What do you think?
Rate this book
Else Kant #1
Profesor Hieronimus
Profesor Hieronimus to pierwsza z dwóch wydanych w roku 1895 tzw. „powieści o szpitalach dla umysłowo chorych” autorstwa Amalie Skram, czołowej reprezentantki przełomu nowoczesnego, naturalistycznego i zaangażowanego społecznie prądu w literaturze i sztuce skandynawskiej. Wraz ze swoją kontynuacją, U Świętego Jerzego (norw. På St. Jørgen), Profesor Hieronimus stanowi głośny literacki protest przeciwko nadużyciom wobec kobiet w kontrolowanych przez mężczyzn szpitalach psychiatrycznych.
Powieść opowiada historię malarki Else Kant, która przechodzi poważne załamanie nerwowe spowodowane nieumiejętnością pogodzenia ról matki, żony, pani domu oraz artystki. Bezskutecznie usiłując ukończyć swój ostatni obraz, Else nie może spać, a nawet grozi, że odbierze sobie życie. Jej zdesperowany mąż szuka pomocy u sławnego psychiatry, tytułowego profesora Hieronimusa, który poleca umieścić żonę na jakiś czas w swojej klinice. Else, zachęcona dobrymi opiniami o lekarzu, zgadza się na pobyt w szpitalu, lecz zamiast zaznać tam upragnionej ciszy i odpoczynku, malarka trafia na hałaśliwy oddział dla umysłowo chorych, gdzie tylko pogłębia się jej bezsenność. I chociaż ma wokół siebie życzliwe pielęgniarki, Else musi stawić czoła Hieronimusowi, prawdziwemu tyranowi, który z sadystyczną wręcz satysfakcją zdaje się bawić jej cierpieniem.
Książkę Amalie Skram można odczytywać jako powieść o artystce oraz jako rozliczenie pisarki z naturalizmem. Profesor Hieronimus zawiera liczne sceny ukazujące lęki i wyobrażenia Else Kant, powstałe na skutek niedoborów snu oraz jej trudnej sytuacji na oddziale psychiatrycznym. W ten sposób Skram zwraca się w większym stopniu ku obrazowaniu zawiłości ludzkiej psychiki, podobnie jak Knut Hamsun w opublikowanym kilka lat wcześniej Głodzie. Przede wszystkim jednak Profesor Hieronimus stanowi ostrą feministyczną krytykę nadużywania władzy i przedstawia walkę pojedynczej kobiety z systemem zbudowanym na bezwarunkowym posłuszeństwie wobec medycznego autorytetu.
Dyptyk Amalie Skram powstał w oparciu o jej własne doświadczenia i nazywany jest często dziełem autobiograficznym. W 1884 roku Norweżka wyszła po raz drugi za mąż za duńskiego pisarza Erika Skrama i przeprowadziła się do Kopenhagi. Nie mogąc pogodzić obowiązków żony, matki i pisarki, Amalie Skram załamała się psychicznie i w roku 1895 trafiła do kopenhaskiego szpitala, gdzie popadła w konflikt z psychiatrą Knudem Pontoppidanem. W drugiej części powieściowego dyptyku Else Kant zostaje przeniesiona do publicznego Szpitala Świętego Jerzego, w którym poprzysięga zemstę na Hieronimusie. Dzieło Skram można postrzegać właśnie jako formę literackiej zemsty pisarki. Jej fabularyzowane świadectwo wywołało żywą dyskusję w Kopenhadze i doprowadziło do poprawy warunków bytowych pacjentów szpitali psychiatrycznych. W wyniku publicznego sporu z Amalie Skram, Pontopiddan, pierwowzór Hieronimusa, zrezygnował ze stanowiska ordynatora w szpitalu, w którym leczyła się Skram.
Powieść opowiada historię malarki Else Kant, która przechodzi poważne załamanie nerwowe spowodowane nieumiejętnością pogodzenia ról matki, żony, pani domu oraz artystki. Bezskutecznie usiłując ukończyć swój ostatni obraz, Else nie może spać, a nawet grozi, że odbierze sobie życie. Jej zdesperowany mąż szuka pomocy u sławnego psychiatry, tytułowego profesora Hieronimusa, który poleca umieścić żonę na jakiś czas w swojej klinice. Else, zachęcona dobrymi opiniami o lekarzu, zgadza się na pobyt w szpitalu, lecz zamiast zaznać tam upragnionej ciszy i odpoczynku, malarka trafia na hałaśliwy oddział dla umysłowo chorych, gdzie tylko pogłębia się jej bezsenność. I chociaż ma wokół siebie życzliwe pielęgniarki, Else musi stawić czoła Hieronimusowi, prawdziwemu tyranowi, który z sadystyczną wręcz satysfakcją zdaje się bawić jej cierpieniem.
Książkę Amalie Skram można odczytywać jako powieść o artystce oraz jako rozliczenie pisarki z naturalizmem. Profesor Hieronimus zawiera liczne sceny ukazujące lęki i wyobrażenia Else Kant, powstałe na skutek niedoborów snu oraz jej trudnej sytuacji na oddziale psychiatrycznym. W ten sposób Skram zwraca się w większym stopniu ku obrazowaniu zawiłości ludzkiej psychiki, podobnie jak Knut Hamsun w opublikowanym kilka lat wcześniej Głodzie. Przede wszystkim jednak Profesor Hieronimus stanowi ostrą feministyczną krytykę nadużywania władzy i przedstawia walkę pojedynczej kobiety z systemem zbudowanym na bezwarunkowym posłuszeństwie wobec medycznego autorytetu.
Dyptyk Amalie Skram powstał w oparciu o jej własne doświadczenia i nazywany jest często dziełem autobiograficznym. W 1884 roku Norweżka wyszła po raz drugi za mąż za duńskiego pisarza Erika Skrama i przeprowadziła się do Kopenhagi. Nie mogąc pogodzić obowiązków żony, matki i pisarki, Amalie Skram załamała się psychicznie i w roku 1895 trafiła do kopenhaskiego szpitala, gdzie popadła w konflikt z psychiatrą Knudem Pontoppidanem. W drugiej części powieściowego dyptyku Else Kant zostaje przeniesiona do publicznego Szpitala Świętego Jerzego, w którym poprzysięga zemstę na Hieronimusie. Dzieło Skram można postrzegać właśnie jako formę literackiej zemsty pisarki. Jej fabularyzowane świadectwo wywołało żywą dyskusję w Kopenhadze i doprowadziło do poprawy warunków bytowych pacjentów szpitali psychiatrycznych. W wyniku publicznego sporu z Amalie Skram, Pontopiddan, pierwowzór Hieronimusa, zrezygnował ze stanowiska ordynatora w szpitalu, w którym leczyła się Skram.
