Tre syskon möts igen på morfaderns begravning. De är mitt i livet, men också vilsna. Rhea lever i ett ekologiskt kollektiv men är full av oförlösta idéer, lärarvikarien Joel är frånskild helgpappa, medan terapeuten Miriam arbetar med nätberoende samtidigt som hon själv fastnat i en materialistisk livsstil. Begravningen blir startskottet på en vittförgrenad släktberättelse som tar läsaren tillbaka till 1960-talets Danmark, och sedan vidare till våra dagar och in i framtiden. Jordisk är en episk och politisk samtidsroman om guld, olja och västvärldens långsamma undergång, men framför allt en berättelse om några familjemedlemmar som är förbundna genom tid och rum och på sätt som de inte ens är medvetna om.
Theis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.
Jonathan Ørntoft, jeg mener Theis Franzen… Nej, jeg mener, Theis Ørntoft har begået en slægtsroman efter amerikansk forbillede med alt, hvad det indebærer.
Det betyder, at der er masser af karakterer at fordybe sig i. Alt fra barndom til ungdomskæresterne blotlægges, så vi får noget psykologisk tyngde at mæske os i. Og det virker. Det er page-turner guf. Det er afslørende som kiggen-hinanden-i-øjnene-barsamtaler-klokken-to-om-natten.
Der er en fryd ved at lære andre rigtigt at kende. At opbygge sympati fordi vi forstår verdenssynet og bevæggrundene – måske endda også traumerne.
Det er bare ærgerligt, at det ikke rigtig fører til noget. Jeg kan simpelthen ikke se, hvad romanen vil ud over at præsentere os for nogle stærke nuancerede karakterer og deres afdæmpede eksistentielle kriser.
Der er nogle anstød til noget kapitalismekritik og noget økoomsorg, der er takter af weltschermz og resignation, der er strejf af klassekamp og generationsoprør. Det lander bare aldrig rigtig noget sted.
I stedet flyder bogens slice-of-life fortællinger videre og videre mod en slutning, der aldrig indtræffer.
Jordisk er derfor en perfekt liggestolsroman eller ferieforlystelse for enhver sjælevampyr.
Romanen bevæger sig frem og tilbage mellem tre generationer i den samme familie, en del af romanen foregår i en nær fremtid, resten i nutiden og i flere forskellige fortider. Vi begynder i nutiden, og jeg var ret begejstret – jeg synes, han rammer disse nutidsmennesker ret meget på kornet. Men så syntes jeg, at romanen tabte højde. Jeg følte mig slet ikke overbevist om fremtidsdelen, og oplevede heller ikke fortidsdelen så levende og overbevisende som de dele af romanen, der foregår i nutiden.
Centralt står familiens "nutids"generation, tre børn (voksne) så forskellige, som det vist er muligt at være, når man kommer fra den samme genpulje. Den ene søster står lidt svagt, den anden måske en lillebitte smule karikeret, mens broderen, den fjerne og flakkende, føles overbevisende.
Der introduceres (lidt for) mange karakterer, der aldrig foldes helt ud. Samtidig var jeg sine steder begejstret for den præcision, Ørntoft beskriver en tidsperiode med, og det forhold personerne har til politiske begivenheder i deres tid.
Jeg ville ønske, jeg kunne lide den bedre. Ikke mindst efter at have skimmet Lars Bukdahls ondsindede anmeldelse i WA. Hvem fanden sætter også Bukdahl til at anmelde en alenlang slægtsroman – man ved jo bare, at han vil hade den!
Den er udmærket indlæst af Morten Hemmingsen, selvom der da var et par håndfulde ord, han udtaler, øhm, mærkeligt.
Jeg må indrømme, at jeg sjældent bliver så dybt, dybt optaget af en bog. De mange sider strøg forbi – det er fedt af og til at læse noget langt. Jeg har det, som om jeg siger farvel til en gruppe karakterer, som – på grund af deres fuldkommenhed og krystalklare identiteter – har virket meget levende for mig. Jeg var imponeret fra første kapitel – og overrasket, da prosaen er meget anderledes end i de tidligere værker, jeg har læst af Theis Ørntoft. Stadig et maksimalt og minimalt fokus på menneske, verden og fortid/nutid/fremtid. Elskede hver en side. ♥️
På mit bord lander langt om længe Theis Ørntofts 600 sider lange roman, som på mange måder er en opfølgning på hans fremragende dystopiske debutroman Solar. Jeg har glædet mig til, hvad den velskrivende og fint sansende 39-årige danske forfatter ville udgive, og jeg kan med det samme sige, at jeg ikke blev skuffet.
