What do you think?
Rate this book
Elskende
En adelskvinde bliver forvist af sin mand til en pestramt hovedstad i den varmeste sommer i mands minde for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier. Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun en ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
- GenresDanishHistorical
202 pages, Hardcover
First published June 2, 2025
37 people are currently reading
749 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 61 reviews
July 26, 2025
Som en lille bog, der kan læses på en klam sommerdag er den perfekt. Miljøet er smukt afgrænset, fik en del Blixenmytologiske vibes undervejs, labyrinter, slotte, et ekstravagant horehus plus den her bog hader dumme mænd og ægteskab på vældig blixensk facon. Ekstraordinær klamhedsfaktor, historisk roman feat. ellepiger. Love it!
June 28, 2025
100% smuk, 100% ækel.
June 24, 2025
This was an intriguing read: a book about a husband who sends his wife to a whore house for a summer because she cannot get pregnant. Have you ever heard anything like it?
It takes place several decades ago, maybe even a century, and it gives you graphic details on what goes on in the whore house. I was intrigued, and I found that while this was a peculiar and interesting story, it was also really beautifully written in a reflective tone.
It takes place several decades ago, maybe even a century, and it gives you graphic details on what goes on in the whore house. I was intrigued, and I found that while this was a peculiar and interesting story, it was also really beautifully written in a reflective tone.
December 28, 2025
de sadas sutiko blixen ir drauge jie perrašė dekameroną!
pasakotojos balsas svaigina, nes neturi savisaugos instinkto. pasirodo, jaučiu tam troškulį.
labai įdomi distancija, kuri justi skaitant, nežinau, kaip tiksliai ją įvardinti, lyg tikėtumeisi, kad tai disociacija, tokia ginybinė taktika, bet vis dėlto ne, rodos, autorė nugremžia socialines normas ir pavidalus, ir lieka kažkokia šerdis, „saldus niekas“, atrastas dar vaikystėj, o gal kai gyvenimas nuvažiuoja į šūdų ir vočių bedugnę, geriausia susidomėti jos interjeru.
nors knyga apie pažeminimą, prievartinį seksą ir smurtą (pasakotoja – rūmų dama, kurią vyras siaučiant marui išsiunčia į viešnamį, kad „ko nors išmoktų“, nes jam ji nuobodi „kaip bulvių maišas“ ir nesugeba pastoti), joje pulsuoja keista laisvė, geliantis ilgesys, kuris lieka atsisakius bet kokių iliuzijų.
labai įtraukiantis pasakojimas, sklidinas liūdno geidulingumo ir netikėtų dūrių.
pasakotojos balsas svaigina, nes neturi savisaugos instinkto. pasirodo, jaučiu tam troškulį.
labai įdomi distancija, kuri justi skaitant, nežinau, kaip tiksliai ją įvardinti, lyg tikėtumeisi, kad tai disociacija, tokia ginybinė taktika, bet vis dėlto ne, rodos, autorė nugremžia socialines normas ir pavidalus, ir lieka kažkokia šerdis, „saldus niekas“, atrastas dar vaikystėj, o gal kai gyvenimas nuvažiuoja į šūdų ir vočių bedugnę, geriausia susidomėti jos interjeru.
nors knyga apie pažeminimą, prievartinį seksą ir smurtą (pasakotoja – rūmų dama, kurią vyras siaučiant marui išsiunčia į viešnamį, kad „ko nors išmoktų“, nes jam ji nuobodi „kaip bulvių maišas“ ir nesugeba pastoti), joje pulsuoja keista laisvė, geliantis ilgesys, kuris lieka atsisakius bet kokių iliuzijų.
labai įtraukiantis pasakojimas, sklidinas liūdno geidulingumo ir netikėtų dūrių.
August 13, 2025
FUCK ja! Elskende er varm og våd - ikke (kun) på den frække måde, men på den glohede, svedige, sæddryppende, byldebefængte, røvslikkende måde. Jeg havde oplevelsen af konstant at befinde mig i denne vanvittige dunst af krop og væsker, og samtidig var jeg TOTALT forført af Langballes smukke og præcise sprog. Tilbage har jeg kun at sige: gå til horehuset!