88 pages, ebook
First published January 1, 1895
15 people are currently reading
481 people want to read
About the author
Amalie Skram
73 books81 followersFrom Wikipedia.
Amalie Skram (22 August 1846 – 15 March 1905) was a Norwegian author and feminist who gave voice to a woman's point of view with her naturalist writing. She moved to Denmark in 1894 where she settled in Copenhagen with her husband, the Danish writer Erik Skram. She is considered the most important female writer of the Modern Breakthrough.
Amalie Skram (22 August 1846 – 15 March 1905) was a Norwegian author and feminist who gave voice to a woman's point of view with her naturalist writing. She moved to Denmark in 1894 where she settled in Copenhagen with her husband, the Danish writer Erik Skram. She is considered the most important female writer of the Modern Breakthrough.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 40 reviews
March 11, 2024
Vanskelig å skille levd liv fra bok kjenner jeg og ender opp med å lese denne som veldig selvbiografisk. Styrken ligger i det som skildres mer enn i språket.
March 15, 2018
Besøgte for nylig Psykiatrisk Historisk Museum i Risskov, der rummer effekter fra psykiatriens historie tilbage fra 1852, hvor Jydske Asyl indviedes. Det drejer sig f.eks. om spændetrøjer og elektrochok-apparatur, men også om en slags psykiaternes Wall of Fame, hvor jeg pludselig fik fotografisk øjenkontakt med Knud Pontoppidan, berygtet pga. sin rolle som forlæg for Amalie Skrams 1895-roman ’Professor Hieronimus’. Besluttede på stedet at genlæse denne roman.
’Professor Hieronimus’ og efterfølgeren ’På Sct. Jørgen’ er autofiktion fra Amalie Skrams side, idet de beskriver hendes egen indlæggelse i 1894 på hhv. 6. afdeling på Kommunehospitalet i København samt på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Men de er så meget mere end en autofiktiv pillen i egen navle, jævnfør: ”Så skrev hun i rasende fart et brev til Hieronimus, hvori hun gav al sin foragt og uvilje luft, og punkt for punkt stilled op sine anklager. Tilsidst lovte hun, at professoren, såsnart hun kom ud fra ”Sct. Jørgen”, skulde bli draget til ansvar for sin færd mod hende og underskrev: Deres oprigtige fiende Else Kant”.
Specielt ’Professor Hieronimus’ er en nøgleroman, indeholdende en sønderlemmende kritik af virkelighedens Knud Pontoppidan – en kritik, der fik så stor gennemslagskraft, at den i 1897 resulterede i Pontoppidans afgang.
Fiktionens Else Kant forsøger på ansvarlig vis at udfylde rollen som et servicerende objekt, der varetager familiens rekreation. Familien omfatter ægtemanden Knut og den lille søn Tage. Men hun er som kunstmaler også et selvstændigt agerende subjekt, der p.t. er kørt fast i en opgave – et kæmpebillede, der i al beskedenhed skal skildre ”livets jammer”. Da denne kunstneriske livsopgave ikke er indfriet efter et helt års arbejde, bliver Elses eksistens som objekt for Knut og Tages rekreation i stedet af vital betydning for hende, og hun overdriver sin omsorg for barnet, mens hun forventer overdreven bekræftelse fra ægtemanden. Krisen indebærer, at hun har voldsomme søvnproblemer, og Knut giver hende sovepulvere og opiumsdråber. Hun får ikke professionel bistand til at bearbejde krisen, hvorefter det, der blot startede som et nervesammenbrud, udvikler sig til en neurose med hallucinationer m.m. I samråd med huslægen beslutter Knut herefter at indskrive Else til behandling hos tidens førende psykiater, professor Hieronimus, og Else indvilliger i det, som, de begge forventer, vil være halvanden uges ophold, hvor hun i det mindste kan få sovet ud.
På 6. afdeling kommer hun fra asken og i ilden: ophold i en åben celle, hvor hun skræmmes fra vid og sans over larm og adfærd hos sine psykotiske medpatienter, altså ingen søvn til hende. Heller ingen terapi; man antager uden undersøgelse, at hendes socialt betingede neurose er en psykose, hvorefter Else udsættes for den umyndiggørelse, der er den gængse måde at reagere over for sindssyge på. Endnu mere skræmmende end medpatienterne er Hieronimus, som nægter hende kontakt med den ægtemand, der som den eneste ville kunne få hende udskrevet. Else føler sig derfor magtesløs og overvejer i flere omgange selvmord, men overlever på den beslutning, at hun vil beskrive den lidelse, som de indlagte på 6. afdeling udsættes for. Det abstrakte billedkunstneriske emne ”livets jammer” droppes altså til fordel for en verbal skildring af den konkrete lidelse på en afdeling, der kun er et opbevaringssted for psykisk syge kvinder, hvis rebelskhed (patologisk som ikke-patologisk) skal knægtes. Kvindernes jeg-styrke skal nedbrydes, sådan at de kan indpasses i først det patriarkalske hospitalsmiljø og – efter en eventuel udskrivelse – i den patriarkalske familieinstitution.
Fiktionens Hieronimus beskrives som en mellemting mellem en streng skolemester og en selvretfærdig præst, mens virkelighedens Pontoppidan angiveligt var en fremragende eksponent for lægeopfattelsen i det borgerligt-liberale samfund; hans forelæsninger omtaltes som intet mindre end blændende. Men én ting er teori, en anden praksis, og havde Pontoppidan én gang besluttet, at en patient var sindssyg, så var det en indiskutabel afgørelse, som ingen og intet kunne rokke ved, og målet var herefter at isolere den syge fra det øvrige samfund. Asylerne opfattedes generelt som indsamlingssteder for samfundets ’abnormitet’, og for at de forskellige abnormiteter skulle falde til ro fyldte man dem med sløvende medicin og udsatte dem for en art eksperimentel tortur, der ganske vist opfattede sig selv som terapi, men som var fuld af underbevidst sadisme og underkuelse.
Så det kan godt være, at beskrivelsen af Else Kants sværdslag med Hieronimus er fuld af gentagelser, som læseren opfatter som trættende, ligesom ensformigheden i døgnrytmen på afdelingen forplanter sig til læseren, men så meget desto bedre forstår vi den beskrevne lidelses natur og omfang.
