Det forjættede land

by Henrik Pontoppidan, Kristian Bang Foss (Foreword)

Emanuel Hansted vender op og ned på sit liv, da han flytter fra Københavns rige overklassemiljø til en lille flække. Alt er som det skal være og lykken tilsmiler præsten - indtil en dag..

"Det forjættede land" er en rejse tilbage til helt andre levevilkår i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet; den tager fortidens sociale, religiøse og politiske spørgsmål op og griber sin læser i både lykken og smerten.

Genres: Denmark, Nobel Prize, Danish, Fiction

636 pages, Paperback

First published May 30, 1891

About the author

Awarded the Nobel Prize in Literature in 1917 "for his authentic descriptions of present-day life in Denmark." (Award shared with Karl Gjellerup.)

Reviews

[carlos carroll · Rating 4 out of 5]

Me he propuesto un reto lector en el cual leeré todos los premios Nobel habidos y por haber.
Para empezar me parece mal que Henrik Pontoppidan no sea más reconocido, si solo con este libro pude captar la grandeza literaria por la cual fue reconocido. Un libro que nos transporta hacia una Dinamarca conservadora y revolucionaria, con personajes palpables, dilemas morales universales; se disfruta más cuando se investiga sobre la época, así nos sentimos más en ambiente y logramos entender el extenso contexto que se esconde tras una sola oración.
Creo que Henrik logró plasmar en este libro los problemas políticos que se vivieron durante varios años en Dinamarca, por algo así me parece que le fue otorgado el Nobel en 1917.
Por mi parte quiero corroborar que este escritor sí fue merecedor del Nobel de literatura, no tengo duda alguna. Si le puse 4 estrellas fue por el último tercio del libro porque empieza a tirar más para un análisis social que una novela y, a mi parecer, esto la hace flaquear hasta el punto de tirarse un poco la historia, pero no por eso debemos prescindir del importante retrato que hizo de la Dinamarca de entonces.

[Søren · Rating 4 out of 5]

Man mærker med det samme Pontoppidans sikre greb. Forfatteren er ingen AI som har lært at sætte bogstaver sammen til ord, men derimod et højt begavet og talentfuldt menneske som har noget på hjerte.

Det forjættede land handler om præsten Emanuel Hansted og hans svære gang på jorden. I romanen vender og drejer Pontoppidan forskellige syn på livet på jorden og forholdet til det guddommelige. Undervejs bliver stakkels Hamsted pint og plaget som en anden Job, og ligesom i bibelen bliver den plagede fastere i troen jo værre det går. Men modsat Job så ender stakkels Hansted på sindssygehospitalet og dør efterladende sig en pjaltemenighed.

Undervejs i romanen er der interessante og højt aktuelle (måske evigt aktuelle) betragtninger om hvordan folk der søger ekstremerne får mere opmærksomhed end de fornuftige, som ønsker fred og fordragelighed. Pontoppidan fortæller - 100 år før facebook - at helvedsprædikanter får flere likes og delinger end de med den lette gang på jorden. Tankevækkende.

Romanen er ekstremt velskrevet. Alle personer og hændelser bidrager til handlingen. Man er i trygge hænder hele vejen. Eneste minus er, at handlingen mange gange bremses af lange dialoger om gud og kirkepolitik. Ikke irrelevant men langt.

[David Svinth · Rating 4 out of 5]

Vidunderlig kompleks roman fra Pontoppidan. Minder på mange måder om Lykke-Per.

[Benedikte Andersen · Rating 5 out of 5]

Medrivende og fantastisk fortælling om religion, fanatisme, historie, magt, slægt, stand og intriger. Især den sidste halvdel af bogen er fængslende og hård at læse. Som med Pontoppidans forfatterskab er der ikke for alvor nogen, man holder med, da alle personerne er så gennemgribende menneskeligt fejlbarlige, at man dels frastødes og dels spejler sig selv og sine egne kampe. Klimakset i bogen, hvor en anden præst udlægger Emanuels liv og gerning, er eminent, og en side, jeg vil vende tilbage til.

