What do you think?
Rate this book
Mikael
Genudgivelse.
Becky er journalist og tager til Afghanistan for at skrive om hverdagen ved fronten. Hun møder oversergenten Mikael, og en intens kærlighed blusser op mellem dem. De er konstant i livsfare, og de ved, at fjenden iagttager dem. Livsfaren er æltet sammen med støvet, længslen, kagerne, de absurde sanitetsforhold, usårlighedsfølelsen, lysten til at dræbe og elske. Deres nære ven og kollega Jan får sprængt sine ben væk og bliver fløjet hjem.
Mikael er en bevægende og stærk roman om, hvad krig gør ved soldater, og hvilket kærlighedsforhold der kan udvikle sig i skyggerne efter en krig.
Becky er journalist og tager til Afghanistan for at skrive om hverdagen ved fronten. Hun møder oversergenten Mikael, og en intens kærlighed blusser op mellem dem. De er konstant i livsfare, og de ved, at fjenden iagttager dem. Livsfaren er æltet sammen med støvet, længslen, kagerne, de absurde sanitetsforhold, usårlighedsfølelsen, lysten til at dræbe og elske. Deres nære ven og kollega Jan får sprængt sine ben væk og bliver fløjet hjem.
Mikael er en bevægende og stærk roman om, hvad krig gør ved soldater, og hvilket kærlighedsforhold der kan udvikle sig i skyggerne efter en krig.
266 pages
First published August 15, 2014
3 people are currently reading
38 people want to read
About the author
Dy Plambeck
17 books38 followersDy Plambeck er født i 1980 i Nordvestsjælland og uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Dy Plambeck debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” i 2005. Debuten er en episk digtkreds bestående af erindringsglimt fra den unge Milys barndom i Buresø.
I løbet af forfatterskabet har Dy Plambeck vundet en række priser og anerkendelser, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris 2006. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 2006, Jytte Boberg-prisen 2011 og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2012.
Dy Plambeck debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” i 2005. Debuten er en episk digtkreds bestående af erindringsglimt fra den unge Milys barndom i Buresø.
I løbet af forfatterskabet har Dy Plambeck vundet en række priser og anerkendelser, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris 2006. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 2006, Jytte Boberg-prisen 2011 og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2012.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 12 of 12 reviews
May 2, 2021
school mandatory read
November 25, 2019
"Helmandfloden skinnede. Der var noget hengemt ved solsikkerne, der stod ranke langs flodbredden, deres skarpe sødlige lugt, som lugten når man åbner en skuffe i et sommerhus, der har været lukket ned for vinteren. Træerne var smukke på denne tid af dagen, farverne stod frem om formiddagen, når træernes skygger lagde sig på de lerklinede huse, en lysegrøn skygge, som om træerne var lavet af glas."
Sådan kan en landskabsbeskrivelse i Afghanistan lyde, når det er Dy Plambeck, der skriver: Metaforrigt, med associationer til noget så hjemligt som sommerhuse og med blik for en glasagtig skrøbelighed i krigens hårde landskab. Det er ikke til at komme uden om, at det er æstetisk ret overlegent.
Der er al mulig grund til at diskutere, hvordan man skriver (og hvordan man bør skrive) om krig, og i Klaus Rothsteins Soldatens år indgår Mikael som et eksempel på den tendens, han ser hos de danske forfattere: Et manglende blik for de politiske sammenhænge, Afghanistankrigen indgår i; en interesse for den danske soldat uden en forholden sig til den krig, som han som sit arbejde har valgt at føre.
Hos Dy Plambeck bliver krigen så depolitiseret, at den bliver nærmest en karakter i sig selv: Man hører, at "Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den skulle slå os ihjel". Det er krigen, ikke dens kombattanter, der slår ihjel, og det er krigen, ikke politikerne, der bestemmer, at den skal fortsætte.
Det gør dog ikke Mikael apolitisk. Bogen følger journalisten Becky, der i Afghanistan forelsker sig i soldaten Mikael, og den uendelige empati for den danske soldat er et politisk valg. At afsnittene fortalt fra Mikaels synsvinkel er hyperæstetiserede er et politisk valg. Og det er også et politisk valg, at Mikael allerede fra første side mellem linjerne udstilles som naiv og brutal: Bogens første sætning, som er set fra Mikaels synsvinkel, er "Fjenden er et menneske", men straks følger en umenneskeliggørende beskrivelse af fjenden; det at kalde "Fjenden" for "Fjenden" er, som bogen pointerer i et afsnit, hvor krigens eufemismer oplistes, umenneskeliggørende. Og senere får vi denne beskrivelse, også fra Mikaels synsvinkel:
"I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej."
