Denne digtsamling er en bombe af prosaisk sprog, intime seancer og hudløse ærlige statements. Caspar Eric skriver, så man kan mærke det. "7/11" handler om kæresteforhold, om ting der går i stykker, og om hvordan man håndterer dette (eller ikke gør). Eric spiller som altid et interessant og levende samspil mellem jeg'et og dets forhold til de andre personer, som virkelig er tåkrummende, men samtidig livsbekræftende på sin helt egen specielle måde. Digtsamlingen er ret meta i både form og sprog, og der springes rundt mellem alle mulige detaljer og episoder. Jeg synes, at "7/11" mange gange er for forvirrende og ikke-indbydende at læse, fordi der sprænges sådan rundt mellem alt muligt, og at der er mange halvinterne referencer, som jeg ikke formår at forstå. Jeg har svært ved at hitte ud af, hvad der reelt er sket, inden digtet er skrevet (og for den sags skyld også imens det skrives), men det er måske pointen med hele langdigtet...