Habitat

by Theis Ørntoft

En oktoberaften i 2018 låser Theis sig ind i sit nye hus på Møn. Han vil ikke se nogen mennesker, bare skrive, passe en have og være i fred på sin matrikel under stjernerne. Han fordyber sig i research til en ny roman, læser om europæisk middelalder, terrorisme og forsvundne charterturister. Musene gnaver bag væggene. Løbebillerne flytter ind. Måske er det en mår, der larmer på loftet om natten. Imens glider han stadig længere væk fra andre menneskers virkelighed. Er det ham, der er ved at blive skør, eller er det samfundet?

Da han møder Josefine, opstår en ny magisk forbindelse til verden. Men Theis ved ikke, at han allerede, dag for dag, er gået i gang med at ødelægge sig selv.

Romanen Habitat er en fortælling om sindets, begærets og civilisationens mørke strømme – og om at finde kærlighed og håb på den anden side af undergangen.

Genres: Danish, Contemporary

577 pages, Hæftet

First published May 23, 2025

About the author

Theis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.

Reviews

[MADS · Rating 5 out of 5]

Vi lever i et samfund, hvor man kan kalde en Snickers for en Sneakers hele TO gange og slippe gennem Gyldendals korrektur!?!?!? Hvorom alting er, var jeg fuldstændig besat af den her og glæder mig til de næste fem bind❤️‍🔥

[Mads]

Intet mindre end fremragende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så optaget af en roman.

[Jørn Lybech · Rating 5 out of 5]

Mænd drømmer om katastrofer, hærværk og pludselig død hedder det sig ofte. Om noget er Theis Ørntoft også “besat” af katastrofer, terror og verdens undergang i hans på mange måder dokumentariske Habitat. Gennem en meget lang periode - med klip tilbage til barndom og ungdom- skildres hans problemer at komme videre efter hans Solar-roman. Med afstikkere til både Møn ( hvor han køber et håndværkertilbud), Rom ( i skriverefugium), Berlin ( hvor han søger tilflugt) osv. får vi indblik i alle forfatteres værste mareridt - skriveblokaden. Samtidig møder vi hans forskellige kvindelige bekendtskaber- det være sig prostituerede, festbekendtskaber, ungdomskærester og nutidige kærester. Han stikker bestemt ikke noget under stolen. Åbenhjertig på grænsen til det selvplageriske hører vi om hvordan han endelig på kanten af det psykotiske søger hjælp hos Simon Pasternak fra Gyldendal og bliver frivillig pedel - nederst i hierarkiet og det redder ham til dels sammen med en ny psykiater som lægger hans medicin om. Og så kommer der hul igennem til hans fremragende Jordisk. Det er en grænseoverskridende men virkelig god roman. Men den kræver megen tålmodighed.

[Tobias Cramer · Rating 5 out of 5]

Jeg var lige så grebet af Habitat som af Min Kamp (Knausgårds, self). De minder utrolig meget om hinanden. De vrider det hele ud. Det angste. Det pinagtige. Det masturberende.

Ørntofts roman føles som flere bøger kogt ind i hinanden. En renovationsroman om et faldefærdigt hus på Møn. En kærlighedshistorie. En ungdomsroman. En forfatterroman. En sygdomsroman om at leve med stress og angst.

For sådan en halvtoksisk 30-something mandsling som mig, er Habitat det vildeste spejl, jeg har kunnet holde stirrekonkurrence med mig selv i. Det er immervæk en præstation at skrive knap 600 sider, der gløder og lukker dig ind i hovedet på en mand, der kan overtænke hvad som helst.

Jeg var overordentligt optaget hele vejen i gennem og de sidste to bøger, jeg har læst, har været så blege og intetsigende til sammenligning.

[Thomas Svane · Rating 3 out of 5]

"Mor, kan vi få Knausgårds 'Min Kamp'?"