I første del af romanen møder vi de tre ret forskellige søskende, Rhea, Joel og Miriam, der er i trediverne i nutiden. De er på hver deres måde rodløse og forsøger at finde ståsteder i et liv, som er truet af klimakatastrofe, de store fortællingers død og kapitalismens overtagelse af deres liv via de sociale medier.
Rhea lever frygtsomt i et kollektiv på Møn, Joel er vikar på Ørestad Gymnasium, hvis bygninger han oplever som menneskefjendske, og Miriam shopper på nettet for penge, hun tjener på at ”hjælpe” internetafhængige online.
Siden følger et længere afsnit om deres morfar Ernst, som i 1960’ernes Silkeborg kæmper med at opretholde sin patriarkalske, velordnede livsstil i en verden i opbrud pga. ungdomsoprøret, kapitalismens fremmarch og, ikke mindst, hans kones dødelige kræftsygdom. Slægten følges med en forgrening i USA, og de enkelte familiemedlemmer fanges på forskellige brydningstidspunkter i deres liv, fx Julia, som forulykker midt i en snowboardkarriere og må skifte spor i livet. Theis Ørntoft formår at skrive de enkeltes smertepunkter og ensomhed frem, så karaktererne fremstår krystalklare og genkendelige.
Der er glimt af stor glæde, eufori og livsoptimisme i bogen og en jordisk en af slagsen. Som i en passage i kapitlet om Joel, hvor han desillusioneret og forhåbningsløst Tinder-dater spanske Laura i det nordlige Norge, og livet pludselig er tindrende smukt. Eller i bogens fremtidskapitel, som foregår i 2036, hvor månen er i en begyndende kolonifase, og det bliver tydeliggjort, hvordan det ikke er noget særligt: Det er Jorden, der er miraklet og værd at være på til trods for den undergangsfornemmelse, som gennemsyrer hele bogen.
Noget af det, der fungerer fremragende i 'Jordisk', er det ekstra lag, som udgøres af, at personerne i romanen egentlig er udgaver af forfatteren, der tænker over og diskuterer, hvorfor vi som menneskerace er endt, der hvor vi er, og hvordan vi skal komme videre, både praktisk, men mest af alt mentalt. De mange detaljer og spidsfindigheder om fx olieudvinding, charterturisme i starten af 70’erne og verdensøkonomiens udvikling sammenlignet med evolutionen udviklede mine egne tanker om både fortiden og fremtiden, og jeg oplevede læsningen som om, jeg havde en berigende samtale med forfatteren.
Smuk roman uden retning, hvilket måske gør den smukkere?? Det er bæreposeteorien ført ud i praksis, en fortælling bredt ud over generationer, hvor det cykliske får sin rette opmærksomhed. De fleste store ambitioner slår fejl, hvorved karaktererne må navigere efter en ny sti i livet. Jagten på det gode liv, er i virkeligheden en samling af hændelser og erfaringer.
Langt hen af vejen en udmærket god roman, hvor jeg uden problemer kunne sluge 50 sider før sengetid. Men jeg tænkte også jævnligt over om pågældende 50 sider ikke kunne have haft godt af at blive skåret ned til 25. Selvom detaljerigdommen er med til at skabe et troværdigt tidsbillede i de forskellige lag, vi bevæger os rundt i, er det også bare en tand for meget. Måske især fordi vi ikke rigtigt får bundet sløjfe på nogle af personerne, vi bliver præsenteret for.
Jeg var ganske fanget af første del hvor vi på skift følger de tre søskende i romanernes nutidsspor. Alle tre sluttede rimeligt åbent, og vi vendte så aldrig rigtigt tilbage til dem udover spredte oplysninger fra de andres personers vinkler. Ernst i fortidssporet var jeg meget fanget af, men der blev på en måde bygget op til noget der aldrig rigtigt blev indfriet (hvad skete der i banken? Blev der teaset med i nutidssporet. Ja, der skete jo ikke andet end at han blev nedgraderet og skiftede job…). Julia i nær fremtid var jeg også ok fornøjet over (har vel altid haft lidt hang til sci-fi). Nick… gab. Alice…. Endnu mere gab.
Det er lidt paradoksalt at Julia af sin redaktør får at vide at det næstvigtigste i en roman er starten af bogen og det allervigtigste er slutningen - med en stærk slutning kan en halvgod bog blive rigtigt god. At forfatter Ørntoft så har valgt at placere bogens absolut kedeligste del til sidst, er dybt mærkeligt. Jeg var seriøst ved at give op i løbet af de sidste 50 sider.
