What do you think?
Rate this book
Proustia lukiessa
Kepeästi kirjoitettu teos on nautinnollinen lukuelämys myös niille, joille Kadonnutta aikaa etsimässä ei ole vielä tuttu. Samalla se herättää vastustamattoman halun tarttua Proustin teoksiin. Teos esittelee romaanisarjan tärkeimmät teemat ja henkilöhahmot syvällisesti, mutta rikastuttaa tulkintoja Proustin yksityiselämän mehukkailla salaisuuksilla. "Jokaisella on oikeus matkata omalla tavallaan läpi suuren taideteoksen", Lagercrantz toteaa. FT Olof Lagercrantz (1911-2002) oli ruotsalainen kirjailija ja kirjallisuudentutkija.
- GenresNonfiction
208 pages, Hardcover
First published January 1, 1992
2 people are currently reading
54 people want to read
About the author
Olof Lagercrantz
55 books8 followersOlof Gustaf Hugo Lagercrantz was a Swedish writer, critic, literary scholar (PhD 1951) and publicist (editor-in-chief of Dagens Nyheter 1960-1975).
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
May 8, 2022
”om man inte läser Proust har man dåliga förutsättningar att uppfatta mer än skummet av den litteratur som skrivs i västerlandet idag.”
Under året 2022 – hundra år efter Prousts död – satsar jag på att läsa På spaning efter den tid som flytt. Jag har bara läst tre av sju delar så här långt men Olof Lagercrantzs bredvidläsning är tyvärr redan slut. Det är väl inte att föredra, jag tycker nog att man ska läsa verket innan man läser verket om verket.
Men jag kunde inte hålla mig. Det är nämligen ren lyx att få smaska i sig de välvalda russinen som Lagercrantz plockat ur kakan; intressant och ibland ganska snaskigt stoff i en lättläst och välstrukturerad form. Av läsaren krävs ingen ansträngning. Jag älskar ofta verk om verk och det här är inget undantag. Den hade gärna fått vara längre än dess 210 sidor. Jag är mycket glad för att Lyckans gåta ännu ligger framför mig.
Lagercrantz bästa spaningar:
*Céleste Albaret (en flicka berättaren möter i Balbec i del fyra) bär samma namn som Prousts vårdare. Hon har gett ut en bok om hur det var att arbeta med den tyranniska herren.
*Markis Robert Saint-Loup har samma förnamn som Prousts bror och ”loup” betyder varg vilket var smeknamnet brödernas mamma hade på sina söner.
*Robert och Alberte är samma person.
*Vinteuil är tillsammans med baron de Charles och Albert Bloch förhemligade porträtt av Proust.
*Dödade Proust sin mor? Fick hon ett slaganfall då hon bevittnade Proust i armarna på en man?
*Kärlek blir till idel smärta hos Proust, svartsjukan kan aldrig stillas. Älskaren (Swann i del ett, berättaren i del två) begär det ouppnåeliga – något utanför tid och rum. Är det svartsjukan älskaren älskar?
*Den alltjämt blonda berättaren har plötsligt svart hår i fjärde delen.
*Proust skriver i något av alla sina brev angående sin ”bristande moral” som alltid allierar sig med den i underläge ”det mest triumferande ögonblick förstörs därför att det alltid är någon som lider.”
Jag hade hoppats på att Lagercrantz skulle våga sig på någon negativ kritik, men här finns bara hyllningar och geniförklaringar.
Under året 2022 – hundra år efter Prousts död – satsar jag på att läsa På spaning efter den tid som flytt. Jag har bara läst tre av sju delar så här långt men Olof Lagercrantzs bredvidläsning är tyvärr redan slut. Det är väl inte att föredra, jag tycker nog att man ska läsa verket innan man läser verket om verket.
Men jag kunde inte hålla mig. Det är nämligen ren lyx att få smaska i sig de välvalda russinen som Lagercrantz plockat ur kakan; intressant och ibland ganska snaskigt stoff i en lättläst och välstrukturerad form. Av läsaren krävs ingen ansträngning. Jag älskar ofta verk om verk och det här är inget undantag. Den hade gärna fått vara längre än dess 210 sidor. Jag är mycket glad för att Lyckans gåta ännu ligger framför mig.
