Solvej Balles bind 6 af Om udregning af rumfang er det næstsidste bind i hendes romanserie. Bind 6 fortsætter ad samme spor som bind 5. Bindet handler om communities baseret på større idéer – nu ikke længere universitetet som institution og tænkningsmiljø, men mere en særlig forgrening. Hovedkarakteren og fortælleren Tara slår sig ned i dette community, og fortsætter sine sporadiske notater. Det community, Tara denne gang er landet i, er et, der har samlet sig i den italienske region Campania, der har Napoli som hovedstad, og hvor vulkanen Vesuv er placeret. Vesuv var den vulkan, der dækkede byerne Pompeji og Herculaneum med aske i år 79 e.kr.
Communitiet har slået sig ned omkring Herculaneum. En af grundene til, at communitiet har samlet sig her er, at filosoffen Philodemos af Gadara har skrevet sine tanker ned på papyrusruller, hvoraf en del er bevaret og fundet i Herculaneum, fordi de er blevet overdænget med aske fra Vesuv. I romanen er der så ved at blive fundet endnu flere papyrusruller i byen, og man er i communitiet samtidig ved at tyde dem, og man er også ved mere fundamentalt at få adgang til nogle af de ruller, som man ikke har kunnet åbne, fordi de ville gå i stykker, hvis de blev rullet ud. En gruppe inden for communitiet har med stort engagement – som så ofte før i romanserien beskrevet med komiske træk ift. den ildhu, der bliver lagt for dagen i en gruppes optagethed af et emne – fundet frem til en teknologi, der kan aflæse nogle af papyrusrullerne helt uden at rulle dem ud, ved simpelthen fysisk at kunne måle de trykforskelle, der er i papiret mellem det skrevne og det ikke skrevne. Måske en henvisning til titlen på romanserien – for der er (næsten) tale om, at rumfanget af papyrusrullen (i hvert fald papyrusoverfladens fordybninger) bliver udregnet. For at kunne tyde en håndskrift. Og for at kunne læse Philodemos.
Det komiske er jo nok også her, at Philodemos ikke nødvendigvis er en stor filosof. Det har han i hvert fald ikke været op igennem filosofihistorien. Han er godt nok nævnt, men han er flere gange blevet skrevet mere eller mindre ud af filosofihistorien. På samme måde er Epikur, som Philodemos’ tanker står i gæld til. Communitiet omkring papyrusrullerne mener nu, at Epikur og Philodemos på uretmæssige måder er blevet skrevet ud – bl.a. Dante, som lod Epikur brænde op i helvedet. Det vil communitiet nu gør noget ved. De vil reetablere Epikur og Philodemos, og de mener, at de måske ved at tyde Philodemos’ tanker kan finde en nøgle ud af den 18. november.
Igen – det er komisk, men det er samtidig også en form for portræt af menneskelig tænkning. At en gruppe kaster sig over nogle filosoffer, videnskabsmænd og -retninger og tillægger dem en stor betydning. Som nogle gange også har at gøre med, hvad der bliver tilgængeligt, og også har at gøre med, at det kan være med til at give os håb omkring det, vi sidder fast i eller er udfordret af. Hvis man nu bare tænker fantasifuldt nok.
Noget af det, som Philodemos og Epikur kan bruges til, er, at de netop gjorde meget ud af, at man skulle leve det simple, jordiske liv. Det var Epikur, der kom med sætningen om, at man skulle dyrke sin have og finde ro derved. (Ja, det er nok i dag Voltaire, som er mest kendt for sætningen om at dyrke sin egen have – i betydningen ikke blive for abstrakt i sin levemåde og i sin tænkning – sådan som det blive udtrykt i hans roman Candide, men sætningen stammer altså fra Epikur). Og det med at dyrke sin have passer som fod i hose ind i det andet aspekt, som communitiet er bundet sammen om. De tager nemlig den epikuræiske tilgang med haven meget bogstaveligt. Hvor Epikur mere brugte det med haven til at fortælle om en levemåde i ro beskæftiget med de praktiske og enkle, så bliver det for communitiet til en levevej med at dyrke grøntsager – nu i meget store drivhuse. Allerede i bind 5 var der en af tænkerne fra communitiet, Lenk, som holdt en brandtale i Val Benoit om vigtigheden af at dyrke grøntsager. Ud fra devisen om, at det først er, når vi som mennesker kan brødføde hele menneskeheden og sikre menneskehedens overlevelse, at vi kan tale om fri forskning og fri tænkning. Det var nok denne tale, som fik Tara til at rejse tilbage til Clairon-sous-Bois, ikke så meget for at gense Thomas, men mere for at hente en masse plantefrø, som Thomas’ far havde samlet.
Tara lever nu i communitiet i omkring 4.000 dage – fra dag 10463 til 14712. Hun lever især ude i drivhusene, og hun lever meget epikuræisk – i det simple liv. Hun er dog ikke selv optaget af at tyde Philodemos’ skrifter. Hun er optaget af at dyrke grøntsager og så en gang imellem at nedfælde notater om livet. Ikke så meget på den arkivaragtige måde, som hun havde i Val Benoit i bind 5, hvor hun arkiverede de andres tanker på et bibliotek.
En særlig ting ved bind 6 er, at der er flere brikker, der falder lidt på plads. På den måde kan man godt mærke, at Balle komponerer romanserien sådan, at der faktisk gives svar på bestemte spørgsmål her i den sidste del af serien. For hvem var det egentlig, der stjal Taras taske i Düsseldorf – og hvorfor gjorde cykeltyven det? Og hvorfor var det nu lige, at Thomas i slutningen af bind 4 ringede til Tara, og hvad havde bragt ham ud af sit mønster? Det får vi faktisk svar på i bind 6.
Jeg vurderer bind 6 relativt lavt, fordi jeg synes, at bogen ofte står i stampe. Den gentager mere og mere sine egne pointer, og også stilistisk kører den ofte på genbrug. Men der er også lyspunkter – og jeg synes, at det er imponerende, at Balle i den sidste del af bind 6 diskret får lukket op for plottet igen og samtidig får givet nogle svar. Sådan at man som læser pludselig igen er i en reading-for-the-plot modus, som ellers har været fraværende cirka siden starten af bind 4.