Bogen er ikke dårlig, slet ikke. Ørntoft skriver virkelig godt og har nogle fede miljø- og personbeskrivelser. Jeg kan bare ikke rigtigt se meningen med det overordnede handlingsforløb og tematikkerne (noget med en økovinklet kapitalismekritik måske??…) træder kun meget diffust frem. Så egentlig er der masser af potentiale der ikke rigtigt bliver udfriet. Sprogligt super, plot- og handlingsmæssigt trænger den til mere arbejde.
Jeg har det blandet med den her bog, det må jeg bare indrømme. De første 200 sider var jeg helt hooked. "Børnenes Bog" var sindssygt godt, jeg levede mig helt vildt ind i karaktererne, og "Ernsts Bog" lige så - så meget drama, så mange ubesvarede spørgsmål og underliggende mystik. Men derefter synes jeg det gik ned af bakke. "Nicks bog" tabte mig lidt, og "Julias Bog" brød jeg mig slet ikke om... Hele idéen om at hun skal til månen blev simpelthen for spacey (no pun intended). Jeg fik slet ikke nok info om den tur, lige pludselig var hun bare i en rumraket? Did not like, sorry.
Børnene og Ernsts karakterer er virkelig gode, men derefter synes jeg de bliver for flade. For lidt indre liv, for meget afvikling. Sproget er let og flydende, og det var også det, der fik mig gennem bogen, men jeg blev simpelthen så skuffet. Den her bog skulle ikke have haft så mange dele og karakterer, det ødelægger desværre oplevelsen. Jeg savnede mere dybde, mere dialog og færre karakterer.
Til gengæld synes jeg at hele klimakrise/natur-aspektet er super spændende. Er det klimalitteratur eller ikke? Der kommer hele tiden små hints til klimakrisen og naturen, og det synes jeg er pisse spændende (måske er det også fordi jeg sidder og forbereder mig til at skulle undervise mine elever i økopoesi her i oktober haha). Det er jo klassisk Theis Ørntoft, det kan han fandme finde ud af. Men hvis det virkelig var den vej, han ville gå, så skulle naturen have spillet en større rolle. Mere fremtrædende og insisterende bogen igennem. Kan til gengæld godt lide tanken om at vi alle er skabt af det samme og at universet er forbundet på måder, vi ikke forstår - eks. med slutscenen hvor Nick mærker, at nogen tænker på ham. Så fint indkapslet.
Jeg har svært ved at se, hvorfor Ørntoft har skrevet den her bog. Det er egentlig "bare" en slægtsroman, fortalt fra flere forskellige tidsperioder og perspektiver. Jeg sad hele tiden og ventede på the big breakthrough, men det kom bare ikke - det var vildt skuffende og antiklimatisk. Jeg savnede en afsløring, et dødsfald, en skelsættende episode eller noget andet.
Alt i alt en okay bog. Havde den holdt samme niveau som de første 200 sider hele vejen igennem, så havde den klart fået en højere rating. Men lige nu er den desværre ikke mere end en 3/5 stjerner. Har bestilt 4. bind af Min Kamp af Knausgård hjem, håber jeg kan hente den i bog&ide i morgen - stay tuned!
Jordisk er Theis Ørntofts anden roman. Den er væsentlig mere klassisk - forstået som sammenhængende - end hans første roman, Solaris - der går i opløsning både sprogligt og mentalt for hovedpersonen i bogen.
Jordisk er bygget op som en slægtsroman med forskellige twists, så det alligevel ikke bliver så klassisk endda, bl.a. det twist at en del af romanen bevæger sig ud i fremtiden - 2036 - dog med meget lidt scifi. I fremtidsperspektivet er der meget lidt fokus på eventuelle nye teknologiske landvindinger og samfundsmæssige udviklinger eller afviklinger; mest af alt er fremtidsperspektivet med til at pege romanen og slægten videre.
Romanen er opbygget af 5 bøger, der hver tager udgangspunkt i et bestemt årstal og med fokus på nogle bestemte personer i slægten:
Bog 1: ca. 2022 - de tre søskende Rhea, Joel og Miriam. Rhea er podcaster på Møn, Joel er ved at opgive sit liv som gymnasielærer og rejser til Nordnorge for at arbejde med hænderne i byggeriet, og Miriam er online psykoterapeut og er i dialog med en masse forskellige mænd (især) om deres afhængigheder fra spil til porno. De tre søskende har egentlig ikke rigtigt noget med hinanden at gøre, så bogen triller afsted i tre forskellige spor, som dog bringes sammen til sidst, da de skal til begravelse.
