What do you think?
Rate this book
Habitat
En oktoberaften i 2018 låser Theis sig ind i sit nye hus på Møn. Han vil ikke se nogen mennesker, bare skrive, passe en have og være i fred på sin matrikel under stjernerne. Han fordyber sig i research til en ny roman, læser om europæisk middelalder, terrorisme og forsvundne charterturister. Musene gnaver bag væggene. Løbebillerne flytter ind. Måske er det en mår, der larmer på loftet om natten. Imens glider han stadig længere væk fra andre menneskers virkelighed. Er det ham, der er ved at blive skør, eller er det samfundet?
Da han møder Josefine, opstår en ny magisk forbindelse til verden. Men Theis ved ikke, at han allerede, dag for dag, er gået i gang med at ødelægge sig selv.
Romanen Habitat er en fortælling om sindets, begærets og civilisationens mørke strømme – og om at finde kærlighed og håb på den anden side af undergangen.
Da han møder Josefine, opstår en ny magisk forbindelse til verden. Men Theis ved ikke, at han allerede, dag for dag, er gået i gang med at ødelægge sig selv.
Romanen Habitat er en fortælling om sindets, begærets og civilisationens mørke strømme – og om at finde kærlighed og håb på den anden side af undergangen.
580 pages, ebook
First published May 23, 2025
About the author
Theis Ørntoft
13 books95 followersTheis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 92 reviews
June 14, 2025
Vi lever i et samfund, hvor man kan kalde en Snickers for en Sneakers hele TO gange og slippe gennem Gyldendals korrektur!?!?!? Hvorom alting er, var jeg fuldstændig besat af den her og glæder mig til de næste fem bind❤️🔥
Read
June 6, 2025Intet mindre end fremragende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så optaget af en roman.
Read
June 7, 2026Kan ikke stoppe med at tænke på, om køberne af Theis Ørntofts hus har læst den her bog.
September 29, 2025
Jeg var lige så grebet af Habitat som af Min Kamp (Knausgårds, self). De minder utrolig meget om hinanden. De vrider det hele ud. Det angste. Det pinagtige. Det masturberende.
Ørntofts roman føles som flere bøger kogt ind i hinanden. En renovationsroman om et faldefærdigt hus på Møn. En kærlighedshistorie. En ungdomsroman. En forfatterroman. En sygdomsroman om at leve med stress og angst.
For sådan en halvtoksisk 30-something mandsling som mig, er Habitat det vildeste spejl, jeg har kunnet holde stirrekonkurrence med mig selv i. Det er immervæk en præstation at skrive knap 600 sider, der gløder og lukker dig ind i hovedet på en mand, der kan overtænke hvad som helst.
Jeg var overordentligt optaget hele vejen i gennem og de sidste to bøger, jeg har læst, har været så blege og intetsigende til sammenligning.
Ørntofts roman føles som flere bøger kogt ind i hinanden. En renovationsroman om et faldefærdigt hus på Møn. En kærlighedshistorie. En ungdomsroman. En forfatterroman. En sygdomsroman om at leve med stress og angst.
For sådan en halvtoksisk 30-something mandsling som mig, er Habitat det vildeste spejl, jeg har kunnet holde stirrekonkurrence med mig selv i. Det er immervæk en præstation at skrive knap 600 sider, der gløder og lukker dig ind i hovedet på en mand, der kan overtænke hvad som helst.
Jeg var overordentligt optaget hele vejen i gennem og de sidste to bøger, jeg har læst, har været så blege og intetsigende til sammenligning.
June 30, 2025
Mænd drømmer om katastrofer, hærværk og pludselig død hedder det sig ofte. Om noget er Theis Ørntoft også “besat” af katastrofer, terror og verdens undergang i hans på mange måder dokumentariske Habitat. Gennem en meget lang periode - med klip tilbage til barndom og ungdom- skildres hans problemer at komme videre efter hans Solar-roman. Med afstikkere til både Møn ( hvor han køber et håndværkertilbud), Rom ( i skriverefugium), Berlin ( hvor han søger tilflugt) osv. får vi indblik i alle forfatteres værste mareridt - skriveblokaden. Samtidig møder vi hans forskellige kvindelige bekendtskaber- det være sig prostituerede, festbekendtskaber, ungdomskærester og nutidige kærester. Han stikker bestemt ikke noget under stolen. Åbenhjertig på grænsen til det selvplageriske hører vi om hvordan han endelig på kanten af det psykotiske søger hjælp hos Simon Pasternak fra Gyldendal og bliver frivillig pedel - nederst i hierarkiet og det redder ham til dels sammen med en ny psykiater som lægger hans medicin om. Og så kommer der hul igennem til hans fremragende Jordisk. Det er en grænseoverskridende men virkelig god roman. Men den kræver megen tålmodighed.