October 23, 2025
Klaustrofobisk, kvalm og fuldstændig vidunderlig. Elskede eventyrelementerne og det overnaturlige, der blev som et pusterum fra de sanseligt overstimulerende (men fantastiske!) beskrivelser af miljø og omgivelser. Wow. Hun skriver så sindssygt godt! Landskabet var så levende og luften tæt som var man der selv.
“Et minde: min guvernante bildte mig engang ind at lygtemændene tændte deres lygter med lyset fra de unge piger”
“Et minde: min guvernante bildte mig engang ind at lygtemændene tændte deres lygter med lyset fra de unge piger”
June 27, 2025
“Hvad vil det sige at tage i besiddelse? At besidde noget, virkelig at eje det, er muligvis at mishandle det. Måske har du ikke ejet noget, før du har slået skår af det og konstateret, at det stadig er dit.”
November 11, 2025
Amalie Langballe har en fed skrivestil, både smuk og virkelig fandenivoldsk hvor der ikke er sparet på detaljerne om pestbylder etc. Lidt træls med alle de paranteser dog.
October 30, 2025
2,5⭐️
“Elskende” af Amalie Langballe er en kort og hurtigt læst bog, hvilket helt sikkert bidrog positivt til læseoplevelsen. Desværre efterlod den mig ret neutral, og jeg følte egentlig ikke, at den vækkede noget særligt i mig.
Forfatteren bruger et meget direkte og til tider klamt sprog. Mange af ordene og beskrivelserne føles bevidst ulækre, men jeg har svært ved at se hvorfor. Det virker mere bizart end meningsfuldt. Der er en mærkelig fascination for kropslige detaljer og det at pille i ting, som jeg ikke rigtig forstår pointen med.
Sproget virker desuden til tider for moderne i forhold til den tid, bogen foregår i, hvilket skaber en underlig kontrast. Nogle steder dukker der endda elementer op, der minder om fantasy, hvilket føles malplaceret i forhold til resten af fortællingen.
Selve historien føles lidt ligegyldig, og jeg sad tilbage uden den store oplevelse, ud over en vis ækelhed over nogle af de sproglige vendinger. Alligevel tænker jeg, at man med fordel kan læse fortællerens passive rolle og neutralitet over for den brutalitet, hun både ser og oplever, som et spejl af, hvordan samfundet generelt tenderer til at normalisere seksuel brutalitet. Hvis dette er et bevidst greb fra Langballes side, tilfører det fortællingen en interessant og kritisk dimension.
Alt i alt er det en bog, jeg sagtens kunne have været foruden. Den er hurtigt læst, men gør ikke noget særligt indtryk på mig. Dog er det på ingen måde en dårlig bog, og den vil helt sikkert være fantastisk for nogen at læse.
“Elskende” af Amalie Langballe er en kort og hurtigt læst bog, hvilket helt sikkert bidrog positivt til læseoplevelsen. Desværre efterlod den mig ret neutral, og jeg følte egentlig ikke, at den vækkede noget særligt i mig.
Forfatteren bruger et meget direkte og til tider klamt sprog. Mange af ordene og beskrivelserne føles bevidst ulækre, men jeg har svært ved at se hvorfor. Det virker mere bizart end meningsfuldt. Der er en mærkelig fascination for kropslige detaljer og det at pille i ting, som jeg ikke rigtig forstår pointen med.
Sproget virker desuden til tider for moderne i forhold til den tid, bogen foregår i, hvilket skaber en underlig kontrast. Nogle steder dukker der endda elementer op, der minder om fantasy, hvilket føles malplaceret i forhold til resten af fortællingen.
