Da Idas mand Asbjørn dør af kræft, står hun midt i det, der ligner en ubærlig sorg: Praktikken omkring dødsfaldet foregår som i en tåge, hvor hun støtter sig til sønnen Peter. Efter et langt liv, hvor hun næsten kun har været kendt som “bådebyggerens kone”, tænker Ida tilbage på hendes og Asbjørns ægteskab, der var mærket af hans utroskab og opfarende temperament, som Ida har synlige ar efter. Det bliver et år, hvor Ida vakler i sin eksistens, hvor sorgen over Asbjørn bliver en frigørelse, og hvor hun gennem naturen igen finder sin identitet og modet til at være Ida.
I historien er et stærkt indblik i nogle af de mørke sider i et forhold, som ikke mange taler åbent om. Utroskab, vold der eskalere og en uforståelig kamp for at holde på facaden.
Det ærlige indblik i Idas tanker og historie giver et ekstra hjerte fra mig, da det på mange måder kræver mod, da emnet for mange stadig er tabubelagt – for skal man nødvendigvis sørge, hvis ens reelle følelse er lettelse over endelig at slippe fri for noget, som reelt ikke er sundt for en?