Hvad er AIDS forkortelse for? Alle Idioter Dummer Sig
Sådan hed det i skolegårdene i firserne. Budskabet var enkelt dengang: brug kondom eller dø—især hvis du er homo. Men hvad er der sket siden? Efter døden forlod festen, og vi begyndte at skrive hiv og aids med småt?
Scenen er København. En nyudklækket student cruiser over Fælleden med en frisk tatovering på halsen. En escortfyrflygter fra SAS-hotellet med 500 euro og et stjålent gram coke. To Vesterbro-drenge står i hjemmelavede crop-tops og prøver at komme ind på Den Anden Side. Én hovedstad, tre årtier, tre veje der krydses. ALLE IDIOTER DUMMER SIG er en roman om grænser der bliver overtrådt, om traumer der går i arv, og om et af livets helt store spørgsmål: at kneppe eller ikke at kneppe.
Nikolaj Tange Lange is a Berlin-based writer, musician and adult performer. He's the author of four novels in Danish, most of which deal with Berlin subcultures; from ketamine-fueled techno romance in 'Livet er en fest og så dør man' (Life Is a Party and Then You Die) to nazi accusations on the left in 'Antityskland' ('Anti-Germany').
His latest novel 'Romeo & Seahorse' came out in English translation in 2024. The book is an exploration of romanticism, chemsex, and what the two have in common. Translated by Tange Lange himself, it is his English-language debut.
Originally from Denmark, Tange Lange started his artistic career in the noughties in the Copenhagen trash drag collective 'dunst'. He continued as singer and songwriter in his NSFW electro-punk project Nuclear Family. As a porn performer, he has made films with directors like Courtney Trouble, Pigboy, and Axel Abysse.
Fed bog! Fyldt med liv af den slags man hører for lidt om og alligevel genkender så meget fra sit eget. Og fin skildring af den sygdom der har været med til at definere os siden jeg selv var DiRty
Alle idioter dummer sig, er titlen på Nikolaj Tange Langes nye roman. Vi følger tre forskellige mænd, og møder dem alle som 18-19-årige i henholdsvis 1993, 2008 og 2023. De tre mænd gennemlever hver især skæbnen som ung homoseksuel, der ikke helt har taget hul på deres seksualitet i en tid, der på hver deres måde og alvorsgrad er præget af AIDS og frygten for sygdommen.
Jeg synes, det var en god bog, man bliver opslugt, men ikke på den der måde, som man gør med Jensbys Techno for eksempel hvor man ikke kan lægge bogen fra sig, fordi man lige vil vide, hvad det næste vanvittige og grænseoverskridende der vil ske på næste side. I stedet tegner bogen karakterer, der vækker ens sympati, man føler med deres situation. Det er for mig, den slags litteratur, som kan øge ens empati – udvide ens horisont, så man bedre kan forstå andre menneskers lidelser og skæbne. Som Toni Morrisons bøger, der giver en forståelse for, hvordan det egentlig var og til dels stadig er at være en sort kvinde i USA, på en måned, hvor jeg som hvid, heteroseksuel mand i en meget privilegeret position på stort set alle parametre, på helt gentleman-Finn agtig-vis, må sige ”Nårh okaaaay, nu forstår jeg”. Nu forstår jeg bedre, hvordan det rent faktisk stadig er svært at være homoseksuel, hvordan på trods af, at medicinen er så god nu, at man sagtens kan leve et normalt liv og ikke smitte, hvis man er HIV-positiv, at frygten stadig spøger. Tak for det.
Tag det her uddrag som eksempel på en god måde at forstå, hvordan det var at være ’positiv’ i en tid, hvor man ikke rigtig vidste, om man var købt eller solgt:
”forestil dig at du flytter ind i en lejlighed, og du er ret sikker på det bare er midlertidigt, du vil ikke male væggene, og du vil ikke hænge noget fordi du helst vild undgå at slå søm i – allerhøjst et par skifterammer –, og så er der gået 15 år, og alligevel det er som om du ikke rigtig er flyttet ind endnu.”
Stilistisk er bogen også dybt interessant. Der er så vidt jeg kan se ingen reelle punktummer – udover de tænksomme eller tøvende ”…”, parenteser bliver brugt flittigt og nogle gange har (’erne ikke de korresponderende )’er og omvendt. Masser af tankestreger og skråstreger, sideskift osv. En ven spurgte (som en dansklærer), om det måske er et eller andet opgør med retskrivningen. For mig at se: jo, det er jo et opgør med retskrivningen, men det er da ligegyldigt. For mig er det bare virkemidler, jeg prøver ikke at tænke på dem, men lader deres effekt sive ind i min læseoplevelse. En tanke: Er det ikke på en måde, at udnytte bogen som medie til fulde? At presse skriftens udtrykspotentiale til det yderste? ****
Hvis du synes at Arven (otte timers marathon-stykke om HIV og bøssehistorie på Det Kgl) var på nogen måder vedkommende, skal du helt sikkert læse den her! Samme temaer, men i dansk kontekst og helt ned i øjenhøjde (penthouse-lejligheden på Manhatten skiftet ud med et værelse på Grønjordskollegiet). Og så elsker jeg også hvor vild og eksperimenterende den er i sin form, samtidig med den glider lige så let ned som en Netflix-serie!