Forfatteren Alex Harper er rig og berømt og fri til at gøre, hvad han vil. Han vil bare ikke ret meget. Han har mistet den kvinde han elsker, og han har ikke mere at sige. Så får han en invitation fra sin far som han ikke har set i otteogfyrre år. Det er sidste chance for at få opklaret hvorfor faderen forsvandt sporløst en sommerdag i 1974.
En roman om kærlighed og svigt, om liv og død og udødelighed og om fascinationen af et tre tusind år gammelt mysterium.
Jamen, det er en fin roman, men alligevel sidder jeg lidt tilbage med en sjov smag i munden. Han beskriver mænds forhold til kvinder lidt som Grøndahl. Altså sætter dem lidt op på en piedestal samtidig med at han har svært ved at forklare, hvorfor han ikke kan leve sammen med kvinder eller måske snarere hvorfor han glemmer at han er ssmmen med dem? Negligerer han dem med fuldt overlæg? Der er også nogle ting i historien som kommer til at føles lidt urealistiske. For mange tilfældigheder som går op i en bedre sags tjeneste. Han skriver godt men jeg er alligevel ikke helt tilfreds. Men bestemt værd at læse.
En skøn bog om livet og især døden på en græsk ø spændende som en krimi men egentlig primært en eksistentiel rapport om tilværelsen hvordan man får noget ud af den og hvornår man ikke skal tøve
2,75⭐️ Bogen er letlæst, men kan til tider føles lidt tung, især fordi tempoet er ujævnt: der sker ikke meget i første halvdel, mens alt til gengæld sker i den anden. Trods det nemme sprog sad jeg undervejs med mange blandede følelser, og nogle gange kedede jeg mig også.
Mange af relationerne føltes uretfærdige og frustrerende, og de alvorlige temaer såsom svigt, død og familieproblemer er både interessante og hårde at følge. Jeg oplevede også, at bogen til tider bar præg af et “white male gaze”, særligt i skildringen af kvinder.
Jeg kunne godt lide den måde Iliaden blev vævet ind på, og bogen holder opmærksomheden på trods af upålidelige og til tider direkte umulige karakterer. Dog var jeg ikke fan af de mange referencer og namedropping af andre bøger og sange, som for mig tog lidt fokus fra historien.
Da jeg nåede slutningen, sad jeg tilbage med mange spørgsmål, hvilket nok var meningen fra Vraa’s side, men det var bare frustrerende. Der var mange små plots, måske flere end nødvendigt, og efter min mening også lidt for mange unødvendige dødsfald.
Jeg er generelt glad for Mich Vraas bøger. Jeg kan simpelthen lide hans måde at skrive på. Han skriver nuanceret, letlæst, humoristisk, billedrigt - men alligevel psykologisk ganske dybt. Det gælder også denne roman - hvor jeg i høj grad forstår hovedpersonen, hans værdier, dilemmaer og reaktionsmønstre - omend han undertiden reagerer med kynisme.
Jeg nyder gensyn med de græske øer som jeg selv gennemtrawlede med rygsæk i 70'erne. Kun synes jeg at referencerne til Homer og den græske oldtid ind imellem kommer til at fylde for meget, så de kommer til at skygge for udviklingen i relationerne mellem personerne og fremdriften i bogen..
Skøn sensommerfortælling. Man bliver draget ind i bogen og læser med stor fornøjelse. Man kan se det for sig. Det er som altid en fornøjelse at fordybe sig i Mich Vraas bøger 🌟
På mange måder en intens og rørende roman, hvor det meste af handlingen foregår på Ithaka, ‘Odysseus’ ø. Referencerne til det græske sagn får nu også Homer på want to read. Jeg er til gengæld stor modstander af, at Mich Vraa behandler et så alvorligt og komplekst emne som eutanasi på denne lemfældige og unuancerede måde. Derfor trækkes bedømmelsen sluttelig ned fra tre til to stjerner.
Jeg kunne rigtig godt lide fortællingen og spændingen - også beskrivelsen af de græske øer - jeg kan tænke mig at det for grækenlandskendere er en dejlig beskrivelse. Men jeg kunne godt undvære den græske historie - måske fordi jeg ikke har læst Iliaden …
En helt igennem sympatisk bog, som især mandlige læsere plus 60 år vil synes om. Især hvis man har den mindste interesse i Iliaden og Grækenland. Jeg er i den grad blevet inspireret af Mich Vraa historie til at kaste mig over græsk mytologi med udgangspunkt i Stephen Frys tre bøger om emnet. Vraas fortælling er smuk, poetisk og voldsomt kulørt, men fortalt i et prunkløst sprog, der fungerer godt som partner til den spraglede historie. Det hele rammes ind af den solbeskinnede græske natur og især det Ioniske havs dybblå bølger. En klar anbefaling med den oplagte mulighed for at fortsætte bekendtskabet med det hellenistiske univers - og i høj grad også Mick Vraa produktive skrivepen.
Min personlige vurdering ift indhold 2 stjerner, fordi jeg synes historien er kedelig det meste af vejen, men den er velskrevet og velkomponeret, og ville have fået 2 stjerner mere, hvis jeg havde elsket historien.
Den handler om en mand, der ser tilbage på et liv i succes, men også på hvor mange broer han har krydset uden at sikre vejen tilbage. Hans far, som han ikke har set siden hans barndom har bedt ham komme til Ihtaka, hvilket sætter en masse tanker i gang omkring ens udødelighed el mangel på samme.