August 30, 2025
"Mor, kan vi få Knausgårds 'Min Kamp'?"
"Vi har 'Min Kamp' derhjemme"
'Min Kamp' derhjemme:
"Vi har 'Min Kamp' derhjemme"
'Min Kamp' derhjemme:
September 1, 2025
En autobiografisk roman om en psykisk nedtur. Forsøger at skrive som Knausgaard. Forfatteren virker ret usympatisk – ønsker kaos i verden, udnytter prostituerede, forherliger kriminalitet. I det mindste er han ærlig.
July 10, 2026
4,5*
Min første læste bog på ferie. Virkelig en god bog der satte noget igang hos mig. Fik den anbefalet af min gamle dansklærer fra gymnasiet for et år siden, og har gået og flirtet med den i diverse bog&ide-butikker før jeg så endelig købte den. Nu har jeg læst den færdig. I mine svigerforældres bil, efter over ti timer på vej mod Italien. Den sidste side vendte jeg omtrent samtidig med, at vi krydsede grænsen ind i Schweiz. Og mens skriver jeg det her review, har jeg udsigt til bjergene og søerne i alpelandet.
Sidst jeg læste Theis Ørntoft var det Jordisk, og jeg var ikke super begejstret.. Men Habitat er noget helt andet, jeg føler mig seriøst forstået af en forfatter på et plan, jeg ikke har oplevet før.
Han formår at beskrive angst og ængstelighed så jeg nærmest kan mærke min egen ængstelighed blive triggered. Hele hans fortælling fra Berlin og månederne efter gav mig seriøst ubehag i kroppen, og jeg måtte holde pauser ind imellem. Vores fortæller er enormt nem at leve sig ind i. Jeg kan genkende ham i mig selv, og havde svært ved at løsrive mig fra siderne. De andre talte i bilen, og jeg hørte ingenting. Jeg blev fuldstændig suget ind i livet på Møn, livet i København og i Berlin.
Ørntoft har lidt Knausgård-energi over sig. Måske ser jeg den norske forfatter over alt, fordi jeg har læst ham så meget, men det lette sprogbrug, de florlette sætninger og den bekymringsløse dialog er enormt fangende.
Jeg elsker når jeg både kan nyde en fortælling og blive klogere undervejs, og det gjorde jeg her! Om litteraturhistorien, den russiske åbning, 9/11 og tusind andre ting, som formår at blive flettet ind i historien.
Den sidste passage om mennesket og naturen og habitatet gjorde virkelig indtryk på mig. For jeg er så enig med Ørntoft, jeg føler han bor inde i min hjerne, vi deler samme livssyn og natursyn. Jeg kunne græde mens jeg læste det, for der var så meget håb blandet med katastroferne.
Den skal ikke have fem stjerner, mest fordi der er få ting jeg vil ændre. Noget af starten bliver lidt langtrukken og der er langt mellem kapitelopdelingen. Generelt er den lidt mærkeligt delt op, men fred være med det, når det er sådan en pageturner!!
Min første læste bog på ferie. Virkelig en god bog der satte noget igang hos mig. Fik den anbefalet af min gamle dansklærer fra gymnasiet for et år siden, og har gået og flirtet med den i diverse bog&ide-butikker før jeg så endelig købte den. Nu har jeg læst den færdig. I mine svigerforældres bil, efter over ti timer på vej mod Italien. Den sidste side vendte jeg omtrent samtidig med, at vi krydsede grænsen ind i Schweiz. Og mens skriver jeg det her review, har jeg udsigt til bjergene og søerne i alpelandet.
Sidst jeg læste Theis Ørntoft var det Jordisk, og jeg var ikke super begejstret.. Men Habitat er noget helt andet, jeg føler mig seriøst forstået af en forfatter på et plan, jeg ikke har oplevet før.
Han formår at beskrive angst og ængstelighed så jeg nærmest kan mærke min egen ængstelighed blive triggered. Hele hans fortælling fra Berlin og månederne efter gav mig seriøst ubehag i kroppen, og jeg måtte holde pauser ind imellem. Vores fortæller er enormt nem at leve sig ind i. Jeg kan genkende ham i mig selv, og havde svært ved at løsrive mig fra siderne. De andre talte i bilen, og jeg hørte ingenting. Jeg blev fuldstændig suget ind i livet på Møn, livet i København og i Berlin.
