Ragnarok nærmer sig i femte og sidste bind af Anne-Marie Vedsø Olesens episke fortælling om vølven Snehilds rejse gennem livstræets ni verdner. Synerne er ved at tage magten over Snehild, der må opsøge asegudernes konge Odin i Asgård, for at genvinde kontrollen over sine vølveevner. Imens tiltager opløsningen i Yggdrasil, fimbulvinteren strammer sit knugende greb, og i dybet bobler essen hos ildjætterne. Den lovløse kragedronning Berghild samler røverklanen til strid under sit hævnsværd, i Alflev opfostrer høvding Une den dræbte kong Aslaks søn, og i Himlinge smeder ypperstepræstinden Ragnfrid rænker mod det nye kongepar. Hver niende dag skælver verden, når den lænkede Loke skriger af smerte. Men hvad er asernes rolle i den forestående undergang? Og hvilken skæbne venter Snehild?
Afslutningen på fortællingen om Snehild, Midgårds magtfulde vølve, er en fortælling jeg har set frem til og forfatteren skuffer bestemt ikke.
Lige så smuk i sit skriftsprog som altid og med sikker pen føre Anne-Marie Vedsø Olesen os frem til afslutningen.
Alle ender bindes, alle karaktere får en afslutning - nogle en blodig en af slagsen - og tilbage står en moderne og mesterligt godt digtet vikingefortælling.
Særligt ros fortjener det at forfatteren formår at få en actionfyldt historie til på fineste vis at bevæge sig tilbage til alle de vigtigste steder fra de forrige bøger - Det er fremdrift og gensynsglæde i skøn forening på bogens sider.
En klar og varm anbefaling herfra om at læse Vølvens vej - både denne bog og de forrige 4 bøger i serien.
(Reklame - læseeksemplar) Flammesværdet er femte og sidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens prisbelønnede serie om vølven Snehild.
Jeg er stor fan af historierne fra den nordiske mytologi og det er altid fascinerende og spændende at læse genfortællinger og nyfortolkninger af de kendte sagn😃
Med serien Vølvens Vej har Vedsø Olesen skabt sit helt eget univers blandt de velkendte guder, alfer og jætter.
Gennem serien har vi fulgt Snehild gennem Yggdrasils ni verdener og alt kulminerer her i sidste bind med det uundgåelige og altoverskyggende Ragnarok.
Vi har fulgt hverdagslivet og det politiske spil i Danmark i jernalderen og den realistiske del er så selvfølgelig spækket med overtro og den vidunderlige nordiske mytologi👏
Flammesværdet er en fremragende slutning. Der sker rigtig mange ting og jeg har særligt været investeret i, hvordan det skulle gå menneskene i Midgård.
En ufattelig gennemført poetisk og meget episk afslutning af Vølvens vej, den får virkelig samlet alle ender og løse tråde, som vi har oplevet i de forgangne bøger.
Det er en magisk og genial afslutning, en gribende fortælling om aser, jætter, dværge, alfer, nordisk mytologi og Vølvens færd igennem de 9 verdner, her får vi fimbulvinter og verdensbrand at smage, vi møder gamle kendinge og lærer nye sider af dem at kende.
En virkelig beskrivende og meget billedlig roman der samtidig er dyb og tænksom. Der er stærke kvinder, kampklare mænd som står over for forandring og skæbnen, jeg er total blown away over den måde forfatteren får læseren fanget ind. Sikke en total genial læseoplevelse.
Jeg har fulgt Anne-Maries rejse, været til foredrag og bogreceptioner, den måde hun selv indlevende fortæller om skriveriet og læser passager op af bøgerne er fabelagtig.
Bogen er i en lækker kvalitet, med smudscover og inderst er det røde omslag præget med Flammesværd logoet i, ligesom de forrige bøger har deres egen farve og logo præget ind.
Jeg læser ikke normalt meget fantasy, men det her er mageløst, intet mindre. The Witcher møder de nordiske guder, men alle heltene er kvinder. Samtidig bliver det også en "coming of age"-historie og en fed fed indføring i den nordiske mytologi. ❤️
Et fint farvel til Vølve-sagaen”, som har været meget spændende og - for mig- skøn anderledes læsning. Da jeg som udgangspunkt ikke er den helt store fantasy-læser, synes jeg det er en smule ærgerligt at historien næsten drukner i fantasy-verdenen, hvor middelalderen mister lidt fordfæste.