Bog 2: 1967 - morfaren Ernst (altså Rhea, Joel og Miriams morfar) - om hvordan han blev kørt ud på et sidespor, da han som vicedirektør i en bank i Silkeborg ikke kom med i slutspillet, da banken skulle fusionere med andre jyske banker (inspireret af dannelsen af Jyske Bank, som Ørntoft skriver sidst i Jordisk). Og hvordan han blev mere og mere fraværende i familien, efter han skiftede metier og kom til at arbejde med et olie og gas konsortium.
Bog 3: 2004 - faren Nick, efter at han er vendt tilbage til USA igen og har bosat sig i New York som lydtekniker på et spillested, hvor han til en Arcade Fire koncert møder en kvinde; bogen har dog mange tilbageblik der bl.a. handler om, hvordan Nick mødte Alice (Rhea, Joel og Miriams mor) og hvordan det hele gik i opløsning
Bog 4: 2036 - halvsøsteren Julia (Nicks datter med armensk kvinde, han mødte i bog 3 i New York) - og hvordan hun har levet med nogle venner i skatermiljøet og selv er blevet skrap til skiakrobatik, men hvor hun kommer til skade og må redefinere sit liv, men stadig med nogle af skaterfolkene omkring sig, og hvor hun bliver forfatter og skriver på sin vrede (på toppen af en sorg). Hun skriver om nogle af de skaterungdomsvenner, som hun har eller er ved at miste. Og hvor hun så inviteres med af en tidligere sponsor fra ski-livet til at komme med en raket til månen som med andre kunstnere. Sideløbende handler bogen om, at Julia har slået sig ned med sin lesbiske kæreste Nat i et fællesskab (community) i Midtvesten i USA i et forsøg på at starte et samfund op fra grunden af - som en reaktion på de polariseringer som har fundet sted i 2020'erne og 30'erne.
Bog 5: 2022 - om Alice og hvordan hun og hendes søskende siger farvel til deres netop afdøde far (Ernst fra bog 2) med de forskellige forhold, de har haft til ham, men som alle har været ramt af det fravær, han bød dem, da han blev fyret fra banken og måtte skabe sig en ny karriere. Bogen handler også om Alices ungdom som au pair i London, hvor hun mødte en pige, der også var au pair, og hvor de blev veninder. Pigen var fra Hamborg og er den unge kvinde, som Nick senere bliver kæreste med et stykke tid på arkitektskolen i Hamborg - men hvor han så møder Alice, der kommer for at besøge veninden. Nick og Alice falder for hinanden til en nytårsfest i de dage, hvor hun er i Hamborg. Vi følger Alices perspektiv på den opløsning, som Nick undergår i Søhøjlandet, og hvad hun så står med bagefter som alenemor.
Romanen slutter med en lille vignet, som lægger sig mellem bog 3 og 4. Det handler om, at Nick i USA bliver en anden form for far for sin datter, Julia, og at han gør noget med sine hænder, da han opdager, at hun er ved at miste sig selv og at hun prøver at skrive dagbog, for at skabe sammenhæng i sit liv igen. Han går i gang med at bygge et anneks til hende, så hun kan sidde derude og skrive.
Der er en form for arv, der går igen mellem bøgerne - altså går i arv i slægten; ja en form for social arv. Det er f.eks. nogle tematikker og nogle interesser, som følger med i romanens bog-dele. F.eks. en interesse for arkitektur, som egentlig starter hos Nicks far (som er optaget af en amerikansk arkitekt, som byggede banker, og en nærmest arkæologisk fotograf, der prøvede at affotografere disse banker, inden de blev jævnet med jorden, fordi arkitekturstrømningerne krævede en anden form for byggeri). Nick overtager den interesse, bl.a. fordi hans far efter at have taget ham med ud for at se bankerne og fortalt ham om projektet, begår selvmord. Nick kommer af forskellige omveje til at læse på arkitektskolen (i Hamborg, senere Aarhus), men går så i hundene som familiefar og bliver fraværende, skilt og alkoholiker. Nicks søn Joel tager interessen for arkitektur til sig som en form for hobby, men måske også som en måde at være i kontakt med sin far - en kontakt, som han ikke har i den reelle verden.
Også tematikken med at have fraværende fædre, som former de personer, der lever videre. Dette gælder både for Nicks side af slægten, og for Alice's side af slægten.