Lagercrantz bästa spaningar:
*Céleste Albaret (en flicka berättaren möter i Balbec i del fyra) bär samma namn som Prousts vårdare. Hon har gett ut en bok om hur det var att arbeta med den tyranniska herren.
*Markis Robert Saint-Loup har samma förnamn som Prousts bror och ”loup” betyder varg vilket var smeknamnet brödernas mamma hade på sina söner.
*Robert och Alberte är samma person.
*Vinteuil är tillsammans med baron de Charles och Albert Bloch förhemligade porträtt av Proust.
*Dödade Proust sin mor? Fick hon ett slaganfall då hon bevittnade Proust i armarna på en man?
*Kärlek blir till idel smärta hos Proust, svartsjukan kan aldrig stillas. Älskaren (Swann i del ett, berättaren i del två) begär det ouppnåeliga – något utanför tid och rum. Är det svartsjukan älskaren älskar?
*Den alltjämt blonda berättaren har plötsligt svart hår i fjärde delen.
*Proust skriver i något av alla sina brev angående sin ”bristande moral” som alltid allierar sig med den i underläge ”det mest triumferande ögonblick förstörs därför att det alltid är någon som lider.”
Jag hade hoppats på att Lagercrantz skulle våga sig på någon negativ kritik, men här finns bara hyllningar och geniförklaringar.
August 26, 2019
Tror det var bra att jag läste denna samtidigt som jag läste Swanns värld! Gjorde att jag förstod lite mer än jag annars hade gjort, och gjorde läsningen lite mer engagerande då jag kunde se saker Lagercrantz tog upp samtidigt som jag läste.
Pedagogiskt upplagt, stort typsnitt och utförliga exempel. Sen kan jag ibland tycka att det blir lite väl mycket fokus på att Proust skulle skrivit självbiografiskt, men det är ju en tolkningsvinkel som är nära till hands, och som dessutom gjort mig lite mer intresserad av Proust som person.
En bra liten bok för att förstå romansviten lite bättre. Inga konstigheter eller krusiduller.
Pedagogiskt upplagt, stort typsnitt och utförliga exempel. Sen kan jag ibland tycka att det blir lite väl mycket fokus på att Proust skulle skrivit självbiografiskt, men det är ju en tolkningsvinkel som är nära till hands, och som dessutom gjort mig lite mer intresserad av Proust som person.
En bra liten bok för att förstå romansviten lite bättre. Inga konstigheter eller krusiduller.
March 11, 2018
At læse Lagercrantz er noget, jeg har tyet til i forbindelse med studier af ’Den guddommelige komedie’, ’Ulysses’ og ’På sporet af den tabte tid’. Men værklæsningerne af Dante, Joyce og Proust udgør kun en mindre del af litteraturforskeren Olof Lagercrantz’ store produktion. Selv skrev han i starten lyrik og i den sidste ende erindringer, men i mange år midtvejs prægede han holdningsdannelsen i Sverige som kulturradikal samfundsdebattør – en funktion, han udøvede som kultur- og chefredaktør på Dagens Nyheter. Lagercrantz satte fokus på diverse brændpunkter i tiden og kvalificerede sig dermed til at blive prügelknabe for det borgerlige Sverige. Efter eget udsagn ladede han op i forhold til sin udsatte position ved at have skiftende litterære klassikere kørende som ”et langsomt drejende hjul ved siden af avisens hurtige døgnhjul”.
’Att läsa Proust’ udkom i 1992 og oversattes i 1994 af Karsten Sand Iversen til ’At læse Proust’. I forbindelse med denne bog fandt Sand Iversen ikke anledning til at slå den sproglige gæk løs, sådan som han senere har gjort det ved nyoversættelser af Joyces ’Ulysses’ og Woolfs ’Orlando’. Lagercrantz’ ulasteligt smukke svensk blev oversat til sobert dansk på et letlæseligt niveau trods den komplekse materie.
