VORDINGBRONX handler om et liv og de begivenheder, der har ødelagt og skabt det. Det er en historie om social mobilitet gennem et miljø præget af vold, forfald og længslen efter noget andet. En historie om, hvordan destruktiv maskulinitet og kærlighed, håb og undergang konstant kæmper for at tage over. VORDINGBRONX er en poetisk oprørs- og kærlighedserklæring, hvor provinsen ikke længere er en geografisk fodnote – men et ar, en arv og en kampplads.
I VORDINGBRONX tager Emil Falster dig med på en rejse gennem klassesamfundet. Du bliver klogere på alt fra, hvordan ulighed sætter sig i landskabet og kroppene, til hvorfor en hvid t-shirt sjældent overlever i provinsen. Den er til dig, der vil forstå, hvordan ulighed ikke kun er tal og statistik, men noget, der gror i kroppe, sind og relationer. For undervisere og studerende er bogen et enestående indblik i, hvordan uligheden mellem land og by og samfundets marginalisering former liv og identitet. Digtene sætter ord på de usynlige byrder og udfordrer din forståelse af klasse, privilegier og maskulinitet. Brug den til at finde sproget for det, som andre kæmper med i stilhed. Og til alle andre? Vordingbronx er en sjælden fortælling, der bevæger sig på grænsen mellem forskning og poesi, drømme og rå virkelighed.
EMIL FALSTER er ph.d. og handicapforsker. Født i 1992 og opvokset i Vordingborg.
Der er helt klart portrætteret et miljø, jeg aldrig selv har været en del af. Jeg har altid vidst det var der, men “lyksageligvis” aldrig selv været indblandet i noget der ligner.
Den sætter et virkelig fint lys på det at komme fra provinsen, og specielt VB, hvor de her klasseproblematikker absolut er noget jeg kan genkende.
Det er en super stærk fortælling om et svært miljø. Men det skal stadig anerkendes at det er en skildring af én side af et område.
Jeg er selv opvokset i Nyråd, og kan derfor se de forskellige steder, som digtene nævner, plejehjemmet, Bakkebølle og skolen (der, højst sandsynligt må være Marienberg Skole, da det må have været før, at man rykkede over på Kulsbjerg i Stensved, når man startede i 7.?), for mit indre blik. Det gør et stærkt indtryk på mig at selv samme egn, som jeg forbinder med en tryg opvækst, har dannet rammerne for de her brutale sceancer.
Jeg har selv kun mærket til "underklassen" perifært gennem folkeskolevenner, som stiftede familie, mens jeg selv stadig gik på gymnasiet, og hvis forælde døde alt for tidligt. Jeg har set misbrug gennem folk man mødte, når man drak ved Kvicklysøen i Vordingborg eller bag sukkerfabrikken i Stege. Det skærer i hjertet, men jeg har aldrig selv været en del af det miljø.
Digtene var derfor virkelige gode til få noget perspektiv på mit eget klasseophav. Nogle gange kan jeg godt gå og have lidt ondt af mig selv på sådan en middelklasseagtig måde. På jurastudiet har jeg ondt i røven over, at jeg ikke har jurister i min familie og et pre-etableret netværk i modsætning til nogle af mine medstuderende. I et af digtene håner Falster de typer, der påstår, at de tilhører arbejderklassen, alene på baggrund af, at en af deres forældre er folkeskolelærere. Det ramte mig, men var også super kontruktivt for mig, fordi jeg selv har gået rundt og lavet nøjagtig samme påstand...
I hvert fald skal der lyde en kæmpe hyldest til, at Falster skriver den her digtsamling og afkræfter den myte, at der ikke er klasseforskelle i Danmark!!
En meget brutal skildring af en opvækst på Sydsjælland med alt, hvad man kan forestille sig af grusomheder - både på fortæller- og læserplan. Når det beskrives, at en ældre kvinde bliver slået ned, så blodet flyder på gaden, bliver jeg oprevet af den rystende scene - men når jeget samler tænderne sammen, lægger dem i hendes håndflade, og derefter fortsætter ned i træningscenteret, som var det bare nogen, der havde tabt noget, så slår det gnister i mit indre. Lige der fornemmer jeg, at kunsten forstyrrer min virkelighed, og det læser jeg for - problemet her er dog bare, at der blandes faktiske statistikker ind i teksten, og så rystes min verden igen, men på et helt andet plan.