Hans er forfatteren Charlotte Strandgaards skildring af sin søn Hans Strandgaards lidelseshistorie. En moderne helgenbiografi. Hans Strandgaard blev født 1963 og døde 2012. Han bar fra sit 18ende år på en svær skizofren lidelse, og det er denne syge unge og med tiden modne mands liv, vi som læsere får indblik i. Ikke isoleret, som en historie for sig, men hele tiden i set relation til Charlotte Strandgaard som mor. Hvor usikkert det har været med den konstante angst for, hvad morgendagen bringer, hvor hospitalet tackler situationen, herunder Hans’ sidemisbrug af heroin, og hvornår han igen bliver sendt på gaden eller lagt i spændetrøje. Men også – og det er et scoop – i retrospektiv, hvor meget hun lærte af Hans’ store hjerte og klippefaste tro på Gud. Så bogen er, udover at være en moderne helgenfri, også både en øm og medrivende skildring af dette helt særlige mor-søn-forhold og en sønderlemmende kritik af behandlingssystemet. Charlotte Strandgaard kaldte oprindelig bogen for På det modsatte fortov. For at pege på ham, der går derovre og luder sådan lidt foroverbøjet. For at stille spørgsmål ved vores opfattelse af, hvad der er normalt og hvad der er sygt. Ligger det f.eks. indenfor det normales rammer at se syner, at tale med engle, eller er det noget, som vi som moderne mennesker ikke bryder os om. Som vi forkaster, fordi det er pinligt, eller bare løgn og latin. Den hellige Frans af Assisi er ét af Hans’ forbilleder, og for moren efterhånden at betragte som Hans’ lidelsesfælde. I Sundby kirke, i mødet med kristne fra Egypten og Armenien møder Hans’ trosfælder, for hvem åbenbaringer ikke nødvendigvis hører en fjern fortid til, her finder han ro og efter Ærkeenglen har åbenbaret sig for ham slipper han ud af sit misbrug, fra den ene dag til den anden, hvorved hans liv med sikkerhed forlænges med adskillelige år. Bogen er vanskelig at genrebetegne. Som ofte før spiller Charlotte Strandgaard lyrikken ud mod hårdere genrer, som her f.eks. lægejournaler. Dertil endelig nogle håndfulde af den syge mands fremragende ikke-syge digte.
Charlotte Strandgaard blev født i Aarhus. Hendes far, Jens Kruuse, var litterat, og hendes mor, Annabeth Kruuse, var oversætter. Hun voksede op i et akademisk og bogrigt hjem, hvor en række kunstnere og forfattere kom. Strandgaard debuterede i 1965 med den minimalistiske digtsamling Katalog. De følgende år udgav hun en række digtsamlinger i den selvfremstillende genre, sideløbende med hendes arbejde som biblioteksassistent. I 1969 udgav hun Indimellem holder de af hinanden, som blev genudgivet af Forlaget Gladiator i 2014.
For mig er det en meget trist historie om et intelligent menneskes totale forfald og om et usselt liv med megen modstand inde i sit eget hoved. Jeg savnede lidt mere beskrivelse af den raske Hans fra før han blev syg, for han havde mange gode kvaliteter.
Jeg læste bogen på kun tre dage, med masser af opslag frem og tilbage i historien. Umiddelbart kan jeg kun forestille mig, at bogen henvender sig til pårørende til personer, der har lignende problemer som Hans havde, og til de få, der kendte ham og familien personligt. Måske har Charlotte skrevet bogen for at opnå terapeutisk forløsning / katarsis.
I mit tilfælde skyldes den intensive gennemgang af bogen, at han var en af mine nærmeste venner i teenageårene i sidste halvdel af 1970'erne, og vi kom en del hos hinanden – både mens han boede inde i København, samt før og efter hans søstre var født, da han boede på Amager. Jeg kan se mig selv afbilledet noget forkert på et par af siderne. Det er skrækkeligt at kigge tilbage i egne journaler og opdage, at efter at have set mindre til ham i en periode, kom han lejlighedsvis forbi mit hjem i starten af '82, og at jeg fik besøg af ham, da jeg var syg – kun to dage før, han forsøgte at gøre det forbi. På det tidspunkt var vores venskab hårdt belastet af hans misbrug og af de meget hårde typer, han var begyndt at omgås med.
Charlotte kontaktede mig et par dage efter, respiratoren var blevet fjernet, og jeg nåede at se ham en enkelt gang, inden han blev flyttet til Nordvang. Chokket over det menneskelige vrag sidder i mig endnu, men det var godt at høre hans forklaring på hvordan og hvorfor, det var sket – hvilket ikke fremgår af bogen. På nær en suspekt, fjern erindring om en gåtur i et hospitals grønne arealer, så jeg ham aldrig mere. Mon vi har passeret hinanden uden genkendelse i de efterfølgende 30 år?
Bogen har haft en stor personlig indvirkning. Samtidig er jeg taknemmelig for at blive mindet om de små ting: en skæv finger, mangfoldige interesser og det faktum, at han var en høj og bredskuldret, men umådeligt mild teenager. Det ærgrer mig, at hans søskende ikke kunne kende ham som rask. Jeg oplevede aldrig den mentalt syge mand, der beskrives.