[Freddy Shion · Rating 5 out of 5]

Es un relato impecable de Henryk Pontoppidan. El gran danés, nos lleva a las luchas eclesiásticas de la Dinamarca del XIX, allí conocemos las complejidades de las diferentes ideas del cristianismo. Las clases y la opulencia de ciertos sectores. El relato social de Pontoppidan, es revelador. Es un gigante de las letras, espero que "Per el afortunado" sea una grata lectura de este escritor tan maravilloso. Obra maestra del relato largo.

[Simon · Rating 3 out of 5]

3.5⭐️

[Oscar Smith · Rating 4 out of 5]

4,5

[Juan Camilo Garcia · Rating 3 out of 5]

Libro que trata de los cambios en la vida moderna de la Dinamarca de finales de 1800, me gusto como el autor describe los paisajes daneses tanto que logró capturarme e imaginar cómo si estuviera ahí, sin embargo en el trayecto final el libro se torna un poco aburrido y a pesar de ser capítulos cortos no puedes esperar a terminarlo, hay personajes interesantes y que a lo largo de la escritura van madurando el ejemplo claro es Manuel y Rangilda sin embargo el resto de personajes son planos, si me puedo hacer con el resto de libros de pontoppidan lo haré ya que a pesar de todo el libro es interesante y nos muestra cómo era la vida danesa.

[Juan Hidalgo · Rating 2 out of 5]

Promete mucho más de lo que ofrece. Religiosidad y conflictos sociales bastante trasnochados, en mi humilde opinión.

[Kuszma · Rating 4 out of 5]

Hansted, az idealista káplán nagy célokat nevel magában, de a vidéki Dánia megreformálása túl nagy falat neki, és elbukik. Pontoppidan ezt a (nem egyedülálló) történetet nagy drámai jelenetek nélkül, szép tájleírásokkal és komótosan meséli el, úgyhogy nekem igazából egyszer sem jutott eszembe, hogy megrángassam a főszereplőt a grabancánál fogva, és az arcába ordítsak: Mi van már veled? Nézz már a hátad mögé! , inkább csak sztoikus nyugalommal néztem, ahogy módszeresen egyre mélyebb gödörbe ássa bele magát. Szóval nem egy road movie. Másrészt azért sem érzek bűntudatot, hogy így ellőttem a végkifejletet, mert csak az nem érzi meg az események ívét már az első oldalon, aki nem akarja. Maga Pontoppidan is bőven spoilerez: hogy mást ne mondjak, már a szereplők arcába is bele van kódolva, hogy jók-e avagy nem jók. Ha valakinek tarjagos arca van, vagy sunyi tekintete (ami első blikkre látszik), akkor keresztbe tesz Hanstednek, de ha harmóniát sugároz, akkor támogatója lesz. Szóval ilyen egyszerűen mennek a dolgok.

Aztán van ez az előszó. Bóka László olyan költői hevülettel csókdossa benne a szocialista rendszer valagát, hogy az önmagában tiszteletre méltó. És még azt is leszögezi, hogy Hansted azért bukik el, mert a parasztságot nem lehet kívülről megváltoztatni – szóval ez az egész eleve el van rendelve. Szerintem meg ez egy akkora kamu, hogy még. Hansted azért bukik el, mert ő személyesen olyan, amilyen. Egy lelkes fazon, aki borzasztó nagy szeretettel fordul a dán vidék felé parasztostul, tehenestül, fjordostul meg rozstáblástul*, de igazából sem lelkiereje, sem elemzőkészsége nincs ahhoz, hogy megbirkózzon a saját ideáival. Mondhatni, félember: csupa tiszta szándék, semmi alapozás. Pontoppidan kritikája ezt a típust célozza meg, nagyon okosan, nagyon kimunkáltan – bár nem a legizgalmasabban, ami azt illeti.

* Érdekes, hogy a kor embere, amikor imádatával illette a természetet, általában alig tett különbséget a vadregényes táj és a megművelt mezőgazdasági kultúrák között. Sőt, amikor himnuszt énekelt hozzá, többnyire gyümölcsösök, gabonatáblák és parasztkonform állatok (pl: pacsirta, de semmiképpen sem farkas) dicséretét zengte.

[Yobaín Vázquez · Rating 3 out of 5]

Esta es una de esas novelas que nos lleva a una pequeña zona rural de Dinamarca, en ella se verán los problemas que parece cosa de nada, pero que guarda mucho significado, sobre todo si se ve a la distancia. Tenemos a un protagonista, un cándido sacerdote joven llamado Manuel Hansted que está en un poblado que está siendo agitado por un par de señores revoltosos.

