What do you think?
Rate this book
Om udregning af rumfang #6
Om udregning af rumfang VI
"Om udregning af rumfang VI" er sjette del af Solvej Balles roman i syv dele. Tara Selter er fanget i den 18. november, i en dag der gentager sig. I sjette bog er Tara kommet til Campania i Italien. I Napoli er en gruppe begyndt at undersøge nogle epikuræiske skrifter, som blev begravet i pyroklastisk materiale under Vesuvs udbrud i år 79. I tråd med Epikurs udsagn om, at “man skal passe sin have” er flere grupper i gang med at dyrke grønsager i nogle forladte drivhuse, mens andre forsøger at afkode de sortbrændte papyrusruller i håb om, at de på den ene eller den anden måde kan hjælpe med at finde en vej ud af den attende november.
194 pages, Hæftet
First published August 20, 2025
80 people are currently reading
362 people want to read
About the author
Solvej Balle
20 books508 followersSolvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede det ambitiøse og filosofiske syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”, som hun i 2022 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, for de første fire bind
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 41 reviews
September 5, 2025
Så står man der igen – med spørgsmålet om, hvornår næste (sidste!) bind mon udkommer? For vi bliver virkelig efterladt i åndeløs spænding her. Den slags utroligt lavmælte åndeløse spænding, som Balle bare mestrer.
Der er så meget at sige, men jeg vil ikke spoile. I stedet vil jeg prøve at vise den helt særlige måde, hun bruger sproget på, beskriver personer på. Her fra side 15 "(hun) stod i en lidt skrå stilling med sin ene skulder lænet mod væggen ved trappen." Denne beskrivelse er helt karakteristisk – vi får altid den slags at vide, så vi kan se det for os. Her er et andet eksempel, denne gang om omgivelserne (s.75): "Så kommer morgenen med en flimrende kvidren. Fuglene sprinkler deres toner ud over alt."
Og her en sandhed, der også sagtens kan gælde uden for den 18. november (s. 79): "Det er ikke dårlige dage, men det er dage uden løfter. Det er blide savnedage, længselsmorgener, håbeaftnener."
I dette bind opklares noget, man har tænkt mere eller mindre over lige siden bind I. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er... Epikur, det er ham med "Når jeg er her, er døden her ikke, når døden er her, er jeg her ikke" og "du skal passe din have" frit citeret, er meget fremtrædende i dette bind, og jeg indrømmer, at jeg har haft fat i Wikipedia flere gange undervejs, fordi det ærligt talt ikke er en filosofisk retning jeg ved ret meget om. Dertil graver Balle sig dybt ned i arkæologi og arkæologiske redskaber – og i hjerneforskning. Man skal stå tidligt op for at være med, siger jeg bare.
Vi kommer i øvrigt et smut forbi Nationalmuseet her i København. Jeg ser for mig, hvordan jeg kan møde andre Balle-læsere et helt bestemt sted på museet! Vi ses dér!
Der er så meget at sige, men jeg vil ikke spoile. I stedet vil jeg prøve at vise den helt særlige måde, hun bruger sproget på, beskriver personer på. Her fra side 15 "(hun) stod i en lidt skrå stilling med sin ene skulder lænet mod væggen ved trappen." Denne beskrivelse er helt karakteristisk – vi får altid den slags at vide, så vi kan se det for os. Her er et andet eksempel, denne gang om omgivelserne (s.75): "Så kommer morgenen med en flimrende kvidren. Fuglene sprinkler deres toner ud over alt."
Og her en sandhed, der også sagtens kan gælde uden for den 18. november (s. 79): "Det er ikke dårlige dage, men det er dage uden løfter. Det er blide savnedage, længselsmorgener, håbeaftnener."
I dette bind opklares noget, man har tænkt mere eller mindre over lige siden bind I. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er... Epikur, det er ham med "Når jeg er her, er døden her ikke, når døden er her, er jeg her ikke" og "du skal passe din have" frit citeret, er meget fremtrædende i dette bind, og jeg indrømmer, at jeg har haft fat i Wikipedia flere gange undervejs, fordi det ærligt talt ikke er en filosofisk retning jeg ved ret meget om. Dertil graver Balle sig dybt ned i arkæologi og arkæologiske redskaber – og i hjerneforskning. Man skal stå tidligt op for at være med, siger jeg bare.