I virkelighedens verden svarede Knud Pontoppidan igen på Amalie Skrams roman med skriftet ’6te Afdelings Jammersminde’, der uagtet titlens hånligt nedladende reference til Skram alligevel bliver hans egen svanesang. Efter publiceringen af dette skrift forlader han sit embede som psykiater, men vel at mærke uden at erkende nogen fejlbarlighed hos sig selv; hans beslutning begrundes snarere med tidernes ugunst: ”Jeg spaar ikke Sindssygelægerne nogen lystelig Fremtid; deres gode Dage er vistnok forbi.”
Dette efterspil ligger uden for romanen ’Professor Hieronimus’. Denne slutter, hvor Else Kant efter 25 dage på Kommunehospitalets 6. afdeling befordres videre til Sankt Hans, Roskilde, hvilket allerede bagsideteksten afslører, så ingen behov for Spoiler-advarsler i den anledning.
’Professor Hieronimus’ og efterfølgeren ’På Sct. Jørgen’ er autofiktion fra Amalie Skrams side, idet de beskriver hendes egen indlæggelse i 1894 på hhv. 6. afdeling på Kommunehospitalet i København samt på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Men de er så meget mere end en autofiktiv pillen i egen navle, jævnfør: ”Så skrev hun i rasende fart et brev til Hieronimus, hvori hun gav al sin foragt og uvilje luft, og punkt for punkt stilled op sine anklager. Tilsidst lovte hun, at professoren, såsnart hun kom ud fra ”Sct. Jørgen”, skulde bli draget til ansvar for sin færd mod hende og underskrev: Deres oprigtige fiende Else Kant”.
Specielt ’Professor Hieronimus’ er en nøgleroman, indeholdende en sønderlemmende kritik af virkelighedens Knud Pontoppidan – en kritik, der fik så stor gennemslagskraft, at den i 1897 resulterede i Pontoppidans afgang.
Fiktionens Else Kant forsøger på ansvarlig vis at udfylde rollen som et servicerende objekt, der varetager familiens rekreation. Familien omfatter ægtemanden Knut og den lille søn Tage. Men hun er som kunstmaler også et selvstændigt agerende subjekt, der p.t. er kørt fast i en opgave – et kæmpebillede, der i al beskedenhed skal skildre ”livets jammer”. Da denne kunstneriske livsopgave ikke er indfriet efter et helt års arbejde, bliver Elses eksistens som objekt for Knut og Tages rekreation i stedet af vital betydning for hende, og hun overdriver sin omsorg for barnet, mens hun forventer overdreven bekræftelse fra ægtemanden. Krisen indebærer, at hun har voldsomme søvnproblemer, og Knut giver hende sovepulvere og opiumsdråber. Hun får ikke professionel bistand til at bearbejde krisen, hvorefter det, der blot startede som et nervesammenbrud, udvikler sig til en neurose med hallucinationer m.m. I samråd med huslægen beslutter Knut herefter at indskrive Else til behandling hos tidens førende psykiater, professor Hieronimus, og Else indvilliger i det, som, de begge forventer, vil være halvanden uges ophold, hvor hun i det mindste kan få sovet ud.
På 6. afdeling kommer hun fra asken og i ilden: ophold i en åben celle, hvor hun skræmmes fra vid og sans over larm og adfærd hos sine psykotiske medpatienter, altså ingen søvn til hende. Heller ingen terapi; man antager uden undersøgelse, at hendes socialt betingede neurose er en psykose, hvorefter Else udsættes for den umyndiggørelse, der er den gængse måde at reagere over for sindssyge på. Endnu mere skræmmende end medpatienterne er Hieronimus, som nægter hende kontakt med den ægtemand, der som den eneste ville kunne få hende udskrevet. Else føler sig derfor magtesløs og overvejer i flere omgange selvmord, men overlever på den beslutning, at hun vil beskrive den lidelse, som de indlagte på 6. afdeling udsættes for. Det abstrakte billedkunstneriske emne ”livets jammer” droppes altså til fordel for en verbal skildring af den konkrete lidelse på en afdeling, der kun er et opbevaringssted for psykisk syge kvinder, hvis rebelskhed (patologisk som ikke-patologisk) skal knægtes. Kvindernes jeg-styrke skal nedbrydes, sådan at de kan indpasses i først det patriarkalske hospitalsmiljø og – efter en eventuel udskrivelse – i den patriarkalske familieinstitution.
Fiktionens Hieronimus beskrives som en mellemting mellem en streng skolemester og en selvretfærdig præst, mens virkelighedens Pontoppidan angiveligt var en fremragende eksponent for lægeopfattelsen i det borgerligt-liberale samfund; hans forelæsninger omtaltes som intet mindre end blændende. Men én ting er teori, en anden praksis, og havde Pontoppidan én gang besluttet, at en patient var sindssyg, så var det en indiskutabel afgørelse, som ingen og intet kunne rokke ved, og målet var herefter at isolere den syge fra det øvrige samfund. Asylerne opfattedes generelt som indsamlingssteder for samfundets ’abnormitet’, og for at de forskellige abnormiteter skulle falde til ro fyldte man dem med sløvende medicin og udsatte dem for en art eksperimentel tortur, der ganske vist opfattede sig selv som terapi, men som var fuld af underbevidst sadisme og underkuelse.
Så det kan godt være, at beskrivelsen af Else Kants sværdslag med Hieronimus er fuld af gentagelser, som læseren opfatter som trættende, ligesom ensformigheden i døgnrytmen på afdelingen forplanter sig til læseren, men så meget desto bedre forstår vi den beskrevne lidelses natur og omfang.
I virkelighedens verden svarede Knud Pontoppidan igen på Amalie Skrams roman med skriftet ’6te Afdelings Jammersminde’, der uagtet titlens hånligt nedladende reference til Skram alligevel bliver hans egen svanesang. Efter publiceringen af dette skrift forlader han sit embede som psykiater, men vel at mærke uden at erkende nogen fejlbarlighed hos sig selv; hans beslutning begrundes snarere med tidernes ugunst: ”Jeg spaar ikke Sindssygelægerne nogen lystelig Fremtid; deres gode Dage er vistnok forbi.”
Dette efterspil ligger uden for romanen ’Professor Hieronimus’. Denne slutter, hvor Else Kant efter 25 dage på Kommunehospitalets 6. afdeling befordres videre til Sankt Hans, Roskilde, hvilket allerede bagsideteksten afslører, så ingen behov for Spoiler-advarsler i den anledning.
October 4, 2024
Altså, hvor skal jeg begynne.. For en bok! At det også er en selvbiografisk roman.. Vanskelig å finne ord egentlig, bortsett fra at denne boka må leses.
