Nanna er single og sidst i trediverne. Hun er træt af dates, træt af sine veninders snak om køkkenrenovering og renten på deres banklån.
Mest af alt er hun træt af, at et af livets store spørgsmål står og blinker: Skal hun være mor eller skal hun ikke?
En dag møder hun Asger ved køledisken i Netto. De var ungdomskærester, men har ikke set hinanden i tyve år, og nu er Asger nyligt fraskilt og har to døtre.
Sammen genoplever de deres ungdoms forelskelse og bliver hurtigt et par. Da spørgsmålet om moderskab igen melder sig hos Nanna, gør Asger det klart, at han har fået de børn, han skal have.
Nanna ved ikke hvordan hun skal tackle det. Skal hun opgive drømmen om moderskab for kærlighedens pris? Og er det overhovedet hendes drøm at blive mor?
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg stadig ikke ved, hvad vi kan lære af katte. Og det er altså lidt et problem, når det er bogens titel. Jeg ventede hele tiden på, at en kat skulle dukke op og levere en form for livsvisdom. Den gjorde den ikke. Kattene er mest stemning. Metaforer. Ubrugelige. Lidt ligesom bogens konklusion.
Hvad vi kan lære af katte tager fat i et tema, jeg faktisk synes er virkelig relevant: spørgsmålet om børn. Vil man dem oprigtigt – eller er det bare samfundets forventninger, der larmer? Er kernefamilien et frit valg eller det eneste accepterede narrativ? Jeg håbede helt ærligt, at jeg ville blive klogere af at læse den her bog. Det blev jeg ikke.
Nanna er sidst i trediverne, single, træt af dates og endnu mere træt af veninder, der taler om køkkenrenoveringer og realkreditlån (relaterbart). Hun møder Asger i Netto (romantisk), de genoptager deres ungdomsforelskelse, og selvfølgelig har han allerede fået de børn, han skal have. Konflikten er sat op. Jeg er klar.
Og her begynder min frustration for alvor. For bogen kredser og kredser og kredser om spørgsmålet: Skal Nanna have et barn? Er det hendes drøm? Er det samfundets? Skal hun vælge kærligheden? Skal hun vælge moderskabet? Skal hun vælge sig selv? Jeg tænkte: yes, lad os tage den.
Men nej. Vi tager den ikke. Vi går rundt om den. Vi stirrer på den. Vi aer den blidt. Og så… slutter bogen.
Jeg er med på, at det måske er pointen. At livet ikke altid giver svar. Men når man skriver en hel roman om ét centralt spørgsmål og så nægter at tage stilling til det, ikke engang i form af et åbent, men meningsfuldt valg, så føler jeg mig lidt snydt.
Så hvad kan vi lære af katte? Aner det ikke. Hvad lærte jeg af bogen? At man godt kan skrive 250 sider om et vigtigt emne uden at komme nogen vegne.
⭐️ 2,5/5 stjerner. Fordi temaet er relevant, sproget er fint, men fordi bogen aldrig rigtig tør tage ansvar for sit eget spørgsmål.
Elsker Marie Hougaards bøger, og den her er ingen undtagelse. Var ret vild med kattemetaforen, og hvordan den passer så fint på resten af fortællingen. Var dog mere fanget af konflikten i ‘Normal opførsel’ end i denne, men slugte den stadig; derfor fire stjerner
Samme vibe som Kun til navlen og Undskyld jeg kommer for sent, om at stå lidt udenfor kernefamilien og formlen for det gode liv, men at ønske sig et godt liv alligevel (hvordan??), det er så kompliceret og gør ondt, kan virkelig mærke det. Mega fin bog
Følte hjertesorgen og tvivlen helt inde i hjertet 💘 dog følte jeg ikke det med katte så meget, og synes ikke sproget var lige finurligt og rammende som i Normal Opførsel
Fin lille perle om at være midt i livet og skulle finde videre vej til hvordan fremtiden skal forme sig - og så om en lille kat, der har en mere ukompliceret tilgang til livet .
Synes Marie Hougaard skriver så let, ukompliceret og alligevel mærkbart - virkelig glad for alle hendes bøger
Velskrevet, indlevende, interessant emne. Blev irriteret på fortælleren undervejs. Hendes manglende interesse i Asgers børn og hvor uforstående hun var over, at deres behov selvfølgelig kommer før en ny kæreste.
Det var en hyggelig bog, men jeg sad hele tiden med følelsen af at jeg havde læst eller set det før. Der var desværre intet nyt til emnet ellerom at være single i 30'erne.
Meget hyggelig og letlæst. Marie Hougaard skriver godt, men jeg blev ikke sådan ægte grebet af denne. Synes at temaet er relevant, men jeg savnede lidt en bedre forløsning.
Jeg synes Marie Hougaard skriver godt. Titlen og forsiden er lidt off, synes jeg og jeg havde faktisk overset at det var en bog hun havde skrevet. Slutningen gjorde mig dog en smule arrig, ved ikke om det var meningen?