What do you think?
Elskende
En adelskvinde bliver forvist af sin mand til en pestramt hovedstad i den varmeste sommer i mands minde for at arbejde på byens bedste horehus. Huset ligger ved siden af kongens havelabyrint og bliver bestyret af den mystiske Viola, om hvem der går mange sære historier. Man siger, hun står i ledtog med det overnaturlige. Kun en ting er sikker: Viola gemmer på en hemmelighed, der vokser sig større i sommerheden sammen med sygdommene, krigsliderligheden og et lille, uønsket foster.
202 pages, Hardcover
First published June 2, 2025
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 114 reviews
July 26, 2025
Som en lille bog, der kan læses på en klam sommerdag er den perfekt. Miljøet er smukt afgrænset, fik en del Blixenmytologiske vibes undervejs, labyrinter, slotte, et ekstravagant horehus plus den her bog hader dumme mænd og ægteskab på vældig blixensk facon. Ekstraordinær klamhedsfaktor, historisk roman feat. ellepiger. Love it!
June 28, 2025
100% smuk, 100% ækel.
June 24, 2025
This was an intriguing read: a book about a husband who sends his wife to a whore house for a summer because she cannot get pregnant. Have you ever heard anything like it?
It takes place several decades ago, maybe even a century, and it gives you graphic details on what goes on in the whore house. I was intrigued, and I found that while this was a peculiar and interesting story, it was also really beautifully written in a reflective tone.
It takes place several decades ago, maybe even a century, and it gives you graphic details on what goes on in the whore house. I was intrigued, and I found that while this was a peculiar and interesting story, it was also really beautifully written in a reflective tone.
April 5, 2026
Lidt tung pga kringlet, men samtidig flot og spændende sprog. Forstod ikke parenteserne i kursiv?
Havde elsket at læse den samme historie bare med endnu flere scener og plot, for der flød min læsning virkelig
Havde elsket at læse den samme historie bare med endnu flere scener og plot, for der flød min læsning virkelig
February 19, 2026
4,5 ⭐️
I en pestbefængt by er en adelskvinde blevet forvist til at arbejde på et bordel af sin mand. Her møder hun både mænd og kvinder, og via deres kroppe, samtaler og hemmeligheder lærer hun noget om begær, værdi og menneskelige længsler. En vulgær, usentimental og uventet poetisk roman, der leger med begær og magt på sine egne præmisser.
I en pestbefængt by er en adelskvinde blevet forvist til at arbejde på et bordel af sin mand. Her møder hun både mænd og kvinder, og via deres kroppe, samtaler og hemmeligheder lærer hun noget om begær, værdi og menneskelige længsler. En vulgær, usentimental og uventet poetisk roman, der leger med begær og magt på sine egne præmisser.
December 28, 2025
de sadas sutiko blixen ir drauge jie perrašė dekameroną!
pasakotojos balsas svaigina, nes neturi savisaugos instinkto. pasirodo, jaučiu tam troškulį.
labai įdomi distancija, kuri justi skaitant, nežinau, kaip tiksliai ją įvardinti, lyg tikėtumeisi, kad tai disociacija, tokia ginybinė taktika, bet vis dėlto ne, rodos, autorė nugremžia socialines normas ir pavidalus, ir lieka kažkokia šerdis, „saldus niekas“, atrastas dar vaikystėj, o gal kai gyvenimas nuvažiuoja į šūdų ir vočių bedugnę, geriausia susidomėti jos interjeru.
nors knyga apie pažeminimą, prievartinį seksą ir smurtą (pasakotoja – rūmų dama, kurią vyras siaučiant marui išsiunčia į viešnamį, kad „ko nors išmoktų“, nes jam ji nuobodi „kaip bulvių maišas“ ir nesugeba pastoti), joje pulsuoja keista laisvė, geliantis ilgesys, kuris lieka atsisakius bet kokių iliuzijų.
labai įtraukiantis pasakojimas, sklidinas liūdno geidulingumo ir netikėtų dūrių.
pasakotojos balsas svaigina, nes neturi savisaugos instinkto. pasirodo, jaučiu tam troškulį.