Ørntoft har lidt Knausgård-energi over sig. Måske ser jeg den norske forfatter over alt, fordi jeg har læst ham så meget, men det lette sprogbrug, de florlette sætninger og den bekymringsløse dialog er enormt fangende.
Jeg elsker når jeg både kan nyde en fortælling og blive klogere undervejs, og det gjorde jeg her! Om litteraturhistorien, den russiske åbning, 9/11 og tusind andre ting, som formår at blive flettet ind i historien.
Den sidste passage om mennesket og naturen og habitatet gjorde virkelig indtryk på mig. For jeg er så enig med Ørntoft, jeg føler han bor inde i min hjerne, vi deler samme livssyn og natursyn. Jeg kunne græde mens jeg læste det, for der var så meget håb blandet med katastroferne.
Den skal ikke have fem stjerner, mest fordi der er få ting jeg vil ændre. Noget af starten bliver lidt langtrukken og der er langt mellem kapitelopdelingen. Generelt er den lidt mærkeligt delt op, men fred være med det, når det er sådan en pageturner!!
January 1, 2026
Den her roman lagde op til en skadedyrs-home invasion som kunne være Soya værdig, men så skete der ikke mere med dét, og den gik bare alle steder og ingen steder hen. Jeg forstår ikke hvad han vil. Er det bare +500 sider om hvordan han har skrevet en anden bog? Skal jeg lære noget om angst? Er det en fortælling om hans vildttt spændende liv? Handler det om at kærligheden overvinder alt? Skal jeg være bange og bekymret?
Hvad vil du fortælle mig Theisssss??? Og hvorfor synes mænd altid at de selv er så pisse interessante?
Heldigvis skriver han godt. Det må man da give ham.
Hvad vil du fortælle mig Theisssss??? Og hvorfor synes mænd altid at de selv er så pisse interessante?
Heldigvis skriver han godt. Det må man da give ham.
April 9, 2026
Theis Ørnstofts “Habitat” er på 574 sider. Jeg tror, den med fordel kunne kortes ned til godt det halve, for der er godt nok utroligt mange ligegyldige sætninger uden betydning.
Hvad er plottet? Øh, der er ikke noget plot.
Bogen er en fortløbende beretning om, hvordan Theis’ liv former sig - med tilbageblik til især hans sidste 2-3 år i folkeskolen, lidt til gymnasiet og til hans ungdomstid som løsarbejder forskellige steder og som tilflytter til København med flere forskellige famlende forsøg på at finde ud af, hvad han vil, til rejser og flere kæresteforhold.
Ind imellem ‘namedropper’ han forfatternavne og strør citater fra deres bøger, nogle gange uden at man som læser kan se en mening med at bringe det citat lige dér.
Nogle perioder af hans liv beskrives næsten fra time til time gennem flere uger, andre gange går det hurtigt frem. I nogle perioder optræder der andre mennesker, som ser ud til at have betydning for ham, i andre perioder er andre mennesker totalt fraværende i hvert fald i teksten. Selv Josefine, som angiveligt er helt livsomvæltende for ham, er meget fraværende i teksten, og især undrer jeg mig over, at hun nærmest er “glemt” i teksten under hans totale nedtur og kommer først på banen, da hun får fjernet sin spiral, fordi de har aftalt at lave et barn sammen!!!!?? What?
Forfatteren kom ud for en trafikulykke som 13-årig, hvor han blev påkørt og kunne have været død, hvis han ikke havde været heldig at få standset en bilist, der var sygeplejerske og havde et livsnødvendigt drop i sit handskerum! Denne oplevelse har tydeligvis givet ham et traume og en grundlæggende angst. Først en frygt for, at manden i bilen vil vende tilbage og dræbe ham. Han har været i medicinsk behandling stort set uden afbrydelse siden 16-årsalderen. Dette har dog ikke forhindret ham i både at drikke heftigt og tage alverdens stoffer lige siden folkeskolen. Da vi møder ham på romanens første side, er han netop taget ned i sit hus på Møn, en gammel landarbejderbolig med alverdens skavanker. Han skal skrive, men en stor del af tiden går med at se porno hele natten. Ligeledes fortæller han om adskillige besøg hos prostituerede. Kort sagt: Han er afhængig, hvis ikke af det ene, så af det andet.
