What do you think?
Rate this book
Mands himmerig
Ny lærredsindbundet udgave for første gang i moderne retskrivning - og med nyt forord af Puk Damsgård
Mands himmerig er nobelprismodtageren Henrik Pontoppidans sidste roman. Lille i omfang men med stor fortællekunst skildrer romanen det politiske København i årene op til Første Verdenskrig og krigens første år.
Den idealistiske og nådesløse skribent, Niels Thorsen står til at overtage chefredaktørposten på partiavisen, Friheden, men må i sidste øjeblik se sig forbigået af den folkekære folketingsmand, Dr. Rømer. Opfyldt af harme fortsætter Niels Thorsen sin kompromisløse kamp mod den udbredte overfladiskhed og materialisme, der hersker i det politiske liv, og forsøger med sin skarpe pen at opildne folket til kampgejst og til at gå ind i krigen for Danmarks frihed.
Pontoppidan viser atter engang med et af sine ”tidsbilleder”, hvordan idealisme, der ikke er fulgt af selvindsigt og lydhørhed, fører til undergang. Niels Thorsens kamp for mands himmerig og forsagelsen af alt kvindeligt: ”Ingen kvinder i lejren!” må da blive hans endeligt.
Romanen blev udgivet første gang i 1927, og her knap 100 år efter kan læseren stadig med lige så stor begejstring lade sig underholde af Pontoppidans svirpende samfundskritiske pisk.
Mands himmerig udkommer for første gang i moderne retskrivning i en lærredsindbundet udgave med nyt forord af Puk Damsgård.
Mands himmerig er nobelprismodtageren Henrik Pontoppidans sidste roman. Lille i omfang men med stor fortællekunst skildrer romanen det politiske København i årene op til Første Verdenskrig og krigens første år.
Den idealistiske og nådesløse skribent, Niels Thorsen står til at overtage chefredaktørposten på partiavisen, Friheden, men må i sidste øjeblik se sig forbigået af den folkekære folketingsmand, Dr. Rømer. Opfyldt af harme fortsætter Niels Thorsen sin kompromisløse kamp mod den udbredte overfladiskhed og materialisme, der hersker i det politiske liv, og forsøger med sin skarpe pen at opildne folket til kampgejst og til at gå ind i krigen for Danmarks frihed.
Pontoppidan viser atter engang med et af sine ”tidsbilleder”, hvordan idealisme, der ikke er fulgt af selvindsigt og lydhørhed, fører til undergang. Niels Thorsens kamp for mands himmerig og forsagelsen af alt kvindeligt: ”Ingen kvinder i lejren!” må da blive hans endeligt.
Romanen blev udgivet første gang i 1927, og her knap 100 år efter kan læseren stadig med lige så stor begejstring lade sig underholde af Pontoppidans svirpende samfundskritiske pisk.
Mands himmerig udkommer for første gang i moderne retskrivning i en lærredsindbundet udgave med nyt forord af Puk Damsgård.
227 pages, Hardcover
First published January 1, 1927
About the author
Henrik Pontoppidan
124 books88 followersAwarded the Nobel Prize in Literature in 1917 "for his authentic descriptions of present-day life in Denmark." (Award shared with Karl Gjellerup.)
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 6 of 6 reviews
January 9, 2026
Henrik Pontoppidans sidste roman, “Mands Himmerig”, er skrevet i 1927, og på nogle punkter mærker man selvfølgelig, at den er 99 år gammel. Men på andre måder er den stadig aktuel.
Ved romanens begyndelse (i 1914) er Niels Thorsen til samtale med redaktøren af den liberale avis “Friheden”. Thorsen skal være avisens nye chefredaktør. Men tre andre journalister på avisen rotter sig sammen, og næste formiddag udgør de tre den nye redaktion. Thorsen, der forud også er blevet svigtet af sin kone, der er flyttet fra ham, bliver rasende. Han trøstes imidlertid af konen, og så forsones de. Han lover hende endda en udenlandsrejse. Mens hun er ude for at købe rejseudstyr, opsøges Thorsen af redaktøren af det højre-borgerlige blad, “Døgnet”. Da konen kommer hjem, skal de alligevel ikke på ferie!
Thorsen indleder nu sit hævntogt mod “Friheden” og dens redaktører, og han skriver den ene bandbulle efter den anden i “Døgnet”. Det har sin virkning. Først stiger oplaget kraftigt hos “Døgnet”, men efter nogen tid er folk blevet trætte af Thorsen, og da valget nærmer sig, giver det Venstre og “Friheden” vind i sejlene.
Asta, fru Thorsen, ser mindre og mindre til sin mand og bliver mere og mere ulykkelig. Da hun så også udsættes for rygter om, at hendes mand ikke kun har ansat den unge Ragna Nordby for at arbejde som journalist, mister hun alt håb om et lykkeligt liv. Selv om hun venter barn, tager hun alle sine sovepulvere og sover ind. Thorsen selv kommer som sædvanlig sent hjem, han står op, spiser morgenmad og først derefter går han ind i sin kones soveværelse og finder hende død. Hans sorg over konen blegner i forhold til forbitrelsen over, at valget få dage senere giver en stor sejr til Venstre.
