Jan Gintbergs første bogudgivelse er et demonstrativt følsomt og særdeles underholdende kig ind til en (u?)moderne fars indledende år i rollen, som forælder med overvejende bærer af X kromosomet. Set gennem en kynikers makrelguf tilfedtede perspektiv, forsøger Gintberg gavmildt at give sine opsparede erfaringer videre til de ventende generationer af håbløst intetanende potentielle fædre. - Og mødre. Herregud, hvad kan det skade at kigge i den? "DysFunktionel Far" er en satirisk beskrivelse af Gintbergs position som far til to sat i relief med refleksioner fra hans egen barndoms småbizarre univers. Håbefuldt kædet sammen i et konglomerat af hidsig kønsrolleanalyse og overstadigt vrøvl. Alt sammen i et naivt håb om at færre spæde familiefædre vil ende i depressioner og skilsmisser. Eller endnu værre: Mislykkede Porsche kompensationskøb.
Gintbergs fantastiske humor skinner igennem i den her geniale bog om hvor svært det er at være far. Den er fyldt med de sjoveste observationer, som bl.a. forskellen på om det er mor eller far der giver barnet tøj på; og et kort kapitel er dedikeret til at snakke om dét at hans ældste datter lider af Downs Syndrom, et virkelig rørende men inspirerende kapitel, som afsluttes med ord jeg har levet efter siden jeg læste bogen første gang på udgivelsesdagen i 2006 (Til trods for at citatet var henvendt til forældre med børn med Downs Syndrom og ikke teenagepiger der var (er) vilde med Jan G.): "Hold ud, fat mod, rejs med. Med lidt held kan det blive den største tur i dit liv."