Hvad stiller man op med den kærlighed, der bliver tilovers, når man må opgive håbet om at få et barn? Kan man holde så meget kæft, at tavsheden bliver et sprog? Og passer det virkelig, at den enes død er en andens brød?
At tælle til lilla – om løgn, ensomhed og absolut gehør er en samling personlige erindringsglimt og refleksioner over ensomhed. Den ensomhed, der kommer af at mangle sprog. Af at længes efter et barn og af at miste sig selv og sine drømme af syne.
Louise Juhl Dalsgaard skriver om mursejlere og bænkebidere, tegnsprog og modsprog – og om at lyve for at leve. Hun skriver med både håb og humor og ikke mindst en stor kærlighed til alt levende: mennesker, dyr og mosser.
Jeg er fuldstændig i vildrede med, hvad jeg skal mene om denne bog. På den ene side blev jeg sindssygt irriteret på forfatteren for at kloge sig så meget. Bogen er fuld af citater fra kloge forfattere, filosoffer m.fl. Og jeg blev irriteret over småting: I det første essay, "Når intet er rigtigt, men alt er sandt" omtaler hun en spansk kvinde, der levede isoleret i en grotte i 500 dage. Hun nævner, at hun har læst om hende i The New Yorker og skriver bl.a. "Når hun skal se sig i spejlet, vælger hun at tage bind for øjnene." Det fandt jeg så absurd, at jeg tjekkede artiklen. Og i den står der, at hun valgte at tage bind for øjnene, når hun skulle tegne sig selv. Og det er sgu ikke helt det samme, men meget mere tankevækkende.
Senere i samme essay skriver hun så til gengæld om noget meget interessant, nemlig "følelsernes gehør". Hun begynder med at beskrive det relativt sjældne og enormt bemærkelsesværdige fænomen "absolut gehør", der betyder, at en person kan genkende enhver node og synge den, helt rent. Jeg har truffet sådan ét menneske i mit liv. En vild evne!
Nå, men med citater fra Judith Hermann, Wittgenstein og Linn Ullmann, går hun videre til at tale om følelsernes gehør, om personer, der mærker verden lidt for godt, hvis man kan sige det sådan. Det synes jeg er virkelig klogt og interessant.
I essayet At lyve for at leve kaster hun sig pludselig over en hel masse fakta fra forskellige undersøgelser om vold mod kvinder. Det virker som en meget mærkelig afvigelse fra alt det essayistiske og kunstneriske. Men derudover gør hun sig interessante betragtninger om løgnen. Virkelig interessante.
På den måde gik jeg fra nå for søren, klogt og spændende, til for pokker, hvor prætentiøst, ofte inden for fem minutter.
Under alt dette ligger hendes beskrivelse af et besværligt liv, hvor hun har lidt af svær spisevægring, der har ført til barnløshed og en deraf følgende sorg. Det havde selvfølgelig været en helt anden bog, hvis hun havde holdt sig til at fortælle sin historie. Måske bedre, måske ikke.