Varm historisk roman om frihed, kærlighed og forliste drømme, og om det håb der findes i selv det dybeste mørke.
Som spæd blev Valborg fundet i en skraldespand i en baggård. Nu er hun blevet en ung kvinde, der drømmer om at male og lave vild kunst. Hun møder Theodor, der slår dørene op til en verden af nye ideer, men Theodor bærer også på en tung hemmelighed, der sender Valborg på en farlig rejse for kærligheden.
Astrid vil gøre alt for at hjælpe sin søn Viggo, som har det svært i skolen. Hun savner støtte fra Viggos far, Samuel, så da chancen byder sig, rejser hun alene til den engelske Summerhill School. Her får hendes drøm om at revolutionere skolesystemet luft under vingerne, men hvad med dem derhjemme?
Samuel er tynget af livet. Da hans far pludselig dukker op efter mange år, skubber det Samuel ud over kanten, men giver ham også håb om at genvinde sin tabte historie.
Strejf af frihed foregår i starten af 1930’erne på kanten af en ny tid. Troen på fremtiden er stadig intakt, men lige rundt om hjørnet luger den tragiske del af verdenshistorien, der truer med at slukke drømmen om et bedre liv for alle mennesker i Europa.
København i 1933 – i Tyskland er nazisterne og Hitler kommet til magten og forfølgelse af jøder, socialdemokrater, kommunister – og homoseksuelle – er startet.
Romanen følger primært 3 personer: Børnehavelærerinden Astrid som oplever at sønnen Viggo ikke trives i den autoritære skole. Hun hører om Summerhill-skolen som A.S Neill stiftede i 1921 – og motiveres til et studieophold på skolen i England.
Unge Valborg drømmer om at blive kunstner i stedet for at overtage forældrenes slagterforretning – og færdes i kunstnerkredse, hvor hun træffer en ung mand der har opholdt sig i Tyskland i 3 år. Han beder Valborg om hjælp til at prøve at få løsladt en ven der er fængslet som homoseksuel. Valborg foregiver at skulle giftes med ham. Da det ikke umiddelbart gør indtryk på de tyske myndigheder rejser hun – sammen med ”reservefaderen” Samuel som er gift med Astrid – til Berlin for at fremme sagen. Under bizarre omstændigheder fængsles Samuel mistænkt for at være jøde og ballademager. Det er ikke ganske ufarligt at komme på tværs af de nye nazistiske magthavere.
Bogen er bind 3 i en serie startende med ”En uretfærdig tid” som foregår omkring 1885 og ”Dagmars svære valg” som foregår 1913-15 op til grundlovsændringen der gav kvinder valgret. Gertrud Tinning formår i disse 3 bøger at skildre et troværdig persongalleri i en historisk ramme. Tinning skaber levende og vedkommende personer, og skildringen af datidens miljøer er meget overbevisende.
Letlæst underholdende 3. del af serien om Dagmar, Otto, Valborg, Astrid……..Sandelig om ikke også vi får en lille fortælling om Summerhill-skolens pædagogiske principper. Det var en fin roman til ferieturen.