Selve historien føles lidt ligegyldig, og jeg sad tilbage uden den store oplevelse, ud over en vis ækelhed over nogle af de sproglige vendinger. Alligevel tænker jeg, at man med fordel kan læse fortællerens passive rolle og neutralitet over for den brutalitet, hun både ser og oplever, som et spejl af, hvordan samfundet generelt tenderer til at normalisere seksuel brutalitet. Hvis dette er et bevidst greb fra Langballes side, tilfører det fortællingen en interessant og kritisk dimension.
Alt i alt er det en bog, jeg sagtens kunne have været foruden. Den er hurtigt læst, men gør ikke noget særligt indtryk på mig. Dog er det på ingen måde en dårlig bog, og den vil helt sikkert være fantastisk for nogen at læse.
October 19, 2025
Smukt skrevet, unik, underholdende, men tror ikke formen er så meget mig. For det meste havde jeg svært ved at se, hvor vi skulle hen, og hvad pointen var.
July 22, 2025
Fantastisk og crazy roman. Jeg havde svært ved at lægge romanen fra mig, da man efter hver side var nysgerrig på, hvad der mon videre ville ske.
July 25, 2025
Amalie Langballes roman, Elskende, handler om køn, sex og magt. Den udspiller sig på et tidspunkt, hvor pesten hærgede – uden dog på nogen måde at være en historisk roman. Faktisk er det nærmest en dyd (hvis man kan tale om dyd i sådan en roman her!) ikke at blive historisk specifik. Således bliver København aldrig nævnt ved navn, men fremstår blot som hovedstad i det nordlige. Der bliver heller ikke nævnt specifikke årstal, men da romanen beskriver et område, der lyder som Helsingør med toldopkrævning – og da man kan google sig til, at den seneste alvorlige pest-epidemi i København hærgede i 1711 og havde sit udspring i netop Helsingør, så er der nok tale om det år. Og heller ikke kendte personer bliver nævnt ved navn – kongen er således bare kongen.
Der er en pointe i, at Langballe placerer sin roman i fortiden uden at gøre romanen til en historisk roman. Med det greb almengør hun noget, som ellers nemt kunne pakkes væk til at have tilhørt en bestemt epoke. I Langballes roman er der fokus på, hvordan magt udspiller sig mellem kønnene, hvad det vil sige at blive ydmyget og hvad det vil sige at genvinde noget (hvis ikke sig selv).
Romanen er meget direkte og meget kropslig. Intet er gemt, det er svesken på disken. Meget kropsligt, meget om kropsåbninger, sekreter, sår og sår der pilles i – fordi det føles godt. Men det er sat ind i en større sammenhæng, nemlig den ramme, som udgør romanens første hovedforløb. Det handler om en unavngiven adelskvinde, som er romanens jeg-fortæller. Hun lever sammen med sin mand, men manden bliver vred på og træt af hende, fordi hun ikke kan få børn. Han beslutter sig – i drukkenskab og som en alvorlig spøg, opildnet af at være i kongens selskab – at han vil lade sin kone føre hen til hovedstadens bedste horehus. Så hun på den måde måske kan lære nogle tricks og blive klar til ham igen, eller måske bare for at han kan hævne sig lystfyldt.
Adelskvinden bliver hore. Vi hører om, at andre kvinder i byen ser ned på kvinderne i horehuset, men det er faktisk ikke så meget denne ydmygelse og foragt, det handler om. Det er tværtimod det observerende blik, som jeg’et har i horehuset. Helt uden illusioner beskriver hun nøgternt og kynisk det, der foregår. Hvordan mænd tror, at de hver især er noget særligt med deres respektive pikke, og at horehuset giver dem hver især en illusion om, at de er helt særlige for den enkelte kvinde. Hvordan mændene kræver alt muligt, og hvordan kvinder ser deres fisser som sølvminer – det de kan leve af, ved at lade mændene bruge deres huller. Udover at være et illusionsnummer for den enkelte mands ego er det samtidig meget illusionsløst, for det er rutiner, gentagelser og fabriksarbejde. Egentlig er det måske mest af alt mændene, som fremstår sølle og forudsigelige i deres dominans. Sat i kontrast til det søsterskab, som på en eller anden måde opstår mellem kvinderne i horehuset.