Vi kommer i øvrigt et smut forbi Nationalmuseet her i København. Jeg ser for mig, hvordan jeg kan møde andre Balle-læsere et helt bestemt sted på museet! Vi ses dér!
November 24, 2025
Jei trumpai apie siužetą, nieko neišduodant: papirusų bokštas, šiltnamiai, Vezuvijus, epikūrininkų idėjos, meilė, Seikilo epitafija, rafinuotos vagystės ir labai keisti planai.
O šiaip sukrėtė šita dalis - iš pradžių pažėrė poezijos su tais per ugnikalnio išsiveržimą apanglėjusiais papirusais ir bandymu perskaityti, kas parašyta juodu ant juodo, tada trupučiuką išgąsdino su Seikilo epitafija, seniausia išlikusia daina, kurią moku dainuoti (na ir sutapimas, kad būtent ji staiga čia pasidaro tokia svarbi ir lemtinga, daina, kuri jau daug metų vis jaudina mano vaizduotę ir stebina savo melodija), o galiausiai padarė klasikinį belišką judesį – kai jau pripranti prie teksto, kai jau manaisi žinąs, kaip čia kas bus, kai tave užhipnotizuoja, įvyksta kažkas netikėto, kažkas atsiskleidžia ir suvirpina iki pačių gelmių, pajunti tikrovės nestabilumą. Skaitydama šią seriją vėl ir vėl kūniškai patiriu jos knygų paslaptį, šį kartą ne šiaip šiurpeliu, bet daugybe adatų, kurios kelis kartus susmigo į pakaušį, nugarą ir pilvą. Ak, toks nuostabus blogumo ir baugios nuostabos jausmas. Liūdna tiesa ir netikėtas optimizmas, kuris man kelia nerimą.
O šiaip sukrėtė šita dalis - iš pradžių pažėrė poezijos su tais per ugnikalnio išsiveržimą apanglėjusiais papirusais ir bandymu perskaityti, kas parašyta juodu ant juodo, tada trupučiuką išgąsdino su Seikilo epitafija, seniausia išlikusia daina, kurią moku dainuoti (na ir sutapimas, kad būtent ji staiga čia pasidaro tokia svarbi ir lemtinga, daina, kuri jau daug metų vis jaudina mano vaizduotę ir stebina savo melodija), o galiausiai padarė klasikinį belišką judesį – kai jau pripranti prie teksto, kai jau manaisi žinąs, kaip čia kas bus, kai tave užhipnotizuoja, įvyksta kažkas netikėto, kažkas atsiskleidžia ir suvirpina iki pačių gelmių, pajunti tikrovės nestabilumą. Skaitydama šią seriją vėl ir vėl kūniškai patiriu jos knygų paslaptį, šį kartą ne šiaip šiurpeliu, bet daugybe adatų, kurios kelis kartus susmigo į pakaušį, nugarą ir pilvą. Ak, toks nuostabus blogumo ir baugios nuostabos jausmas. Liūdna tiesa ir netikėtas optimizmas, kuris man kelia nerimą.
Want to read
October 27, 2025Only available in Dutch in August 2026 but very much looking forward to this penultimate volume of this great septology by Solvej Balle!
October 13, 2025
Jeg er vild med Solvej Balle “Om udregning af rumfang”, og bind 6 er ren magi.
Det er utroligt, hvordan én og samme dag, den 18. november, kan blive ved med at føles ny, tankevækkende og fuld af liv.
I bind 6 af Om udregning af rumfang tager Balle os med videre i Tara Selters mærkelige tidslomme, og jeg må bare sige: jeg var tryllebundet.
Sproget er skarpt og poetisk, og man sidder og nikker, smiler, undres og bliver lidt klogere på livet undervejs.
Det er ikke en bog, man læser hurtigt, det er en bog, man lever sig ind i et stykke tid.
