Aaiún Nin skriver med styrke og ømhed om overgreb og traumer, men insisterer på, at smerte og nydelse findes side om side. SE! kredser om hjemløshed og om det at være på flugt – fra sit krigsramte hjemland og fra fortidens spøgelser.
Som barn bliver digterjeget udsat for et overgreb, der går ubemærket hen. Forældrene er fraværende, den lille pige ladt alene med skammen og en frygt for at sove med lyset slukket.
Jeget er både hjemsøgt og hjemløs, på flugt fra sit hjemland, der ikke længere kan kaldes ’hjem’. På den måde væves jegets historie ind i en større fortælling om vold. Om krigens rædsler og arven fra kolonialismen. Om undertrykkelse og det at være på flugt – ikke at ankomme til andet end hjemsøgte huse, tyste stemmer, tung luft.
I smerten findes også glimt af nydelse: et minde om en børnefødselsdag, kager overtrukket med tyk glasur. Et pæretræ, der bærer frugt i en have. Begær, lidenskab. En poesi i de små ting som at skrive, dele en appelsin eller kysse ved busstoppestedet.
Som titlen på bogen også angiver, så er den bærende strategi for denne digtsamling at udpege hvad den mener til at være sandt. Men det bliver en anstrengende strategi i længden fordi den kompromitterer bearbejdningen af sprog og form.
Naturligt nok er det sprogets funktion at udpege. For mig er det faktisk den helt basale funktion ved sproget: det anviser, at det som der tales om (sproges om) kræver en vis opmærksomhed. Ellers ville man slet ikke tale om det. “SE!” udvander denne funktion ved sproget ved at være alt for afhængig af den uden også at bruge energi på at formgive.
Jeg er enig med Ulven om, at det eneste man kan kræve af en forfatter er, at de skal skrive den bedste bog de kan. Det er jeg ikke sikker på Nin gør med denne. Dens udpegninger, dens billeder, dens poetiske arbejde, alt sammen virker som ubehandlede udtræk fra en dagbog. Det er for råt og for ubearbejdet. Jeg skoser sproget for ikke at være rent nok.
Og hvorfor skal sproget være rent? Fordi det er materialet som litteraturen bruger. Det er det som giver den liv og som gør at man kan være nysgerrig på verden. Sproget er midlet til at gøre sandheder præsente: hvis sproget hakker, så gør sandhederne det også—uanset hvor aktuelle, relevante, personlige eller brændende de nu måtte være. I en film kræver vi også, at kameraet står skarpt, så vi kan se hvad der foregår.
Jeg prøver at føle med digtsamlingens jegfortæller, men sprogets halten gør mig ude af stand til det. Alle dets følelser, dens længsel, de hænger som ubegrundede postulater. Jeg er ikke overbevist om det digtsamlingen forsøger at sige.