Romanens rammesætning og første hovedforløb glider i baggrunden. Det kommer ikke særligt meget til at handle om adelskvinden og hendes forvisning. Jeg’et bliver egentlig nærmest ligeglad med sin mand – og i stedet bliver hun observerende. Hun bliver bogstavelig talt bylde- og sårpillende. For mændene kommer med deres sygdomme – ikke mindst pesten – men jeg’et bliver ikke ramt. I stedet bliver hun optaget – nærmest lystfyldt, af at pille i mændenes dårskaber. I deres bylder og sår. Sådan som jeg’et også skriver om deres dårskaber seksuelt og magtmæssigt. Vi har her fat i en anakronisme, hentet fra nutidens digitale kaninhuller, nemlig skin picking (dermatillomani). Ikke fordi vi hører om nutiden, men jeg’et er en tidlig ”bannerfører” for skin picking. Igen – romanen er ikke en historisk roman, men netop en roman, der er optaget af fællestræk mellem fortid og nutid – uden at skabe en kausalitet imellem dem. Romanen indikerer blot implicit, at noget, der skete i fortiden, også findes i nutiden, og at noget, som betragtes som en trend eller kaninhul i nutiden, nok også fandtes i fortiden. Måske en copingstrategi af en eller andet art. Romanen er dog ikke optaget af at psykologisere og finde et individuelt svar på, hvad der driver nogle til at gøre noget bestemt.
Den anden hovedhistorie i romanen omhandler et lesbisk forhold – som først i en eller anden grad har udspillet sig i de to personers ungdomsliv, uden at vi helt ved, hvad der er sket, og hvor fuldbyrdet og gensidigt det har været. Mellem en adelige og en tjenestepige. Og hvordan dette forhold er blevet afbrudt, men så efter mange år i adskillelse får mulighed for at finde en form igen. Måske. Hvis de begge to vil – og tør. Og hvad nu hvis kun den ene vil og den anden har fået så meget mondænt liv og rigdom, at det bare ikke er så interessant længere? I en roman, der ikke har mange illusioner om livet og kærligheden, så kan man måske have nogle forventninger til, hvordan den historie vil udspille sig. Men omvendt kan man jo heller ikke vide sig for sikker.
Langballes sprog er virkelig blændende. Det er knivskarpt, udstillende, lige på kropsligt. Men egentlig ikke vulgært – for det er ikke svulstigheden i sig selv, der er interessant. Det er ikke bare for at chokere. Tværtimod er det mere for at udstille tilværelsens ulidelige monotoni, når magt finder sted – og navnlig finder sted mellem kønnene. Ikke en ulidelig lethed, for tilværelsen er ikke let for mange af dem, der er udsat i det her. Det ville være for privilegieblind at tale om en lethed.
Hvad får lov til at leve og længes i den her verden? Hvad får lov til at udfolde kærlighed? Hvad er kærlighed egentlig i sådanne omstændigheder? Og ender det hele i brand, død og ødelæggelser? Det er i hvert fald en varm tid, som romanen udspiller sig i. Og som vi måske læser den i.
Der er en pointe i, at Langballe placerer sin roman i fortiden uden at gøre romanen til en historisk roman. Med det greb almengør hun noget, som ellers nemt kunne pakkes væk til at have tilhørt en bestemt epoke. I Langballes roman er der fokus på, hvordan magt udspiller sig mellem kønnene, hvad det vil sige at blive ydmyget og hvad det vil sige at genvinde noget (hvis ikke sig selv).
Romanen er meget direkte og meget kropslig. Intet er gemt, det er svesken på disken. Meget kropsligt, meget om kropsåbninger, sekreter, sår og sår der pilles i – fordi det føles godt. Men det er sat ind i en større sammenhæng, nemlig den ramme, som udgør romanens første hovedforløb. Det handler om en unavngiven adelskvinde, som er romanens jeg-fortæller. Hun lever sammen med sin mand, men manden bliver vred på og træt af hende, fordi hun ikke kan få børn. Han beslutter sig – i drukkenskab og som en alvorlig spøg, opildnet af at være i kongens selskab – at han vil lade sin kone føre hen til hovedstadens bedste horehus. Så hun på den måde måske kan lære nogle tricks og blive klar til ham igen, eller måske bare for at han kan hævne sig lystfyldt.