September 8, 2025
Naš prijevod: "Profesor Hieronimus". Prevela Anja Majnarić. DAF, Zagreb, 2024.
Sretno udanu slikaricu Else Kant zatječemo u stanju živčane krize i suicidalnih misli. Ne može završiti sliku na kojoj dugo radi, sumnja u svoje sposobnosti i misli da ne funkcionira dobro kao majka i supruga. Stoga u dogovoru s mužem pristaje otići na desetak dana na odmor i rehabilitaciju u privatnu psihijatrijsku kliniku koju vodi tajanstveni profesor Hieronimus, priznati stručnjak. Ali boravak u ustanovi pretvara se u pravi pakao. Hieronimus se pokazuje kao opasni manipulator i pravi tiranin koji "kroti goropadnicu". Else je u klinici tretirana kao luđakinja, a ukinuta joj je i svaka veza s domom i mužem pa mu ne uspijeva prenijeti nikakvu poruku. Umjesto mira i oporavka podvrgnuta je raznim disciplinskim mjerama. Else postupno shvaća da je njezin suprug zapravo u dosluhu s profesorom Hieronimusom i da joj više nema povratka u dom i normalni život. Na kraju odlazak u državnu psihijatrijsku bolnicu vidi kao mogućnost spasa.
Teška, bolna, sumorna priča.
Amalie Skram napisala je i nastavak romana. Nadam se da će i on biti preveden.
Sretno udanu slikaricu Else Kant zatječemo u stanju živčane krize i suicidalnih misli. Ne može završiti sliku na kojoj dugo radi, sumnja u svoje sposobnosti i misli da ne funkcionira dobro kao majka i supruga. Stoga u dogovoru s mužem pristaje otići na desetak dana na odmor i rehabilitaciju u privatnu psihijatrijsku kliniku koju vodi tajanstveni profesor Hieronimus, priznati stručnjak. Ali boravak u ustanovi pretvara se u pravi pakao. Hieronimus se pokazuje kao opasni manipulator i pravi tiranin koji "kroti goropadnicu". Else je u klinici tretirana kao luđakinja, a ukinuta joj je i svaka veza s domom i mužem pa mu ne uspijeva prenijeti nikakvu poruku. Umjesto mira i oporavka podvrgnuta je raznim disciplinskim mjerama. Else postupno shvaća da je njezin suprug zapravo u dosluhu s profesorom Hieronimusom i da joj više nema povratka u dom i normalni život. Na kraju odlazak u državnu psihijatrijsku bolnicu vidi kao mogućnost spasa.
Teška, bolna, sumorna priča.
Amalie Skram napisala je i nastavak romana. Nadam se da će i on biti preveden.
September 14, 2024
Dette er en ekte klassiker som kan leses igjen og igjen. Hovedkarakteren Else stemples som «sinnsyk» og legges inn på psykiatrisk. Viktig tema som mor- og kvinnerolle i et patriarkalsk samfunn og hvordan maskuline makta gjennomsyrte både psykiatriske institiusjoner og familielivet, der overlegen (professoren) har enerett på sannheten på den psykiatriske institusjonen. Sykepleierne på institusjonen beskrives av Else som engleaktig som omsorgsfulle og gode, men de er også med på å hysje ned henne når hun tenker selv og stiller spørsmål. Blir veldig tenkende etter denne romanen. På tidsløse spørsmål som: Hvor går grensen mellom syk versus normal? Hvordan er vi uten helt å vite det med på å legitimere makt og undertrykkelse?
May 21, 2025
daje vibe lektury szkolnej
August 10, 2022
Eine unglaublich berührende Geschichte über Macht und Machtmissbrauch von Männern an Frauen. Hier ist es das Beispiel der Malerin Else Kants, die sich vor allem aufgrund von Schlafproblemen auf eigenen Wunsch hin in die Obhut des Professor Hieronimus begibt. Sehr schnell wird klar, dieses Buch wird keine schöne Erzählung sein, knallhart und ungeschönt zeigt es uns die Realität der unterdrückten Frau Kant, stellvertretend für das Leid vieler Frauen. Persönlich würde ich sagen, ich war oft traurig und wütend beim Lesen. Die wohl größte Abneigung empfindet man gegen die Figur des Hieronimus, von Beginn an ist er Else Kants größter Gegenspieler und jene Figur, für die wir Lesenden wahrscheinlich kein einziges Mal Sympathie empfinden werden. Alle anderen Figuren des Buches haben ihre guten und schlechten Seiten, selbst über Else Kant möchte man sich manchmal ärgern, wenn sie aus lauter Wut nicht mehr weiter weiß, aber gut, ihre Verzweiflung ist trotzdem immer verständlich. Alles in allem ein sehr empfehlenswertes Buch, trotz sich teilweise ziehender Kapitel.
January 5, 2026
Det tok nesten tre år å fullføra dette vesle mesterverket, og det berre fordi historia til fru Kant er så frustrerande og angstframkallande at ein vil riva av seg håret. Kvinnehelse er viktig, i 2025 som i 1895. Sukk.
May 29, 2025
✨3.5✨
April 13, 2015
Kunstneren Else Kant er gift med Knut Kant og sammen har de sønnen Tage. Else har søvnproblemer og bekymrer seg konstant over sønnen som ofte blir syk. Hun bruker nettene til å male ettersom hun uansett ikke får sove. Hun føler hun ikke strekker til som kunster, mor eller hustru og vurderer å ta sitt eget liv.
Knut snakker med huslegen om Else’s tilstand og blir anbefalt å søke råd hos Professor Hieronimus, den beste i sitt emne og en svært respektabel mann. Else går med på å legges inn under hans klinikk og håper på ro og hvile.
Opplevelsen blir helt motsatt av det Else hadde sett for seg. Hun får ikke alenerom og lever blant gale mennesker som skriker dag og natt. Dørene til rommene lukkes aldri da de ansatte skal ha oversikt over pasientene. Hun får ikke sove. Om nettene skriker delirium pasienter uavbrutt, selvmordskandidater hyler ut i fortvilelse og privatliv finnes ikke. Professor Hieronimus har knapt tid til å snakke med henne og når hun forteller han at det har skjedd en misforståelse, kategoriserer han henne som sinnsyk. Jo mer hun insisterer for at hun ikke er gal, bare sliten og trenger hvile, jo mer insisterer professoren det motsatte.