"Vi har 'Min Kamp' derhjemme"

'Min Kamp' derhjemme:

[Katrine Graversen · Rating 4 out of 5]

Et dybt ærligt, tidsnært og godt læs, som jeg føler jeg er fløjet igennem på trods af, at romanen næsten er 600 sider. En bog der bevæger sig gnidningsfrit mellem politiske, litterære, historiske, faglige, geografiske og psykologiske arenaer uden at sætte læseren af. Jeg følte mig virkelig underholdt (på trods af melankolsk/fortabt/kriseramt cirkuleren), og det var så særligt at (gen)opleve den seneste årrække gennem Theis’ øjne

[Katrine Funding · Rating 4 out of 5]

Theis Ørntoft skriver virkelig godt. Jeg var ret fanget da jeg først fik tygget mig igennem de først ca. 100 sider. Jeg var ikke helt begejstret til at starte med. Det blev lidt langt og småkedeligt at høre om forfatterens pornoafhængighed og prostitutionsbesøg. Han er da ærlig, må man sige, men jeg behøver ikke vide alle ucharmerende detaljer om en forfatters liv. Til gengæld var hele processen om forfatterens nedtur gribende og meget flot beskrevet. Alt i alt god og medrivende autofiktion.

[Nina Wegner · Rating 5 out of 5]

Fremragende tekst som er en blanding af selvbiografisk essay og fiktion. Måske er Theis Ørntoft Danmarks svar på Knausgård. Stærk læsning, bravo.

[Bendik · Rating 5 out of 5]

Dette er en bog som virkelig har evnen til å kravle under huden på dig og sorte dybe spor. Allerede fra starten af, syns jeg, at jeg kunne genkende mit eget liv i Theis Ørntofts selvbiografiske skrift - og selv om vi begge er relativt unge mænd med litterær interesse og ambitioner, undergansfantasier, fraskilte forældre, og psykiske udfordringer, er det noget mere end de biografiske sammenfald mellem mig og romanens fortæller, der virkelig får mig til at føle, at han beskriver mit liv. Det er noget med den sproglige præcision og overbevisningsevne, Ørntoft udviser, der får mig til at føle mig fuldstendig draget ind i romanen, besat efter at læse mere, om natten når jeg burde sove, på arbejde, til trods for forestående opgaver, og - og dette syns jeg er prikket over i'et - til trods for at læsningen af romanen virkelig har sendt mig ned i et mørkt hul. Jeg har bestemt ikke været mig selv den seneste uge. Alligevel ville jeg blive ved, også selv om romanen var ti, hundrede, tusind gange så lang. Fuck mand.

[Julia Kampmann · Rating 4 out of 5]

En svær bog at bedømme. Nogle passager er sindssygt medrivende, og vi bliver lukket fuldstændig ind i Theis (u)virkelighed, hvor han forsøger at navigere i angst, deadlines og et hus, der falder sammen omkring ham.

Andre dele var et langtrukkent tankemylder smidt ned på papiret, hvor det var ligesom at se en trafikulykke i slow motion - ubehageligt i sin essens.

Jeg forstår hypen, jeg forstår Theis, jeg synes bogen er modig og ærlig og nok ikke alles kop the.

[Olivia · Rating 1 out of 5]

Måtte opgive den halvvejs. En lang bog uden handling, der primært indeholder lange lange beskrivelser af helt almindelige hverdagstanker-og scenarier skrevet ud som var de religiøse åbenbaringer.

[Peter Holmboe · Rating 5 out of 5]

Ret vild roman!

Habitat er både udfordrende, intens og sanselig og særligt i begyndelsen lidt tung at trække i gang, men når det hele kører, så er det formidabel læsning. Muligvis var det bare mig der var svær at sætte i gang, muligvis havde jeg forventet noget helt andet end det jeg fik, men tak for bogen!

Ørntoft skriver med en rå, rytmisk kraft, der både forfører og foruroliger og fremstår sammenhængende og fragmenteret. Det bliver lidt som en beskrivelse af sind, mere end sammenhængende tanker og jeg læser bogen som en art indre tilstandsroman – det bliver rodet, gentagende, smukt, foruroligende, essayistisk og selvgranskende – og det fordrer en læser med tålmodighed, tror jeg.

Fortælleren søger ro på Møn, men møder i stedet et indre og ydre sammenbrud, hvor natur, teknologi og begær smelter sammen i et foruroligende samlet billede af verden.

Jeg bliver ofte i tvivl om hvor meget der er sandhed og hvor meget der er fiktion, men hvor har han dog ret i mange ting! :-)

For mig blev det en bog der viser at litteratur stadig kan overraske og at alt ikke behøver at være den vante krimi med en drikfældig og udfordret reporter eller utilpasset betjent, der klarer ærterne.

Min bedste læsning i år...