I min egen Goodreads-anmeldelse af Prousts 7-binds-værk skrev jeg: ”Centralperspektivet er en saga blot. I stedet kører Proust i ring og gentager sig selv, idet han spreder forvirring om tid og synsvinkler”. Denne konstatering, der hos mig var lettere negativt ladet, formuleres anderledes kultiveret hos Lagercrantz: ”Jean Cocteau sammenligner Prousts roman med en stor labyrint under åben himmel hvor læseren med en stærk tråd i hånden vandrer mellem mange spejle. Det er flot, men den vejledende ariadnetråd er der ikke altid”. Det er specielt Lagercrantz’ egen tilføjelse, som jeg synes er flot – referencen til kongedatteren Ariadne, der forsynede sin elskede med et garnnøgle, så han kunne finde vej ud af en labyrint. Men en sådan universal-ledetråd forsynes læseren ikke med af Proust; vedkommende må selv navigere rundt lidt på må og få i brydningstiden La belle Époques store persongalleri.
Man overlades til at finde sit eget perspektiv på det store tekstkorpus, og Lagercrantz går pragmatisk til værks i form af 16 kapitler om personer, nøglescener og ledemotiver. Hans beskrivelse er essayistisk tilbagelænet og vidner om stor belæsthed, men ikke på nogen selvsmagende måde. I forordet lufter han tværtimod en vis ydmyghed over for projekt Proust, idet han siger, at hans arbejde muligvis ikke vil tilføje noget nyt til den bestående Proustforskning, men dette generer ham i så fald ikke. ”Enhver har ret til at søge egne veje gennem et stort digterværk”.
Nogen afsluttende analytisk syntese bliver der ikke tale om, hvilket vel også ville være en urimelig forventning i forhold til et værk, der består af mange fragmentariske nedslag, fordelt over en stor tidsudstrækning. Men i og med at Lagercrantz reserverer det sidste afsnit til fortælleren, afrundes der dog i forhold til den bog, som denne ind imellem har ymtet lidt om at ville skrive: ”Af de mange mystifikationer og forvandlingsnumre byder Proust os nu det mærkeligste – bogen foreligger allerede. Den bog der skal skrives er den vi har læst. En befriende om end let forvirret latter stiger op af læserens bryst”. Det blev ikke kun en autofiktion, men måske en metatekst..!
’At læse Proust’ er forbilledligt opbygget sammenlignet med ’At være til’ – Lagercrantz’ bog om at læse Ulysses. Denne var en udvidelse af syv artikler i Dagens Nyheter, men selv om der var foretaget en bearbejdning, inden de transformeredes til syv kapitler i en bog, så strittede indholdet stadig i alle retninger. At bruge bogen i research-øjemed forudsatte, at man selv flittigt noterede kapitelhenvisninger i margin, og skulle man så bruge stof om et givet forløb, måtte man blade hele bogen igennem for at finde diverse marginhenvisninger til kapitel 15 eksempelvis.
Alligevel var jeg mere positivt optaget af ’At være til’ end af ’At læse Proust’, og jeg var for så vidt også mere positivt optaget af ’Fra helvede til paradis’ i sin tid. Dette hænger måske sammen med, at jeg personligt finder Dantes og Joyces værker mere spændende end Prousts værk. Der var et vældigt episk drive i ’Komedien’, hvor Dante skulle arbejde sig op igennem helvede og skærsilden, inden han omsider i paradiset mødte Gud. Leopold Blooms dedikation i forhold til at finde hjem til Molly er ikke helt af danteske dimensioner, men alligevel er det mere spændende at følge ham rundt i Dublin, end det er at sidde ved den døende Prousts sengekant og høre om, hvordan en tidligere herskende klasse, nemlig aristokraterne, udvikler sig til en vigende klasse.
Udvikling er mere inciterende læsning end afvikling, synes jeg, så derfor scorer Lagercrantz med Proust som emne ikke så højt hos mig, som han gør med Dante og Ulysses som emne.
’Att läsa Proust’ udkom i 1992 og oversattes i 1994 af Karsten Sand Iversen til ’At læse Proust’. I forbindelse med denne bog fandt Sand Iversen ikke anledning til at slå den sproglige gæk løs, sådan som han senere har gjort det ved nyoversættelser af Joyces ’Ulysses’ og Woolfs ’Orlando’. Lagercrantz’ ulasteligt smukke svensk blev oversat til sobert dansk på et letlæseligt niveau trods den komplekse materie.