Else oppdager for sent at man selv ikke kan stole på legene. Hun lærer seg å spille med og slutter å motsi professoren. Hun oppdager at han lyver om alt. Blant annet får hun ikke ha kontakt med sin mann. Professoren hevder at Knut ikke ønsker å se henne, men Knut kommer til avdelingen hver dag, men blir frarådet å møte sin kone fordi hun er «splitter pine gal». Professor Hieronimus bestemmer til slutt at Else er så gal at hun må bli flyttet til St. Jørgen.
Professor Hieronimus står i særstilling blant Amalie Skrams bøker og er en selvbiografisk roman fra opphold på sinnssykehus.
Knut snakker med huslegen om Else’s tilstand og blir anbefalt å søke råd hos Professor Hieronimus, den beste i sitt emne og en svært respektabel mann. Else går med på å legges inn under hans klinikk og håper på ro og hvile.
Opplevelsen blir helt motsatt av det Else hadde sett for seg. Hun får ikke alenerom og lever blant gale mennesker som skriker dag og natt. Dørene til rommene lukkes aldri da de ansatte skal ha oversikt over pasientene. Hun får ikke sove. Om nettene skriker delirium pasienter uavbrutt, selvmordskandidater hyler ut i fortvilelse og privatliv finnes ikke. Professor Hieronimus har knapt tid til å snakke med henne og når hun forteller han at det har skjedd en misforståelse, kategoriserer han henne som sinnsyk. Jo mer hun insisterer for at hun ikke er gal, bare sliten og trenger hvile, jo mer insisterer professoren det motsatte.
Else oppdager for sent at man selv ikke kan stole på legene. Hun lærer seg å spille med og slutter å motsi professoren. Hun oppdager at han lyver om alt. Blant annet får hun ikke ha kontakt med sin mann. Professoren hevder at Knut ikke ønsker å se henne, men Knut kommer til avdelingen hver dag, men blir frarådet å møte sin kone fordi hun er «splitter pine gal». Professor Hieronimus bestemmer til slutt at Else er så gal at hun må bli flyttet til St. Jørgen.
Professor Hieronimus står i særstilling blant Amalie Skrams bøker og er en selvbiografisk roman fra opphold på sinnssykehus.
May 14, 2021
Fin, trist, vond og provoserende bok om psykiatriens maktmisbruk, overskridelser og manipulasjon av kvinner.
Det som er virkelig trist, er at psykiatrien i dag ikke skiller seg sånn veldig fra psykiatrien for 130 år siden.
Flest fordommer mot psykisk helse oppleves ofte innad i psykiatrien. Dessverre ...
Det som er virkelig trist, er at psykiatrien i dag ikke skiller seg sånn veldig fra psykiatrien for 130 år siden.
Flest fordommer mot psykisk helse oppleves ofte innad i psykiatrien. Dessverre ...
March 27, 2023
Jeg ville gerne have skrevet noget om at man burde omdøbe Amalie Skram til Amalie Skrammel men så ville jeg have tyvstjålet en joke fra Mathilde og det er jeg måske skyldig i nu. Det må du undskylde. Jeg vil derfor selv i stedet for lave en anmeldelse som indebærer ordet "prut" som jeg jo efterhånden har gjort mange gange. Bogen burde hedde "Prutfessor Hieronimousse" men det er måske ikke særlig sjovt da jeg jo allerede har skrevet hvad jeg ville skrive. Nå nå. Bogen vakte traumer fra bogen om en spejderdreng der har glemt hvordan man binder knuder på et reb som jeg tidligere har anmeldt. Den var vist skrevet af en eller anden Leonora. Derfor er det en prutbog. Jeg kan ikke lide den og derfor må den jo helt sikkert være objektivt dårlig da min mening uden tvivl må være den rigtige.
September 26, 2014
Jeg gav først boken 2 stjerner fordi jeg følte egentlig den var litt tørr å lese, med tanke på skrivestil og handling. Det er jo klart at det er mye dramatisk og maktspill og alt mulig, men det er også mye repetisjon. Jeg tror også at mange andre får et mye større sjokkinntrykk av boka enn det jeg fikk, hvorfor jeg ikke reagerte så mye vet jeg ikke, for det er mye urettferdighet osv, men jeg er kanskje litt mer vandt til det.
Men, dette er en bok jeg leste i forhold til studiene, og etter å ha gått igjennom denne i forelesning liker jeg den bedre. Det å få vite fakter rundt den, og det å gå i dybden på detaljer fikk meg til å finne boka mye mer kompleks og interessant. Alle detaljene som hun har lagt så usynlig til, er virkelig interessante. Man kan nesten lese den en gang til for å finne alle tingene og spekulere litt rundt dem.
Fra før av synes jeg boka i seg selv, som er basert på ekte hendelser og mennesker, er utrolig interessant pga. det. Det å få et innblikk i hvordan det var på den tiden er grunn til å lese boka, og det var derfor jeg kjøpte den før jeg en gang hadde begynt på studiet, for jeg var så nysgjerrig.
Så om du og er interessert i psykriatrien fra den tid, anbefales den virkelig. Da anbefaler jeg også å lese deg opp om Amalie Skram og Knud Pontoppidan, som Proffessor Hieronimus er basert på. Kan gjerne lese om hysteri og, som foreleser mente var veldig relevant.
Men, dette er en bok jeg leste i forhold til studiene, og etter å ha gått igjennom denne i forelesning liker jeg den bedre. Det å få vite fakter rundt den, og det å gå i dybden på detaljer fikk meg til å finne boka mye mer kompleks og interessant. Alle detaljene som hun har lagt så usynlig til, er virkelig interessante. Man kan nesten lese den en gang til for å finne alle tingene og spekulere litt rundt dem.
Fra før av synes jeg boka i seg selv, som er basert på ekte hendelser og mennesker, er utrolig interessant pga. det. Det å få et innblikk i hvordan det var på den tiden er grunn til å lese boka, og det var derfor jeg kjøpte den før jeg en gang hadde begynt på studiet, for jeg var så nysgjerrig.
Så om du og er interessert i psykriatrien fra den tid, anbefales den virkelig. Da anbefaler jeg også å lese deg opp om Amalie Skram og Knud Pontoppidan, som Proffessor Hieronimus er basert på. Kan gjerne lese om hysteri og, som foreleser mente var veldig relevant.
February 9, 2017
Rystende og provoserende lesing. Burde vært obligatorisk pensum i kvinnehistorisk undervisning.