Adelskvinden bliver hore. Vi hører om, at andre kvinder i byen ser ned på kvinderne i horehuset, men det er faktisk ikke så meget denne ydmygelse og foragt, det handler om. Det er tværtimod det observerende blik, som jeg’et har i horehuset. Helt uden illusioner beskriver hun nøgternt og kynisk det, der foregår. Hvordan mænd tror, at de hver især er noget særligt med deres respektive pikke, og at horehuset giver dem hver især en illusion om, at de er helt særlige for den enkelte kvinde. Hvordan mændene kræver alt muligt, og hvordan kvinder ser deres fisser som sølvminer – det de kan leve af, ved at lade mændene bruge deres huller. Udover at være et illusionsnummer for den enkelte mands ego er det samtidig meget illusionsløst, for det er rutiner, gentagelser og fabriksarbejde. Egentlig er det måske mest af alt mændene, som fremstår sølle og forudsigelige i deres dominans. Sat i kontrast til det søsterskab, som på en eller anden måde opstår mellem kvinderne i horehuset.
Romanens rammesætning og første hovedforløb glider i baggrunden. Det kommer ikke særligt meget til at handle om adelskvinden og hendes forvisning. Jeg’et bliver egentlig nærmest ligeglad med sin mand – og i stedet bliver hun observerende. Hun bliver bogstavelig talt bylde- og sårpillende. For mændene kommer med deres sygdomme – ikke mindst pesten – men jeg’et bliver ikke ramt. I stedet bliver hun optaget – nærmest lystfyldt, af at pille i mændenes dårskaber. I deres bylder og sår. Sådan som jeg’et også skriver om deres dårskaber seksuelt og magtmæssigt. Vi har her fat i en anakronisme, hentet fra nutidens digitale kaninhuller, nemlig skin picking (dermatillomani). Ikke fordi vi hører om nutiden, men jeg’et er en tidlig ”bannerfører” for skin picking. Igen – romanen er ikke en historisk roman, men netop en roman, der er optaget af fællestræk mellem fortid og nutid – uden at skabe en kausalitet imellem dem. Romanen indikerer blot implicit, at noget, der skete i fortiden, også findes i nutiden, og at noget, som betragtes som en trend eller kaninhul i nutiden, nok også fandtes i fortiden. Måske en copingstrategi af en eller andet art. Romanen er dog ikke optaget af at psykologisere og finde et individuelt svar på, hvad der driver nogle til at gøre noget bestemt.
Den anden hovedhistorie i romanen omhandler et lesbisk forhold – som først i en eller anden grad har udspillet sig i de to personers ungdomsliv, uden at vi helt ved, hvad der er sket, og hvor fuldbyrdet og gensidigt det har været. Mellem en adelige og en tjenestepige. Og hvordan dette forhold er blevet afbrudt, men så efter mange år i adskillelse får mulighed for at finde en form igen. Måske. Hvis de begge to vil – og tør. Og hvad nu hvis kun den ene vil og den anden har fået så meget mondænt liv og rigdom, at det bare ikke er så interessant længere? I en roman, der ikke har mange illusioner om livet og kærligheden, så kan man måske have nogle forventninger til, hvordan den historie vil udspille sig. Men omvendt kan man jo heller ikke vide sig for sikker.
Langballes sprog er virkelig blændende. Det er knivskarpt, udstillende, lige på kropsligt. Men egentlig ikke vulgært – for det er ikke svulstigheden i sig selv, der er interessant. Det er ikke bare for at chokere. Tværtimod er det mere for at udstille tilværelsens ulidelige monotoni, når magt finder sted – og navnlig finder sted mellem kønnene. Ikke en ulidelig lethed, for tilværelsen er ikke let for mange af dem, der er udsat i det her. Det ville være for privilegieblind at tale om en lethed.