I min egen Goodreads-anmeldelse af Prousts 7-binds-værk skrev jeg: ”Centralperspektivet er en saga blot. I stedet kører Proust i ring og gentager sig selv, idet han spreder forvirring om tid og synsvinkler”. Denne konstatering, der hos mig var lettere negativt ladet, formuleres anderledes kultiveret hos Lagercrantz: ”Jean Cocteau sammenligner Prousts roman med en stor labyrint under åben himmel hvor læseren med en stærk tråd i hånden vandrer mellem mange spejle. Det er flot, men den vejledende ariadnetråd er der ikke altid”. Det er specielt Lagercrantz’ egen tilføjelse, som jeg synes er flot – referencen til kongedatteren Ariadne, der forsynede sin elskede med et garnnøgle, så han kunne finde vej ud af en labyrint. Men en sådan universal-ledetråd forsynes læseren ikke med af Proust; vedkommende må selv navigere rundt lidt på må og få i brydningstiden La belle Époques store persongalleri.
Man overlades til at finde sit eget perspektiv på det store tekstkorpus, og Lagercrantz går pragmatisk til værks i form af 16 kapitler om personer, nøglescener og ledemotiver. Hans beskrivelse er essayistisk tilbagelænet og vidner om stor belæsthed, men ikke på nogen selvsmagende måde. I forordet lufter han tværtimod en vis ydmyghed over for projekt Proust, idet han siger, at hans arbejde muligvis ikke vil tilføje noget nyt til den bestående Proustforskning, men dette generer ham i så fald ikke. ”Enhver har ret til at søge egne veje gennem et stort digterværk”.
Nogen afsluttende analytisk syntese bliver der ikke tale om, hvilket vel også ville være en urimelig forventning i forhold til et værk, der består af mange fragmentariske nedslag, fordelt over en stor tidsudstrækning. Men i og med at Lagercrantz reserverer det sidste afsnit til fortælleren, afrundes der dog i forhold til den bog, som denne ind imellem har ymtet lidt om at ville skrive: ”Af de mange mystifikationer og forvandlingsnumre byder Proust os nu det mærkeligste – bogen foreligger allerede. Den bog der skal skrives er den vi har læst. En befriende om end let forvirret latter stiger op af læserens bryst”. Det blev ikke kun en autofiktion, men måske en metatekst..!
’At læse Proust’ er forbilledligt opbygget sammenlignet med ’At være til’ – Lagercrantz’ bog om at læse Ulysses. Denne var en udvidelse af syv artikler i Dagens Nyheter, men selv om der var foretaget en bearbejdning, inden de transformeredes til syv kapitler i en bog, så strittede indholdet stadig i alle retninger. At bruge bogen i research-øjemed forudsatte, at man selv flittigt noterede kapitelhenvisninger i margin, og skulle man så bruge stof om et givet forløb, måtte man blade hele bogen igennem for at finde diverse marginhenvisninger til kapitel 15 eksempelvis.
Alligevel var jeg mere positivt optaget af ’At være til’ end af ’At læse Proust’, og jeg var for så vidt også mere positivt optaget af ’Fra helvede til paradis’ i sin tid. Dette hænger måske sammen med, at jeg personligt finder Dantes og Joyces værker mere spændende end Prousts værk. Der var et vældigt episk drive i ’Komedien’, hvor Dante skulle arbejde sig op igennem helvede og skærsilden, inden han omsider i paradiset mødte Gud. Leopold Blooms dedikation i forhold til at finde hjem til Molly er ikke helt af danteske dimensioner, men alligevel er det mere spændende at følge ham rundt i Dublin, end det er at sidde ved den døende Prousts sengekant og høre om, hvordan en tidligere herskende klasse, nemlig aristokraterne, udvikler sig til en vigende klasse.
Udvikling er mere inciterende læsning end afvikling, synes jeg, så derfor scorer Lagercrantz med Proust som emne ikke så højt hos mig, som han gør med Dante og Ulysses som emne.
