Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg stadig ikke ved, hvad vi kan lære af katte. Og det er altså lidt et problem, når det er bogens titel. Jeg ventede hele tiden på, at en kat skulle dukke op og levere en form for livsvisdom. Den gjorde den ikke. Kattene er mest stemning. Metaforer. Ubrugelige. Lidt ligesom bogens konklusion.
Hvad vi kan lære af katte tager fat i et tema, jeg faktisk synes er virkelig relevant: spørgsmålet om børn. Vil man dem oprigtigt – eller er det bare samfundets forventninger, der larmer? Er kernefamilien et frit valg eller det eneste accepterede narrativ? Jeg håbede helt ærligt, at jeg ville blive klogere af at læse den her bog. Det blev jeg ikke.
Nanna er sidst i trediverne, single, træt af dates og endnu mere træt af veninder, der taler om køkkenrenoveringer og realkreditlån (relaterbart). Hun møder Asger i Netto (romantisk), de genoptager deres ungdomsforelskelse, og selvfølgelig har han allerede fået de børn, han skal have. Konflikten er sat op. Jeg er klar.
Og her begynder min frustration for alvor. For bogen kredser og kredser og kredser om spørgsmålet: Skal Nanna have et barn? Er det hendes drøm? Er det samfundets? Skal hun vælge kærligheden? Skal hun vælge moderskabet? Skal hun vælge sig selv? Jeg tænkte: yes, lad os tage den.
Men nej. Vi tager den ikke. Vi går rundt om den. Vi stirrer på den. Vi aer den blidt. Og så… slutter bogen.
Jeg er med på, at det måske er pointen. At livet ikke altid giver svar. Men når man skriver en hel roman om ét centralt spørgsmål og så nægter at tage stilling til det, ikke engang i form af et åbent, men meningsfuldt valg, så føler jeg mig lidt snydt.
Så hvad kan vi lære af katte? Aner det ikke.
Hvad lærte jeg af bogen? At man godt kan skrive 250 sider om et vigtigt emne uden at komme nogen vegne.
⭐️ 2,5/5 stjerner. Fordi temaet er relevant, sproget er fint, men fordi bogen aldrig rigtig tør tage ansvar for sit eget spørgsmål.