labai įdomi distancija, kuri justi skaitant, nežinau, kaip tiksliai ją įvardinti, lyg tikėtumeisi, kad tai disociacija, tokia ginybinė taktika, bet vis dėlto ne, rodos, autorė nugremžia socialines normas ir pavidalus, ir lieka kažkokia šerdis, „saldus niekas“, atrastas dar vaikystėj, o gal kai gyvenimas nuvažiuoja į šūdų ir vočių bedugnę, geriausia susidomėti jos interjeru.
nors knyga apie pažeminimą, prievartinį seksą ir smurtą (pasakotoja – rūmų dama, kurią vyras siaučiant marui išsiunčia į viešnamį, kad „ko nors išmoktų“, nes jam ji nuobodi „kaip bulvių maišas“ ir nesugeba pastoti), joje pulsuoja keista laisvė, geliantis ilgesys, kuris lieka atsisakius bet kokių iliuzijų.
labai įtraukiantis pasakojimas, sklidinas liūdno geidulingumo ir netikėtų dūrių.
June 5, 2026
Kan slet ikke beskrive hvor vild den her bog er.
Det mest poetiske og smukke jeg har læst - men samtidig også fuldstændig ulækkert der vækker et dybt ubehag…
Altså en helt vidunderlig dobbelthed, der sammenstøber et ubeskriveligt flot indre blik i et kvindeliv og den historiske kvindekrop.
Waw - jeg er målløs
Det mest poetiske og smukke jeg har læst - men samtidig også fuldstændig ulækkert der vækker et dybt ubehag…
Altså en helt vidunderlig dobbelthed, der sammenstøber et ubeskriveligt flot indre blik i et kvindeliv og den historiske kvindekrop.
Waw - jeg er målløs
July 24, 2025
Amalie Langballes roman, Elskende, handler om køn, sex og magt. Den udspiller sig på et tidspunkt, hvor pesten hærgede – uden dog på nogen måde at være en historisk roman. Faktisk er det nærmest en dyd (hvis man kan tale om dyd i sådan en roman her!) ikke at blive historisk specifik. Således bliver København aldrig nævnt ved navn, men fremstår blot som hovedstad i det nordlige. Der bliver heller ikke nævnt specifikke årstal, men da romanen beskriver et område, der lyder som Helsingør med toldopkrævning – og da man kan google sig til, at den seneste alvorlige pest-epidemi i København hærgede i 1711 og havde sit udspring i netop Helsingør, så er der nok tale om det år. Og heller ikke kendte personer bliver nævnt ved navn – kongen er således bare kongen.
Der er en pointe i, at Langballe placerer sin roman i fortiden uden at gøre romanen til en historisk roman. Med det greb almengør hun noget, som ellers nemt kunne pakkes væk til at have tilhørt en bestemt epoke. I Langballes roman er der fokus på, hvordan magt udspiller sig mellem kønnene, hvad det vil sige at blive ydmyget og hvad det vil sige at genvinde noget (hvis ikke sig selv).
Romanen er meget direkte og meget kropslig. Intet er gemt, det er svesken på disken. Meget kropsligt, meget om kropsåbninger, sekreter, sår og sår der pilles i – fordi det føles godt. Men det er sat ind i en større sammenhæng, nemlig den ramme, som udgør romanens første hovedforløb. Det handler om en unavngiven adelskvinde, som er romanens jeg-fortæller. Hun lever sammen med sin mand, men manden bliver vred på og træt af hende, fordi hun ikke kan få børn. Han beslutter sig – i drukkenskab og som en alvorlig spøg, opildnet af at være i kongens selskab – at han vil lade sin kone føre hen til hovedstadens bedste horehus. Så hun på den måde måske kan lære nogle tricks og blive klar til ham igen, eller måske bare for at han kan hævne sig lystfyldt.