June 6, 2023
Jag känner mig kluven. Jag brukar tycka om Lagercrantz 'bokprat', i synnerhet 'Färd med Mörkrets hjärta' och boken om Strindberg. Men denna bok väcker inte något i mig utöver Prousts egen text. Prousts roman i sju delar känns så mycket mer uttömmande. Lagercrantz skriver själv i förordet att han denna gång skriver främst för sig själv, för han vet inte vilka läsare han ska rikta sig till. Kanske den som aldrig läst Proust? Jag antar att novisen måste vara den som finner mest att ta till sig?
Han nämner också de som liksom han själv tagit sig igenom de två första böckerna, men sedan hindrades av livet själv att komma vidare - till dom hörde jag själv. Studier, Arbete, Småbarn, och mycket mer kom emellan. De två första böckerna jag redan läst om lever i mig, och ställer sig i vägen för Lagercrantz text. Lagercrantz har destillerat fram några trådar han själv följt, och endast de jag inte känner igen, väcker mitt intresse. Att jag har mer att läsa om, det visste jag redan. Då så ...
Han nämner också de som liksom han själv tagit sig igenom de två första böckerna, men sedan hindrades av livet själv att komma vidare - till dom hörde jag själv. Studier, Arbete, Småbarn, och mycket mer kom emellan. De två första böckerna jag redan läst om lever i mig, och ställer sig i vägen för Lagercrantz text. Lagercrantz har destillerat fram några trådar han själv följt, och endast de jag inte känner igen, väcker mitt intresse. Att jag har mer att läsa om, det visste jag redan. Då så ...
August 5, 2024
Tartuin tähän vakuuttaakseni itseni lopullisesti siitä, että en ala lukemaan Kadonnutta aikaa etsimässä. Ja onnistuin. Proustin klassikosta on tullut kirjallisuuden raamattu sen eksegeettisessä selittämisessä. Lagercrantz tekee hyvää työtä yrittäessään avata Proustin maailmaa, ja vakuuttaa samalla laajasta lukeneisuudestaan.
Kadonnutta aikaa etsimässä tuntuu kierivän ranskalaisten salonkien ja ihmisten turhamaisuudessa/turhanpäiväisyydessä, homoudessa ja seksuaalisuuden eri muodoissa. Yllättävintä ehkä oli löytää englantilainen kirjailija ja taidekriitikko John Ruskin Proustin takaa. Mutta niin kiinnostunut en ole Proustin elämästä, mielikuvituksesta ja kirjallisesta taitavuudesta että alkaisin kahlaamaan hänen 2000 sivuaan läpi. Lagercrantzin valossa harva häntä lukenut ymmärtää mitä kaikkea kirjan kerrostumiin on sullottu. Mutta lukea voi tietysti nauttien itse tekstistä.
Kadonnutta aikaa etsimässä tuntuu kierivän ranskalaisten salonkien ja ihmisten turhamaisuudessa/turhanpäiväisyydessä, homoudessa ja seksuaalisuuden eri muodoissa. Yllättävintä ehkä oli löytää englantilainen kirjailija ja taidekriitikko John Ruskin Proustin takaa. Mutta niin kiinnostunut en ole Proustin elämästä, mielikuvituksesta ja kirjallisesta taitavuudesta että alkaisin kahlaamaan hänen 2000 sivuaan läpi. Lagercrantzin valossa harva häntä lukenut ymmärtää mitä kaikkea kirjan kerrostumiin on sullottu. Mutta lukea voi tietysti nauttien itse tekstistä.
July 6, 2024
En behändig summering av Proust och främst ”På spaning efter den tid som flytt”. Tanken var att läsa de båda samtidigt, men efter del 1 så….well, för tungrott just nu, Proust ganska omfångsrika beskrivningar i lager på lager med en mängd antydningar här o var… lite för svårforcerat. Bra då med en sammanfattning av Lagercrantz. De stora dragen o liknelserna presenteras. Det är fascinerande, men även en hel del ganska vaga antydningar… huruvida Proust själv var homosexuell, o de scener som Baron de Charlus är med i, o är de samma karaktär , eller inte, o vad menar han, osv osv osv. Intressant o bra sammanfattning av mastodont-Proust.
This entire review has been hidden because of spoilers.
February 27, 2019
Enkel att läsa, inget onödigt krångel Intressant
Displaying 1 - 7 of 7 reviews