November 3, 2025
Det var en god bok. Skjønt nå i etterkant at det var svært nær virkeligheten til Amalie Skram. Da hun også var innlagt på psykiatriskavdeling i København. For å være en klassiker synes jeg språket var veldig lett forståelig og den ble ikke tunglest. Jeg synes boken tok opp viktige temaer som er aktuelle den dagen i dag. For eksempel, hvor går grensen mellom normale og patologiske livsutfordringer, og hvor mye selvbestemmelse kan du ha når du er tvangsinnlagt, samt hvor mye makt en overlege kan oppdrive på bakgrunn av å ha et godt akademisk og profesjonelt rykte.
Read
March 22, 2023(mel)
Read
September 10, 2025inspiriert von else kants hartnäckigkeit werde ich mich weiter an die entwicklung meiner MA begeben
(keine bewertung, da ich diese zwei titel aus uni-gründen gelesen habe )
(keine bewertung, da ich diese zwei titel aus uni-gründen gelesen habe )
July 22, 2023
Fy for fæl om psykisk sykdom og egenrådig leger for over hundre år sia. Vel verdt å lytte til!
January 17, 2023
En sterk bok om maktmisbruk og undertrykkelse av kvinner i helsesystemet!
February 28, 2024
Jeg har alltid syntes at 1800-tallet var en fascinerende tid, delvis på grunn av hvor stort sprike det var mellom de sosiale normene og måten folk faktisk levde livet sitt i praksis. Mennesker var mennesker da som i dag - men det skulle ikke vises. Hadde man psykiske problemer, ble man erklært sinnsyk og feid fra offentlighetens synsvidde. Seksualitet var unevnelig, samtidig som prostitusjon var svært utbredt. Det var altså mye dritt som myldret under 1800-tallets strengt kontrollerte, utsmykkede overflate - det var et slags løgnaktig, hyklersk samfunn, og inn kom naturalismen som et friskt pust. Friskt pust på den måten når man drikker kaldt vann etter å ha tygget en mint-tyggis; det er brutalt, men forfriskende.
Jeg ser på denne boken først og fremst som en veldig viktig og interessant historisk dokumentasjon. Alle tabubelagte, uanstendige temaer som ble skjøvet under teppet, graver Skram frem i all sin hårreisende groteskhet. Jeg kan huske å ha lest litt om journalisten Nellie Bly, som gikk undercover som pasient på et slikt «galehus» i New York, rundt samme tid som Skram var innlagt. Man hører om de grufulle tilstandene, og man betviler dem ikke - men med Skrams førstehåndserfaring og skrivemåte får all denne faktaen et ansikt. Det får en atmosfære, en følelse, en stemning - det blir til å ta og føle på, så å si gjenopplivet 130 år etter. Det føles så verdifullt, nesten som et privilegium å kunne lese. Det er livlig og intimt, til kontrast fra alle de tørre historiebøkene som i grunn bare er sjelløse oppsummeringer av generelle teknikaliteter, som navn, tid og sted - men ingenting personlig, åpenhjertig eller fargerikt som det Skram byr på. Historiebøker er ofte blant den minst engasjerende litteraturen, en leseropplevelse man må kjempe seg gjennom, så det er ikke rart at folk tror historie er kjedelig.
Det minner meg litt om filmen Funeral Parade of Roses, i måten begge verk gir et rikt innsyn i litt nisje miljøer som i sin samtid ble oversett og gjemt vekk, nesten hemmeligholdt. Jeg skulle ønske hele verdens historie hadde blitt dokumentert på denne måten, med detaljer og øyeblikk fra menneskers liv i tidligere samfunn. Det får meg til å tenke på alt mennesker har opplevd gjennom historien, som de ikke har hatt evner eller mulighet til å viderefortelle og dermed bringe videre til senere generasjoner. Analfabetisme, undertrykkelse eller en generell mangel på privilegier har skyggelagt så mange livshistorier gjennom tidene. Tenk så mange tanker og følelser som har blitt med folk til graven.
«Hun gav seg til å tenke på alle de forskjelligartede pinsler og kvaler så mangfoldige mennesker i tidenes løp hadde måttet lide i verden, dem, som hadde vansmektet i underjordiske fenglser, unge, uskyldige piker, som var blitt mishandlet og brent som mistenkt for å være hekser eller heksers håndlangere, de mange russere og russerinner, som for sin politiske anskuelsers skyld var blitt dømt til døden og henrettet, religionsforfølgelsens mange tusen ofre, og de skinndøde, som var blitt levende begravet, og en uendelig medlidenhet med alle jordens ulykkelige fylte hennes bryst. Hva betød hennes lidelser mot disses?»
Både Skram og naturalismen generelt har en tendens til å fortelle oss hva vi skal føle og tenke om ting. Det er objektivt på en subjektiv måte; egne holdninger og meninger hos forfatteren kommer frem i valg av motiv, tema og karakterer. Det er for eksempel ingen tvil om hva Christian Krohg prøver å vekke i oss, når han maler fattige som står i kø for å få mat, og navngir verket Kampen for tilværelsen (forsåvidt kan jeg huske at en fyr i klassen mente brødbiten de fattige ble servert var veldig generøs, så det er vel fremdeles rom for subjektiv tolkning). Likevel er det vi blir servert med naturtro beretninger - de gjenspeiler virkeligheten, og det er nettopp disse morbide gjenspeilingene som er så samfunnsmessig viktige. Skrams bøker er funksjonelle. Det handler om å vise samtiden dens egen realiteter og spørre: «er dette noe vi vil stå bak?». Med det blir også fremtiden vist fortidens realiteter og spurt: «er dette noe vi vil gjenta?».
Jeg er veldig fornøyd med hvordan Else som karakter Ikke er fullt og helt medgjørlig; hun er ikke bare et skjørt, lite offer. Hun har futt, hun har meninger, vilje og klare oppfatninger. Hun har mål og ambisjoner. Hun kan bli sint og kjempe imot. Hun har både følelser og en rasjonell, logisk, selvstendig tenkeevne. Alt dette høres kanskje veldig enkelt og grunnleggende ut, men det er egenskaper som kvinnelige karakterer (skrevet av menn) ofte mangler.
Else har heller ikke denne grenseløse naiviteten som kan ses hos noen naturalistiske karakterer. I Albertine, for eksempel, vil jeg si det dannes et bilde av total uskyld, for å understreke hvordan determinismen er ubekjempelig på tross av hvor fint man oppfører seg. Albertine blir utsatt for en dyster skjebne, selv om hun ikke gjør annet enn å være en god kristen, en lydig statsborger og en flittig arbeider. Else, derimot, tror ikke på Gud. Hun tilbringer søvnløse netter med å male. Som karakter er hun mer realistisk, relaterbar, feilbarlig, og ikke like stakkarslig, uten at det på noen måte unnskylder det hun blir utsatt for. Hun trenger ikke være perfekt og underdanig for å gjøre seg fortjent til sympati hos leseren.