Hvor Solar var en meget individorienteret roman, har Jordisk familien og slægten i centrum. Ikke ved at fortælle slægshistorie med en masse familiemøder eller -sammenkomster - som Jens Smærup Sørensen f.eks. har gjort i Mærkedage. Jordisk handler om de relationer, der er i en familie og i en slægt, ikke mindst når man er på afstand af hinanden. En sammenhæng af relationer, uanset om de er gode for karaktererne, eller om de er besværlige. Mest besværlige er relationerne faktisk i Jordisk. Men det at være en familie og en slægt, er at have relationer, og karaktererne må sande, at det at være i en slægt også er, at man må være i det besvær, som det er, at være i en familie. På samme måde som det at være på planeten Jorden mere og mere handler om, at man må være i besværet om at finde ud af, hvordan vi kan give Jorden videre til de næste, der kommer.
Noget, jeg virkelig godt kan lide i romanen, er de meget aktuelle diskussioner, som finder sted. Det er især Joel, der godt kan lide at diskutere og have holdninger, men også nogle af de andre karakterer som f.eks. Julia.
En anden fed ting, er, at der nogle gange er nogle videnskabelige forklaringer på en karakters handlinger eller følelser, f.eks. at det skyldes dopamin, endorfiner eller andre signalstoffer, men dette bliver samtidig ikke en reel forklaring, men mere end karakters overvejelser vha. en videnskab, som denne har hørt omtalt og prøver at forstå sig selv med på ad hoc basis.
Theis Ørntofts roman Jordisk er intet mindre end fremragende!
Indrømmet - jeg var lidt nervøs for at læse denne kæmpe mursten af en bog, da folk enten elsker den eller synes den er for lang og kedelig.
Det skulle vise sig, at jeg er dybt fascineret af at læse om menneskelige relationer og ikke mindst af Ørntofts formidable evne til at levendegøre så mange vidt forskellige mennesker.
Det er meget svært for mig at fortælle noget om handlingen uden at fortælle alt for meget, så den kan i stedet læses bag på bogen.
Dog kan jeg fortælle at vi, i det hele, møder syv personer gennem bogen og den starter med de tre søskende Rhea, Joel og Miriam, der hver især kæmper med at finde hoved og hale i deres liv.
Jeg blev en lille smule rundforvirret af tidslinjen enkelte steder (det er dog også ret sandsynligt at jeg har læst/lyttet lidt for hurtigt), men det afholdte mig ikke fra at elske hvert et minut i selskab med hver og én i den her familie, der hænger sammen lidt på kryds og tværs.
Man kommer vidt omkring i verden i den her mastodont af en bog og handlingen foregår både i fortiden, nutiden (lige efter Corona) og en interessant nær fremtid.
Egentlig kunne jeg godt bare have fortsat med at læse om de tre søskende i starten, men det var faktisk superfedt, når den røde tråd blev bundet mellem familiemedlemmerne i hver deres tidslinje og historie.
Jeg var så heldig at opleve forfatteren til et skønt arrangement forleden på mit arbejde, hvor han bl.a. fortalte, at han har brugt meget fra sit eget liv til at levendegøre karaktererne. Måske er det derfor, at de alle er så vildt realistiske. Jeg fatter ikke hvordan man kan skrive SÅ knivskarpt🤯😃
Jordisk er nomineret til et hav af fine priser og vandt for nylig EUPLs (European Prize for Literature) Litteraturpris 2024.
Jeg har allerede lyst til at læse den igen, bare for at opleve de små nuancer jeg missede første gang😃
Karakteropbygningen er i skabet. Især i kapitlerne om Ernst og børnene mærker man Ørntofts evne til at skabe sine personer. Dog går bogen hen og bliver mere og mere flaksende, som om den ikke helt hvad den vil. Noget med naturen, ja, men hvad karaktererne og de mange sider skulle bruges til at forklare er mindre klart.
Måden han fletter de historiske begivenheder ind i denne fiktionelle verden på virker så let som ingenting, som om informationerne bare lå lige der og de bare skulle samles op. Sproget er generelt super let og man flyder gennem siderne.
Hvis denne bog havde haft et klart mål havde den været meget bedre, for han skriver sgu godt ham Ørntoft.
Spændende og velbeskrevet persongalleri. Nogle af delene (især dem om Rhea, Miriam og Joel + Julie) var jeg virkelig vild med. Andre af delene var ret kedelige...