Forholdet mellem mand og kvinde er under lup her. Astas søster har giftet sig til rigdom og indflydelse med en mand, der forkæler hende, men som hun faktisk ikke elsker. Hun misunder Asta, at hun har forelsket sig - hun hentyder flere gange til en af Astas tidligere bejlere, kaptajn Hermansen, som Asta afviste. Vil hun i virkeligheden gerne sidestille Asta med sin egen situation? Thorsens søster Anna er ugift og lever sammen med deres mor, men hun ser skævt til Asta. Misundelse? Men den mest harmoniske kvinde finder vi i Klara, der er gift med Thorsens ven, Klemens. Han er den eneste, der kan sige sandheder til Thorsen, men Klara holder heller ikke mund. Hun har sine meningers mod, og Klemens holder hende ikke tilbage - de er lykkelige sammen. Så her skal vi nok finde Henrik Pontoppidans ideal-ægteskab med gensidig respekt for hinanden.
Pontoppidan portrætterer mænds magtvilje, kærligheds- og kvindefjendskhed som kulturens byrde. Så han er faktisk meget moderne her. Som kvinde græmmes man over en mand som Thorsen. I dag ville vi nok græmmes over en karrieremand. Og hvor ofte ser vi dem blive skilt? Deres koner lever med fraværet af en mand - forhåbentlig dog betydeligt mindre ensomt end Asta gør her.
Det er blændende godt fortalt. Pontoppidans personskildringer kræver ikke mange ord, og alligvel ser vi dem lyslevende foran os, ofte i meget morsomme, afslørende beskrivelser.
Fra forlagets beskrivelse: Pontoppidan viser atter med et af sine ”tidsbilleder”, hvordan idealisme, der ikke er fulgt af selvindsigt og lydhørhed, fører til undergang. Niels Thorsens kamp for mands himmerig og forsagelsen af alt kvindeligt må da blive hans endeligt.
Romanen blev udgivet første gang i 1927, og her knap 100 år efter kan læseren stadig med lige så stor begejstring lade sig underholde af Pontoppidans svirpende samfundskritiske pisk.
Ved romanens begyndelse (i 1914) er Niels Thorsen til samtale med redaktøren af den liberale avis “Friheden”. Thorsen skal være avisens nye chefredaktør. Men tre andre journalister på avisen rotter sig sammen, og næste formiddag udgør de tre den nye redaktion. Thorsen, der forud også er blevet svigtet af sin kone, der er flyttet fra ham, bliver rasende. Han trøstes imidlertid af konen, og så forsones de. Han lover hende endda en udenlandsrejse. Mens hun er ude for at købe rejseudstyr, opsøges Thorsen af redaktøren af det højre-borgerlige blad, “Døgnet”. Da konen kommer hjem, skal de alligevel ikke på ferie!
Thorsen indleder nu sit hævntogt mod “Friheden” og dens redaktører, og han skriver den ene bandbulle efter den anden i “Døgnet”. Det har sin virkning. Først stiger oplaget kraftigt hos “Døgnet”, men efter nogen tid er folk blevet trætte af Thorsen, og da valget nærmer sig, giver det Venstre og “Friheden” vind i sejlene.
Asta, fru Thorsen, ser mindre og mindre til sin mand og bliver mere og mere ulykkelig. Da hun så også udsættes for rygter om, at hendes mand ikke kun har ansat den unge Ragna Nordby for at arbejde som journalist, mister hun alt håb om et lykkeligt liv. Selv om hun venter barn, tager hun alle sine sovepulvere og sover ind. Thorsen selv kommer som sædvanlig sent hjem, han står op, spiser morgenmad og først derefter går han ind i sin kones soveværelse og finder hende død. Hans sorg over konen blegner i forhold til forbitrelsen over, at valget få dage senere giver en stor sejr til Venstre.
Forholdet mellem mand og kvinde er under lup her. Astas søster har giftet sig til rigdom og indflydelse med en mand, der forkæler hende, men som hun faktisk ikke elsker. Hun misunder Asta, at hun har forelsket sig - hun hentyder flere gange til en af Astas tidligere bejlere, kaptajn Hermansen, som Asta afviste. Vil hun i virkeligheden gerne sidestille Asta med sin egen situation? Thorsens søster Anna er ugift og lever sammen med deres mor, men hun ser skævt til Asta. Misundelse? Men den mest harmoniske kvinde finder vi i Klara, der er gift med Thorsens ven, Klemens. Han er den eneste, der kan sige sandheder til Thorsen, men Klara holder heller ikke mund. Hun har sine meningers mod, og Klemens holder hende ikke tilbage - de er lykkelige sammen. Så her skal vi nok finde Henrik Pontoppidans ideal-ægteskab med gensidig respekt for hinanden.
