Crip (fra engelsk: cripple, krøbling) er Caspar Erics nye og måske vredeste digtsamling.
Det er en bog om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark. Om hvorfor det er nemmere for os at snakke om aktiv dødshjælp end livshjælp. Og om hvorfor mødre igen og igen må råbe op, uden at nogen svarer.
Men det er også digte, der forsøger at finde nye håb, nye begær og nye veje ind og ud af de anderledes kroppe.
I et forsøg på at finde en måde at fortælle sin historie på, så nogen vil lytte, cripwalker og criptalker stemmen sig hele vejen fra Fitness World til T4-mindesmærket i Berlin.
Alt sammen for at finde ud af, hvem der faktisk er de handicappede i dag.
Caspar Eric er født i 1987 og har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
I 2014 debuterede Caspar Eric som forfatter med poesi-udgivelsen ”7/11”. Det var med Caspar Erics egne ord en bog om at være ung i 2014, om popsamfundet og angsten for at blive outdated. Men det var også en bog om København, om kærlighed, om det, der er og sker lige nu. Og jeget i bogen ligner i udpræget grad Caspar Eric selv. Caspar Eric modtog desuden debutantprisen Munch Kristensens Kulturlegat 2015 på 50.000 kr. for ”7/11”.
”7/11” er Caspar Erics forfatterdebut i Danmark, men han har tidligere udgivet en mindre dobbeltdigtsamling på det norske forlag AFV Press. På samme forlag er udkommet yderligere to digtsamlinger af Caspar Eric i august 2014.
Senest har Caspar Eric udgivet langdigtet Nike (2015). I denne bog tager Caspar Eric udgangspunkt i sin egen Cerebrale Parese (dvs. spastisk lammelse) i en refleksion over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i et samfund som vores. Med sin konfrontation af samfundets problematiske italesættelse af personer med handikap vakte Caspar Erics ”Nike” stor debat og omtale i medierne.
I min familie findes Syndromet. Nogle af os drengebørn fødes med det, og gør man det, så bliver man ikke særlig gammel. Min døde bror og min døde nevø var crips. “Hvordan er det at have en bror der er handicappet?” spurgte folk, og jeg forstod aldrig det spørgsmål, for det var jo bare sådan han var. Jeg forstår det måske lidt mere efter at have læst Caspar Erics hjerteskærende sidste samling digte. Ableismen. Afstanden. Manglen på samfundets anerkendelse af, at crips også er en slags mennesker. På den ene side: Jeg har mødt mange fantastisk omsorgspersoner, der holdt af min bror og min nevø. På den anden side: Jeg har set hvordan man skal kæmpe for at blive forstået, modtage hjælp, og klage i et væk over tåbelige skrivebordsbeslutninger.
Jeg er ikke den store digtlæser, så det har aldrig tidligere faldet mig ind, at jeg skulle læse Caspar Erics digte. Men denne læste jeg fremragende anmeldelser af, og i disse, der ikke i sig selv kunne have fået mig til at læse digtene, blev en håndfuld af digtene citeret. Og de overbeviste mig, fordi de simpelthen er så stærke! Jeg har læst den langsomt, et afsnit ad gangen. Og to gange.
For Caspar Eric er der en tæt sammenhæng mellem politkernes ønsker om at indføre aktiv dødshjælp og deres holdning til handicapområdet. Det kommer fx til udtryk sådan her:
det er ikke døden, folk vælger til. det er livets betingelser, de vælger fra.
Han læser en bog skrevet af en mand, der led af polio
Da O'Brien er 37 præcis som jeg er nu får han sit første kys af en sexarbejder. der er så meget skønhed og sorg i den scene. og alligevel tænker min hjerne: hvad fanden havde du regnet med.
Av av av. Det er virkelig stærkt!
I langdigtet "Autobiografi" står der bl.a.
dengang Kristian Heegaard sad i byrådet (han er kørestolsbruger og fra de Radikale) måtte han forlade rummet når det kom til sager på handicapområdet. fordi byrådet mente, at han var inhabil.
Jeg kunne blive ved – der er mange gule lapper i mit eksemplar. Men tag lige og køb den eller lån den på bib. Ikke mindst, hvis du har handicappede (og her taler vi ALLE handicap, inklusive de mentale) omkring dig. Jeg er nærmest tårevædet af taknemmelighed over, at Caspar Eric har åbnet mine øjne.
Tænk at føle sig set i en bog. Tænk, hvor få bøger, der handler om den syges/handicappedes levede erfaringer. De, som ikke kan se den litterære værdi, og som kun kan se det politiske projekt -må være able bodied.
Det er mere et kampskrift end en digtsamling, og han har som altid meget relevant på hjerte. MEN for mig ødelægges troværdigheden af hans projekt fuldkommen af én sætning i CRIP: da han skriver, at han tager en bane coke. Som om det er helt naturligt. Måske er jeg sippet, men at tage coke er at blåstemple en altødelæggende branche, der om noget forarmer og forkrøbler og udnytter nogle af jordklodens svageste mennesker og samfund. Børn og voksne, der ville give deres højre arm for et andet liv. Det kan jeg ikke forene med hans politiske kamp i Danmark, og det pisser mig så meget af, at resten af samlingen irriterer mig.
Caspar Eric uden filter, på godt og ondt. Den systematiske syltning af handicapområdet bliver fremlagt som det, den er: nøgterne rapporter og statiske. Der er ikke noget smukt ved Crip, for der er stadig meget, der kan forbedres. I de mest intense passager giver Eric ordet til venner og forældre. Netop i de øjeblikke er værket mest spiddende og øjenåbnende for os, som er født med et fysisk handicap.
Digtsamlingen gjorde det, som litteratur bør gøre. Den tog pusten fra mig. Den gjorde mig klogere. Den gjorde mig vred. Og. Så følte jeg mig som et dårligt menneske på vores samfunds vegne. for fanden da.
Den vigtigste bog jeg har læst i 2025. Voldsomt velskrevne digte. Man hører efter! Og det skal man også.
Som datter af en quadriplegiker har jeg haft handicap tæt inde på livet. Hele livet. Og oplevede det som normen før jeg opdagede at folk kiggede, og pegede, og senere henvendte sig til mig i stedet for direkte til ham. Jeg fjerner stadig ting, der kan stå i vejen for en kørestol. Selvom det er 24 år siden, jeg mistede min far. Han var min superhelt. Han kunne alt.
Læs læs læs. Alle skal læse den. Især politikerne.
caspar eric er vildt skarp, og jeg respekterer ham meget som digter og handicapaktivist. dog føles halvdelen af bogen mere som manifest end som poesi. det, som han taler om, er vigtigt, men jeg mangler virkemidler og verselinjer og man kan godt mærke han er færdig med digte for denne gang. til gengæld er mange af digtene her også super velskrevet, og jeg græd ved både t4 og mødrene
“det bedste ved at have et handicappet barn er: at hvis Mads fik lov til at bestemme, ville vi have en smukkere verden. det værste ved at have et handicappet barn er: at hvis verden fik lov til at bestemme, ville Mads ikke være her.”
Han er bare dygtig, og det er en skam, at hans digte skal handle om, at det står så dårligt til med at behandle mennesker som mennesker. Jeg kan mærke, at han tænder en lille flamme i mig, når jeg læser hans digte, og jeg håber, jeg går forandret ud i verden i morgen.