Adelskvinden bliver hore. Vi hører om, at andre kvinder i byen ser ned på kvinderne i horehuset, men det er faktisk ikke så meget denne ydmygelse og foragt, det handler om. Det er tværtimod det observerende blik, som jeg’et har i horehuset. Helt uden illusioner beskriver hun nøgternt og kynisk det, der foregår. Hvordan mænd tror, at de hver især er noget særligt med deres respektive pikke, og at horehuset giver dem hver især en illusion om, at de er helt særlige for den enkelte kvinde. Hvordan mændene kræver alt muligt, og hvordan kvinder ser deres fisser som sølvminer – det de kan leve af, ved at lade mændene bruge deres huller. Udover at være et illusionsnummer for den enkelte mands ego er det samtidig meget illusionsløst, for det er rutiner, gentagelser og fabriksarbejde. Egentlig er det måske mest af alt mændene, som fremstår sølle og forudsigelige i deres dominans. Sat i kontrast til det søsterskab, som på en eller anden måde opstår mellem kvinderne i horehuset.
Romanens rammesætning og første hovedforløb glider i baggrunden. Det kommer ikke særligt meget til at handle om adelskvinden og hendes forvisning. Jeg’et bliver egentlig nærmest ligeglad med sin mand – og i stedet bliver hun observerende. Hun bliver bogstavelig talt bylde- og sårpillende. For mændene kommer med deres sygdomme – ikke mindst pesten – men jeg’et bliver ikke ramt. I stedet bliver hun optaget – nærmest lystfyldt, af at pille i mændenes dårskaber. I deres bylder og sår. Sådan som jeg’et også skriver om deres dårskaber seksuelt og magtmæssigt. Vi har her fat i en anakronisme, hentet fra nutidens digitale kaninhuller, nemlig skin picking (dermatillomani). Ikke fordi vi hører om nutiden, men jeg’et er en tidlig ”bannerfører” for skin picking. Igen – romanen er ikke en historisk roman, men netop en roman, der er optaget af fællestræk mellem fortid og nutid – uden at skabe en kausalitet imellem dem. Romanen indikerer blot implicit, at noget, der skete i fortiden, også findes i nutiden, og at noget, som betragtes som en trend eller kaninhul i nutiden, nok også fandtes i fortiden. Måske en copingstrategi af en eller andet art. Romanen er dog ikke optaget af at psykologisere og finde et individuelt svar på, hvad der driver nogle til at gøre noget bestemt.
Den anden hovedhistorie i romanen omhandler et lesbisk forhold – som først i en eller anden grad har udspillet sig i de to personers ungdomsliv, uden at vi helt ved, hvad der er sket, og hvor fuldbyrdet og gensidigt det har været. Mellem en adelige og en tjenestepige. Og hvordan dette forhold er blevet afbrudt, men så efter mange år i adskillelse får mulighed for at finde en form igen. Måske. Hvis de begge to vil – og tør. Og hvad nu hvis kun den ene vil og den anden har fået så meget mondænt liv og rigdom, at det bare ikke er så interessant længere? I en roman, der ikke har mange illusioner om livet og kærligheden, så kan man måske have nogle forventninger til, hvordan den historie vil udspille sig. Men omvendt kan man jo heller ikke vide sig for sikker.
Langballes sprog er virkelig blændende. Det er knivskarpt, udstillende, lige på kropsligt. Men egentlig ikke vulgært – for det er ikke svulstigheden i sig selv, der er interessant. Det er ikke bare for at chokere. Tværtimod er det mere for at udstille tilværelsens ulidelige monotoni, når magt finder sted – og navnlig finder sted mellem kønnene. Ikke en ulidelig lethed, for tilværelsen er ikke let for mange af dem, der er udsat i det her. Det ville være for privilegieblind at tale om en lethed.
Hvad får lov til at leve og længes i den her verden? Hvad får lov til at udfolde kærlighed? Hvad er kærlighed egentlig i sådanne omstændigheder? Og ender det hele i brand, død og ødelæggelser? Det er i hvert fald en varm tid, som romanen udspiller sig i. Og som vi måske læser den i.
Der er en pointe i, at Langballe placerer sin roman i fortiden uden at gøre romanen til en historisk roman. Med det greb almengør hun noget, som ellers nemt kunne pakkes væk til at have tilhørt en bestemt epoke. I Langballes roman er der fokus på, hvordan magt udspiller sig mellem kønnene, hvad det vil sige at blive ydmyget og hvad det vil sige at genvinde noget (hvis ikke sig selv).
