I mit forårsflip virkede denne forside og originaltitlen “The Flower Farm” som den helt rigtige romance at læse – også eftersom jeg holdt af settingen i forgængeren “Vinter i Applemore”💐
Der er dog sket det mærkelige, at des længere tid, jeg læste eller har tænkt på den efter læsningen, des mere kritisk er jeg blevet over for den. Ja, jeg bliver næsten helt oprevet over at gå ind i det. Måske fordi det ærgrer mig, når denne bog egentlig havde så meget potentiale. Eller fordi det er frustrerende, at det er de samme punkter, som jeg finder problematiske i andre romancer😳
Før jeg når til dem, vil jeg dog fastslå, at det er en rigtig fin forårsbog, hvis man er til den klassiske romance med small town vibes om fraskilte forældre og en storfamilie knyttet til et skotsk gods, krydret med moderne emner. Det er et skønt karaktergalleri, og de føles egentlig virkelige nok og næsten lidt som ‘found family’. Til gengæld er den påståede ‘enemies-to-lovers-trope’ noget utroværdig🏡
Men settingen fejler intet, og hovedpersonen Polly svarer lidt til 40-års versionen af Emily fra Julie Clausens “Hvordan man bygger en enhjørningefarm”. Hun har gå-på-mod, er nede på jorden, har bogstavelig talt hænderne i den, og generelt er stemningen som en skotsk version af den danske bog🦄
Den anden hovedperson, Jack, er også jordbunden og forankret i naturen. Men samtidig er han udstyret med en bagage og nogle udfordringer, som skal udgøre bogens spændingsmoment. Dette virker dog lidt forceret, og han bliver for tydeligt en brik i forfatterens plotspil. Ligesom flere af bogens andre karakterer virker som påklædningsdukker for forfatterens ønske om at inddrage filosofiske pointer og virke woke. Det gør dem ganske vist til rare og “hele” mennesker, så bogen er ren feel good, samtidig med den tager nye som gamle emner op🧳
Problemet med ovenstående, og egentlig alle mine kritikpunkter, er, at det bliver alt for tydeligt og forudsigeligt. Jeg er klar over, at det lidt ligger til genren. Og forfatteren har forsøgt at lægge twists ind, men opbygningen til disse (og alt andet) bliver alt for åbenlys. Et rigtigt klimaks eller twist må gerne indledes af easter eggs, men når det hele er indelysende fra start, sidder man som læser og bladrer gennem bogen “bare fordi”🥚
“Forår i Applemore” har virkelig meget potentiale med et fuldendt plot og gode karakterer. Men meget af dette ødelægges lidt af, at disse ting ikke får lov til at udfolde sig mellem linjerne. Det er nok, hvad man kalder, manglende tillid til læseren, der er på spild – eller sig selv. For Rachael Lucas skriver faktisk godt, men det er, som om hun ikke helt stoler på, at karaktererne eller læseren kan stå selv. Der bliver overforklaret noget så galt, og alt står direkte og gentagent, selvom det allerede lå mellem de forrige linjer📉
Eksempelvis finder jeg det (som i de fleste tilfælde) helt unødvendigt at have to synsvinkler. Hvilket jo næsten er et kompliment, da det skyldes, at karaktererne er så realistiske og godt beskrevet, at vi ikke behøver høre direkte, hvad de begge tænker. Det kunne vi godt selv have tænkt os til ud fra fx de ydre beskrivelser af scenerne og deres reaktioner💓
Når det hele bliver leveret så direkte sprogligt, forsvinder mystikken, spændingen og læserens opgave. Og det bliver altså lidt skørt at sidde og læse 300+ sider, hvor karaktererne hver især gentager for sig selv, at selvfølgelig burde de ikke falde for den anden, når nu de selv og alle omkring dem indrømmer fra start, at de allerede er det. Faktisk får vi som læser indblik i deres følelser, før de selv gør det, men igennem deres tanker, hvilket jo bliver et mærkeligt paradoks. Men igen kun fordi forfatteren er god nok til, at man kan fornemme alt det i det skjulte allerede🔁
Det er en hård anmeldelse og rating, som sikkert kun er udtryk for, at jeg ikke køber ind på genrens præmisser og træk. Det er nørderi og jo egentlig kun ganske få punkter, der desværre bare er gennemgående. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil anbefale den som læseoplevelse!
Har man læst etteren i serien, er det et dejligt gensyn med Applemore og velkendte karakterer, som man lærer bedre at kende. Og selvom starten, som resten, blev for meget ‘tell’ i stedet for ‘show’, var det faktisk en helt acceptabel og fin måde, hun fik samlet op på, hvad der skete i bog et og efterfølgende. På sin vis en meget vellykket toer, hvis hovedkarakterer jeg var vildere med end etterens🌸
Det er i sandhed en wholesome læseoplevelse med blomster, familie, et tæt lille samfund og bjælkehytter. En bog til, hvis man ikke vil læse mellem linjerne, men stadig have livsvisdom og romance serveret sort på hvidt – i et regnbuefarvet blomsterunivers🪻
Det er muligt, at man slet ikke bemærker ovenstående, der for mig var irritationsmomenter. Jeg frygter lidt, at jeg bare som læser er gået lidt stykker efter at have nørdet skrivning, læsning og tilhørende teori og modeller så meget. Måske er “Forår i Applemore” faktisk en af de helt gode romancer grundet de styrker, jeg også anerkender, den har på mange parametre …? Måske ligger det direkte og forudsigelige bare til genren, eller jeg opfangede sporene lidt for hurtigt …?
Jeg vil elske at høre, hvad du tænker!
⭐3,5 ud af 5⭐️
“Selv mens han skrev, var der en stemme i baghovedet, der sagde ham, at måske — kun måske — betød alt det, som han troede var vigtigt, i virkeligheden mindre.“