Sting, saks, begær er en bog om det, vi aldrig siger højt. Ideen til bogen opstod, da Gudrun Marie Schmidt arvede en fremmed kvindes eventyrlige garderobe. Det vakte en ny bevidsthed om krop og kvindeliv – og i Politiken skrev Gudrun Marie Schmidt et kærligt takkebrev til kvinden, den tidligere moderedaktør på B.T. Ulla Linneman.
Sting, saks, begær. - Det er genialt at tage emnet tøj op som en del af et kvindeliv. Gudrun Marie Schmidt skriver om oplevelser med tøj fra sin tidlige barndom, gennem puberteten, den tidlige voksenalder, som gravid, som mor. Og samtidig fletter hun tøj-relaterede minder fra hendes mors og bedstemødres liv. Altsammen skrevet i en slags knækprosa med en dialog med et ‘du’, der spørger. Hun skriver også sange til sit band, ‘Personen’, og sangtekster om tøj indgår også i bogen. Det er virkelig vellykket, og jeg kan i hvert fald sige, at hendes oplevelser rammer plet hos mig, jeg kan virkelig relatere til både tøjets betydning, fornemmelsen af rigtig/forkert påklædning til visse lejligheder, tvivlen om tilhørsforhold gennem tøjet. Det er ikke kun i de unge år, man oplever det som kvinde. Jeg tror, vi alle tænker rigtig meget over vores tøj og dets signaler. Min varmeste anbefaling.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Bogen har fået virkelig meget omtale i medierne, og jeg havde på den baggrund store forventninger til den: En bog om tøj, krop og køn. Det er da også en velskrevet og personlig fortælling, men jeg troede (og håbede) fejlagtigt, det var en mere undersøgende/sociologisk bog ift. tøjet, ikke mindst fordi forfatteren også er journalist. I stedet minder den om andre personlige beretninger fra de senere år som fx Klump af Katinka Bjerregaard og Jeg er hende af Tina Frank.