[Regnvejrssol · Rating 3 out of 5]

Den her roman lagde op til en skadedyrs-home invasion som kunne være Soya værdig, men så skete der ikke mere med dét, og den gik bare alle steder og ingen steder hen. Jeg forstår ikke hvad han vil. Er det bare +500 sider om hvordan han har skrevet en anden bog? Skal jeg lære noget om angst? Er det en fortælling om hans vildttt spændende liv? Handler det om at kærligheden overvinder alt? Skal jeg være bange og bekymret?
Hvad vil du fortælle mig Theisssss??? Og hvorfor synes mænd altid at de selv er så pisse interessante?

Heldigvis skriver han godt. Det må man da give ham.

[Thomas Rasmussen · Rating 3 out of 5]

En del af bogen er fuldstændig fremragende… men den er virkelig ujævn. Den er meget mig-mig-mig-mig og så gjorde jeg det og så mig og så drak jeg en masse og så mig og så kyssede jeg en pige og så kunne jeg ikke finde ud af at kysse med piger og mig og mig og mig… og så geniale passager om politik, popkultur, natur og så meget mere mig og da jeg var barn og mere om mig.

Det kunne være en dårlig bog om et liv med angst. Eller en dårlig bog om at være utilpasset. Eller en fremragende bog fuld af skarpe iagttagelser og så er det lidt blevet til den samlede bog af alle tre ting.

[Sara Brygger · Rating 4 out of 5]

3,5 Jeg var fortryllet langt hen ad vejen, men sidder tilbage ved endt læsning og tænker: blev læseren lige spist af med klor og fødsel som konfliktløsning? På den måde bliver autofiktion sgu lidt kedeligt. Til gengæld elskede jeg at følge hans kreative proces. Hvis Theis læser dette: jeg vil vildt gerne læse den roman om gymnasievennerne og underverdenen. Nok hellere end mere autofiktion.

[Morten Christensen · Rating 4 out of 5]

*3.5

[Maija Hejgaard · Rating 2 out of 5]

En autobiografisk roman om en psykisk nedtur. Forsøger at skrive som Knausgaard. Forfatteren virker ret usympatisk – ønsker kaos i verden, udnytter prostituerede, forherliger kriminalitet. I det mindste er han ærlig.

[Lone Nørgaard · Rating 4 out of 5]

3,9*

[Mikkel Bredsgaard Randers · Rating 3 out of 5]

3,5

[Hannah Sohns · Rating 5 out of 5]

Trak den ud, så længe jeg kunne.

[Jeppe Kjædegaard · Rating 5 out of 5]

hva ka jeg sige, det rammer

[Andrew Davidson · Rating 4 out of 5]

Fascinerende og til tider ret ubehageligt indblik i et menneske, der kæmpede (kæmper) med nogle ting. Desværre blev jeg også distraheret, når det gik lidt for meget ud af en tangent.

[Leif · Rating 5 out of 5]

Theis Ørntofts roman Habitat er autobiografisk. Læseren kommer sandsynligvis – man fristes til at sige, uden tvivl, meget tæt på forfatterens eget liv. Fortælleren og hovedkarakteren hedder Theis. Han er forfatter. Bogen handler primært om perioden fra 2018 til 2023. I 2018 forsøger Theis at komme i gang med et nyt romanprojekt, efter at han har udgivet romanen Solar.

Der er skrevet meget autobiografisk fiktion. Også om det at være forfatter. Knausgård som den mest kendte. Alligevel er Habitat helt sin egen.

Men er Habitat ikke bare diagnoselitteratur? Theis har nemlig en psykisk diagnose, viser det sig relativt tidligt i romanen, og meget af det, der sker, er på en eller anden måde afledt af de psykiske tilstande, som Theis er i. Men diagnoselitteratur? I Habitat kommer Theis selv ind på dette begreb pga. en ophedet litterær diskussion, som Theis følger i nyhedsstrømmen og på de sociale medier. Diskussionen handler om, at Asger Schnack lancerede udtrykket i 2019 som en kritik mod en tendens i samtidslitteraturen for at være navlepillende, selvhøjtidelig og immun over for litterær kritik, og herefter kogte diskussionen over med udskamninger af Schnack i nogle litterære kredse. Fortælleren Theis virker selv kritisk over for den samtidslitteratur, der er diagnoselitteratur, og i den forstand er han på Schnacks side, mht. at meget samtidslitteratur omhandler det at have en diagnose, og at det kritisable ved det er, når litteraturen ikke rummer selvironi men tager sig meget højtideligt.

