Sandie Westh er blandt landets stærkeste stemmer, når der tales om sorg i den offentlige debat. I Når mørket ruller ind går hun helt tæt på sin egen sorg. Helt ned i de allermest sårbare scener. Hun gør det for at sætte alle sørgende fri: Det er okay at gå i stykker. Og hun gør det, for at alle andre kan få indblik i, hvad der sker inde i de sørgende. For så kan vi blive bedre til at tale om og håndtere sorg. Den populære journalist og radiovært har oplevet større tragiske tab i sit 37-årige liv, end de fleste oplever i et helt liv. Og da hun mistede sin datter, nægtede hun at gå alene med sin sorg. Hun delte den, og pludselig stod hun som et jordnært og ærligt talerør for mennesker i sorg og krise. En position hun siden har bekræftet med podcasten ’Sorgens stemmer’, der har været en af landets mest lyttede hen over efteråret. Trods sit tunge emne er bogen skrevet i Sandie Wesths direkte og til tider humoristiske tone. Det gør den til et dybt menneskeligt vidnesbyrd fra en kvinde, der har måttet lære at leve med mørket.
Hvordan kan man stadig fungere som menneske når ens søster blev myrdet som 25-årig og ens nyfødte datter døde en time efter fødslen? Det er godt nok hård kost. Hørte den som lydbog indlæst af Sandie selv. Tror jeg havde lyttet til ca. fem minutter af bogen, før den fik mig til at græde første gang (og mange gange siden). Stærk og rørende bog, og vigtig i et land som Danmark hvor der er så stor berøringsangst omkring sorg.
En bog om at miste og at forsøge at leve videre. Al respekt for forfatteren og de voldsomme oplevelser.
Jeg har læst uendeligt meget litteratur om sorg og er en der selv har levet med sorg størstedelen af mit liv. Og har manglet forståelse og også haft stor skam forbundet med det at sørge. 'Stadig'. Så jeg hylder debatten og alt, hvad der åbner døren.
Med denne bog føler jeg desværre bare, at mange bliver mere skræmte. Hold da op, hvor kan ingen gøre noget rigtigt. De kan bare holde sig væk, hvis de ikke ser sandies sorg. Men det er også forkert, når de gør det.
Wow, hun har godt nok de vildeste venner og bekendte. Sjældent har jeg hørt om så mange gestusser og gerninger for nogen i krise, men stadig begår mange andre fejl. Og ja, pyha, det gør folk. Jeg havde bare rigtig svært ved det vilde regelsæt. Og oveni det meget belærende, ville den så også gerne være sjov, og jeg synes ikke, det virkede.
Nogle gange skal man bruge sin dagbog til at rase ud i.
sikke en utrolig bog om sorg. virkelig rørende, og jeg tror vi alle sammen kan lære at være bedre til at støtte hinanden og tale åbent om det når sorgen fylder.
Wow. Jeg startede på den lørdag morgen og stoppende ikke, før jeg havde læst den færdig - dog måtte jeg holde tudepauser indimellem. Sandie Westh skriver virkelig godt og vigtigt! Denne bog burde alle mennesker læse, så vi som individer og samfund kan være der for mennesker i sorg, og så vi kan forstå, at vi skal turde og tro på livet - for det opstår og leves, selvom vi troede, det aldrig ville være muligt at trække vejret ordentligt igen.