Hvad får lov til at leve og længes i den her verden? Hvad får lov til at udfolde kærlighed? Hvad er kærlighed egentlig i sådanne omstændigheder? Og ender det hele i brand, død og ødelæggelser? Det er i hvert fald en varm tid, som romanen udspiller sig i. Og som vi måske læser den i.
October 28, 2025
Virkelig god (og virkelig klam)!
January 10, 2026
fed bog at starte i en ny bogklub med LOL
Read
July 24, 2025En sær sag. Sat i eventyrsformattet (hoffet, kongen som den begærede person etc), følger vi den udstødte hofdamme der bliver prostituteret. Der er meget sex og menneskesaft i bogen, og en fiksation med bumseudpresning, som er svær at fortolke. Sproget er meget moderne, og der er en konstant metastrøm af fortælling, som jeg havde svært med at forbinde mig til. Men interessant og originalt værk, som man muligvis må vende tilbage til.
November 6, 2025
Genial!!
June 2, 2025
En adelsmand ved hoffet keder sig med sin hustru og kommer på den - synes han selv - geniale idé at sende sin hustru i horehus for at lære at blive bedre i sengen.
I horehuset, som bestyres af den dygtige forretningskvinde Viola, er klientellet mangfoldigt og samtidig underligt ens: alle mændene kommer fordi de har brug for at udøve deres magt over den velvillige og modtagelige kvinde, der skal tage imod uden at vise den mindste modstand eller modvilje, men med glæde, som om hun hele livet har ventet på lige præcis denne mands vold. Livet i horehuset byder desuden på kropslugte og kropsvæsker, og intet er helligt.
Hovedpersonen er passiv, og det er historien hun fortæller om livet i horehuset, og om Viola og Sunniva, der skaber bevægelse.
I horehuset, som bestyres af den dygtige forretningskvinde Viola, er klientellet mangfoldigt og samtidig underligt ens: alle mændene kommer fordi de har brug for at udøve deres magt over den velvillige og modtagelige kvinde, der skal tage imod uden at vise den mindste modstand eller modvilje, men med glæde, som om hun hele livet har ventet på lige præcis denne mands vold. Livet i horehuset byder desuden på kropslugte og kropsvæsker, og intet er helligt.
Hovedpersonen er passiv, og det er historien hun fortæller om livet i horehuset, og om Viola og Sunniva, der skaber bevægelse.
January 17, 2026
Wowowow så god og ækel og smuk
June 22, 2025
Vanvittigt godt sprog. Finurlig historie. Man skal ikke være sart.
July 30, 2025
Jeg er ikke med på den hype der er omkring bogen. I en stor del af bogen forstod jeg ikke hvor forfatteren ville hen med historien. Hvad får de to ægtefæller ud af at den ene har været i horehus. Langt senere opstår der en helt anden historie der giver mening. Men det er ikke en bog der sætter sig i erindringen.
November 29, 2025
Almindeligvis vil jeg beskrive mig selv som en læser, der er mere optaget af indhold og ideer end af det rent sproglige. En smuk formulering og et poetisk sprog gør det ikke for mig.
Men Elskende ville det anderledes. Det er en bog hvor sproget på perfekt vis understøtter den lille historie om adelskvinden, som kommer på bordel. Den måde hvor Langballe beskriver bordellet, bolleriet, smagene, sveden, den små sår på inderlåret osv. Det er magisk. Jeg har nærmest aldrig læst noget lignende.
Lidt inde i romanen forklarer Viola - bordelmutter - vores hovedperson at hun skal gøre sin krop til en fælled. Et sted alle kan besøge og føle sig hjemme, lege, slappe af, og aldrig mærke andet end tilgængelighed, og at luderen aldrig må vise den mindste antydning af lyst til at undgå berøring, trække sig bort, væmmes el. lign.