For mig at se er Habitat et forsøg på at skrive en autobiografisk roman om (næsten) alt det, der foregår i Theis’ liv – uden at gemme noget af vejen. Ja, man ser næsten det ”uden filter”, som kunne have stået marketingagtigt på bogens omslag, men heldigvis ikke gør. Det ER uden filter, at vi hører om, at Theis i visse perioder af sit liv ser porno en masse og i hvert fald fem gang har været hos en prostitueret. Beskrivelserne af dette er hinsides det moralske, vi er i et (nogle ville sige ”generøst”) bekendende univers, som handler om at skabe en forståelse af noget, der nemt kan stemples som forbudt, gennem en oplevelse af et begær, der får lov til at udspille sig. Det har nærmest Jørgen Lethske dimensioner, da Leth fortalte om sin relation til kokkens unge datter på Haiti.

Men noget af det, som gør Habitat til alt andet end diagnoselitteratur, er, at romanen er gennemsyret af selvironi. Og det er nok ikke tilfældigt, at Theis Ørntoft lader sin fortæller Theis reflektere over, hvad der kan gøre noget litteratur, der omhandler diagnose, forskellig fra diagnoselitteratur. Som et væsentligt element i det at være selvironisk er romanen stilistisk fremragende med vidt forskellige tempi og stemninger undervejs – måske lidt sådan som det er at være oppe i hovedet på Theis. Dog ikke som ren indlevelse, for der er også plads til mere distancerede kommentarer om situationerne undervejs. Både variationen i stil og de distancerede kommentarer er væsentlige ingredienser i det selvironiske.

I nogle sektioner er der ro og refleksion, tid og overskud til fordybelse. Om evolutionshistorie og teser om evolution – fx at det er de dovne arter, der ikke udvikler sig, som klarer sig bedst og overlever i milliarder af år. I andre sektioner kører det, som Theis selv kalder for toget igennem han hoved og gennem skriften. Det bliver hæsblæsende og nærmest atomsplintrende, som også er tilfældet i Ørntofts roman Solar. Her er individet på vej ud over kanten – ja faktisk helt over kanten til tider.

Theis har i mange år opsøgt at være alene, og det helt store tema for romanen er det med at være alene og bevidst søge dynamikker omkring det at være alene. Lad os kalde det for alenehed (det er mit begreb i denne her sammenhæng). For Theis har alenehed i lange perioder været en drivkraft – det har nærmest været en betingelse for ham for at kunne skrive og skabe. At han isolerede sig og var et sted, hvor der ikke var krav og forhindringer fra andre. Det at være alene bliver en form for tilstand, hvor alt kan flyde – skriften, men også det umiddelbare begær. Et sted uden grænser, som for ham er et godt sted at skabe ud fra. Theis forbinder samtidig alenehed med sin opvækst og beskriver det som en manglende tilknytning og en introverthed, han bærer i sig. Tydeligt bliver det for ham en gang på Roskilde Festival, hvor alle andre virker så forbundne og i fællesskaber både til koncerter og i teltene. Derimod mærker Theis en form for hinde mellem sig og de andre – at han ikke er forbundet til omverdenen. Og det er bl.a. det, der får ham til at opsøge en prostitueret, men også det, der til andre tider bliver et fordybelsessted, hvorfra han kan udforske og skrive.

Det er netop aleneheden, som Theis opsøger, da han i 2018 tager til Møn. Han har kort forinden købt et hus på den sydlige del af Møn – tæt på Askeby. Ved købet ser han ikke husets fejl og mangler – det er flere steder ligefrem uden fundament. Mus pibler frem, nogle gange er der rotter, måske en mårhund – og i hvert fald en evig puslen bag væggene. Men Theis ser stedet og forestiller sig, at huset langt væk fra København vil bringe ham ro. Han giver sig tilmed ud i nogle større projekter med en ven ift. at anlægge en træterrasse. Mere forfatteragtigt kan det da ikke blive med et hus på landet; mere maskulint fællesskabsagtigt kan det da ikke være det med at bygge sin egen terrasse (selvom Theis kun er assistent; en rolle han får lov til at udfylde flere gange i romanen. Er det degraderende at blive assistent? Og hvilket blik er det, som kan få en til at opleve det som degraderende at nogle er assistent?)

