Romanen Lyset over Nordens Plads af Anna Mejlhede er en fortælling om, hvad en manglende evne til forundring gør ved os og vores relationer.
64-årige Birthe er sekretær på et inkassokontor. Intet i verden vækker hendes nysgerrighed. I Birthes lille hjørne af tilværelsen er livet bare, som det nu engang er. Men en morgen får Birthe en besked, der får hende til at slippe alt, hvad hun har i hænderne. Hun sælger huset og opsøger den datter, der ikke har villet se hende i 15 år. Med sig i tasken har Birthe en formue i kontanter.
Intet går som planlagt, og i desperation fordriver Birthe tiden med at rejse rundt i landet som kæledyrspasser, et job der sætter hende i forbindelse med kvantefysikeren Bernt. Birthe skal passe hans lille hund i lejligheden på Nordens Plads, mens han selv tager til Californien for at lede et hemmeligt forskningsprojekt påbegyndt i kælderen under Niels Bohr Instituttet.
På Nordens Plads åbner Birthes horisont sig langsomt op. For hvad er virkeligheden, når det kommer til stykket? Og hvad er det kærlighed, håb og fællesskab næres af?
Hun debuterede med bestselleren ”Kys dit Kaos – livet er alligevel noget rod” i samarbejde med skuespiller Nastja Arcel.
Anna Mejlhede har været landsbypræst og siden bypræst. Derimellem har hun arbejdet i erhvervslivet i et tværfagligt team af psykologer, psykiatere, fysioterapeuter og læger.
I dag hun sogne - og orlogspræst ved Holmens kirke i København. I forbindelse med det arbejde har hun tilbragt 90 dage om bord på krigsskibet "Esbern Snare" ud for Somalias kyst.
Der er bøger, man ikke helt forstår, hvorfor man bliver så grebet af. De lægger sig ikke nødvendigvis tæt på ens egne erfaringer, og de skriger måske heller ikke efter opmærksomhed - og alligevel sniger de sig ind under huden. Sådan var det med “Lyset Over Nordens Plads” En stille roman, der på sin egen måde alligevel greb mig, og fik mig til at læse videre med hjertet i hånden. Måske fordi den bare ikke forsøger at være noget andet end det, den er… En nænsom og ærlig fortælling om livets skrøbelighed og menneskets længsel efter mening og forbundethed.
Anna Mejlhede skriver med hjertevarme – og med en tydelig baggrund som præst, hendes blik på en verden præget af næstekærlighed, som mærkes i både stemningen, sproget og karaktererne. Under den enkle overflade, synes jeg der ligger et dybere budskab om, hvad det vil sige at være menneske – og om hvordan barmhjertighed og hjælpen vi søger, nogle gange findes i de mest uventede møder.
Vi følger Birthe, 64 år, sekretær i et inkassofirma. Hun lever et liv i parentes – et liv, der holder sig inden for regnearkets sikre rammer. Hun har for længst affundet sig med at eksistere frem for at leve. Indtil noget – eller nogen – prikker hul i hendes hverdag, og hun pludselig handler. En samtale over hækken med naboen, bliver den gnist der får hende til at tage det, man vel godt kan kalde en eksistentiel afstikker… Hun sælger huset, bruger alle sine feriedage, og kører mod datteren, som hun ikke har haft kontakt med i femten år.
Men det, der skulle have været en genforening, bliver en afvisning så voldsom, at det slår bunden ud af hende. Uden tag over hovedet, men med en pæn sum penge i tasken, lever Birthe nu i sin bil – med en fortvivlelse så tæt, at selv vinterkulden synes mild i sammenligning. Hun tager et job som kæledyrspasser og får derigennem adgang til varme stuer, og midlertidigt tag over hovedet, men det er mødet med mennesker – dem, man måske normalt går i en bue uden om – der bliver det egentlige lyspunkt og vendepunkt for Birthe.
De farverige eksistenser, hun møder, bærer alle på liv, der måske ikke passer ind i den gængse normopfattelse omkring hvordan vi skal leve vores liv. Men måske netop derfor evner de at møde Birthe, hvor hun er, ikke med spørgsmål eller krav – men med nærvær. Langsomt åbner hun sig, og langsomt gror der noget i mørket, der måske kunne blive til venskab, give heling og måske vise nye veje.
Mejlhede forfatter i den grad, en rørende fortælling om sammenbrud og opbrud, om at være menneske i en tid, hvor præstation og kontrol ofte overskygger sårbarhed og behovet for fællesskab. “Lyset over Nordens Plads” minder os om, at det ikke nødvendigvis er i planerne, vi finder os selv – men i det, der vælter dem. At det netop er i mødet med det uforudsete – og med hinanden – at lyset kan trænge ind.
En stille, men livsklog og hjertelig roman, om kærlighed i bredeste forstand, og om at turde bede om hjælp - og om at vi nogle gange må fare vild for at finde hjem… Det er også en roman der alligevel endte med at ramme mig, faktisk i sådan en grad - at den skal have 5 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ herfra.
Jeg blev desværre noget skuffet over denne bog, selv om den var rigtig godt oplæst. Nok bl.a. fordi, det jeg troede var hovedhistorien, nemlig det vanskelige forhold mellem en mor og hendes voksne datter, kun fyldte en brøkdel af bogen. Denne vanskelige relation blev kun sporadisk behandlet. Bogen bestod af en masse, for mig, kedelige sidehistorier. F.eks. en kvinde, der gik tur med en usynlig hund, hovedpersonens pasning af diverse hunde, hendes møde med en tyv og med en mand, der interesserede sig for kvantefysik. For mit vedkommende gjorde kvantefysikken ikke noget godt for bogen og fyldte for meget. Og mandens “clairvoyance” virkede bare irriterende. Det er da dejligt, at så mange elsker bogen, men den og jeg passede vist bare ikke sammen.
En fin, lavmælt, hyggelig fortælling om familie, ensomhed, angst og kærlighed. Også lidt om kvantefysik, nørder, hunde, skæve eksistenser og forældre-børn-relationer. Her vil være stoft til snak i en hyggelig læseklub.
Sidste del af bogen trækker ned for mit vedkommende. Langt hen af vejen nød jeg virkelig fortællingen, men de sidste 50 sider trak desværre gevaldigt ned for mig.