La primera parte es esa tensión que se vive porque los lugareños ya no quieren a su anciano párroco. Quieren aires vivos y no les ofrecen nada. Hansted tendrá que hacerse cargo de ello, sin apenas notarlo, es recibido casi como un mesías, solo porque su madre fallecida tuvo algo que ver con ese lugar, también es casi tomada como una santa (o una virgen María).

Luego tenemos una segunda parte donde está Manuel ya consolidado en ese lugar. Pero qué creen, que le toca vivir un momento trágico en su vida que lo hará marchitar. El pretendido mesías no es más que un pobre humano al que le queda corto ese cargo, le queda corta también su propia familia, y tiene que huir. La tercera parte es un caos, la decadencia total de lo que antes fue un sueño de utopía.

Para ser sincero no me encantó tanto la narración. Me parece que tiene momentos muy buenos que se ven opacados por la descripción de cosas que no aportan demasiado a la trama, ni a nada, o quizá es para darle más realismo, pero queda muy denso. No soy fan tampoco de que a esos aspectos tan cotidianos se les de tanta vuelta. Le sobran demasiadas páginas, y lo digo precisamente porque en los momentos de acción y drama es cuando sale a relucir lo bueno de Pontoppidan.

Llegó un momento en el que ya no quería seguir leyendo, aún cuando tenga resuelta su narración y los personajes estén llenos de vida, con sus complejidades y dolores. Alguien le debió decir a este autor dónde parar.

[Ploni Almoni · Rating 5 out of 5]

“ Vi Nutidsmennesker er saadanne besynderlige Dobbeltvæsener med en Dag-side og en Nat-side, der ikke vil forliges” Sådan opsummerer Pater Rüdesheimer livets stemning til den manerede Frk Ragnhild Tønnesen henimod slutningen af Pontoppidans Opus Magnum.

Det er en bog om sorg, vanvid, stræben, ambitioner en polyfoni af karakterer, hvori hver eneste er stærk og troværdig - den langlemmede Slenderman væver Hansen, den blinde svigerfader, den fordrukne dyrelæge Aggerbøl alle!!

Hovedpersonen er den i stigende grad gale præstekadet Emmanuel Hansted, der ikke kan forlige sig med livet. Vi følger ham selvmorderskens søn gennem præstekaldet, troen på bøndernes renhed, en ensom tilvagevenden til det opstyltede København og ind i et veritabelt kærlighedstrekantsdrama, hvor Emmanuel splittes mellem kærlighed til Bondepigen Hansine og Salon-frøkenen Ragnhild.

Der er virkelig flotte scener, kanonstærke dialoger! Kloge og seje kvinder og voldsomt smukke øjeblikke, som da Emmanuel råber til gud: “herre jeg slipper dig ikke før du velsigner mig!”

Men læs den selv. Den siger det bedre selv. Den kræver noget af sin læser tålmodighed, og koncentration, men den giver righoldigt tilbage.

Jeg har levet med bogen i to måneder, og kommer helt ærligt til at savne Pontoppidans stemme som tragisk godnat-hvisken i mit øre.

[Rasmus Tillander · Rating 4 out of 5]

Det forjættede land-trilogian ensimmäinen osa Multaa oli kaikessa yksinkertaisuudessaan ihan menevä kuvaus vanhan ja uuden ajan törmäyksestä.

Tämä ensimmäinen osa kertoo nuoresta pastorista, joka ajautuu konfliktiin pomonsa, paikkakunnan vanhoillisen rovastin kanssa. Syy tähän on se, että hän päätyy liiaksi mukaan kalastajakylän sosialistiseen liikehdintään ja ihastuu rahvaaseen kuuluvaan tyttöön.

Tässä on hyvä alku trilogialle, sääli, että loppuja osia ei ole suomennettu. Verratuna aiemmin lukemaani Onnenpoikaan tässä vaikutti olevan paljon hedelmällisempi lähtökohta yhteiskunnallisen muutoksen tarkastelulle. Tässä myös näkyi paremmin Pontoppidanin lahjat prosaistina. Hän tuo taitavasti eläväksi tämän kalastajakylän ja sen henkilöt sangen rajatussa tilassa.

