte trivselsmentorer for eleverne. Og da han brugte sin egen personlige historie om et liv med angst og introverthed i sin dimissionstale for at vise eleverne, at trods individuelle udfordringer har vi alle en plads i fællesskabet. En tale, som gik landet rundt.
I denne bog kaster Henrik Vestergaard Stokholm sig ind i debatten om den danske skoles fremtid. Han søger tilbage til Grundtvig og principperne for en kærlig skole, der forener omsorg med uddannelse. Og han gør op med berøringsangst, fagligt formynderi, handlingslammelse og skoleledere, der ikke tør mene noget.
Dette er hans opråb.
Bogen er skrevet i samarbejde med Anders Ryehauge
Henrik Vestergaard Stokholm blev kendt i den brede offentlighed som "Rektoren fra Nyborg Gymnasium", da han insisterede på at lade to udviste somaliske piger blive på skolen, mens deres sag blev behandlet. Og selvom han modtog dødstrusler og blev beskyldt for at drive politik, er Henrik Vestergaard Stokholm fast besluttet. Som rektor er det hans opgave at passe på sine elever.
Det gjorde han også, da han som den første rektor lukkede ned for de sociale medier i skoletiden. Da han indførte røgfri skole og nedbragte alkoholindtaget til festerne ud fra tanken om, at sundhed også er uddannelse. Da han indførte trivselsmentorer for eleverne. Og da han brugte sin egen personlige historie om et liv med angst og introverthed i sin dimissionstale for at vise eleverne, at trods individuelle udfordringer har vi alle en plads i fællesskabet. En tale, som gik landet rundt.
I denne bog kaster Henrik Vestergaard Stokholm sig ind i debatten om den danske skoles fremtid. Han søger tilbage til Grundtvig og principperne for en kærlig skole, der forener omsorg med uddannelse. Og han gør op med berøringsangst, fagligt formynderi, handlingslammelse og skoleledere, der ikke tør mene noget.
Dette er hans opråb.
Bogen er skrevet i samarbejde med Anders Ryehauge
278 pages, Unknown Binding
First published April 3, 2025
3 people are currently reading
26 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 3 of 3 reviews
Read
April 11, 2025Kæmpe respekt for blikket på (ud)dannelse og på kærligheden til de unge. Langt hen ad vejen er jeg enig i hans analyse af de strukturelle udfordringer uddannelsessystemet står overfor. Det tror jeg, de fleste undervisere er optagede af at løse, og Stokholms bog sætter tanker i gang. Jeg ville dog ønske den var redigeret langt hårdere, debatindlægsformen holder, men jøsses, der er mange gentagelser og mange anekdoter. Det, kombineret med den ekstremt politisk korrekte tone, bliver lidt anstrengende i længden. Men hvis man skrålæser den del, så rejser Stolholm virkelig vigtige spørgsmål i bogen.
November 6, 2025
Henrik Vestergaard Stokholms bog er en interessant blanding af åndelige og filosofiske refleksioner over pædagogik, uddannelse og dannelse, sammenflettet med idéer om ledelse, politik og samfund. Samtidig fungerer den som en personlig fortælling om forfatterens egen vej ind i gymnasieverdenen, hans gymnasietid og tiden på universitetet. På den måde bliver den en hybrid mellem en debatbog om samfundet, en samtidsdiagnose af det danske uddannelsessystem og en erindringsbog. Og det fungerer egentlig ganske godt.
Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at bogen kunne have været langt mere interessant, hvis Stokholm havde givet sig tid til at gå i dybden med sine tanker om pædagogik, dannelse og uddannelse – og især hvordan disse idéer hænger sammen med vores samtid, og hvordan de adskiller sig fra tidligere tiders forståelser. Det er netop dét, bogen forsøger, men uden at nå et dybere niveau.
Den personlige dimension – erindringerne og “CV-fortællingen” – gør bogen mere tilgængelig, men også lidt overfladisk. Man fornemmer, at det sker på bekostning af de dybere lag. I stedet ender det med, at forfatteren kun berører overfladen af nogle ellers meget interessante og rige analyser og diskussioner om pædagogik og samfund, der med fordel kunne have været foldet ud.