Kroppen som en fælled. Det er et vildt billede, og den slags perler er romanen fuld af. Så velskrevet som jeg nærmest aldrig har oplevet det før.
Jeg må hurtigst muligt også læse debutromanen Forsvindingsnumre. Jeg er fan!! Sikken et sprog.
Men Elskende ville det anderledes. Det er en bog hvor sproget på perfekt vis understøtter den lille historie om adelskvinden, som kommer på bordel. Den måde hvor Langballe beskriver bordellet, bolleriet, smagene, sveden, den små sår på inderlåret osv. Det er magisk. Jeg har nærmest aldrig læst noget lignende.
Lidt inde i romanen forklarer Viola - bordelmutter - vores hovedperson at hun skal gøre sin krop til en fælled. Et sted alle kan besøge og føle sig hjemme, lege, slappe af, og aldrig mærke andet end tilgængelighed, og at luderen aldrig må vise den mindste antydning af lyst til at undgå berøring, trække sig bort, væmmes el. lign.
Kroppen som en fælled. Det er et vildt billede, og den slags perler er romanen fuld af. Så velskrevet som jeg nærmest aldrig har oplevet det før.
Jeg må hurtigst muligt også læse debutromanen Forsvindingsnumre. Jeg er fan!! Sikken et sprog.
June 26, 2025
“Vi finder dem, som det er meningen, vi skal finde. Måske ved at stole på følelsen af genkendelse, som er ubegribelig, indtil den pludselig er der.
Når genkendelsen så indfinder sig, lige dele beroligende og ophidsende, må vi bore vores fingernegle ind i kødet på den anden, ikke give slip, turde sætte mærker.”
“Men jeg glemte det hele igen. Mens vi er børn, opdager vi hele tiden nye værelser i det hus, der er os, og vi tager i dørene uden at være bange, og i takt med at vi bliver ældre, opdager vi, at nogle af dørene er bedst at holde lukkede, og vi lukker dørene omhyggeligt igen, og hvis der går tid nok, og hvis vi ikke kigger ind ad nøglehullet og aldrig stiller os med øret mod væggen, så har vi til sidst kun en vag fornemmelse af, hvad der gemmer sig på den anden side.”
Når genkendelsen så indfinder sig, lige dele beroligende og ophidsende, må vi bore vores fingernegle ind i kødet på den anden, ikke give slip, turde sætte mærker.”
“Men jeg glemte det hele igen. Mens vi er børn, opdager vi hele tiden nye værelser i det hus, der er os, og vi tager i dørene uden at være bange, og i takt med at vi bliver ældre, opdager vi, at nogle af dørene er bedst at holde lukkede, og vi lukker dørene omhyggeligt igen, og hvis der går tid nok, og hvis vi ikke kigger ind ad nøglehullet og aldrig stiller os med øret mod væggen, så har vi til sidst kun en vag fornemmelse af, hvad der gemmer sig på den anden side.”
August 13, 2025
Der er nogle skarpe betragtninger om, hvordan kærlighedens og menneskers syn på det samme kan være vidt forskellig. Som da Viola betror sig til fortælleren, at det er hendes overbevisning "at mænd ikke interesserede sig for virkeligheden på samme måde, som mange kvinder gjorde (uvægerligt). Mændene var ikke skabt til at se tingene, som de var, men derimod som det ville være dejligt, hvis de var." Og det passer ofte fint ind i de mandlige karakterer, der beskrives i romanen, at de er enormt dobbeltmoralske og ikke har særlig meget selvindsigt. Parenteserne er irriterende for min læsning, for jeg synes de fremstår enormt påtagede - de fungerer ikke så godt som indskudene i 'Paul dør'. Men ellers er det en god roman.