Karakteren Hieronimus er ganske gjenkjennbar: «Det måtte være sådan, at hans stilling var gått han til hodet som en rus». Jeg vil si jeg har møtt milde utgaver av han her og der i løpet av livet. Faktisk tror jeg at vi alle har opplevd en eller annen mindre grusom form for «Hieronimusk helvede». Personlig tenker jeg på min gamle psykologilærer🙂
Jeg ser på denne boken først og fremst som en veldig viktig og interessant historisk dokumentasjon. Alle tabubelagte, uanstendige temaer som ble skjøvet under teppet, graver Skram frem i all sin hårreisende groteskhet. Jeg kan huske å ha lest litt om journalisten Nellie Bly, som gikk undercover som pasient på et slikt «galehus» i New York, rundt samme tid som Skram var innlagt. Man hører om de grufulle tilstandene, og man betviler dem ikke - men med Skrams førstehåndserfaring og skrivemåte får all denne faktaen et ansikt. Det får en atmosfære, en følelse, en stemning - det blir til å ta og føle på, så å si gjenopplivet 130 år etter. Det føles så verdifullt, nesten som et privilegium å kunne lese. Det er livlig og intimt, til kontrast fra alle de tørre historiebøkene som i grunn bare er sjelløse oppsummeringer av generelle teknikaliteter, som navn, tid og sted - men ingenting personlig, åpenhjertig eller fargerikt som det Skram byr på. Historiebøker er ofte blant den minst engasjerende litteraturen, en leseropplevelse man må kjempe seg gjennom, så det er ikke rart at folk tror historie er kjedelig.
Det minner meg litt om filmen Funeral Parade of Roses, i måten begge verk gir et rikt innsyn i litt nisje miljøer som i sin samtid ble oversett og gjemt vekk, nesten hemmeligholdt. Jeg skulle ønske hele verdens historie hadde blitt dokumentert på denne måten, med detaljer og øyeblikk fra menneskers liv i tidligere samfunn. Det får meg til å tenke på alt mennesker har opplevd gjennom historien, som de ikke har hatt evner eller mulighet til å viderefortelle og dermed bringe videre til senere generasjoner. Analfabetisme, undertrykkelse eller en generell mangel på privilegier har skyggelagt så mange livshistorier gjennom tidene. Tenk så mange tanker og følelser som har blitt med folk til graven.
«Hun gav seg til å tenke på alle de forskjelligartede pinsler og kvaler så mangfoldige mennesker i tidenes løp hadde måttet lide i verden, dem, som hadde vansmektet i underjordiske fenglser, unge, uskyldige piker, som var blitt mishandlet og brent som mistenkt for å være hekser eller heksers håndlangere, de mange russere og russerinner, som for sin politiske anskuelsers skyld var blitt dømt til døden og henrettet, religionsforfølgelsens mange tusen ofre, og de skinndøde, som var blitt levende begravet, og en uendelig medlidenhet med alle jordens ulykkelige fylte hennes bryst. Hva betød hennes lidelser mot disses?»
Både Skram og naturalismen generelt har en tendens til å fortelle oss hva vi skal føle og tenke om ting. Det er objektivt på en subjektiv måte; egne holdninger og meninger hos forfatteren kommer frem i valg av motiv, tema og karakterer. Det er for eksempel ingen tvil om hva Christian Krohg prøver å vekke i oss, når han maler fattige som står i kø for å få mat, og navngir verket Kampen for tilværelsen (forsåvidt kan jeg huske at en fyr i klassen mente brødbiten de fattige ble servert var veldig generøs, så det er vel fremdeles rom for subjektiv tolkning). Likevel er det vi blir servert med naturtro beretninger - de gjenspeiler virkeligheten, og det er nettopp disse morbide gjenspeilingene som er så samfunnsmessig viktige. Skrams bøker er funksjonelle. Det handler om å vise samtiden dens egen realiteter og spørre: «er dette noe vi vil stå bak?». Med det blir også fremtiden vist fortidens realiteter og spurt: «er dette noe vi vil gjenta?».
Jeg er veldig fornøyd med hvordan Else som karakter Ikke er fullt og helt medgjørlig; hun er ikke bare et skjørt, lite offer. Hun har futt, hun har meninger, vilje og klare oppfatninger. Hun har mål og ambisjoner. Hun kan bli sint og kjempe imot. Hun har både følelser og en rasjonell, logisk, selvstendig tenkeevne. Alt dette høres kanskje veldig enkelt og grunnleggende ut, men det er egenskaper som kvinnelige karakterer (skrevet av menn) ofte mangler.
Else har heller ikke denne grenseløse naiviteten som kan ses hos noen naturalistiske karakterer. I Albertine, for eksempel, vil jeg si det dannes et bilde av total uskyld, for å understreke hvordan determinismen er ubekjempelig på tross av hvor fint man oppfører seg. Albertine blir utsatt for en dyster skjebne, selv om hun ikke gjør annet enn å være en god kristen, en lydig statsborger og en flittig arbeider. Else, derimot, tror ikke på Gud. Hun tilbringer søvnløse netter med å male. Som karakter er hun mer realistisk, relaterbar, feilbarlig, og ikke like stakkarslig, uten at det på noen måte unnskylder det hun blir utsatt for. Hun trenger ikke være perfekt og underdanig for å gjøre seg fortjent til sympati hos leseren.
Karakteren Hieronimus er ganske gjenkjennbar: «Det måtte være sådan, at hans stilling var gått han til hodet som en rus». Jeg vil si jeg har møtt milde utgaver av han her og der i løpet av livet. Faktisk tror jeg at vi alle har opplevd en eller annen mindre grusom form for «Hieronimusk helvede». Personlig tenker jeg på min gamle psykologilærer🙂
November 28, 2011
So our recent topic in Danish class is The Modern Breakthrough and I have to read Professor Hieronimus in Norweigan, so that should be interesting!
It actually wasn't to hard to read this book all though it wasn't in my native language. I did take me some hours to get through it as I was making a lot of notes for my class. I thought it was okay mostly due to the topic that Amalie Skram's wanted people of the time to disscus. Litterary the book isn't a wonder as it has a lot of the things happening over and over again. But it definently isn't that worst book I have read in school.