Theis Ørntofts roman “Jordisk” handler om flere generationer i en familie, fra 1960’erne til midt i 20230’erne. Først møder man Rhea, dokumentarist og beboer i et kollektiv på Møn, Joel, der er gymnasielærer på Ørestad Gymnasium og senere håndværker på norske fjeldhoteller samt Miriam, der er psykolog og lever af at coache folk med internetafhængighed. Så møder man deres morfar, som i 1960’ernes Silkeborg var en stor mand inden for bankvæsenet. Da hans kone døde af brystkræft og han i øvrigt blev gået som mulig direktør i en ny banksammenslutning, skifter han til oliebranchen. Da han dør, samles børnene og deres mor ved begravelsen. Så møder man børnenes far, Nick, der er amerikaner. Efter at have flakket omkring og levet fra hånden i munden, kommer han ud at sejle og ender i Hamburg, hvor han tilfældigt møder Alice, der bliver gravid. Og så må han fortsætte de arkitektstudier, han I Hamburg havde påbegyndt i Århus. Efter det tredie barns fødsel er han forlængst ude af klappen igen. Dernæst er det Alices synsvinkel, man hører historien fra. Dels om den tid, hun havde sammen med Nick, dels i nutiden hvor hun med sin nuværende mand bor i Søhøjlandet og engagerer sig i naturbeskyttelsesproblematikker. Den sidste person er Julia, som er Nicks yngste datter, som han har fået med en ny kvinde. Julia har tilbragt sin ungdom med skiløb og skateropvisninger, men nu har hun slået sig ned i et økosamfund sammen med sin kone, skriver romaner og er inviteret på en rejse til månen. Der er mange interessante ting i romanen, der giver et godt tidsbillede især af den rodløshed, flere i familien lider af. Men der er også uendeligt meget fakta, som sagtens kunne være skåret ned. Opbygningen kan jeg godt lide, og også de mange henvisninger til noget jordisk (hvor kommer marmor fra? Jordisk som modstykke til månen. Osv.) Men jeg synes, den er blevet alt for lang.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Hmm den her bog er svær. Den er 600 sider lang, og derfor har det heller ikke været med entydige følelser at jeg har læst denne bog.
Hvis jeg kort skulle beskrive min rutsjebane tur med Theis Ørntofts Jordisk, ville det lyder ca. sådan her: wauw, jubiii, øhhh, hmmm, igen?, hmmm, true, godt sagt.
I starten af romanen virkede hans sprog rigtig godt på mig. Alt var jo nyt, og den eksistentielle krise og kapitalistiske kritik der hang mellem siderne fascinerede mig. Denne mand virkede ikke som de andre mænd. Han ville have vi skulle få øjnene op for alle livets små absurditeter.
Men som bogen skrider frem, bliver gentagelserne irriterende. Den ligegyldige opremsning af ord, som Ørntoft benytter sig (meget) af, får bogen til at virke prætentiøs. Og de faktuelle sekvenser får en slags mærkelig plads i siderne, hvor de nærmest står lidt fremtvungne. Og desuden et lidt billigt trick?
Jeg synes ikke at han har et dårligt budskab. I følge ham selv, er han blevet hevet ud af sin mørke eksistentielle (klima) krise, efter at han har fået et barn, og kan se meningen med "at blive i besværet". Han er kort fortalt blevet voksen, har accepteret at jorden en dag går under, og ligesom min søde boomer mor, siger han at livet nok skal finde en måde at leve videre på.
Denne bog er ikke for de unge, oprørske, trætte, sure, betænklige, dejlige, retfærdige mennesker. Jeg tror ikke helt jeg ved hvem den er for. Den er i hvert fald ikke noget for mig.
Theis Ørntoft har skrevet en stor slægtsroman, der handler om en familie i tre generationer, der alle sammen tænker nogle meget 2023-agtige Blågårdsgadeagtige tanker om deres eksistens og forhold til økosystemer, kapitalisme m.v.
Desværre faldt bogen slet ikke i min smag. En ting er, at handlingen var næsten uden fremdrift, og at en meget stor del af romanen absolut foregår i USA (hvilket vist mest har til formål at illustrere, at Theis-drengen skam ved utrolig meget om amerikanske politiske/popkulturelle forhold), men hvad der være er, at jeg fra første side fandt nærmest alle karaktererne utroværdige?
Hvilket 6-årigt barn svarer sin far, der viser ham en fisk over Zoom, "Den ligner noget fra en Hayako Miyazaki-film?", Hvorfor er der en blåhåret hippiedreng på 12-år på den amerikanske vestkyst, der tager LSD og hedder Cloud, hvorfor er de tre børn i bogen så gudsforladt karikerede? (fx hvorfor reagerer Rhea så uendelig kedelig forudsigelig korrekt på det overgreb hun oplevede i Thailand som ung)? Hvorfor tænker den 70-årige sygeplejerske om begravelser generelt, at begravelser er kendetegnet ved, at der bliver læst Inger Christensen digte (om olie?) højt?