Romanen er meget direkte og meget kropslig. Intet er gemt, det er svesken på disken. Meget kropsligt, meget om kropsåbninger, sekreter, sår og sår der pilles i – fordi det føles godt. Men det er sat ind i en større sammenhæng, nemlig den ramme, som udgør romanens første hovedforløb. Det handler om en unavngiven adelskvinde, som er romanens jeg-fortæller. Hun lever sammen med sin mand, men manden bliver vred på og træt af hende, fordi hun ikke kan få børn. Han beslutter sig – i drukkenskab og som en alvorlig spøg, opildnet af at være i kongens selskab – at han vil lade sin kone føre hen til hovedstadens bedste horehus. Så hun på den måde måske kan lære nogle tricks og blive klar til ham igen, eller måske bare for at han kan hævne sig lystfyldt.
Adelskvinden bliver hore. Vi hører om, at andre kvinder i byen ser ned på kvinderne i horehuset, men det er faktisk ikke så meget denne ydmygelse og foragt, det handler om. Det er tværtimod det observerende blik, som jeg’et har i horehuset. Helt uden illusioner beskriver hun nøgternt og kynisk det, der foregår. Hvordan mænd tror, at de hver især er noget særligt med deres respektive pikke, og at horehuset giver dem hver især en illusion om, at de er helt særlige for den enkelte kvinde. Hvordan mændene kræver alt muligt, og hvordan kvinder ser deres fisser som sølvminer – det de kan leve af, ved at lade mændene bruge deres huller. Udover at være et illusionsnummer for den enkelte mands ego er det samtidig meget illusionsløst, for det er rutiner, gentagelser og fabriksarbejde. Egentlig er det måske mest af alt mændene, som fremstår sølle og forudsigelige i deres dominans. Sat i kontrast til det søsterskab, som på en eller anden måde opstår mellem kvinderne i horehuset.
Romanens rammesætning og første hovedforløb glider i baggrunden. Det kommer ikke særligt meget til at handle om adelskvinden og hendes forvisning. Jeg’et bliver egentlig nærmest ligeglad med sin mand – og i stedet bliver hun observerende. Hun bliver bogstavelig talt bylde- og sårpillende. For mændene kommer med deres sygdomme – ikke mindst pesten – men jeg’et bliver ikke ramt. I stedet bliver hun optaget – nærmest lystfyldt, af at pille i mændenes dårskaber. I deres bylder og sår. Sådan som jeg’et også skriver om deres dårskaber seksuelt og magtmæssigt. Vi har her fat i en anakronisme, hentet fra nutidens digitale kaninhuller, nemlig skin picking (dermatillomani). Ikke fordi vi hører om nutiden, men jeg’et er en tidlig ”bannerfører” for skin picking. Igen – romanen er ikke en historisk roman, men netop en roman, der er optaget af fællestræk mellem fortid og nutid – uden at skabe en kausalitet imellem dem. Romanen indikerer blot implicit, at noget, der skete i fortiden, også findes i nutiden, og at noget, som betragtes som en trend eller kaninhul i nutiden, nok også fandtes i fortiden. Måske en copingstrategi af en eller andet art. Romanen er dog ikke optaget af at psykologisere og finde et individuelt svar på, hvad der driver nogle til at gøre noget bestemt.
Den anden hovedhistorie i romanen omhandler et lesbisk forhold – som først i en eller anden grad har udspillet sig i de to personers ungdomsliv, uden at vi helt ved, hvad der er sket, og hvor fuldbyrdet og gensidigt det har været. Mellem en adelige og en tjenestepige. Og hvordan dette forhold er blevet afbrudt, men så efter mange år i adskillelse får mulighed for at finde en form igen. Måske. Hvis de begge to vil – og tør. Og hvad nu hvis kun den ene vil og den anden har fået så meget mondænt liv og rigdom, at det bare ikke er så interessant længere? I en roman, der ikke har mange illusioner om livet og kærligheden, så kan man måske have nogle forventninger til, hvordan den historie vil udspille sig. Men omvendt kan man jo heller ikke vide sig for sikker.
Langballes sprog er virkelig blændende. Det er knivskarpt, udstillende, lige på kropsligt. Men egentlig ikke vulgært – for det er ikke svulstigheden i sig selv, der er interessant. Det er ikke bare for at chokere. Tværtimod er det mere for at udstille tilværelsens ulidelige monotoni, når magt finder sted – og navnlig finder sted mellem kønnene. Ikke en ulidelig lethed, for tilværelsen er ikke let for mange af dem, der er udsat i det her. Det ville være for privilegieblind at tale om en lethed.