It actually wasn't to hard to read this book all though it wasn't in my native language. I did take me some hours to get through it as I was making a lot of notes for my class. I thought it was okay mostly due to the topic that Amalie Skram's wanted people of the time to disscus. Litterary the book isn't a wonder as it has a lot of the things happening over and over again. But it definently isn't that worst book I have read in school.
June 11, 2009
Første bok om Amalie Skrams innleggelse på "sanatorium" da hun var ung. Flott og grusom bok om å holde mennesker (kvinner!) innesperret.
February 7, 2015
Grøss.
March 1, 2016
Alle burde lese boken, for den handler om noe særs aktuelt og viktig. Litt hard å komme gjennom.
May 18, 2025
Den her bog (og 2’eren På Sct Jørgen) har patriarkatet skrevet overalt på sig.
Måtte genlæse første kapitel igen - og ganske rigtigt. Alt i denne periode i Elses liv er styret af mændene omkring hende - i særlig grad Professor Hieronimus, der holder øjenkontakt med hendes mand frem for hende til det allerførste møde, til sidste side, hvor professoren er alt hun har i tankerne selvom hun ikke har set ham i mange uger. Han lever så at sige, rent-free i hendes hoved, på grund af den magt han har haft over hendes skæbne.
Det er hjerteskærende hvordan hendes mand Knuts autoritetstro over for professoren gør at han undlader at besøge sin egen kone - hvilket fuldstændig knuser hende, og man fristes til at tænke på hvordan deres dynamik må være fremadrettet efter dette svigt. Mon det kan have ligget til grund for den virkelige Amalie Skrams skilsmisse kort tid efter?
Hieronimus er så den her patriarkatets politimand, som har “set hendes billeder” (læs: læst Amalies værker om kvinders trang til at bryde ud af ulykkelige ægteskaber), og eftersom vrede og genstridige kvinder ikke er velanset på dette tidspunkt, skal hun knækkes. Mon det lykkes?
—
Jeg synes den her bog er et ekstremt fascinerende indblik i en meget svunden tid, som alligevel ikke er længere tid siden. Og hvor er det en skam, at der ikke var flere kvinder fra den tid der skrev om deres oplevelser. Man må tage Amalie Skram på hendes præmisser, som er, at samtiden var vild med realismen, og at hun simpelthen ikke havde nogen formel uddannelse(!) - men derfor kan jeg godt synes at der er plads til forbedring rent litterært.
For det første udelader hun passager, der kunne være interessant for læseren - måske det gør blind at forsøge at skrive selvbiografi, fiktion og anklageskrift på en og samme tid?
Fx det første møde med verden udenfor i form af veninder og et besøg i en lokal butik - hvordan oplever hovedpersonen den interaktion- efter måneders indespærring? Det får vi desværre ikke.
Jeg gad også enormt godt have læst om efterspillet - gensynet med manden, og hvordan det resterende samfund behandler hende.
For det andet er bogen præget af mange unødvendige gentagelser.
Og for det tredje - nu hvor hun alligevel drister sig til ikke bare at beskrive Elses, men også Knuts indre tanker - hvorfor stoppe der? Hvorfor skal vi ikke også ind i hovedet på Hieronimus, og finde ud af, hvorfor han gør som han gør?
Alt i alt interessant, men også lidt langtrukken læsning.
Måtte genlæse første kapitel igen - og ganske rigtigt. Alt i denne periode i Elses liv er styret af mændene omkring hende - i særlig grad Professor Hieronimus, der holder øjenkontakt med hendes mand frem for hende til det allerførste møde, til sidste side, hvor professoren er alt hun har i tankerne selvom hun ikke har set ham i mange uger. Han lever så at sige, rent-free i hendes hoved, på grund af den magt han har haft over hendes skæbne.
Det er hjerteskærende hvordan hendes mand Knuts autoritetstro over for professoren gør at han undlader at besøge sin egen kone - hvilket fuldstændig knuser hende, og man fristes til at tænke på hvordan deres dynamik må være fremadrettet efter dette svigt. Mon det kan have ligget til grund for den virkelige Amalie Skrams skilsmisse kort tid efter?
Hieronimus er så den her patriarkatets politimand, som har “set hendes billeder” (læs: læst Amalies værker om kvinders trang til at bryde ud af ulykkelige ægteskaber), og eftersom vrede og genstridige kvinder ikke er velanset på dette tidspunkt, skal hun knækkes. Mon det lykkes?
—
Jeg synes den her bog er et ekstremt fascinerende indblik i en meget svunden tid, som alligevel ikke er længere tid siden. Og hvor er det en skam, at der ikke var flere kvinder fra den tid der skrev om deres oplevelser. Man må tage Amalie Skram på hendes præmisser, som er, at samtiden var vild med realismen, og at hun simpelthen ikke havde nogen formel uddannelse(!) - men derfor kan jeg godt synes at der er plads til forbedring rent litterært.
For det første udelader hun passager, der kunne være interessant for læseren - måske det gør blind at forsøge at skrive selvbiografi, fiktion og anklageskrift på en og samme tid?
Fx det første møde med verden udenfor i form af veninder og et besøg i en lokal butik - hvordan oplever hovedpersonen den interaktion- efter måneders indespærring? Det får vi desværre ikke.
Jeg gad også enormt godt have læst om efterspillet - gensynet med manden, og hvordan det resterende samfund behandler hende.
For det andet er bogen præget af mange unødvendige gentagelser.
Og for det tredje - nu hvor hun alligevel drister sig til ikke bare at beskrive Elses, men også Knuts indre tanker - hvorfor stoppe der? Hvorfor skal vi ikke også ind i hovedet på Hieronimus, og finde ud af, hvorfor han gør som han gør?
Alt i alt interessant, men også lidt langtrukken læsning.
This entire review has been hidden because of spoilers.
September 26, 2021
Gribende halvbiografisk roman om den psykiatriske behandling omkring år 1890 i Danmark. Den afslører nogle rystende forhold, og man forstår som læser godt hvorfor bogen i sin tid havde store indvirkninger på samfundet, for eksempel måtte psykiateren og professoren Knud Pontoppidan, som lægen i bogen er inspireret af, fratræde sin stilling.
Kan absolut anbefales!
Kan absolut anbefales!
November 4, 2025
Utvilsomt en klassiker fra realismen som er verdt å lese! Skram skriver på en særdeles autentisk og jordnær måte der ingenting blir «pyntet på». Skremmende å få et innblikk i hvordan psykiske lidelser ble håndtert på slutten av 1800-tallet. Romanen trigger det emosjonelle, og gir leseren et levende bilde av kulturelle og stigmatiserende holdninger, særlig mot kvinner.
Displaying 1 - 30 of 40 reviews