Morten skal netop til at romandebutere med Planen om sin opvækst i Urbanplanen på Amager, da han efter et kærestebrud må flytte hjem til sin Bedste og bo på hendes sofa. I løbet af nogle anspændte måneder ændrer Mortens liv sig dramatisk, da romanen modtager begejstrede anmeldelser og Bogforums Debutantpris – men også møder vrede og udstødelse fra dele af hans mors familie. Mens Morten bor og lever med sin Bedste, indvier hun ham en aften i en hemmelighed, som han mange år senere fortæller videre til sin egen mor. Det resulterer i, at moren selv må bekende en skamfuld hændelse i fortiden, der får Morten til at dykke ned i sin mors og Bedstes livsfortælling, hvor fysisk og psykisk vold i barndomshjemmet nær havde kostet dem begge livet.
Månebarn er anden roman i et tobindsværk om Morten Papes forældres familiehistorie. Begge romaner kan læses som en forløber såvel som efterfølger til hans prisvindende bestsellerdebut, Planen.
Jeg synes, Morten Pape skriver så dejligt. Mere end at jeg har læst en historie, føler jeg, at jeg har har læst en hyldest til 3 vigtige kvinder i Mortens liv. Bedste, mor og ekskæreste.
Morten skriver jo bare godt og den her har en lidt ny måde at lave samtaler på, som jeg ret godt kunne lide. Det er Mortens mor den handler om denne gang og hvor den kommer godt omkring hendes opvækst med en far, man bliver rasende på gennem siderne, kommer den til at handle mere om Morten selv end moren, men det gør nu ikke mig noget. Vi får et virkeligt fint indblik i, hvordan det er at blive succesforfatter, mens det hele egentligt sejler lidt ift bopæl, forhold og familiens syn på at skrive om selvsamme.
Den kommer omkring det at miste nære og kære og også om depression og selvmordsforsøg igennem generationer. Trods de store tematikker har den en let tone og bed sig heller ikke lige så gevaldigt fast som den første, men altså, det er jo også næsten umuligt.
Tak for Morten. En vigtig samtidsstemme og han formår igennem det hele at male et kærlighedsportræt af Amager og det hylder jeg.
Morten Pape: Månebarn er på ingen måde en morsom eller hyggelig roman. Morten er nået til at skrive om sin mors familie. Som i farens familie handler det om svigt og dysfunktionalitet. Hertil er der også en del både fysisk og psykisk vold. Morfar banker mormor og nedgør systematisk Mortens mor. Det er opskriften på grundlaget for Mortens tre romaner, Planen, Nøglebarn og nu Månebarn. Månebarn opfatter jeg som en svagere del af forfatterskabet. Bogen kommer ikke meget ud af stedet. Bogstaveligt på Amager og morens liv, der kører i trummerum og som koster hende flere depressionsperioder; voldsomme. Morten har fået succes med den første roman, men han kan knapt nyde succesen, da morens fars del af familiens hader bogen og sender dødstrusler til forfatteren. Det er skrappe sager, der er på spil.
“Udenfor igen. Himlen er en glødende brændeovn, flammer og ildspruttende lava. Et helvedes postyr på cykelturen hjem. Kontrasten til den tidligste morgens svimlende tomhed er noget nær ubærlig. Alle kan rende hende. En perfekt verden er en affolket verden, stressende er det at skulle dele den med andres puls.”
Lydbog På en måde alt for lang til lydbog, og jeg missede også mere end en pointe. Men som sædvanlig velskrevet og følelse. Af at være der selv. Handler om Mortens mors familie- primært
“Barndom var tid, der ikke betyder noget, før det blev for sent. Ikke før man i samlet flok bærer sin barndom ud af kirken i en forseglet kiste, og først dér forstår betydningen af, at sådan må det ende.” 🤍