Noget af det mest interessante ved Stokholms tanker er ikke, at de er nye eller originale, men at han rent faktisk forsøger at anvende dem i praksis. Hans forståelse af pædagogisk autoritet er et godt eksempel. Som autoritet er man ikke som en autoritær figur, men et voksent menneske, som børn og unge kan læne sig op ad samt få støtte, gode råd og vejledning fra – uden at denne autoritet bliver styrende. Han tager dermed afstand fra idéen om, at børn og unge altid skal få lov at inddrages på en måde hvor de bestemmer alt på en usund måde. I stedet argumenterer han for, at pædagogisk autoritet handler om at turde stå for noget, om at holde fast i værdier, som børn og unge kan forholde sig til og spejle sig i.
En af Stokholms stærkeste pointer er derfor, at uddannelsesinstitutioner må turde have en holdning til, hvad der er rigtigt og vigtigt – også selv hvis de unge ikke altid er enige. Hvis man virkelig mener, at det er væsentligt, at unge lægger mobilen væk og læser en bog, eller at de ikke skal drikke eller ryge sig ihjel, så skal man som institution handle på det. Ikke som en autoritær magt, men som en autoritet, der viser ansvar. Det rejser samtidig det afgørende spørgsmål: Hvordan skal de unge blive dannede, hvis ikke der er nogle værdier, de kan forholde sig til? Hvordan skal de blive en del af et samfund, hvis ikke samfundet vil dem noget – andet end at gøre dem til konkurrencestatens skattebetalende homo oeconomicus-soldater?
Disse tanker er stærke, og de hviler på pædagogiske idéer, man kan finde udfoldet dybere hos andre teoretikere. Men netop derfor bliver det også et eksempel på, hvordan Stokholm i denne bog kun lige rammer overfladen. Det kunne have været spændende, hvis han havde udfoldet sine refleksioner om pædagogisk autoritet, uddannelse og dannelse i relation til unge anno 2025, og dermed undersøgt, hvordan disse begreber hænger sammen i en tid, hvor både skole og samfund er under pres fra effektivitetsregimer, bureaukrati og målstyring.
At Stokholm vælger en mere personlig og fortællende form, er dog ikke uden grund. Det er formentlig et bevidst valg for at nå et bredere publikum af læsere, der måske ikke normalt kaster sig over teoretisk pædagogisk litteratur. Den personlige vinkel gør bogen lettere at læse og mere umiddelbart relaterbar. Men den betyder også, at de faglige pointer ikke helt får den tyngde, de kunne have haft. Som læser sidder jeg tilbage med en lyst til, at Stokholm en dag skriver en mere faglig bog, hvor han for alvor folder sine pædagogiske og dannelsesteoretiske tanker ud. Det kunne blive et væsentligt bidrag til debatten om uddannelse og ånd i det 21. århundrede.
Det er meget tydeligt, at Stokholm er en skarpt formuleret modstander af konkurrencestatspædagogik, New Public Management-tilgange og instrumentelle tanker om uddannelse, dannelse og opdragelse. På den måde minder han i høj grad om Gert Biesta, der også betoner vigtigheden af formål, relation og subjektivitet i læringen – i kontrast til den målbare, resultatorienterede tænkning, der præger uddannelsessystemet i dag.
Så på sin vis lykkes bogen: den er god, måske endda anbefalelsesværdig. Men den efterlader også en fornemmelse af tomhed eller uforløsthed – som om dens bedste tanker kun anes, men aldrig rigtig får lov at udfolde sig.
Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at bogen kunne have været langt mere interessant, hvis Stokholm havde givet sig tid til at gå i dybden med sine tanker om pædagogik, dannelse og uddannelse – og især hvordan disse idéer hænger sammen med vores samtid, og hvordan de adskiller sig fra tidligere tiders forståelser. Det er netop dét, bogen forsøger, men uden at nå et dybere niveau.
Den personlige dimension – erindringerne og “CV-fortællingen” – gør bogen mere tilgængelig, men også lidt overfladisk. Man fornemmer, at det sker på bekostning af de dybere lag. I stedet ender det med, at forfatteren kun berører overfladen af nogle ellers meget interessante og rige analyser og diskussioner om pædagogik og samfund, der med fordel kunne have været foldet ud.