Så var fjenden vist heller ikke mere menneske end dét. At vise de psykologiske krumspring, soldaten gør for at slå ihjel for en sag, han ikke selv tror på, er da i høj grad et politisk valg — og et godt et af slagsen, hvis du spørger mig.
Det gør selvfølgelig ikke Mikael politisk på samme måde som Carsten Jensens Den første sten, og det behøver den heller ikke at være. Først og fremmest er Mikael en kærlighedsroman, der bruger krigen som et middel til at forstærke følelserne, og det gøres effektivt og rørende. Dét er også et politisk valg: Menneskeliggørelsen af og den totale empati for (men ikke nødvendigvis sympati med) den danske soldat — ikke på grund af hans arbejde, men nærmest på trods af det. Det er vel også en slags humanisme — i hvert fald når læseren er en som mig, der ikke bare var imod Afghanistankrigen, men også dens kombattanter — og når det er gjort i et billedrigt, skønt sprog som Dy Plambecks er det umuligt ikke at lade sig rive med.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
Sådan kan en landskabsbeskrivelse i Afghanistan lyde, når det er Dy Plambeck, der skriver: Metaforrigt, med associationer til noget så hjemligt som sommerhuse og med blik for en glasagtig skrøbelighed i krigens hårde landskab. Det er ikke til at komme uden om, at det er æstetisk ret overlegent.
Der er al mulig grund til at diskutere, hvordan man skriver (og hvordan man bør skrive) om krig, og i Klaus Rothsteins Soldatens år indgår Mikael som et eksempel på den tendens, han ser hos de danske forfattere: Et manglende blik for de politiske sammenhænge, Afghanistankrigen indgår i; en interesse for den danske soldat uden en forholden sig til den krig, som han som sit arbejde har valgt at føre.
Hos Dy Plambeck bliver krigen så depolitiseret, at den bliver nærmest en karakter i sig selv: Man hører, at "Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den skulle slå os ihjel". Det er krigen, ikke dens kombattanter, der slår ihjel, og det er krigen, ikke politikerne, der bestemmer, at den skal fortsætte.
Det gør dog ikke Mikael apolitisk. Bogen følger journalisten Becky, der i Afghanistan forelsker sig i soldaten Mikael, og den uendelige empati for den danske soldat er et politisk valg. At afsnittene fortalt fra Mikaels synsvinkel er hyperæstetiserede er et politisk valg. Og det er også et politisk valg, at Mikael allerede fra første side mellem linjerne udstilles som naiv og brutal: Bogens første sætning, som er set fra Mikaels synsvinkel, er "Fjenden er et menneske", men straks følger en umenneskeliggørende beskrivelse af fjenden; det at kalde "Fjenden" for "Fjenden" er, som bogen pointerer i et afsnit, hvor krigens eufemismer oplistes, umenneskeliggørende. Og senere får vi denne beskrivelse, også fra Mikaels synsvinkel:
"I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej."
Så var fjenden vist heller ikke mere menneske end dét. At vise de psykologiske krumspring, soldaten gør for at slå ihjel for en sag, han ikke selv tror på, er da i høj grad et politisk valg — og et godt et af slagsen, hvis du spørger mig.
Det gør selvfølgelig ikke Mikael politisk på samme måde som Carsten Jensens Den første sten, og det behøver den heller ikke at være. Først og fremmest er Mikael en kærlighedsroman, der bruger krigen som et middel til at forstærke følelserne, og det gøres effektivt og rørende. Dét er også et politisk valg: Menneskeliggørelsen af og den totale empati for (men ikke nødvendigvis sympati med) den danske soldat — ikke på grund af hans arbejde, men nærmest på trods af det. Det er vel også en slags humanisme — i hvert fald når læseren er en som mig, der ikke bare var imod Afghanistankrigen, men også dens kombattanter — og når det er gjort i et billedrigt, skønt sprog som Dy Plambecks er det umuligt ikke at lade sig rive med.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
October 11, 2014
Øjs.. Den ramte lige midt i hjertet. Helt let og fin i sproget. Så nærværende at jeg nærmest kunne mærke sandet sætte sig på huden.
Hurra en dansk kvindelig forfatter jeg kan holde ud.