Hvad får lov til at leve og længes i den her verden? Hvad får lov til at udfolde kærlighed? Hvad er kærlighed egentlig i sådanne omstændigheder? Og ender det hele i brand, død og ødelæggelser? Det er i hvert fald en varm tid, som romanen udspiller sig i. Og som vi måske læser den i.
May 31, 2026
Kan virkelig godt lide forfatterens måde at bruge ord på, og egentlig synes jeg at handlingen kom med et enormt godt udgangspunkt. Men det er ikke en bog jeg har tænkt super meget på efterfølgende, så derfor 3/5
February 16, 2026
Fed bog! Elskede det eventyrlige blandet med det ækle, men forstod faktisk ikke helt hvorfor den skulle iscenesættes under pesten, det var som om det blev glemt i løbet af historien. Mange guldkorn og mange direkte og indirekte fortællinger om sexisme, seksualiseret vold osv.
En af mine yndlingscitater: “Mandeøjne var ikke skabt til at se tingene, som de var, men derimod som det ville være dejligt, hvis de var”
En af mine yndlingscitater: “Mandeøjne var ikke skabt til at se tingene, som de var, men derimod som det ville være dejligt, hvis de var”
June 24, 2026
Læste den her i solen på et tæppe i min gård og var fuldstændig opslugt af livet i et horehus et ukendt sted i Norden i et ukendt årstal.
Den er meget mystisk den her fortælling. Der er så mange ting der ikke bliver sagt eller påtalt, men så gør de lidt alligevel? Kvindernes sammenhold og liv i horehuset, og at det er en adelskvinde, der fortæller, gør det meget unikt og som en fortælling, jeg ikke har stødt på før. Den er pisse ulækker, ækel, afskyelig og langt ude. Totalt hekse-skovtrold-sirene-sømand-slotshaver-storekjoler-utroskabs-bumser-og-sved-core
Viola er sindssygt spændende, jeg ville ønske, vi fik lidt mere om hende. Hun virker som en utroligt lidenskabelig og passioneret kvinde, som har fået det lod i 1800-tallet, at hun elsker en anden kvinde. Vi får lov til at følge med i hende og Sunnivas fortælling om hvordan de forelsker sig mens den ene tjener den anden i deres teenageår, og hvordan Viola kæmper livet igennem for at få penge nok til at tilbyde hendes elskede det liv, hun fortjener.
Rigtig mange udskrabede sexscener, det fik mig til at tænke på fortidens kvinder som præcis ligesom mig; med en krop og et begær og en modsætning til manden.
Det er en superfeministisk bog og jeg kunne trække utallige scener frem i et nutidigt lys, men jeg vil lade det være op til jer<33
Den er et must summer read, men læs den ikke på stranden, hvis du får generte, røde kinder af at læse p!k og f*se, for de ord er der MASSER af hahah
Den er meget mystisk den her fortælling. Der er så mange ting der ikke bliver sagt eller påtalt, men så gør de lidt alligevel? Kvindernes sammenhold og liv i horehuset, og at det er en adelskvinde, der fortæller, gør det meget unikt og som en fortælling, jeg ikke har stødt på før. Den er pisse ulækker, ækel, afskyelig og langt ude. Totalt hekse-skovtrold-sirene-sømand-slotshaver-storekjoler-utroskabs-bumser-og-sved-core
Viola er sindssygt spændende, jeg ville ønske, vi fik lidt mere om hende. Hun virker som en utroligt lidenskabelig og passioneret kvinde, som har fået det lod i 1800-tallet, at hun elsker en anden kvinde. Vi får lov til at følge med i hende og Sunnivas fortælling om hvordan de forelsker sig mens den ene tjener den anden i deres teenageår, og hvordan Viola kæmper livet igennem for at få penge nok til at tilbyde hendes elskede det liv, hun fortjener.
Rigtig mange udskrabede sexscener, det fik mig til at tænke på fortidens kvinder som præcis ligesom mig; med en krop og et begær og en modsætning til manden.
