Skyggen foran mig

by Kim Fupz Aakeson

En mand bliver løsladt efter mange år i fængsel. Han flytter ind hos en gammel ven. Han er som et barn, uden pas, uden sundhedskort, uden NemID. Det eneste, han har, er en ide om at gå. Langt. Hele vejen til Verdens Ende.

Genres: Danish, Fiction, Audiobook, Contemporary

254 pages, Paperback

First published April 10, 2025

Reviews

[Line Holm]

Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men det er en fremragende bog! Rørende, letlæst, men berører de tungeste eksistentielle emner, sjov, tankevækkende, velresearchet. Uden tvivl en af 2025’s bedste bøger.
Der eneste, jeg ikke forstår, er den lidt grumsede 90’er-krimiforside, som på ingen måde sælger bogen som det mesterstykke, den er.

[Jørn Lybech]

Fupz skriver ikke uvedkommende bøger, og heller ikke Skyggen foran mig lader en uberørt. Morderen kaldet Paven, fordi han har læst bibelen, løslades fra fængslet efter at have udstået den fulde straf for at have myrdet konen i en gensidig rus af piller og sprit.
Han er selvfølgelig et helt andet menneske efter at have siddet i 12 år: Ensom (sønnen ønsker ingen kontakt), fattig og fuldstændig fordringsløs. Han beslutter sig for - efter et indspark fra fængselspræsten - at gå caminoen. Det bliver nemt en kliché men ikke i Fupz udlægning. Han får faktisk et lidt andet perspektiv på turen via vandrefæller.
Fin fin roman om at at tage et nyt livtag med livet, selvom alt før ligger i ruiner.

[Peter Odel]

Jeg synes altid Fupz Aakessons bøger og manuskripter er relevante og tankevækkende.

Det gælder også denne roman der følger en jeg-fortæller på Caminoen, nyligt løsladt efter mange års fængsel for mord. Han går for at finde ro, retning og måske en form for tilgivelse – men uanset hvor langt han bevæger sig, kaster fortiden stadig sin skygge foran ham.


Fupz Aakesson skriver stramt, med en minimalistisk, næsten underspillet kraft hvor det vigtigste ligger i pauserne, i det usagte.

Jeg sad konstant og fyldte hullerne ud fordi romanen beder læseren om at læse mellem linjerne. Det minder mig om Helle Helle: den samme præcision, samme tro på at læseren kan og vil arbejde med. Og det er netop dér bogen bliver så stærk.

Romanen er ikke desto mindre let læselig, korte sætninger, replikker og afsnit og alligevel et tæt psykologisk portræt af et menneske og dennes forsøg på at genstarte sit liv.


Selvom jeg-fortælleren er dømt morder, er romanen dybt vedkommende for læsere der ikke liige deler hans livsvilkår. For i bund og grund handler bogen ikke om kriminalitet, men om noget dybt menneskeligt: ensomhed, isolation, skam, ansvar, forsøget på at blive et bedre menneske – og frygten for, at man måske ikke kan.


En rørende, eftertænksom og stærkt anbefalelsesværdig lille roman som jeg slugte på en dag...

[Louise Eltved Krogsgård]

Den bedste Fupz bog. Den er bare så fin, tung og vedkommende og rørende. Elskede hver en side.

[Nina Wegner]

En meget fin fortælling om skyld, skam, afsoning og caminovandring.

[Lars Winther]

Fremragende. Bedste danske bog længe.

[Yvonne]

Fænomenalt godt skrevet - En fortælling som kommer ind under huden på læseren og efterlader et varigt mærke.

Jeg har meldt mig til DR romanklubben 2026 - Primært for at udfordre mig selv til at læse andre slags bøger end de gængse fantasy og middle grade bøger som jeg ofte vælger. Og her efter at have læst den første af de nominerede bøger så er det en beslutning jeg er uhyre glad for at have taget.

Vi følger en midaldrende mand som netop er løsladt efter at have afsondret en lang fængselsstraf og temaerne i bogen er bl.a. skyld og tilgivelse. 

Historien fortælles både i nutiden og i fortiden, så læseren lærer hovedpersonen at kende både som den han er nu, den han var og hvad der er gået imellem disse to punkter i tid. 

Bogen er kort - korte kapitler, små brudstykker af samtaler, korte episoder i tid. Men det er alt det forfatteren ikke direkte skriver som trænger ind hos mig som læser - og det på en måde så det både får hårene på armene til at rejse sig og smilet frem.

