Anmeldelse:
Elsebeth Egholm: Det første offer (fra serien om Dicte Svendsen)
Lige siden jeg boede i Åbyhøj, ikke langt fra Thorsvej, hvor de allerførste Dicte krimier spillede i nærheden af Brabrandstien, har jeg læst alle bøger i serien. Den første fik jeg i gave af min veninde, netop fordi hun syntes det var sjovt at de foregik i vores “hood”.
Siden har Egholm skrevet sig varm, serien er blevet filmatiseret med Iben Hjejle i hovedrollen og på mange måder blevet Danmarkseje. Selv min mand, som bestemt “ikke er til femi-krimis” kunne godt lide den.
I en del år har Egholm skrevet andre bøger, om lægen Rina, også i Aarhus, som klatrer på bygninger om natten (“Frit fald” og “Jeg finder dig altid”) samt et par enkelte bøger. Serien om Rina kunne jeg også virkelig godt lide.
Men Dicte, ja, den har SÅ mange lag og det helt nye bind er ingen undtagelse. Helt fra start er den spændende og ikke til at slippe. En god, spændende krimi med rigtig mange tråde, som Egholm som altid har godt styr på. Baggundshistorien synes man langt hen ad vejen er noget forudsigelig og man har regnet den ud, inden politiet har …. Eller har man?
Det har man nemlig overhovedet ikke - eller jeg havde ikke.
Det er godt nok svært at skrive en anmeldelse sådan helt uden spoilers 🥴, men stol på mig, at denne bog er formidabel pinseunderholdning!
Jeg håber godt nok, at Egholm ikke lægger serien i graven og finder på andet. Det var vildt hyggeligt at komme tilbage i Dictes univers!
Og nu er jeg lidt i bogsorg igen.
Så jeg må hellere skrive til Elsebeth Egholm, at vi alle håber at hun er i gang med næste bind.
Denne her var forresten nr. 10 i rækken og de skal helst læses i rækkefølge for at førlge personernes udvikling og forstå de mange lag og baggrundshistorier. 4/5 stjerner. 😊
⭐️⭐️⭐️⭐️
Forlagets omtale (med spoiler):
“I krig er det første offer som bekendt sandheden.
Under en støttedemonstration i Aarhus for Palæstina sætter en koranafbrænder ild til både koran og gemytter, og en ung demonstrant bliver klemt under en politimotorcykel. Samme aften bliver motorcyklisten og to kolleger hængt ud på de sociale medier med fotos, private oplysninger og en opfordring: ’Gå efter strisserne, der støtter statsministeren og hendes syge forsvar for Israel’.
Dagen efter bliver motorcyklisten Bitten Graa fundet banket til ukendelighed, og overfaldet skaber panik og frygt, især blandt politifolk. Hvem står bag?
Bitten Graa dør af sine kvæstelser, en niårig jødisk pige kidnappes, og kidnapperne kontakter Dicte med deres politiske krav og trusler mod pigen. Kidnapningssagen ledes af linjechef fra PET Steen Harder, mens det lokale politi køres ud på et sidespor.
Konflikten fra Mellemøsten er landet i Aarhus Dicte får hademails, og PTSD-ramte Bo tager til Gaza. Imens kæmper Dicte for at finde sandheden om Bittens død og Sofies kidnapning. Hendes mission vanskeliggøres af misinformation, trusler og løgne. For der er krig, ikke kun i Mellemøsten, men også mellem kønnene og på sociale medier. Og i krig er sandheden som bekendt altid det første offer.”