Pontoppidan portrætterer mænds magtvilje, kærligheds- og kvindefjendskhed som kulturens byrde. Så han er faktisk meget moderne her. Som kvinde græmmes man over en mand som Thorsen. I dag ville vi nok græmmes over en karrieremand. Og hvor ofte ser vi dem blive skilt? Deres koner lever med fraværet af en mand - forhåbentlig dog betydeligt mindre ensomt end Asta gør her.
Det er blændende godt fortalt. Pontoppidans personskildringer kræver ikke mange ord, og alligvel ser vi dem lyslevende foran os, ofte i meget morsomme, afslørende beskrivelser.
Fra forlagets beskrivelse: Pontoppidan viser atter med et af sine ”tidsbilleder”, hvordan idealisme, der ikke er fulgt af selvindsigt og lydhørhed, fører til undergang. Niels Thorsens kamp for mands himmerig og forsagelsen af alt kvindeligt må da blive hans endeligt.
Romanen blev udgivet første gang i 1927, og her knap 100 år efter kan læseren stadig med lige så stor begejstring lade sig underholde af Pontoppidans svirpende samfundskritiske pisk.
This entire review has been hidden because of spoilers.
July 15, 2018
Knivskarp og klar. Næsten hundrede år gammelt, men helt aktuelt portræt af en ensporet mand, der ikke skyer midler og konflikter. Fine persontegninger og tidsbilleder
February 13, 2026
Tankevækkende! Pontoppidan er fantastisk til at skrive mennesker, og til at skrive mennesker der ender med at miste alt og alle omkring sig i håbet om noget større.
May 19, 2025
En stærk fortælling om kampen for oplysning, hæderlighed og sandhed. Men også en fortælling om faren ved at glemme det nære i jagten på idealet. Fantastisk læsning, der også kan nydes i dag. Særligt betragtninger om pøbelvælde, populisme og den tabte kamp for at bevare fortids storhed, synes skræmmende relevant også små 100 år efter de blev forfattet.
May 21, 2025
They don’t make them like that anymore…
June 7, 2024
Allerede tidligt i romanen blev det tydeligt for mig, at vi havde med kontrasten ‘det gode og det onde’ at gøre: Det oplyste og demokratiske mod det åndløse og materielle.
Niels Thorsen er dygtig og idealistisk journalist på bladet ‘Friheden’, og er derudover en politisk vagt demokrat. Da avisens redaktør dør forbigås Thorsen ved valget af ny redaktør, og istedet udvælges materialisten Dr. Rømer der: “Ikke er gået ind i politik eller journalistik for at spille en rolle, fordi hans betydelige videnskabelige navn, hæderlige karakter og ‘pletfri vandel’ [altid] ville have sikret ham en fremragende plads i samfundet”. Så kan vi godt gætte, hvem der henholdsvist repræsenterer det gode og det onde.
Thorsens himmerige er hans idealer: Hans kamp for anerkendelsen af “sværdets velsignelse” og “vikingeåndens genoprejsning”. I kampen for idealerne mister Thorsen dog sin hustru, Asta, og deres ufødte barn - og pludselig står han tilbage med kun sin mor til at tale om kærlighed med. Til hans bisættelse kommer mange venner, men nekrologerne over ham drukner i krigstelegrammer, og efterlader intet kærligt til eftertiden. Som læser sidder jeg tilbage med spørgsmålet, om en kamp for idealer egentlig er det gode - og om alt andet i livet sættes over styr.
Niels Thorsen er dygtig og idealistisk journalist på bladet ‘Friheden’, og er derudover en politisk vagt demokrat. Da avisens redaktør dør forbigås Thorsen ved valget af ny redaktør, og istedet udvælges materialisten Dr. Rømer der: “Ikke er gået ind i politik eller journalistik for at spille en rolle, fordi hans betydelige videnskabelige navn, hæderlige karakter og ‘pletfri vandel’ [altid] ville have sikret ham en fremragende plads i samfundet”. Så kan vi godt gætte, hvem der henholdsvist repræsenterer det gode og det onde.
Thorsens himmerige er hans idealer: Hans kamp for anerkendelsen af “sværdets velsignelse” og “vikingeåndens genoprejsning”. I kampen for idealerne mister Thorsen dog sin hustru, Asta, og deres ufødte barn - og pludselig står han tilbage med kun sin mor til at tale om kærlighed med. Til hans bisættelse kommer mange venner, men nekrologerne over ham drukner i krigstelegrammer, og efterlader intet kærligt til eftertiden. Som læser sidder jeg tilbage med spørgsmålet, om en kamp for idealer egentlig er det gode - og om alt andet i livet sættes over styr.
Displaying 1 - 6 of 6 reviews