[Fausto · Rating 3 out of 5]

Novela escrita por Henrik Pontoppidan, ganador del Nobel de Literatura 1917, donde relata de una manera muy clara, la vida rural de Dinamarca a fines del siglo XIX. Narra la historia de un joven sacerdote que vive en una época donde conviven nuevas ideas de libertad religiosa junto con ideas de odio de clases. Una historia que retrata esa lucha entre clases y el desespero del protagonista, que llega a un extremismo religioso tal, que hace que sea considerado una mala influencia a donde quiera que vaya

[Benni · Rating 3 out of 5]

jeg synes det er virkelig svært at bedømme den her bog.

1) fordi det er en bog jeg typisk ikke ville gå efter. 2) de 3 bind var for mig så forskellige i både karakterer, plot og udvikling, men her skal bogen ‘rates’ som en helhed… 3) jeg har endnu engang lært at kristendommen ikke er noget for mig lol

jeg kunne lide emmanuel, hans mærkelige sindstilstand og udvikling, men mange af de andre personer i bogen og hele bevægelsen sagde mig ikke så meget

den får en god 3’er: jeg kunne lide den, men jeg er ikke helt oppe og ringe

[Bo Hakon Jørgensen · Rating 5 out of 5]

Hovedpersonen Emanuel Hansted er en ung bybo der drømmer romantisk om et forjættet land på landet omkring 1880. Han ansættes som præst og gifter sig med en pige af folket og tror sig allieret med de folkelige bevægelser som stræber efter politisk frihed. Han skuffes i disse bestræbelser og bevæger sig længere og længere ud i et religiøst fantasteri….Alt i alt en mageløst sammenhængende roman i dens tre dele : Muld, Det forjættede Land, Dommens Dag (1891-95)

[Rune · Rating 4 out of 5]

God bog om et lokalsamfund og en præst, hvis idealer og drømme ødelægges i mødet med verden. Han drømmer sig ned i bondestanden, men formår ikke at leve ordentligt. Han er ikke én, man bør efterfølge. Fine personbeskrivelser (som altid hos Pontoppidan)

[Mads Emil · Rating 3 out of 5]

3,5

[Virginia · Rating 3 out of 5]

Muchas cosas y a la vez ninguna

[Brian · Rating 4 out of 5]

Det er svært ikke at sammenligne Det Forjættede Land med Lykke-Per, ikke fordi de to værker er første og anden del af en trilogi, for her er ikke tale om trilogi i den forstand at anden del fortsætter første del, men fordi der er så mange ekkoer og lighedspunkter. Forholdet mellem Jakobe og Per er forholdet mellem Frøken Ragnhild og Emmanuel efter et hurtigt garderobeskift, og hvor historien i Lykke-Per beskriver en langsom cyklisk retur til udgangspunkt, så er Emmanuels historie på samme måde en retur til, ikke opvæksten, men til moderens påvirkning.

I det Forjættede Land møder vi også den dekadente (eller i hvert fald ikke specielt religiøst opvakte) urbane overklasse, grundtvigianerne og pietisterne, ofte i form af karakterer som personificerer denne og hin tendens i tiden, og vi skal gennem en række skuffelser og noget ødelagt familieliv før det hele munder ud i almindelig uforløsthed.

Hvor Det forjættede Land ikke har Lykke-Pers spændvidde og persongalleri, så har den til gengæld en mere fokuseret skildring af livet for en landsbypræst midt i en politisk og religiøs brydningstid, og jeg synes især familielivet med Hansine er smukt skildret (hvor sørgeligt det end er; som far til en toårig kom jeg mig aldrig over Emmanuels reaktion på mellemørebetændelse - for helvede, mand, din kæmpe idiot). Den har også Væver Hansens durkdrevne intrige-spil og Pastor Petersens resignerede men stærkt humoristiske beskrivelser af tidens tendenser.

[Saša Potisk]

Henrik Pontoppidan : Obljubljena dežela
* Zbirka Nobelovci # 79 (1917) *
Cankarjeva založba, 1983
Prevod in spremna beseda : Janko Moder
526 strani

Zgornja polica, sedma z leve… zbirka Nobelovci Pontoppidan… ok, Danec (če malo pobrskam po spominu - Hans Christian Andersen, bral sem tudi Jacobsenovega Nielsa Lyhneja, Hamlet je iz "gnile dežele Danske", sicer pa gre za kar precej oddaljeno literaturo in Pontoppidan ne zveni prav nič bliže).