Det er altså kedeligt at læse en bog, der på overfladen handler om en række forskellige mennesker strakt ud kontinenter og igennem tiden, men hvor alle karaktererne så alligevel taler, tænker og oplever verden som et stort Ørntofsk Jeg.
Jordisk har en spændende persongalleri, og der er nogle vildt gribende passager, hvor man bliver opslugt af personerne og deres tanker. Men savner måske et klimaks og flere passager hvor personerne interagerer med hinanden.
Børnenes bog - virkelig god Ernsts bog - ok Nicks bog - lidt kedelig Julias bog - virkelig god!! Alices bog - god
Flot episk fortælling der med held spænder over en families generationer i omkring 75 år i både USA og Danmark. Mange kloge passager der kan citeres til at skabe perspektiv når vi skal forstå og navigere i vor tid. Ser på jorden fra mange vinkler, incl fra en månerejse. Stort vellykket vingeslag.
En anden sammenlignede den med Franzen, 🎯 God på alle punkter, karakterne, verdensgangen/historieundervisningen, der fletter sig ind i plottet, de flotte sætninger, etc. Men for meget af den gode litteratursmag til mig. Især de mange forskellige måder at beskrive knudemanden, som har svært ved følelser. Helt klart en forfatter, der forstår mænd bedre end kvinder, og kvindelige karakterer bidrager mest til kønskvotering i karaktergalleriet. Jeg læste den kun fordi bogklub havde valgt, så måske ikke fair læsning pga. aldrig draget af bogen til at starte med.
Bra. Men inte fantastisk. Lång, kanske till och med långtråkig. Men också bra. Vid ett tillfälle känns det som att boken ska ta slut, men sen kommer 100sidor till.
Hvordan føles det at læse Jordisk? Det føles som at læse en (god) ny Jonathan Franzen-roman, det føles som at se nogle sæsoner af en (god) stort anlagt DR-søndagsserie. Som i: en rimelig straight, stort anlagt slægtsroman, et stort persongalleri, kapitler og sekvenser der springer frem og tilbage i tid, et plot der driver handlingen frem, en overdådig mængde detaljer. I første bog følger vi Rhea, Joel og Miriam, tre søskende i et velkendt nutids-Danmark, hver med sine store og små problemer, og derfra strækker bogen sig ud i alle retninger: Anden bog springer tilbage til tresserne og følger de tre søskendes bedstefar, underbankdirektøren Ernst, hans karrierekvaler og hans kone der er dødssyg af kræft; tredje bog handler om Nick, de tre søskendes far, en amerikaner der flakker rundt i tilværelsen og trækker sig, trækker sig så snart noget begynder at gøre lidt ondt. I fjerde bog er vi pludselig i en nær fremtid og følger Nicks datter som er på vej til månen (!), og så fremdeles.
Der er rigtig meget plot i Jordisk, og det hele bindes elegant sammen af en familiehemmelighed, der påvirker bogens personer på tværs af tre-fire generationer. Men der er også rigtig meget der *ikke* er plot, hvad end det så handler om hvordan man får en marmorbordplade ind i en taglejlighed midt i København, om banksammenlægninger i Midtjylland i 70'erne eller om at møde Arcade Fire før de bliver store. Der er rigtig mange smukke passager, rigtig mange personer man gerne ville have fulgt over 100 sider mere - der er også rigtig meget der fungerer mindre godt, klodset dialog, research der bliver læsset uelegant af, hændelser der ikke bliver fulgt op på. Sådan må det nødvendigvis være når man vil skrive en roman om alting og det hele på en gang, og det ændrer ikke ved at Jordisk er en fed læseoplevelse.
En meget læseværdig bog. Theis Ørntoft kommer virkelig godt rundt i forskellige bevidstheder, steder, tider og eksistenser.
Han har undret sig undervejs og vækker min undren: Er det sådan, unge tænker? - om Rhea, Joel og Miriam, de tre søskende født fra ca 1984 og op.
Keder mig måske lidt i Rheas stillestående liv på Møn, men også det hører med. Joel er den tænksomme og eftertænksomme, forlader et job som gymnasielærervikar og bliver håndværker i Nordnorge, og Miriam lever et luksuriøst liv i København med en mand, der fascineres af penge og andre afhængigheder, investerer og på ikke nærmere beskrevne måder tjener kassen.