Det viser sig, at aleneheden har en slagside. Nemlig at det kravs- og friktionsløse liv, hvor alt kan flyde, alt begær kan opfyldes – bliver en tilstand, som Theis ikke kan styre. Han får flere varsler – men det begynder for alvor at gå galt, da han tager på et skriveophold i Berlin, hvor han skal opholde sig i en lejlighed alene i over en måned. Som læser får man et forvarsel om, at det vil gå galt – at aleneheden bliver for meget tomrum. Og så får vi sammenstyrtningen beskrevet. Dels som et tog igennem bevidstheden. Dels som om at adskillelsen mellem Theis og verden ophører – så blade på træerne virker genererende, fordi de er helt inde i Theis’ bevidsthed. Og selv de mindste lyde overvælder ham helt og bliver en del af ham selv.

Så er vi nu i en diagnoselitteratur? Både og. Sidste del af bogen handler om, at det hele skrider for Theis pga. psykisk lidelse, fejldiagnosticering og -medicinering, samt den alt for ekstreme alenehed. Og den sidste del handler om, hvordan han kæmper med at komme på fode igen – både som en individuel bestræbelse, men også fordi omgivelserne vil ham. Hans kæreste Josefine. Og hans ”arbejdsgiver”, forlaget Gyldendal.

Men alt i romanen handler ikke bare om diagnosen. Dels fordi det faktisk ikke er diagnosen, som er det centrale, men aleneheden, som den skabende drivkraft og samtidig som det farlige. Dels fordi aleneheden og det diagnosemæssige bliver beskrevet stilistisk originalt med selvironi.

Det selvironiske er til stede på mange niveauer i romanen. Bl.a. i selve orkestreringen af romanen, som er udspændt mellem idyl og katastrofe (nok mest katastrofe!). Vi har allerede tidligt i romanen hørt om, at Theis på forfatterskolen blev kritiseret for at være for skabelonagtig i sine tidlige digte – fordi de alle startede med en idyl, der blev skåret igennem af en katastrofe. Et flystyrt e.l. Så det blev alt for forudsigeligt. Så økolitteraturen kom alt for meget på formel. Og så er der jo bare det lille men, at Habitat som roman faktisk også er spændt ud mellem en form for idyl (hus på landet, dejlig kæreste) og så alle de katastrofer, der ligger og ulmer – både i aleneheden, i Theis’ fejldiagnosticerede hjerne, og også med den bagage, som Theis har med fra sin barndom.

Fra barndommen hører vi mest om en trafikulykke, hvor Theis som 14-årig var tæt på at dø på strækningen mellem Ry og Alling, og hvor kun et slumpetræf reddede ham, fordi en sygeplejerske kom forbi ulykken forårsaget af en flugtbilist, der først senere blev pågrebet. Det har fået Theis til at have døden ret tæt på livet, og det har givet ham en paranoia at have haft en periode i sin barndom med en ukendt flugtbilist, som Theis dengang fantaserede om ville komme og ”hævne” sig og fuldbyrde ulykken. Måske også fordi det hus, moren boede i, blev lejet ud til folk, som kom ud for ulykker og dødsfald (men som kun nævnes på en lille side, nærmest gotisk, anekdotisk).

Romanen indeholder dog ikke et egentligt psykologisk portræt af Theis’ barndom og familierelationerne. Det er ikke det, som bliver oprullet. Familien er godt nok til stede, men kun perifært. Moren fylder lidt i forbindelse med ulykken. Faren er mest til stede, når Theis skal skifte psykolog, eller Theis har en dialog med ham om medicineringen. Lillesøsteren er den mest fremtrædende fra familien (uden at hun fylder særligt meget). Hun er som et helle eller et pusterum for Theis. Det er fx hende, han opsøger, da det hele er kogt over, og han bare har brug for at lave manuelt arbejde i hendes have. Men hvad med storesøsteren? Hun er helt fremme med en bold på bogens omslag, og Theis titter frem bagved hende. Ellers er hun næsten fraværende. Så hvorfor har bogen et omslag med et familiefoto, når nu familien fylder så lidt i romanen? Skal man fortolke det psykologisk som noget fortrængt, eller skal man netop se romanen som noget helt andet end et psykologisk portræt? Som bogens omslag så parodierer. Jeg hælder mest til dette sidste, da det er tilstanden og dynamikkerne af aleneheden med alle dens muligheder og faldgruber, som er omdrejningspunktet for romanen. Ikke hvad der evt. kan være nogle af årsagerne til aleneheden. Men ok – der lurer jo en familiemæssig fortolkning i baggrunden, man kunne gribe som læser.