Undervejs i min læsning har jeg flere gange tænkt, at dette ligner slut-halvfjerdsernes bekendelseslitteratur, hvor kvindelige forfattere åbent fortalte om deres svagheder, mørke sider, seksuelle præferencer osv. Vi læste det allesammen i stor stil dengang. Var det stor litteratur? Nej! Det var en fase, man skulle igennem I dag bliver ingen af de bøger læst længere.
Nu er kvinderne kommet videre, og så er det måske mændenes - de yngre mænds - tur til at bekende deres skrøbelighed, fejlbarlighed, psykiske lidelser, mørke sider, umodenhed? Der er åbenbart nok af det hele.
I 3. del af bogen går Theis totalt ned med flaget. Det har vi som læsere længe forudset, selv om han gang på gang benægter, at stress kan ramme ham. I stedet for at være en af forlagets stjerneforfattere, bliver han ansat som praktisk medhjælp på Gyldendal, helt nederst i systemet. Efter et år giver han op og indser sit behov for behandling. Den psykiater, han nu begynder at gå hos (ugentligt i halvandet år), konstaterer hurtigt, at han ikke er psykotisk men lider af angst. Han har været fejlmedicineret siden 16-årsalderen. Nu kommer han på angstdæmpende medicin, senere nedtrappes den antipsykotiske medicin, og han kommer ud af tågen og skriver sin roman færdig og bliver far. Det har altså hele tiden været nogle andres fejl!
Jeg skal først nu læse andres anmeldelser, men på bogens bagflap er der lutter rosende ord fra anmelderne, der kalder bogen et rammende portræt af mænd i moderne tid.
Det har længe været en tendens, at unge kvinder overhaler mændene, at mænd i dag er teenagere langt ind i trediverne og ikke far-materiale for de jævnaldrende kvinder, der gerne vil have børn. Ud fra den påstand passer Theis rigtig godt ind i billedet. Alt er mig, mig, mig. I nogle perioder kan han passe et arbejde, i andre sover han over sig, selv om han skal møde ved middagstid. Han jager enten den næste rus eller den næste orgasme. Da han stopper med det, går han ned med flaget!
Til allersidst i bogen fortæller han om nogle tv-serier, han ser. Han fremhæver den, der hedder “The Last of Us”, hvor naturen spiller den største rolle. Bortset fra, at naturen kryber helt ind i det hus på Møn, han en overgang har, så spiller naturen ikke nogen synderlig rolle i romanen. Hvorfor titlen er “Habitat” har jeg endnu ikke noget bud på, for bogen handler ikke om det, der er omkring hovedpersonen, kun om ham! Men et bud kunne være, at i det samfund vi har i dag - det habitat, så må man nødvendigvis ende som ham. Altså at han - og andre jævnaldrende mænd - er et produkt af samfundet. Det er givetvis en roman, som yngre mænd vil genkende sig selv i, men jeg kan ikke spejle mig i den. Jeg kan få indsigt i yngre mænd i nutiden, måske.
Er det stor litteratur? Ikke efter min mening. Jeg tror, det igen er en fase, nogen skal igennem. Jeg har ikke læst Knausgaard, men jeg har indtryk af, at det er nøjagtigt det samme, han har gjort i Min kamp.
Hvad er plottet? Øh, der er ikke noget plot.
Bogen er en fortløbende beretning om, hvordan Theis’ liv former sig - med tilbageblik til især hans sidste 2-3 år i folkeskolen, lidt til gymnasiet og til hans ungdomstid som løsarbejder forskellige steder og som tilflytter til København med flere forskellige famlende forsøg på at finde ud af, hvad han vil, til rejser og flere kæresteforhold.
Ind imellem ‘namedropper’ han forfatternavne og strør citater fra deres bøger, nogle gange uden at man som læser kan se en mening med at bringe det citat lige dér.
Nogle perioder af hans liv beskrives næsten fra time til time gennem flere uger, andre gange går det hurtigt frem. I nogle perioder optræder der andre mennesker, som ser ud til at have betydning for ham, i andre perioder er andre mennesker totalt fraværende i hvert fald i teksten. Selv Josefine, som angiveligt er helt livsomvæltende for ham, er meget fraværende i teksten, og især undrer jeg mig over, at hun nærmest er “glemt” i teksten under hans totale nedtur og kommer først på banen, da hun får fjernet sin spiral, fordi de har aftalt at lave et barn sammen!!!!?? What?