Mine absolut varmeste anbefalinger. 

[Johanne Maria]

Skyggen foran mig, damn en bog (!!) lånt af gode @teabroeng. Det er noget af det mest veloplagte og velskrevne, jeg længe har læst. Historien er en kvindemorder, der efter at have afsonet sin straf, går Caminoen og her vurderer sin egen gyldighed som menneske. Teksten er skåret helt ind til benet. Nøjagtigt og stramt.
Jeg sidder tilbage med lysten til at give en kvindemoder verdens største krammer??? At forskyde sympatien i en sådan grad, -det er dælme godt skrivehåndværk.
Læs den! God sommer, læsevenner.

[Sami]

Dette er uden sammenligning den mest medrivende bog, jeg nogensinde har læst. Så frygteligt smukt skrevet.

[Christina Sommer]

Meget velskrevet. Meget nærværende beskrivelse af fængselsophold og perioden efter

[Lulu]

3.5 stjerner

[Jakob Krabben]

Hørt som lydbog

[Søren Grauslund]

Bogen er et udmærket stykke socialrealisme og skæbnefortælling.

Men jeg kan ikke rigtigt relatere til den. Den siger mig ikke særligt meget. Jeg skulle have læst en anden bog.

[Bodil Sixhøj]

En mand løslades efter et langt fængselsophold. Gennem bogen får vi indblik i, hvad der ligger bag.
Bogen foregår både før fængselsstraffen, under fængselsopholdet og i perioden derefter, hvor hovedpersonen går Caminoen.
Manden har levet i et stormomsust forhold med en kvinde, og de har fået en søn. Men de drikker og tager piller, så drengen går for lud og koldt vand og bliver til sidst fjernet og sat i familiepleje. Især kvinden vender sin vrede mod systemet. Hos plejeforældrene kommer der ro og orden på drengens liv, og da deres samvær ofte kører af sporet ender drengen med at vende sine forældre ryggen.
Gennem livet har de to ofte startet skænderier, der er endt i voldsomme slagsmål og sex med kvælertag. Til sidst går det galt, og kvinden dør.
I fængslet afsoner manden sammen med en gruppe andre mænd, der har gjort noget tilsvarende. De kan ikke være på en almindelig afdeling, hvor de andre indsatte ville overfalde dem. Manden begynder at læse Biblen og på et tidspunkt begynder han også at tale med en præst. Det bliver startskuddet til, at de danner en samtalegruppe med præsten. Her drøfter de mange samvittighedsspørgsmål, skyld og skam. Det er faktisk præstens ide, at manden skal gå Caminoen, når han kommer hjem.
Efter løsladelsen opsøger han sin søn og fortæller, at han er kommet ud, men mere kommer der ikke ud af det. Han har fået husly hos sin ven, men ort tid efter tager han altså afsted til Spanien.
På vandringen møder han for det første en lille gruppe bestående af kræftsyge Henning og Ingrid og Ingrids søster, som han er en del sammen med. Man aner, at et forhold mellem dem kunne være en muslighed, men manden ahr endnu ikke fortalt, hvad han har gjort. Det sker først på rejsens sidste dag ved Verdens Ende.
Det er en meget velskrevet bog med gode iagttagelser og ikke mindst gode, interessante temaer. Er man fri for skyld, når man har afsonet sin straf?

[Heidi]

Bare en virkelig, virkelig god roman! Flydende, letlæst sprog og en hovedperson som jeg øjeblikkelig havde sympati for, trods hans ugerninger. Det føltes som et realistisk portræt af at gå caminoen, og der var både smil og tårer undervejs. Sådan en roman jeg godt ville have tilgode, og som jeg vil anbefale til alle!
Meget troværdigt læst op af Kasper Leisner.

[Lise Dahl Arvedsen]

Skyld, skam og tilgivelse - hvornår er man fri...

Jeg læste bogen i forbindelse med DR Romanklub, og det var givende at se, hvor mange forskellige læsninger man kunne tage med.

Bogens fortæller (jegfortæller), er hovedpersonen, som man kun kender ved fængselskaldenavnet "Paven", en vigtig pointe i sig selv, vil jeg mene, fordi det giver bogens fortæller en anonymitet. Vi har som læser ingen ret til at kende hans sande identitet, han har jo udstået sin straf, eller hvad?