Der er også en masse ironi, selvironi og omsorg (!) på spil omkring det, der rent faktisk er med til at redde Theis ud af blindgyden. Da Theis kontakter Gyldendal og fortæller om sine kvaler, er det Gyldendals forlagsredaktør, Simon Pasternak, der forstår, at Theis er på den, og Pasternak har tillid til Theis’ udlægning om, at han kan have gavn af korporligt arbejde, som Gyldendal indvilger i at skabe rammerne om (fordi Gyldendal er omsorgsfulde? Fordi de vil hjælpe et menneske? Fordi de vil hjælpe en ”ansat”, eller en kendt forfatter, som kan give dem værdi igen? Vi hører ikke om Gyldendals begrundelser – og Theis er ikke et sted, hvor han selv tænker over det, han griber bare tilbuddet). Theis bliver assisterende pedel og oplever i én forstand en deroute, fordi han får en rolle med at stille stole, borde og drikkevarer op til succesfulde forfatteres receptioner, og rydde op på lageret med kasserede manuskripter, vandskadede bøger o.l. Vi får habitatet beskrevet omkring det at være ufaglært pedelassistent. Og vi får beskrevet forskellige sociale dynamikker, som udspiller sig dér. Theis bliver trådt på navnlig én håndværker, som ser ham som ufaglært og nederst i hierarkiet, mens Theis omvendt også finder ligeværd hos en elektriker, der godt kan lide Dire Straits og som han har gode rygepauser med. Denne del af romanen handler om de hierarkier, der udspiller sig on stage men især back stage hos fodfolket på forlaget. Men samtidig bliver nogle af hierarkierne vendt på hovedet, for der er faktisk en masse omsorg i det, at Theis bliver rummet og i den forstand grebet af Gyldendal. Men det er netop en ordning, hvor nogle ser skævt til ham som forfatter, andre helt overser ham som menneske (fordi han bare er pedelassistent), mens en forfatter som Ib Michael ser igennem det hele og bare gerne vil drøfte emnet fra Michaels egen bog med Theis – nemlig om euforiserende stoffer.

Der er også en masse selvironi omkring det at være en forfatter, som køber hus på Møn. En forfatter, der slet ikke opfatter virkeligheden, nemlig det faldefærdige hus, men i stedet ser drømmen om et øde liggende sted. En forfatter, der måske bliver mobbet af naboen med hundelorte ved indkørslen og kampe om parkeringsforholdene, som Theis på en måde genfinder fra sin barndom i Søhøjlandet. Men også en forfatter, som måske alligevel er forbundet til naboen via deres fælles introverthed.

Og så er der ironien omkring skadedyrene. For kan en (tidligere) økoforfatter som Theis overhovedet hævde, at gnaverne og billerne har invaderet hans hus? De har vel også lov til at bo der, og Theis tænker netop dette i sjældne og økologiske øjeblikke, hvorefter han opsøger byggemarkedet og finder noget, han kan udrydde skadedyrene med.

Huset på Møn fylder, mens huset er omdrejningspunkt for hans skriveproces. Men hvad sker der med huset – lykkedes det egentlig for ham at komme af med hyblen igen, eller er det bare en overoptimistisk ejendomsmægler, der siger, at huset er på vej til at blive solgt? Habitat er dog ikke et afsnit i Hammerslag, så mon vi får svaret.

Der er også en masse ironi i de framingmæssige småtricks, som snyder læseren – fx på de sidste fire sider af romanen, hvor man umiddelbart placeres i en palæontologisk setting, måske for at vi som læsere skal fornemme den katastrofe, vi som menneskehed er på vej ind i, men som så viser sig at være setting for noget helt andet 😊

Titlen ”Habitat” henviser til at være rammesat af de omgivelser, man er i. Både som individ og som menneske. Men også som art. Egentlig et økolitterært begreb i tråd med de første digte, Theis skrev. Men nu også fx som en beskrivelse af et forlag, som værende i et habitat af pap – og meget andet. Med og uden ironi.