Forfatteren kom ud for en trafikulykke som 13-årig, hvor han blev påkørt og kunne have været død, hvis han ikke havde været heldig at få standset en bilist, der var sygeplejerske og havde et livsnødvendigt drop i sit handskerum! Denne oplevelse har tydeligvis givet ham et traume og en grundlæggende angst. Først en frygt for, at manden i bilen vil vende tilbage og dræbe ham. Han har været i medicinsk behandling stort set uden afbrydelse siden 16-årsalderen. Dette har dog ikke forhindret ham i både at drikke heftigt og tage alverdens stoffer lige siden folkeskolen. Da vi møder ham på romanens første side, er han netop taget ned i sit hus på Møn, en gammel landarbejderbolig med alverdens skavanker. Han skal skrive, men en stor del af tiden går med at se porno hele natten. Ligeledes fortæller han om adskillige besøg hos prostituerede. Kort sagt: Han er afhængig, hvis ikke af det ene, så af det andet.
Undervejs i min læsning har jeg flere gange tænkt, at dette ligner slut-halvfjerdsernes bekendelseslitteratur, hvor kvindelige forfattere åbent fortalte om deres svagheder, mørke sider, seksuelle præferencer osv. Vi læste det allesammen i stor stil dengang. Var det stor litteratur? Nej! Det var en fase, man skulle igennem I dag bliver ingen af de bøger læst længere.
Nu er kvinderne kommet videre, og så er det måske mændenes - de yngre mænds - tur til at bekende deres skrøbelighed, fejlbarlighed, psykiske lidelser, mørke sider, umodenhed? Der er åbenbart nok af det hele.
I 3. del af bogen går Theis totalt ned med flaget. Det har vi som læsere længe forudset, selv om han gang på gang benægter, at stress kan ramme ham. I stedet for at være en af forlagets stjerneforfattere, bliver han ansat som praktisk medhjælp på Gyldendal, helt nederst i systemet. Efter et år giver han op og indser sit behov for behandling. Den psykiater, han nu begynder at gå hos (ugentligt i halvandet år), konstaterer hurtigt, at han ikke er psykotisk men lider af angst. Han har været fejlmedicineret siden 16-årsalderen. Nu kommer han på angstdæmpende medicin, senere nedtrappes den antipsykotiske medicin, og han kommer ud af tågen og skriver sin roman færdig og bliver far. Det har altså hele tiden været nogle andres fejl!
Jeg skal først nu læse andres anmeldelser, men på bogens bagflap er der lutter rosende ord fra anmelderne, der kalder bogen et rammende portræt af mænd i moderne tid.
Det har længe været en tendens, at unge kvinder overhaler mændene, at mænd i dag er teenagere langt ind i trediverne og ikke far-materiale for de jævnaldrende kvinder, der gerne vil have børn. Ud fra den påstand passer Theis rigtig godt ind i billedet. Alt er mig, mig, mig. I nogle perioder kan han passe et arbejde, i andre sover han over sig, selv om han skal møde ved middagstid. Han jager enten den næste rus eller den næste orgasme. Da han stopper med det, går han ned med flaget!
Til allersidst i bogen fortæller han om nogle tv-serier, han ser. Han fremhæver den, der hedder “The Last of Us”, hvor naturen spiller den største rolle. Bortset fra, at naturen kryber helt ind i det hus på Møn, han en overgang har, så spiller naturen ikke nogen synderlig rolle i romanen. Hvorfor titlen er “Habitat” har jeg endnu ikke noget bud på, for bogen handler ikke om det, der er omkring hovedpersonen, kun om ham! Men et bud kunne være, at i det samfund vi har i dag - det habitat, så må man nødvendigvis ende som ham. Altså at han - og andre jævnaldrende mænd - er et produkt af samfundet. Det er givetvis en roman, som yngre mænd vil genkende sig selv i, men jeg kan ikke spejle mig i den. Jeg kan få indsigt i yngre mænd i nutiden, måske.
Er det stor litteratur? Ikke efter min mening. Jeg tror, det igen er en fase, nogen skal igennem. Jeg har ikke læst Knausgaard, men jeg har indtryk af, at det er nøjagtigt det samme, han har gjort i Min kamp.
July 22, 2026
Dragende bog
July 30, 2025
Et dybt ærligt, tidsnært og godt læs, som jeg føler jeg er fløjet igennem på trods af, at romanen næsten er 600 sider. En bog der bevæger sig gnidningsfrit mellem politiske, litterære, historiske, faglige, geografiske og psykologiske arenaer uden at sætte læseren af. Jeg følte mig virkelig underholdt (på trods af melankolsk/fortabt/kriseramt cirkuleren), og det var så særligt at (gen)opleve den seneste årrække gennem Theis’ øjne
December 30, 2025
En svær bog at bedømme. Nogle passager er sindssygt medrivende, og vi bliver lukket fuldstændig ind i Theis (u)virkelighed, hvor han forsøger at navigere i angst, deadlines og et hus, der falder sammen omkring ham.