Og så er der humoren! Den er underspillet, tør og helt vidunderlig. Midt i al eksistensens tyngde dukker der små glimt op, hvor man griner lidt for sig selv og tænker: “Ja, sådan er det jo.”
Hvis du har læst de første bind, så glæd dig, bind 6 er en gave. Hvis du ikke er begyndt endnu, så har du noget helt særligt i vente.
Det er utroligt, hvordan én og samme dag, den 18. november, kan blive ved med at føles ny, tankevækkende og fuld af liv.
I bind 6 af Om udregning af rumfang tager Balle os med videre i Tara Selters mærkelige tidslomme, og jeg må bare sige: jeg var tryllebundet.
Sproget er skarpt og poetisk, og man sidder og nikker, smiler, undres og bliver lidt klogere på livet undervejs.
Det er ikke en bog, man læser hurtigt, det er en bog, man lever sig ind i et stykke tid.
Og så er der humoren! Den er underspillet, tør og helt vidunderlig. Midt i al eksistensens tyngde dukker der små glimt op, hvor man griner lidt for sig selv og tænker: “Ja, sådan er det jo.”
Hvis du har læst de første bind, så glæd dig, bind 6 er en gave. Hvis du ikke er begyndt endnu, så har du noget helt særligt i vente.
December 22, 2025
Först går det lite långsamt, det är lite för detaljerat och sedan är det jag som är fast igen. Fast i den 18 november hos Tara Selter och alla hennes filosofiska tankar. Jag fattar inte hur Solvej Balle gör men hon lyckas återigen bygga upp som mest spänning när vi närmar oss slutet och nu längtar jag ännu en gång efter nästa del av denna septologi.
December 11, 2025
Det kan bara vara Solvej Balle som kan skriva en bok på 226 sidor, där boken SKER först på sidan 196, och den ändå lyckas få så högt betyg?!
Hatt: Av
”Det är inga dåliga dagar, men det är dagar utan löften. Det är milda saknedagar, längtansmorgnar, hoppkvällar. Det är grodagar och planteringstimmar. Det är ugglenätter och tankemorgnar och låga växthusljud. Det är ett stilla rumlande från komposten. Eller om det är plantornas växande jag känner: en rörelse så tyst att det inte är ett ljud. Förflyttning av partiklar. Varför skulle man inte kunna känna det?”
Hatt: Av
”Det är inga dåliga dagar, men det är dagar utan löften. Det är milda saknedagar, längtansmorgnar, hoppkvällar. Det är grodagar och planteringstimmar. Det är ugglenätter och tankemorgnar och låga växthusljud. Det är ett stilla rumlande från komposten. Eller om det är plantornas växande jag känner: en rörelse så tyst att det inte är ett ljud. Förflyttning av partiklar. Varför skulle man inte kunna känna det?”
November 20, 2025
4/5, for et storslått prosjekt!!! Håper hun har neste klar straksstraks!
December 3, 2025
Jag vill fortfarande veta slutet på Taras historia men samtidigt börjar jag tröttna lite. Det är väldigt mycket utvikningar nu om grekisk filosofi, musikteori och kompost. Samtidigt introducerar Balle hela tiden nya personer som aldrig blir mer än ett namn. Något behöver hända nu.
Jag kan dessutom inte låta bli att tänka på hur cerebrala alla som fastnat i den artonde är. De försöker alla tackla problemet rent intellektuellt och alla verkar underligt funktionella och sansade. Är det ingen omoralisk människa som fastnat?
Jag kan dessutom inte låta bli att tänka på hur cerebrala alla som fastnat i den artonde är. De försöker alla tackla problemet rent intellektuellt och alla verkar underligt funktionella och sansade. Är det ingen omoralisk människa som fastnat?
September 11, 2025
Jeg tror, det er det mest vemodige bind i serien, men det er jo også alderdommen, hun er nået til; det er som om sproget bliver mere poetisk, og længslerne stærkere.
Hvordan mon det ender, det er en lang rejse, man er på med disse meditative bøger.
Hvordan mon det ender, det er en lang rejse, man er på med disse meditative bøger.
December 5, 2025
Jeg kan ikke bære at skulle vente endnu et ubestemt tidsrum nu.
