Romanen Skruk skurk handler om en ung mands ønske om at blive forælder. Han lever i et kærligt, intimt forhold med Eli, der også drømmer om familieforøgelsen, men uden samme intensitet. Den unge mand er omringet af folk, der får børn, og hver gang han får lov til at holde et og mærke tyngden af et lille menneske i sine arme, bliver længslen yderligere vakt i kroppen på ham.
Han arbejder som freelancejournalist og tager over i sin mors svenske sommerhus. Det er meningen, han skal have ro, og at han skal skrive et essay til avisen og en tale til en kommende barnedåb. Men i stedet går han i opløsning i den svenske natur, og en forvandling finder sted.
Hvordan vil Eli reagere, når han som planlagt snart kommer og henter sin elskede i sommerhuset?
Børn er ikke produkter af kærlighed, men af biologi. Børn bliver skabt af sæd, celler og zygoter – ikke af forelskelse. Så hvad skal en homoseksuel mand stille op med sin skrukhed?
Felix Thorsen Katzenelson, der ellers er vant til at løse kærlighedens ligninger som brevkasseguru i Politiken, kommer her med et vidunderligt umuligt svar.
Jeg-fortælleren i ’Skruk skurk’ er udpræget sangviniker. Flyvsk, følsom, impulsstyret. Han er typen, der ikke kan rede en seng, rydde op eller klare en opvask, medmindre han gør det hele samtidigt. Hvilket betyder, at han aldrig bliver færdig med nogen af delene. Han er freelancer i mediebranchen og passer bare ikke rigtig ind i otte-til-fire-livet… Og så drømmer han om at blive gjort gravid af sin højskattede kæreste, Eli – selvom det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre.
For at komme videre med en barnedåbstale, drager jeg-fortælleren i skånsk sommerhuseksil, så han kan skrive og tænke i fred for sig selv.
Det går dårligt.
Ensomheden æder fortælleren og bliver katalysatoren til de sidste fuldstændig afsindige 40 sider af bogen. Dem kan jeg ikke tillade mig at spoile.
Det er en afslutning, der er fuldstændig umuligt at læse og forblive upåvirket af. Det der foregår, er simpelthen så afskyeligt, sexet og blødt på samme tid, at det svitser synapserne i hjernen midtover.
En ret fin skildring af hvordan det er, brændende at ønske sig et barn med sin partner, uden at kunne bære det selv. En fin tilføjelse til den voksende mængde af bøger, der handler om graviditet/fertilitetsbehandling/de første år med en baby. Der er mange bøger, der handler om dét at ønske sig et barn, men de er for det meste skrevet fra en kvindelig synsvinkel.
Virkelig vild slutning. Den var både som jeg havde forudset - men på samme tid overhovedet ikke som jeg havde forventet.
aistringas seksas su sraige virtusiu mylimuoju neatpirko nuobodžių plokštumų per vidurį ir spazmuojančių monologų. gaila! bet autorius gražiai metaforizuoja emocijas.
fine refleksioner over kærlighed, forældre-faderskabet og barnløshed, som jeg kunne identificere mig med. ret wtf agtig slutning, som trækker bogens ellers realistiske handlingsforløb ned. slutningen var uventet og underlig og ikke lige min smag ⚡️⚡️ så be prepared på et sporskifte
Skruk skurk - Felix Thorsen Katzenelson . ⭐️⭐️ . This book is weird af. It started great, about a young gay man who wanted to have a child (skruk in Danish) and but it’s relatively harder for male homosexuals couple to get a child compared to female homosexuals, and this man kept on dreaming about weird things, his insecurity, his worry about his partner’s own wants and needs and his own doubts about having a child even though he clearly wanted one . The first half of the book got was interesting enough but it got progressively weirder after that. As a childfree person, it is indeed interesting to read someone’s perspective about wanting and having children (despite their gender and sexual preference), yet every time my decision to be childfree got reaffirmed again and again with books like these . #skrukskurk #felixthorsenkatzenelson #danishauthor #booksbooksbooks #currentlyreadi̇ng #2025readingchallenge #2025reads
Det er jo en sørgelig tilstand, hovedpersonen befinder sig i, at han så gerne vil bære et barn, men at biologien forhindrer ham i det. Jeg kan rigtig godt lide kærligheden mellem de to, men konstant under læsningen var jeg bekymret for, om Eli ville føle sig for omklamret af hovedpersonens drøm, og derfor forlade ham.
Dåbstalen var helt fantastisk. Hvad angår resten af bogen — jeg kunne godt læse Bjørn Rasmussen i den og var derfor meget tilfreds med at se ham blive takket til sidst. Ligeså Kafka. Apropos skal den slutning lige have lov til at bundfalde, inden jeg kan anmelde bogen ordentligt …
Jeg kunne virkeligt godt lide fortællingen om længsel og diskussionen om kærlighed men imod slutningen fandt jeg alligevel det blev alt for meget med de mærklige ting, drømme om halvfemserne og snegle.
Der er ikke rigtig ryddet ordentlig op i denne romans gode idéer. Den er lidt en frankenstein af ekkoer fra woolf og kafka og rasmussen og en lidt kedelig netflixserie om parforhold. Men! Der er gode idéer.