Andre dele var et langtrukkent tankemylder smidt ned på papiret, hvor det var ligesom at se en trafikulykke i slow motion - ubehageligt i sin essens.
Jeg forstår hypen, jeg forstår Theis, jeg synes bogen er modig og ærlig og nok ikke alles kop the.
Andre dele var et langtrukkent tankemylder smidt ned på papiret, hvor det var ligesom at se en trafikulykke i slow motion - ubehageligt i sin essens.
Jeg forstår hypen, jeg forstår Theis, jeg synes bogen er modig og ærlig og nok ikke alles kop the.
September 9, 2025
Måtte opgive den halvvejs. En lang bog uden handling, der primært indeholder lange lange beskrivelser af helt almindelige hverdagstanker-og scenarier skrevet ud som var de religiøse åbenbaringer.
October 5, 2025
Theis Ørntoft skriver virkelig godt. Jeg var ret fanget da jeg først fik tygget mig igennem de først ca. 100 sider. Jeg var ikke helt begejstret til at starte med. Det blev lidt langt og småkedeligt at høre om forfatterens pornoafhængighed og prostitutionsbesøg. Han er da ærlig, må man sige, men jeg behøver ikke vide alle ucharmerende detaljer om en forfatters liv. Til gengæld var hele processen om forfatterens nedtur gribende og meget flot beskrevet. Alt i alt god og medrivende autofiktion.
February 24, 2026
Et godstog af en roman! Pyha 😮💨
July 22, 2025
Fremragende tekst som er en blanding af selvbiografisk essay og fiktion. Måske er Theis Ørntoft Danmarks svar på Knausgård. Stærk læsning, bravo.
July 1, 2026
4,5 stjerner, wow en bog<3 ørntoft udleverer sig selv som kældermenneske, og det er både råt, poetisk og ret underholdende
August 23, 2025
Dette er en bog som virkelig har evnen til å kravle under huden på dig og sorte dybe spor. Allerede fra starten af, syns jeg, at jeg kunne genkende mit eget liv i Theis Ørntofts selvbiografiske skrift - og selv om vi begge er relativt unge mænd med litterær interesse og ambitioner, undergansfantasier, fraskilte forældre, og psykiske udfordringer, er det noget mere end de biografiske sammenfald mellem mig og romanens fortæller, der virkelig får mig til at føle, at han beskriver mit liv. Det er noget med den sproglige præcision og overbevisningsevne, Ørntoft udviser, der får mig til at føle mig fuldstendig draget ind i romanen, besat efter at læse mere, om natten når jeg burde sove, på arbejde, til trods for forestående opgaver, og - og dette syns jeg er prikket over i'et - til trods for at læsningen af romanen virkelig har sendt mig ned i et mørkt hul. Jeg har bestemt ikke været mig selv den seneste uge. Alligevel ville jeg blive ved, også selv om romanen var ti, hundrede, tusind gange så lang. Fuck mand.
March 19, 2026
Virkelig god
January 20, 2026
Fascinerende og til tider ret ubehageligt indblik i et menneske, der kæmpede (kæmper) med nogle ting. Desværre blev jeg også distraheret, når det gik lidt for meget ud af en tangent.
Read
April 26, 2026hmm...:////
August 5, 2026
Er det et punktum, der bliver sat for første halvdel af Theis Ørntofts forfatterskab med Habitat? Sådan oplever jeg det. Med skrivningen af denne bog har Theis Ørntoft gennemført et overgangsritual. Han er blevet voksen.
Solar var en hæsblæsende Road movie til fods, Jordisk var en indimellem intens besyngelse af Theis Ørntofts yndlingstemaer: Katastrofen, kapitalismekritikken og klimaet.
Habitat er en hudløs genfortælling af et liv og en verdenserfaring, som ved et tilfælde har gjort Theis Ørntoft til forfatter og ikke kriminel - han kunne skrive. Havde han ikke kunnet skrive, var han endt i et fængsel.
I Habitat fornemmer man, at Theis Ørntoft er kommet hjem. Han møder den kvinde, han bare ved, han skal leve livet sammen med. Bogen slutter med, at hun føder deres første barn.