January 15, 2026
Når man læser/oplever en fortælling som denne, kan man hurtigt miste føling med både tid og sted fordi man bliver SÅ opslugt. Hold da op. Det var så vulgært og smukt på samme tid. Jeg eeelsker jo bøger hvor kvinderne er i centrum, det må jeg bare indrømme. I denne her roman er kroppen også virkelig et omdrejningspunkt, igen, både vulgært og smukt i en fascinerende symbiose. Der er mange steder i romanen også nogle virkelig rørende sætninger/perspektiver. Det er en bog, som man ønsker at kunne læse for første gang igen. Man føler også virkelig med alle de kvindelige karakterer, da deres forskellige nuancer bliver udfoldet. Helt klart en bog, som jeg skal genlæses! <33
December 7, 2025
En stileksperimenterende og velskrevet historie, der (heldigvis) ikke er en “historisk roman”, selvom den foregår i et pesthærget København. Fortællerens usentimentale og magtesløse resignation i ufrivillig prostitution giver en ny og tidløs vinkel på tragiske kvindeskæbner. Det er godt lavet at lade en kvinde tale nærmest universelt på kvinders vegne, men fra en fjern fortid - fordi det havde ikke haft samme vægt, hvis scenen havde været nutidens Hellerup eller Dubai. De mange ulækre beskrivelser fik jeg nok af, selvom jeg forstår pointen…
December 15, 2025
Åh, altså, Langballe - der fik du mig!
Det var med en vis ærefrygt, at jeg begyndte at læse “Elskende”, eftersom at “Forsvindingsnumre” stjal mit hjerte. Jeg indfandt mig med, at “Elskende” nok ville blive en anden type læseoplevelse, da historien er opbygget omkring noget markant anderledes. Jeg frygtede, at jeg ville kede mig i en mere (troede jeg) “gammeldags” og royal fortælling. Men ak, jeg tog fejl!
Værkets overordnede storyline er egentlig forfriskende simpel, og formår samtidig at rumme noget fint og skrøbeligt. Sproget er ligesom i “Forsvindingsnumre” suverent, og ja, så kan vi ikke komme udenom, at beskrivelserne er både vanvittige og vidunderlige vulgære. Jeg oplevede i læsningen både stor væmmelse og stor beundring for, hvordan det er muligt at sammensætte en sådan fortælling.
Jeg lover aldrig at betvivle Langballes evner igen!
Det var med en vis ærefrygt, at jeg begyndte at læse “Elskende”, eftersom at “Forsvindingsnumre” stjal mit hjerte. Jeg indfandt mig med, at “Elskende” nok ville blive en anden type læseoplevelse, da historien er opbygget omkring noget markant anderledes. Jeg frygtede, at jeg ville kede mig i en mere (troede jeg) “gammeldags” og royal fortælling. Men ak, jeg tog fejl!
Værkets overordnede storyline er egentlig forfriskende simpel, og formår samtidig at rumme noget fint og skrøbeligt. Sproget er ligesom i “Forsvindingsnumre” suverent, og ja, så kan vi ikke komme udenom, at beskrivelserne er både vanvittige og vidunderlige vulgære. Jeg oplevede i læsningen både stor væmmelse og stor beundring for, hvordan det er muligt at sammensætte en sådan fortælling.
Jeg lover aldrig at betvivle Langballes evner igen!
February 3, 2026
Langballes Elskende er en velskrevet og spændende kort roman. Der er skrevet meget om, at den svælger i kropsvæsker og eksem… men det virker helt passende, i forhold til tid og setting.
Bogen giver en skide god vinkel på magt og afmagt mellem kønnene… også på hvordan det, trods alt, var anderledes for flere hundrede år siden.
Den centrale kærlighedshistorie er lidt uspændende, synes jeg. Den virker lidt påklistret, men måske har den været nødvendig for at lave plot… men hvorfor skal der absolut være plot?
Bogen giver en skide god vinkel på magt og afmagt mellem kønnene… også på hvordan det, trods alt, var anderledes for flere hundrede år siden.
Den centrale kærlighedshistorie er lidt uspændende, synes jeg. Den virker lidt påklistret, men måske har den været nødvendig for at lave plot… men hvorfor skal der absolut være plot?
Displaying 1 - 30 of 61 reviews