Bind 6 af Om udregning af rumfang udmærker sig ved endelig at omhandle udregning af rumfang. Det handler heldigvis også om tab, tid, forbindelse, kærlighed og neurovidenskab. Det er storartet og bredspektret videbegærlighed Solvej Balle præsenterer.
Jeg må dog indrømme, at jeg synes den første halvdel af romanen sad lidt fast. Den mimer i høj grad strukturen fra det femte bind, så det føltes lidt som at være rykket hjem til start igen – nu bare med Epikur som følgesvend.
Og i forhold til Epikur og alt det romeri, der optræder i Om udregning af rumfang… Jeg har mødt flere, der knækkede nakken og gav op på serien i bind 2, da det hele handlede om beholdere og høst før Jesu fødsel. Var der nogen, der huskede at tjekke op på Solvej Balle i de 20 år hun var mere eller mindre forsvundet fra offentligheden? Balle må være faldet i den store gryde med Romerriget, mens hun sad dernede. Vi er heldige, at hun kom tilbage igen.
Men ja, det er lidt langhåret med Epikur, men ikke desto mindre også spændende. Og spændende er Om udregning af rumfang VI også, endelig kommer der nogle svar, noget der minder om en antagonist og et oplæg til en slutning. Nu er ventetiden igen ulidelig.
Bind 6 af Om udregning af rumfang udmærker sig ved endelig at omhandle udregning af rumfang. Det handler heldigvis også om tab, tid, forbindelse, kærlighed og neurovidenskab. Det er storartet og bredspektret videbegærlighed Solvej Balle præsenterer.
Jeg må dog indrømme, at jeg synes den første halvdel af romanen sad lidt fast. Den mimer i høj grad strukturen fra det femte bind, så det føltes lidt som at være rykket hjem til start igen – nu bare med Epikur som følgesvend.
Og i forhold til Epikur og alt det romeri, der optræder i Om udregning af rumfang… Jeg har mødt flere, der knækkede nakken og gav op på serien i bind 2, da det hele handlede om beholdere og høst før Jesu fødsel. Var der nogen, der huskede at tjekke op på Solvej Balle i de 20 år hun var mere eller mindre forsvundet fra offentligheden? Balle må være faldet i den store gryde med Romerriget, mens hun sad dernede. Vi er heldige, at hun kom tilbage igen.
Men ja, det er lidt langhåret med Epikur, men ikke desto mindre også spændende. Og spændende er Om udregning af rumfang VI også, endelig kommer der nogle svar, noget der minder om en antagonist og et oplæg til en slutning. Nu er ventetiden igen ulidelig.
December 19, 2025
om jag behöver läsa ett till random europeiskt hittepå-namn så kommer jag tyvärr tappa det
August 31, 2025
Dette bind er en fornøjelse at læse, ikke mindst fordi nogle ting fra tidligere bind bliver forklaret, men også fordi det handler mere om Taras indre verden igen, hvilket er rørende. Og det fik mig også til at tænke på Prousts sidste bind, Den genfundne Tid, hvor det lykkedes for hovedpersonen, så jeg håber, det også sker for dem, der sidder i den 18. november. Jeg er nysgerrig på den måde, det kunne udføres.
August 24, 2025
Eftertænksom, filosofisk, melankolsk, spændende og medrivende
December 3, 2025
Solvej Balles bind 6 af Om udregning af rumfang er det næstsidste bind i hendes romanserie. Bind 6 fortsætter ad samme spor som bind 5. Bindet handler om communities baseret på større idéer – nu ikke længere universitetet som institution og tænkningsmiljø, men mere en særlig forgrening. Hovedkarakteren og fortælleren Tara slår sig ned i dette community, og fortsætter sine sporadiske notater. Det community, Tara denne gang er landet i, er et, der har samlet sig i den italienske region Campania, der har Napoli som hovedstad, og hvor vulkanen Vesuv er placeret. Vesuv var den vulkan, der dækkede byerne Pompeji og Herculaneum med aske i år 79 e.kr.