Og så er der den besynderlige overgang fra den gamle livsfase til en ny:
I sidste del af Habitat ryger Theis Ørntoft ned i et dybt, sort hul af stress, og kan ikke foretage sig noget som helst ud over at løse konkrete praktiske opgaver.
Han er i denne periode i gang med at skrive Jordisk. Men må opgive, indtil han først måneder senere begynder at genfinde sig selv. Han foretager det opkald til en psykiater, han nu godt ved ikke kan udsættes længere. Han får en ny diagnose. Han er ikke psykotisk, hvad han hele sit liv har troet. Og har fået medicin mod. Men lider af angst. Theis får ny medicin - og livet åbner sig for ham igen. Han er kommet ud på en anden side, hvor han igen kan skrive - som aldrig før faktisk - måske belært af et sammenbrudt hus på Møn og en sammenbrudt sjæl - mere ubekymret og mindre selvoptaget end da han på forfatterskolen med vilje skrev klodsede digte - og her skriver han så Jordisk færdig.
Hvad der kommer efter renselsesprocessen i Habitat, må guderne vide. Men det bliver garanteret mere med begge ben plantet i jorden end klamrende sig til en litterær raket med kurs mod solen, vi ser den næste ikke-biografiske Ørntoft-roman udfolde sig.
Solar var en hæsblæsende Road movie til fods, Jordisk var en indimellem intens besyngelse af Theis Ørntofts yndlingstemaer: Katastrofen, kapitalismekritikken og klimaet.
Habitat er en hudløs genfortælling af et liv og en verdenserfaring, som ved et tilfælde har gjort Theis Ørntoft til forfatter og ikke kriminel - han kunne skrive. Havde han ikke kunnet skrive, var han endt i et fængsel.
I Habitat fornemmer man, at Theis Ørntoft er kommet hjem. Han møder den kvinde, han bare ved, han skal leve livet sammen med. Bogen slutter med, at hun føder deres første barn.
Og så er der den besynderlige overgang fra den gamle livsfase til en ny:
I sidste del af Habitat ryger Theis Ørntoft ned i et dybt, sort hul af stress, og kan ikke foretage sig noget som helst ud over at løse konkrete praktiske opgaver.
Han er i denne periode i gang med at skrive Jordisk. Men må opgive, indtil han først måneder senere begynder at genfinde sig selv. Han foretager det opkald til en psykiater, han nu godt ved ikke kan udsættes længere. Han får en ny diagnose. Han er ikke psykotisk, hvad han hele sit liv har troet. Og har fået medicin mod. Men lider af angst. Theis får ny medicin - og livet åbner sig for ham igen. Han er kommet ud på en anden side, hvor han igen kan skrive - som aldrig før faktisk - måske belært af et sammenbrudt hus på Møn og en sammenbrudt sjæl - mere ubekymret og mindre selvoptaget end da han på forfatterskolen med vilje skrev klodsede digte - og her skriver han så Jordisk færdig.
Hvad der kommer efter renselsesprocessen i Habitat, må guderne vide. Men det bliver garanteret mere med begge ben plantet i jorden end klamrende sig til en litterær raket med kurs mod solen, vi ser den næste ikke-biografiske Ørntoft-roman udfolde sig.
November 10, 2025
Ret vild roman!
Habitat er både udfordrende, intens og sanselig og særligt i begyndelsen lidt tung at trække i gang, men når det hele kører, så er det formidabel læsning. Muligvis var det bare mig der var svær at sætte i gang, muligvis havde jeg forventet noget helt andet end det jeg fik, men tak for bogen!
Ørntoft skriver med en rå, rytmisk kraft, der både forfører og foruroliger og fremstår sammenhængende og fragmenteret. Det bliver lidt som en beskrivelse af sind, mere end sammenhængende tanker og jeg læser bogen som en art indre tilstandsroman – det bliver rodet, gentagende, smukt, foruroligende, essayistisk og selvgranskende – og det fordrer en læser med tålmodighed, tror jeg.
Fortælleren søger ro på Møn, men møder i stedet et indre og ydre sammenbrud, hvor natur, teknologi og begær smelter sammen i et foruroligende samlet billede af verden.
Jeg bliver ofte i tvivl om hvor meget der er sandhed og hvor meget der er fiktion, men hvor har han dog ret i mange ting! :-)
For mig blev det en bog der viser at litteratur stadig kan overraske og at alt ikke behøver at være den vante krimi med en drikfældig og udfordret reporter eller utilpasset betjent, der klarer ærterne.
Min bedste læsning i år...