Det er en superfeministisk bog og jeg kunne trække utallige scener frem i et nutidigt lys, men jeg vil lade det være op til jer<33
Den er et must summer read, men læs den ikke på stranden, hvis du får generte, røde kinder af at læse p!k og f*se, for de ord er der MASSER af hahah
August 13, 2025
FUCK ja! Elskende er varm og våd - ikke (kun) på den frække måde, men på den glohede, svedige, sæddryppende, byldebefængte, røvslikkende måde. Jeg havde oplevelsen af konstant at befinde mig i denne vanvittige dunst af krop og væsker, og samtidig var jeg TOTALT forført af Langballes smukke og præcise sprog. Tilbage har jeg kun at sige: gå til horehuset!
October 19, 2025
Smukt skrevet, unik, underholdende, men tror ikke formen er så meget mig. For det meste havde jeg svært ved at se, hvor vi skulle hen, og hvad pointen var.
October 23, 2025
Klaustrofobisk, kvalm og fuldstændig vidunderlig. Elskede eventyrelementerne og det overnaturlige, der blev som et pusterum fra de sanseligt overstimulerende (men fantastiske!) beskrivelser af miljø og omgivelser. Wow. Hun skriver så sindssygt godt! Landskabet var så levende og luften tæt som var man der selv.
“Et minde: min guvernante bildte mig engang ind at lygtemændene tændte deres lygter med lyset fra de unge piger”
“Et minde: min guvernante bildte mig engang ind at lygtemændene tændte deres lygter med lyset fra de unge piger”
June 27, 2025
“Hvad vil det sige at tage i besiddelse? At besidde noget, virkelig at eje det, er muligvis at mishandle det. Måske har du ikke ejet noget, før du har slået skår af det og konstateret, at det stadig er dit.”
November 11, 2025
Amalie Langballe har en fed skrivestil, både smuk og virkelig fandenivoldsk hvor der ikke er sparet på detaljerne om pestbylder etc. Lidt træls med alle de paranteser dog.
October 29, 2025
2,5⭐️
“Elskende” af Amalie Langballe er en kort og hurtigt læst bog, hvilket helt sikkert bidrog positivt til læseoplevelsen. Desværre efterlod den mig ret neutral, og jeg følte egentlig ikke, at den vækkede noget særligt i mig.
Forfatteren bruger et meget direkte og til tider klamt sprog. Mange af ordene og beskrivelserne føles bevidst ulækre, men jeg har svært ved at se hvorfor. Det virker mere bizart end meningsfuldt. Der er en mærkelig fascination for kropslige detaljer og det at pille i ting, som jeg ikke rigtig forstår pointen med.
Sproget virker desuden til tider for moderne i forhold til den tid, bogen foregår i, hvilket skaber en underlig kontrast. Nogle steder dukker der endda elementer op, der minder om fantasy, hvilket føles malplaceret i forhold til resten af fortællingen.
Selve historien føles lidt ligegyldig, og jeg sad tilbage uden den store oplevelse, ud over en vis ækelhed over nogle af de sproglige vendinger. Alligevel tænker jeg, at man med fordel kan læse fortællerens passive rolle og neutralitet over for den brutalitet, hun både ser og oplever, som et spejl af, hvordan samfundet generelt tenderer til at normalisere seksuel brutalitet. Hvis dette er et bevidst greb fra Langballes side, tilfører det fortællingen en interessant og kritisk dimension.
Alt i alt er det en bog, jeg sagtens kunne have været foruden. Den er hurtigt læst, men gør ikke noget særligt indtryk på mig. Dog er det på ingen måde en dårlig bog, og den vil helt sikkert være fantastisk for nogen at læse.
“Elskende” af Amalie Langballe er en kort og hurtigt læst bog, hvilket helt sikkert bidrog positivt til læseoplevelsen. Desværre efterlod den mig ret neutral, og jeg følte egentlig ikke, at den vækkede noget særligt i mig.
Forfatteren bruger et meget direkte og til tider klamt sprog. Mange af ordene og beskrivelserne føles bevidst ulækre, men jeg har svært ved at se hvorfor. Det virker mere bizart end meningsfuldt. Der er en mærkelig fascination for kropslige detaljer og det at pille i ting, som jeg ikke rigtig forstår pointen med.