Flere af bogklubbens deltagere var fortørnet over systemets manglende ansvarstagen i forhold til hovedpersonens liv, hvilket jeg sympatiserer med, især når man hører historierne fra det virkelige liv. Men det vi ikke må glemme er, at historien fortælles af hovedpersonen selv. Historien er det narrativ, den fortælling hovedpersonen har brug for at fortælle for selv at kunne leve sin egen historie.

Med det blik bliver det mindre vigtigt, hvad han har gjort, hvad andre har gjort, og mere vigtigt hvad det er han vælger at fortælle.

Jeg er imponeret over bogen, den ene side spiste den anden, og det der særligt indfanger mig er den menneskelige kompleksitet, som Aakeson formår at indfange. Enkelte steder slår jeg mig først på nogle episoder, men fx hvordan livet er i fængslet eller noget om hvordan Paven interagerer med mennesker på Caminoen, som virker uautentisk. Men da er det, at jeg husker mig selv på, at det er hovedpersonens egen fortælling, og i det lys, så kan han jo selv vælge, hvad han har lyst til at trække frem.

En af de ting, som jeg slår mig en anelse på, er tidsligheden. Hovedpersonen sidder i fængsel i rigtig mange år, men længden er svær at fornemme. På den måde bliver hovedpersonens udfordringer når han kommer ud mere "telling than showing" (selvom der dog er nogle konkrete gode eksempler med i bøvlet med det offentlige). På samme måde så savner jeg følelsen af langsommeligheden eller længden på Caminoen. Her bliver det også hurtigt "telling" frem for "showing".

Alt i alt har det mindre betydning i en ellers virkelig fantastisk bog, der særligt mestrer at indfange menneskelig kompleksitet, og efterlader læseren uafklaret med det åbne spørgsmål: Hvornår og hvordan kan man gøre fri af de skygger, en historie kaster foran én?

[Lis Agerbæk]

Både for lidt og for meget. Hovedkarakteren kommer ikke til at stå tydeligt frem for mig. Han har slået sin samlever ihjel, indser at han har handlet forkert og derfor vil han tage sin straf.

En medafsoner, "Feta" kalder ham i en ophidset fodboldkamp for "ingen". Sådan fremstår han også tilnærmelsesvist for mig, som ikke nogen.

Endnu mindre hører vi om Malene, den dræbte, der beskrives som en "højtråbende kælling". Parret går til i misbrug og må afstå at være forældre for deres søn.

Jeg får ikke forståelse for eller sympati med dem. Derfor trækker jeg hurtigt på skuldrene af deres reaktioner, når de føler sig misforståede, er vrede på plejeforældrene og kommunen. Jeg får ikke forståelse for eller sympati med dem, selvom vi hører lidt om en skæv opvækst.

En lidt flad tekst, og jeg irriteres over gentagelsen af udtrykket "min ven Michael". Ja, vi har fattet, at Michael er hovedpersonens eneste ven og kontakt udenfor fængslet. Og over flere eftersætninger som "Sådan er det" og unødvendige tilføjelser, konklusioner, som jeg hellere ville tænke selv.

Så hvad holder læsningen gående? Relationerne mellem de indsatte, en gradvis kommen til live og optøen mellem hovedpersonen og "Præst" og på caminovandringen relationen mellem den tidligere afsoner og hans vandrefæller plus udviklingen i den enes sygdom og en mulig kærlighedsrelation.

Jeg ved også godt, at min læsning og oplevelse kan handle om en vis modvilje mod at beskæftige mig med emnet og det, at jeg ikke vil tilgive en kvindemorder.

Men måske ville alt være sagt lige så godt eller bedre i en avisreportage eller en tv-dokumentar?
Jeg læste den til min læsegruppe. Havde måske droppet den ellers.