Habitat er både udfordrende, intens og sanselig og særligt i begyndelsen lidt tung at trække i gang, men når det hele kører, så er det formidabel læsning. Muligvis var det bare mig der var svær at sætte i gang, muligvis havde jeg forventet noget helt andet end det jeg fik, men tak for bogen!
Ørntoft skriver med en rå, rytmisk kraft, der både forfører og foruroliger og fremstår sammenhængende og fragmenteret. Det bliver lidt som en beskrivelse af sind, mere end sammenhængende tanker og jeg læser bogen som en art indre tilstandsroman – det bliver rodet, gentagende, smukt, foruroligende, essayistisk og selvgranskende – og det fordrer en læser med tålmodighed, tror jeg.
Fortælleren søger ro på Møn, men møder i stedet et indre og ydre sammenbrud, hvor natur, teknologi og begær smelter sammen i et foruroligende samlet billede af verden.
Jeg bliver ofte i tvivl om hvor meget der er sandhed og hvor meget der er fiktion, men hvor har han dog ret i mange ting! :-)
For mig blev det en bog der viser at litteratur stadig kan overraske og at alt ikke behøver at være den vante krimi med en drikfældig og udfordret reporter eller utilpasset betjent, der klarer ærterne.
Min bedste læsning i år...
June 3, 2026
Ørntoft skriver virkelig flot og giver et indgående perspektiv fra den “afstumpede” mand - ham der giver fanden i vold og lader sig opsluge af porno, ludere, ensomhed, og som alle mænd vel har potentiale til at blive. Men en mand som også stadig har et moralsk kompas og ved det for helvede ikke duer.
Det minder meget om Knausgaards Min Kamp med sit selvudleverende, reflekterende prosa, hvor der ikke sker så forfærdelig meget handling, men er drevet af fortællerens perspektiv på tingene.
Jeg gik død halvvejs da jeg var mæt af at være i forfatterens hoved. Hvor Knausgård søger livets kraft selv når det er svært - og dermed bliver hans fortællinger overordnet set positive - og samtidig er utrolig dygtig til at forstå og fortælle om andre mennesker, er Ørntoft mest af alt dygtig til at fortælle om sig selv og egne tanker. Det bliver trættende i længden.
Det minder meget om Knausgaards Min Kamp med sit selvudleverende, reflekterende prosa, hvor der ikke sker så forfærdelig meget handling, men er drevet af fortællerens perspektiv på tingene.
Jeg gik død halvvejs da jeg var mæt af at være i forfatterens hoved. Hvor Knausgård søger livets kraft selv når det er svært - og dermed bliver hans fortællinger overordnet set positive - og samtidig er utrolig dygtig til at forstå og fortælle om andre mennesker, er Ørntoft mest af alt dygtig til at fortælle om sig selv og egne tanker. Det bliver trættende i længden.
November 11, 2025
En del af bogen er fuldstændig fremragende… men den er virkelig ujævn. Den er meget mig-mig-mig-mig og så gjorde jeg det og så mig og så drak jeg en masse og så mig og så kyssede jeg en pige og så kunne jeg ikke finde ud af at kysse med piger og mig og mig og mig… og så geniale passager om politik, popkultur, natur og så meget mere mig og da jeg var barn og mere om mig.
Det kunne være en dårlig bog om et liv med angst. Eller en dårlig bog om at være utilpasset. Eller en fremragende bog fuld af skarpe iagttagelser og så er det lidt blevet til den samlede bog af alle tre ting.
Det kunne være en dårlig bog om et liv med angst. Eller en dårlig bog om at være utilpasset. Eller en fremragende bog fuld af skarpe iagttagelser og så er det lidt blevet til den samlede bog af alle tre ting.
July 25, 2025
3,5 Jeg var fortryllet langt hen ad vejen, men sidder tilbage ved endt læsning og tænker: blev læseren lige spist af med klor og fødsel som konfliktløsning? På den måde bliver autofiktion sgu lidt kedeligt. Til gengæld elskede jeg at følge hans kreative proces. Hvis Theis læser dette: jeg vil vildt gerne læse den roman om gymnasievennerne og underverdenen. Nok hellere end mere autofiktion.
This entire review has been hidden because of spoilers.
July 30, 2026
Øv en kedelig omgang selvudstilling af en ældre mand der giver op på formerne og bare gerne vil fokusere på sig selv. Theis formår ikke at skrive så smukt og intelligent som det format han efterligner hos Knausgård.
Displaying 1 - 30 of 92 reviews