Sproget virker desuden til tider for moderne i forhold til den tid, bogen foregår i, hvilket skaber en underlig kontrast. Nogle steder dukker der endda elementer op, der minder om fantasy, hvilket føles malplaceret i forhold til resten af fortællingen.
Selve historien føles lidt ligegyldig, og jeg sad tilbage uden den store oplevelse, ud over en vis ækelhed over nogle af de sproglige vendinger. Alligevel tænker jeg, at man med fordel kan læse fortællerens passive rolle og neutralitet over for den brutalitet, hun både ser og oplever, som et spejl af, hvordan samfundet generelt tenderer til at normalisere seksuel brutalitet. Hvis dette er et bevidst greb fra Langballes side, tilfører det fortællingen en interessant og kritisk dimension.
Alt i alt er det en bog, jeg sagtens kunne have været foruden. Den er hurtigt læst, men gør ikke noget særligt indtryk på mig. Dog er det på ingen måde en dårlig bog, og den vil helt sikkert være fantastisk for nogen at læse.
July 30, 2025
Jeg er ikke med på den hype der er omkring bogen. I en stor del af bogen forstod jeg ikke hvor forfatteren ville hen med historien. Hvad får de to ægtefæller ud af at den ene har været i horehus. Langt senere opstår der en helt anden historie der giver mening. Men det er ikke en bog der sætter sig i erindringen.
July 22, 2025
Fantastisk og crazy roman. Jeg havde svært ved at lægge romanen fra mig, da man efter hver side var nysgerrig på, hvad der mon videre ville ske.
Want to Read
August 6, 2026this genuinely sounds like it was written for me and i’m so annoyed there’s no english translation. a noblewoman gets exiled by her husband to a brothel in a plague-ridden city where she’s under the care of a woman surrounded by rumors of the supernatural? and on top of that there’s female desire, secrets, an unwanted pregnancy, political unrest, and what sounds like a really gothic atmosphere?? hello???
i swear every time i find a book with a premise that has everything i love, it’s either out of print or not translated into english. i’m keeping this on my shelf in the hope that someone eventually picks up the rights because i need to read this so bad 😭
i swear every time i find a book with a premise that has everything i love, it’s either out of print or not translated into english. i’m keeping this on my shelf in the hope that someone eventually picks up the rights because i need to read this so bad 😭
October 28, 2025
Virkelig god (og virkelig klam)!
February 13, 2026
Jeg er vild med, at bogens handling er centreret omkring et horehus langt tilbage i tiden, hvor pesten hærgede. Desværre havde jeg svært ved at finde en klar sammenhæng mellem bogens forskellige handlingsforløb.
February 26, 2026
Det fedeste, klammeste, mest vulgære, fantastiske mesterværk!!!!!!
March 1, 2026
Virkelig godt skrevet, men også ret klam.
July 5, 2026
Jeg prøvede at lytte til den, men det duede ikke, og da jeg gik i gang med at læse, forstod jeg hvorfor. Der er mange ord der står i parentes, der giver noget til både rytme og mening, og dem fik jeg ikke med, da jeg lyttede.
Det er en vild roman, meget sanselig i sprog og tema. Ikke så ulækker, som jeg havde troet den var, ud fra omtalen. De mere fantasifulde sekvenser fik jeg ikke så meget ud af, men jeg læste den i ét stræk og var meget revet med. Supergodt komponeret.
Det er en vild roman, meget sanselig i sprog og tema. Ikke så ulækker, som jeg havde troet den var, ud fra omtalen. De mere fantasifulde sekvenser fik jeg ikke så meget ud af, men jeg læste den i ét stræk og var meget revet med. Supergodt komponeret.
August 9, 2026
Er igen bare møgimponeret over Amalie Langballe, tænk at skrive sådan, wow
August 13, 2026
Jeg elsker hvor sanseligt den er fortalt, samtidig med at fortælleren egentlig ønsker at være sanseløs
September 16, 2026
Ulækker og virkelig flot skrevet! Man væmmes og bliver nysgerrig på samme tid.
Displaying 1 - 30 of 114 reviews