In res ni bliže - kljub ogromnemu opusu je slabo prevajan v slovenščino. Sicer pa je zanj pravzaprav značilno, da je tako ali drugače odsoten… 1917 ni mogel zaradi vojne po Nobelovo nagrado, osebno se je umaknil v zasebnost, objavili so mu pa celo nekrolog v časopisu in mu pisali slavospeve, dokler se ni sam oglasil, da je živ in da še več, še vedno piše.

Obljubljena dežela je monumentalno delo v treh delih (Zemlja, Obljubljena dežela, Sodni dan), ki je vsako razdeljeno na posamezne knjige (analogija z Biblijo?). V njem opisuje "podobe časa" svoje Danske, z vključenimi mnogimi vidiki, dilemami in tegobami, ki so njegovo domovino pestile med leti 1850 in 1920. V ospredju so opisi narave in kmetskih slik, odnos med liberalnim in konservativnim ter vaškim in mestnim, verska nasprotja, kjer gleda na protagoniste v romanu

"...kot na nekakšne poslovneže, ki 'kupčujejo' z Bogom… na protestantovske branjevce z odpuščanjem, ki krošnjarijo in brantajo z nebeškimi stvarmi in kar naprej poskušajo drug drugega prepetnajstiti pri ceni, za kakršno v svoji priredbi ponujajo veselje blaženosti."

Emanuel Hansted, idealistični kaplan, ki ga načelno vztrajanje pri utopiji in poslanstvu postavi pred hude preizkušnje in na koncu ugonobi (danski Job, mogoče malo tudi Jezus), je osrednja figura Obljubljene dežele in nekoliko spominja na nekatere cankarjanske like (Kačur, Jerman…).

"In potem je Emanuel dvignil roke proti nebu in s slabotnim, trepetajočim glasom spregovoril: 'Govori, Gospod… tvoji služabniki poslušajo!' - in ker se je tisti trenutek pojavil zamolkel bobneč grom v daljavi, je vse zbrane, kakor bi trenil, spreletel nekakšen srh. Emanuel je stal z dvignjenimi rokami in priprtimi očmi, vendar mu z belih ustnic ni prišel niti en glas. Dobro je bilo mogoče razločiti; kako se mu udje tresejo, kako mu znoj teče po obrazu. In kar po celem se je sključil, si pokril obraz z rokami in med stokajočim ječanhem zaklical: 'Moj Bog! Moj Bog!... Zakaj si me zapustil!' "

Nasproti mu stoji občestvo, ki ga najprej ljubi, nato pa prežveči in zavrže, kar se več kot očitno navezuje na avtorjevo lastno življenjsko zgodbo. Pontoppidan je ljubil svojo domovino, njeno najbolj pristno substanco, ki jo je našel v naravi in njej najbližjih kmetih ter se tudi za ceno težav v življenju angažiral pri boju za pravičnejšo prihodnost. V tem je našel svojo 'obljubljeno deželo', ki pa seveda ni nič drugega kot iluzija, utopija in halucinacijski privid.

"Spet se je zamislil v dom svojega otroštva, v svojo neveselo mladost, v vse, o čemer je v svoji osamljenosti pesnil in sanjal. In oči so se mu orosile v solzah hvaležnosti. Imel je občutek, da se mu zdaj - ko sedi tu - uresničujejo sanje. To je bil otroško veseli praznik življenja, ki ga je nejasno slutil. To je bila obljubljena dežela, po katere mleku in medu je tako hrepenel."

Pontoppidan je po krivici spregledan, knjiga je imenitna, vzorno konstruirana in čudovito napisana. Vendar bralno popotovanje ni preprosto, 'obljubljena dežela' ni za prvim vogalom in zahteva veliko mero potrpežljivosti z bogatim, a počasnim tokom pripovedi, kar zna biti danes težje kot pred sto in nekaj leti, ko je delo nastalo. Vendar pa obljuba za bralca ni lažna, za razliko od protagonistov romana, bralec obljubljeno vsekakor dobi.