Jeg opnår for alvor flow i læsningen i kapitlet om børnenes morfar, den stilige bankmand i Silkeborg. Nok fordi jeg kender hans tid og datteren Alices opvæksttid. Hun er mor til Rhea, Joel og Miriam.
De tre børns far? Det er Nick, en meget-inde-i-sig-selv amerikaner, for hvem familielivet med småbørn bliver for anmassende, så han smides overbord af Alice, der ikke orker hans trækken sig ind i sig selv.
Ville småbørn klare sig/få en god opvækst, hvis det ikke var for mødrene, der står det hele igennem og for hvem det af (biologiske) tilknytningsmæssige grunde oftest er umuligt at lade børnene i stikken?
Jeg mener generelt. Og kunne som småbørnsmor godt blive vred på mine tre børns far, som uden videre kunne løbe en tur, tage væk til lange arbejdsdage og have sine egne mentale rum. Her bagefter tænker jeg på det som trods alt et kort tidsspand og at vi kom godt igennem det, fordi der ikke var andet at gøre end at tage en opgave ad gangen. Men jeg kunne savne frikvarterer til mig selv og en god nattesøvn.
Det er mange år siden nu for mit vedkommende. Men den forskel er reel og eksisterende, når vi ser på moder-/fader-og forældreskabet. Småbørn overlever ikke uden tætte relationer.
Det er noget af det, bogen sætter i gang hos mig.
Var også glad for Julias bog, et af de sidste kapitler. Hun er datter af Nick og Milena med armensk baggrund. Lever i USA i et community. Vi hører om hendes månerejse i 1936.
Klimabevidsthed, kapitalismekritik, men også håb er vigtige og tilbagevendende temaer. Jeg finder mange livskloge og identificerbare beskrivelser. Som når Alice ved sin fars begravelse synes, at alt skal handle om ham, og uforstående lytter til, at nogle af gæsterne snakker om helt andre ting.
Har en idé om, at forfatteren et sted kobler et besøg på Tate Modern i London med den tyske aktivist Ulrike Meinhofs død. Det ny Tate åbnede først i 2000 (jeg var der kort tid efter åbningen og så den indtil da temmelig ukendte Olafur Eliassons store sol projiceret op på endevæggen i et stort rum, hallen i et tidligere el-værk vistnok), mens Meinhof døde i Stammheim-fængslet i Stuttgart i 1976. Men måske er det mig, der fejllæser nogle af romanpersonernes oplevelser og misforstår nogle spring i tid?
Bogen tog lang tid for mig at læse, tre-fire uger, og med læsning af andet ind imellem. Den kræver, at man investerer sig. Den er tiden værd.
En flot og stor præstation, Theis Ørntoft. Tak for det.
Jordisk er enormt intellektuelt stimulerende og maler på samme tid et meget overbevisende og detaljeret portræt af en familie over tre generationer.
Stiller meget store spørgsmål til livet, universet, tiden, naturen og de kræfter der binder os sammen som mennesker.
Stiller også spørgsmål på et mere nærværende plan. Til samfund, kapitalisme, levemåder, kærlighed, familie, døden og mere.
Theis’s sprog er meget intellektuelt. Jeg savnede et smukt og blomstrende, mere følelsesladet og poetisk sprog.
Theis forstår med enormt stor empati hvorfor vi som mennesker er forskellige, især på tværs af generationer. På samme tid er social arv et gennemtrængende tema i bogen.
Er skrevet lidt tilfældigt. På en god måde. På samme måde som livet er tilfældigt. Men det gør også at der måske mangler en tydelig rød tråd i romanen.
Jeg er vant til bøger med mere fokuserede omfang. Jordisk er meget ambitiøs og derfor for mig mere imponerende end andre, mindre ambitiøse, bøger der på et håndværksmæssigt plan måske er af højere kvalitet.
Nogle gange kan det godt virke lidt konstrueret og klodset den måde han integrerer hans tanker og spørgsmål i bogen. Andre gange synes jeg at det passer perfekt.
Nogle gange er han meget bevidst om hvilken karakter der tænker/taler andre gange er det tydeligt at han selv har siddet og tænkt noget mens han skrev og så får han bare karaktererne til at tænke det samme. Nogle af de ideer han lejer med i bogen burde have været en del af et essay eller debatindlæg eller lignende, ikke en roman.
Man kan som læser sidde tilbage og måske mangle et budskab. Hvad vil bogen? Og jeg tror ikke bogen vil noget ud over at præsentere nogle meget detaljerede, komplicerede og spændende karakterer, stille nogle meget åbne, undrende spørgsmål og sætte gang i nogle tanker og noget empati hos læseren.