[Charlotte]

Virkelig god, helstøbt og velkomponeret historie.
Helt vidunderlig slutning. Anderledes og helt rigtig og meget rørende.
Ret hurtigt inde i romanen bliver det sådan, at hvert andet kapitel er turen på caminoen og hvert andet er tiden op til drabet eller tiden i fængslet.
Hovedpersonen er stille og uden trang til at udtrykke sig. Har svært ved det. Afspejlet troværdigt i tonen og stilen, når der er dialog mellem personerne. Han har dog en charmerende lavmælt humor, som giver stor sympati for ham.
Persongalleriet er lige tilpas stort i begge afdelinger af bogen.
Hovedpersonen er drabsmand. Han har slået sin kone ihjel. Kvalt hende. Taget sin straf. 12 år i fængsel. Nu skal han vælge: dø eller leve?
En af bipersonerne på caminoen skal dø. Han har kræft. Dette minder i øvrigt det om “Saltstien”, jeg har læst for nylig.
Men hvad skal vores hovedperson? Hans voksne søn vil ikke have noget med ham at gøre. Han er tørlagt og clean og troende. Har læst biblen 2 gange.
Vi som læsere oplever det umulige i at kunne fortælle den sandhed i mødet med nye mennesker, som ubekymrede gerne vil være venner. Og hvad med kærligheden? Vi erfarer også, at den dør nok også er lukket for altid med fortidens ugerning.
Meget traditionelt er vandringen, det der driver handlingen frem - en vandring som fængselspræsten foreslår ham - en erkendelsesrejse og en rejse, hvor byrden, den tunge rygsæk af skyld bæres hele vejen - lige til verdens ende.
Smuk læseoplevelse!

[Kurt Thybo]

Jeg har læst mange af Fupz´ billedbøger. Senest har jeg læst Heks op en del gange for mine børnebørn. Et fremragende værk. Ligesom mange andre billedbøger. Den bedste i min optik er Drengen der lå i sin seng mens faren og damefrisøren så på. Ganske enkelt et eksistentielt værk om sorg. For børn og andre mennesker. Også Vitello er stor kunst med små midler. For ikke at tale om ungdomsbøgerne. Berørte Katrine eller Drengestreger. Man kunne sagtens blive ved med at fremhæve Fupz´ børnelitterære kunst. Voksenbøgerne har jeg indtil nu haft det sværere med og flere gange sprunget over. Men så er der jo den seneste. Skyggen foran mig. Det er også stor kunst. Med ret små midler og i et typisk Fupzsprog. Mundtligt og letløbende og med megen humor i en kulsort fortælling.
Hovedpersonen får sit navn, Paven, i fængslet, hvor han afsoner for kvælningsdrabet på sin kone. Pavenavnet kommer af, at han læst Bibelen igennem to gange. Hele Bibelen. Usselt var pavens liv med kone og en dreng de ikke kunne være forældre for. Druk og piller og piller og druk igen. Ingen fast arbejde. Dårlig ryg eller noget andet. Skænderier og slagsmål i hjemmet. Drengen fjernet. Og det gik som det gik. Fuld afsoning og så en gåtur på Caminoen i Spanien for at komme til sig selv eller lidt videre i livet. Udover vabler lærer han noget om mennesker, også kvinder. Fremragende roman.

[Nene La Beet]

Jeg faldt over denne i min lytte-app og tænkte, at Kim Fupz da skulle have en chance som voksenforfatter. Romanen var bestemt ikke dårlig, men altså heller ikke rigtig god. En mand har siddet i fængsel for drab i mange, mange år, og vi følger ham i flere spor, både før forbrydelsen, efter og under afsidningen og til slut efter løsladelsen. Det fungerer fint og er ikke svært at hitte rundt i.

Efter løsladelsen beslutter han at gå Caminoen, og vi følger ham på den lange vandring, hvor han møder nogle andre danskere, som han slår følge med. Desværre synes jeg aldrig, det bliver hverken særlig spændende eller ægte engagerende. Ærgerligt, for jeg kan godt lide Kim Fupz.

Bogen er udmærket indlæst af Kasper Leisner.

[Matilde Lærke Hansen]

Læste den her bog tilfældigt, fordi den var på forsiden af Ereolen og fordi jeg kunne huske, at Kim Fupz Aakeson var min folkeskolelærer Niks yndlingsforfatter.

Det er virkelig en fin og rørende fortælling der indeholder en masse stof til eftertanke. Selvom sproget er letlæseligt, synes jeg alligevel at det har en hel del dybde, og nogle smukke og meget skarpe beskrivelser. Jeg elskede især for mange forskellige facetter af hovedpersonen man kunne afspejle sig selv i. Han beskiver nogle meget specifikke situationer og tilhørende nogle helt specielle følelser. Og jeg synes mange af dem kan spænde over både en morder og en 22 åring kvinde - ret specielt.

Desuden er jeg bare en sucker for en bog med underliggende eksistentialisme, og Kim Fupz gør det på smukkeste vis.