Hurra en dansk kvindelig forfatter jeg kan holde ud.
May 11, 2018
Absolutely fucking hated it. Try thinking of a plot next time. And then try having actually interesting things happen.
January 13, 2021
*read for school*
August 22, 2021
Interresting way the book is written with changing perspectives
August 8, 2016
Kunst og litteratur er det eneste gode der er kommet ud af Danmarks krigsdeltagelse. Synd for afghanerne osv. men godt for os læsere. Mikael er en af disse gevinster. En meget fin og indadvendt roman om krig og kærlighed (fred fristes jeg til at skrive).
Mikael er den næsten arketypiske forældreløse krigsveteran, som lader sig serieudsende fordi han ikke længere føler sig hjemme i Danmark, og Becky er den unge (naive) journalist som falder for ham, og hvirvles ind i krigens rutinemæssige gru. Egentlig er der intet nyt i historien. Det er hårdt at vente hjemme, det er svært at finde mening i patruljerne, når man har nogen der venter derhjemme og det er svært at være hjemme når man ikke kan finde sig til rette, og det er svært at nyde tiden sammen, når man kan se i blikket at Afghanistan trækker.
Jeg blev underligt trist af at læse bogen om Mikael og Becky. Hvad skal der blive af dem og os. Hvor er det hele dog sårbart og hvor skal man dog holde fast i meningen og formålet med det hele.
Mikael er den næsten arketypiske forældreløse krigsveteran, som lader sig serieudsende fordi han ikke længere føler sig hjemme i Danmark, og Becky er den unge (naive) journalist som falder for ham, og hvirvles ind i krigens rutinemæssige gru. Egentlig er der intet nyt i historien. Det er hårdt at vente hjemme, det er svært at finde mening i patruljerne, når man har nogen der venter derhjemme og det er svært at være hjemme når man ikke kan finde sig til rette, og det er svært at nyde tiden sammen, når man kan se i blikket at Afghanistan trækker.
Jeg blev underligt trist af at læse bogen om Mikael og Becky. Hvad skal der blive af dem og os. Hvor er det hele dog sårbart og hvor skal man dog holde fast i meningen og formålet med det hele.
September 11, 2014
Endelig en rigtig god bog af en kvindelig dansk forfatter. Py ha, jeg troede efterhånden, at det var mine fordomme, der læste bøger og ikke mig. Jeg har ikke tidligere læst noget af denne forfatter, men jeg fik den i hånden og greb den en anelse modvilligt.
Den handler om Becky og Mikael - Mikael er udstationeret i Afghanistan, Becky kommer derud som "embedded" journalist. Derfra udvikler den sig forudsigeligt - og uventet. Næsten uden udvendigt drama, men med masser af sjælekval hos dem begge, der er utroligt godt beskrevet i et sommerfuglelet sprog ganske uden patos.
Hvis du kender en udstationeret eller bare går og undrer dig over, hvad der får unge mænd til at melde sig, så læs og bliv klogere.
Den handler om Becky og Mikael - Mikael er udstationeret i Afghanistan, Becky kommer derud som "embedded" journalist. Derfra udvikler den sig forudsigeligt - og uventet. Næsten uden udvendigt drama, men med masser af sjælekval hos dem begge, der er utroligt godt beskrevet i et sommerfuglelet sprog ganske uden patos.
Hvis du kender en udstationeret eller bare går og undrer dig over, hvad der får unge mænd til at melde sig, så læs og bliv klogere.
September 29, 2015
Har lige læst sidste side og sidder med gåsehud over det hele. undervejs blev jeg flere gange dybt berørt. En kærlighedshistorie og et indblik i et miljø jeg ikke kender. Et fint sprog der rammer. Min første Dy Plambeck roman, bestemt ikke den sidste.
February 26, 2015
Rigtig fin bog - et kunstværk. Det er både en kærlighedshistorie og en skildring af livet som dansk soldat i Afghanistan. Jeg var fanget af den fra start til slut og måtte minde mig selv om at sætte læsetempoet ned for at få nuancerne i det fine sprog med.
September 22, 2014
Det her er en sød kærlighedshistorie, skrevet i et sprog, der passer til sted og handling.
February 9, 2021
En udmærket roman uden de store sproglige udfoldelser eller sindsoprivende plotkonstruktioner. Præget af en del gentagelser og en smule langtrukken til tider.
Displaying 1 - 12 of 12 reviews