Noget af det mest interessante ved Stokholms tanker er ikke, at de er nye eller originale, men at han rent faktisk forsøger at anvende dem i praksis. Hans forståelse af pædagogisk autoritet er et godt eksempel. Som autoritet er man ikke som en autoritær figur, men et voksent menneske, som børn og unge kan læne sig op ad samt få støtte, gode råd og vejledning fra – uden at denne autoritet bliver styrende. Han tager dermed afstand fra idéen om, at børn og unge altid skal få lov at inddrages på en måde hvor de bestemmer alt på en usund måde. I stedet argumenterer han for, at pædagogisk autoritet handler om at turde stå for noget, om at holde fast i værdier, som børn og unge kan forholde sig til og spejle sig i.
En af Stokholms stærkeste pointer er derfor, at uddannelsesinstitutioner må turde have en holdning til, hvad der er rigtigt og vigtigt – også selv hvis de unge ikke altid er enige. Hvis man virkelig mener, at det er væsentligt, at unge lægger mobilen væk og læser en bog, eller at de ikke skal drikke eller ryge sig ihjel, så skal man som institution handle på det. Ikke som en autoritær magt, men som en autoritet, der viser ansvar. Det rejser samtidig det afgørende spørgsmål: Hvordan skal de unge blive dannede, hvis ikke der er nogle værdier, de kan forholde sig til? Hvordan skal de blive en del af et samfund, hvis ikke samfundet vil dem noget – andet end at gøre dem til konkurrencestatens skattebetalende homo oeconomicus-soldater?
Disse tanker er stærke, og de hviler på pædagogiske idéer, man kan finde udfoldet dybere hos andre teoretikere. Men netop derfor bliver det også et eksempel på, hvordan Stokholm i denne bog kun lige rammer overfladen. Det kunne have været spændende, hvis han havde udfoldet sine refleksioner om pædagogisk autoritet, uddannelse og dannelse i relation til unge anno 2025, og dermed undersøgt, hvordan disse begreber hænger sammen i en tid, hvor både skole og samfund er under pres fra effektivitetsregimer, bureaukrati og målstyring.
At Stokholm vælger en mere personlig og fortællende form, er dog ikke uden grund. Det er formentlig et bevidst valg for at nå et bredere publikum af læsere, der måske ikke normalt kaster sig over teoretisk pædagogisk litteratur. Den personlige vinkel gør bogen lettere at læse og mere umiddelbart relaterbar. Men den betyder også, at de faglige pointer ikke helt får den tyngde, de kunne have haft. Som læser sidder jeg tilbage med en lyst til, at Stokholm en dag skriver en mere faglig bog, hvor han for alvor folder sine pædagogiske og dannelsesteoretiske tanker ud. Det kunne blive et væsentligt bidrag til debatten om uddannelse og ånd i det 21. århundrede.
Det er meget tydeligt, at Stokholm er en skarpt formuleret modstander af konkurrencestatspædagogik, New Public Management-tilgange og instrumentelle tanker om uddannelse, dannelse og opdragelse. På den måde minder han i høj grad om Gert Biesta, der også betoner vigtigheden af formål, relation og subjektivitet i læringen – i kontrast til den målbare, resultatorienterede tænkning, der præger uddannelsessystemet i dag.
Så på sin vis lykkes bogen: den er god, måske endda anbefalelsesværdig. Men den efterlader også en fornemmelse af tomhed eller uforløsthed – som om dens bedste tanker kun anes, men aldrig rigtig får lov at udfolde sig.
December 22, 2025
Henrik Vestergaard Stokholm fremlægger sit syn på samfundet og ungdommens og uddannelsesinstitutionernes rolle heri. Hans pointer er meget sympatiske.
Jeg fandt bogen tankevækkende, men den kunne efter min mening have haft godt af en lidt strengere redigering, så nogle af de gentagede pointer - især i bogens sidste fjerdedel - kunne være skåret fra.
Jeg fandt bogen tankevækkende, men den kunne efter min mening have haft godt af en lidt strengere redigering, så nogle af de gentagede pointer - især i bogens sidste fjerdedel - kunne være skåret fra.
Displaying 1 - 3 of 3 reviews