[Thomas Jensen]

Jeg vil påstå at historien kan noget, men jeg er nok ikke målgruppen. Den blev simpelthen bare for kedelig for mig. Det bør dog ikke afholde dig fra at læse den, hvis du er til realisme, har det godt med en forfatter, der har en god viden om fængselsmiljøet, misbrugsmiljøet og en tilbagevenden til livet, der synes umulig, en opfattelse af sig selv som stemplet for livet bare forbi man bliver træt af pis og alt det der. Drabsmænd, pillemisbrugere og Camino-vandrere kan også være mennesker. Melankoli i 8. potens. Stik mig en postevand direkte fra den grå betonfabrik. Smag skal du tænke dig til.

[Lars B.]

Forfatteren lykkes flot med at forløse historien i to spor: en morders afsoning af partnerdrab og et forsøg på soning under en vandretur på caminoen. Som læser plantes man i den drabsdømtes hoved. Med et sprog og et verdensbilllede, fængslet kun har gjort mindre og mere studst. Det er et yderst vellykket greb og man fornemmer, hvor forkrøblende det må være dels at sidde inde, dels at komme ud til en verden, man ikke helt forstår eller føler sig forbundet med. Der er stor autenticitet i historien her og den er svær at lægge fra sig. Aakeson kan sit stof til fulde og ind i marv og ben.

[Julie]

Så nænsomt skrevet. Om et forfærdeligt liv, påvirket af en krop i smerter og en manglende søn, druk og stoffer, som ender i mord og fængselsdom. Bogen ser fremad. Hovedpersonen har forladt fængslet og skal leve med sin samvittighed resten af livet. Han går. Og vi følger ham på Caminoen mens han prøver at gå fremad mens fortiden fylder i hovedet og de “trygge” rammer i fængslet popper op. På trods af den værst tænkelige forbrydelse, skriver Kim Fupz med stor sympati (eller venlighed) for hans svære sårbare situation. En meget fin bog.

[Kristoffer Jalling]

Han er en virkelig dygtig forfatter, og fortællingen er bundet meget smukt sammen. Men jeg synes han er så lidt sprælsk og uoriginal i forhold til børnebøgerne, som lever på en helt anderledes måde. Det er langt mere ordentligt og velkomponeret, når han skriver til voksne, og der synes jeg, man som læser mister lidt af den gnist, som gør ham til en fabelagtig forfatter. Men fortællingen er rigtig god, og helt klart en anbefaling værdig.

[Laura]

Stemningen i bogen er på mærkelig vis hyggelig til trods for karakterens ubehagelige historie. Aakeson rammer med sit sprog plet i forhold til perspektivet set fra karakteren i forhold til dets socialklasse. Og det er besnærende.

For hovedpersonen er nærmest som den rare morfar - hvilket han slet ikke er jo -, og man fatter imod egen vilje i den grad sympati for ham til trods for hans utilgivelige handlinger.

[Margit Helth]

Det er virkelig en roman, der fanger mig. Jeg- fortælleren har afsonet sin straf for at have slået sin kone ihjel. Og vi følger ham på Caminoen, en idé som en præst i fængslet foreslog ham, da han skulle ud og være i samfundet igen. Fortællingen springer så ind imellem tilbage til hans tidligere liv, hvor han og konen pga druk osv fik frataget deres søn. Romanen er godt fortalt i et letforståeligt sprog.

[Marie Klint]

Et rørende, ærligt og respektfuldt portræt af et menneske, hvis perspektiv vi sjældent får lov at opleve.
Jeg ved i øvrigt ikke, hvorfor det kom bag på mig at så fremragende en børnebogsforfatter også kan skrive fremragende voksenlitteratur. Bogen er letlæst, men kræver tid og tanker at fordøje.
Tak for en tankevækkende læseoplevelse!

[Anette Kudsk]

Interessant emne, altså hvordan man bliver morder og hvad der sker bagefter. Min første Fupz-bog. Synes der mangler et eller andet overraskende. Jeg vil gerne have den er realistisk, men er i tvivl. Kan et menneske forandre sig så meget, hvis det er åbent for det og miljøet forandre sig. Jeg håber det.

[Hanna H. Hansen]

En virkelig fin fortælling om at få en ny chance i livet. Bogen er nærværende og medrivende, velskrevet og let at læse – og den rører ved noget dybt menneskeligt.
Første bog i bogklubben, og hurra for det!