[Matilde Gudrun · Rating 5 out of 5]

Theis har skabt et sært, mærkværdigt og enormt fængende og fascinerende univers af spændene karakterer, tankestrømme, samfundskritik og selvreflektion. Theis kan noget helt vildt med ord - og jeg vil læse denne her bog igen og igen, for at blive ved at opdage nye afkroge i hans sproglige magi!! 10/10!

[Rose Kristine · Rating 5 out of 5]

Så basic en mening men fuuuck den her bog var bare så gribende og fed. Kunne have været dobbelt så lang og jeg tror ikke jeg havde kedet mig.

[Metha · Rating 5 out of 5]

Fandme bare en god bog

[Peter Dyring-Olsen · Rating 4 out of 5]

“Du skal udad. Du skal ikke længere indad”

[Sara Mygind · Rating 5 out of 5]

Den bedste bog, jeg kommer til at læse i 2025

[Marc Sabatier · Rating 5 out of 5]

En utrolig tidstypisk dansk bog, med det autofiktive greb, der beskriver personager i den danske kulturelite samt vejnavne i KBH. Det kan umiddelbart have svært ved at hæve sig over middelmådigheden. Men det var en helt unik læseoplevelse for mig, og en bog jeg havde svært ved at lægge fra mig.

Omend det er autofiktivt, formår den smukt at undgå at lave en "fortælling". Den undgår psykoanalytiske troper, hvor enkelte oplevelser fra barndommen forklarer alt, en grundlæggende adfærd, der er umulig at ændre. For Ørntoft sker ting bare, og alle scener glider hen. Indimellem er vi i barndommen, men mest følger vi nogle tumultariske år fra 2018 til 2023.

Det er en udpræget maskulin, sårbar og analytisk bog, hvor Ørntoft kæmper med begær, afhængighed og psykisk sygdom i store dele af bogen. Sproget her overdrives heller ikke, og der gøres nogle interessante analytiske bemærkninger om tingenes tilstand, uden at det bliver for meta. Dertil er Ørntofts perspektiver på forskellige forhold meget smuk og interessant, da han er en enspænder, der lader til at være afhængig af sine kærester i lange stræk som sociale formidler.

Indimellem kunne jeg blive træt af småpolitiske refleksioner, hvor Ørntoft bare kritiserer verdenen. Der er en vending om Jens Otto Krag, hvor Ørntoft distancerer sig meget til Krag, og anser ham meget for en politiker-type, der er meget anderledes end en forfatter. Det forholder sig fuldstændig omvendt, og Krag var på mange måder bedre forbundet til kulturelle (eller, måske ligesåvel) kredse som de politiske. Og Ørntoft fokuserer også meget på at de politiker typer ikke havde psykiske psydomme, men læser man Lidegaards JOK, var det lige netop hvad de havde! Især Viggo Kampmann, der var en af de store velfærdsarktikter. I tilfælde af at Ørntoft læser dette, synes jeg, at det kunne være en udemærket inspiration til en næste bog. "Solar, Jordisk" og så: "velfærdsarkitekten". Oplagt triologi.

[Tina Schütz · Rating 5 out of 5]

Det føles som, at jeg har været med i en hver tanke og følelse forfatteren har oplevet de senere år. Selvom jeg ikke kender den nøjagtige grænse mellem fiktion og virkelighed, føles det i højeste grad virkeligt.

På den måde er Habitat en utrolig generøs bog.

Om paradokserne i vores samfund. Civilisationens forbandelse, da vi alle er dybt afhængige af hinanden og de systemer, vi har skabt. Samtidig med vi stiler efter den individuelle lykke.

At indse, at man ville have været død som teenager, hvis ikke en sygeplejerske med et drop i handskerummet havde samlet en op fra grøftekanten. At det samme gælder ens nærmeste. Men samtidig ønske det anderledes. Søge katastrofen. Vide, at den er uundgåelig. Men også, at mennesker altid vil hinanden det bedste. Det er håbet i alle de lidelser, som bogen har trukket mig hudløst igennem.

Måske det netop er vores gensidige afhængighed, som udgør der smukke. Pointen er måske, at denne afhængighed ikke er betinget af den civilisation, vi har opbygget. Men derimod er en iboende side af det menneskelige, vi så ofte har glemt.

Hvor jeg dog har holdt vejret undervejs. En helt særlig bog.