Communitiet har slået sig ned omkring Herculaneum. En af grundene til, at communitiet har samlet sig her er, at filosoffen Philodemos af Gadara har skrevet sine tanker ned på papyrusruller, hvoraf en del er bevaret og fundet i Herculaneum, fordi de er blevet overdænget med aske fra Vesuv. I romanen er der så ved at blive fundet endnu flere papyrusruller i byen, og man er i communitiet samtidig ved at tyde dem, og man er også ved mere fundamentalt at få adgang til nogle af de ruller, som man ikke har kunnet åbne, fordi de ville gå i stykker, hvis de blev rullet ud. En gruppe inden for communitiet har med stort engagement – som så ofte før i romanserien beskrevet med komiske træk ift. den ildhu, der bliver lagt for dagen i en gruppes optagethed af et emne – fundet frem til en teknologi, der kan aflæse nogle af papyrusrullerne helt uden at rulle dem ud, ved simpelthen fysisk at kunne måle de trykforskelle, der er i papiret mellem det skrevne og det ikke skrevne. Måske en henvisning til titlen på romanserien – for der er (næsten) tale om, at rumfanget af papyrusrullen (i hvert fald papyrusoverfladens fordybninger) bliver udregnet. For at kunne tyde en håndskrift. Og for at kunne læse Philodemos.
Det komiske er jo nok også her, at Philodemos ikke nødvendigvis er en stor filosof. Det har han i hvert fald ikke været op igennem filosofihistorien. Han er godt nok nævnt, men han er flere gange blevet skrevet mere eller mindre ud af filosofihistorien. På samme måde er Epikur, som Philodemos’ tanker står i gæld til. Communitiet omkring papyrusrullerne mener nu, at Epikur og Philodemos på uretmæssige måder er blevet skrevet ud – bl.a. Dante, som lod Epikur brænde op i helvedet. Det vil communitiet nu gør noget ved. De vil reetablere Epikur og Philodemos, og de mener, at de måske ved at tyde Philodemos’ tanker kan finde en nøgle ud af den 18. november.
Igen – det er komisk, men det er samtidig også en form for portræt af menneskelig tænkning. At en gruppe kaster sig over nogle filosoffer, videnskabsmænd og -retninger og tillægger dem en stor betydning. Som nogle gange også har at gøre med, hvad der bliver tilgængeligt, og også har at gøre med, at det kan være med til at give os håb omkring det, vi sidder fast i eller er udfordret af. Hvis man nu bare tænker fantasifuldt nok.
Noget af det, som Philodemos og Epikur kan bruges til, er, at de netop gjorde meget ud af, at man skulle leve det simple, jordiske liv. Det var Epikur, der kom med sætningen om, at man skulle dyrke sin have og finde ro derved. (Ja, det er nok i dag Voltaire, som er mest kendt for sætningen om at dyrke sin egen have – i betydningen ikke blive for abstrakt i sin levemåde og i sin tænkning – sådan som det blive udtrykt i hans roman Candide, men sætningen stammer altså fra Epikur). Og det med at dyrke sin have passer som fod i hose ind i det andet aspekt, som communitiet er bundet sammen om. De tager nemlig den epikuræiske tilgang med haven meget bogstaveligt. Hvor Epikur mere brugte det med haven til at fortælle om en levemåde i ro beskæftiget med de praktiske og enkle, så bliver det for communitiet til en levevej med at dyrke grøntsager – nu i meget store drivhuse. Allerede i bind 5 var der en af tænkerne fra communitiet, Lenk, som holdt en brandtale i Val Benoit om vigtigheden af at dyrke grøntsager. Ud fra devisen om, at det først er, når vi som mennesker kan brødføde hele menneskeheden og sikre menneskehedens overlevelse, at vi kan tale om fri forskning og fri tænkning. Det var nok denne tale, som fik Tara til at rejse tilbage til Clairon-sous-Bois, ikke så meget for at gense Thomas, men mere for at hente en masse plantefrø, som Thomas’ far havde samlet.
Tara lever nu i communitiet i omkring 4.000 dage – fra dag 10463 til 14712. Hun lever især ude i drivhusene, og hun lever meget epikuræisk – i det simple liv. Hun er dog ikke selv optaget af at tyde Philodemos’ skrifter. Hun er optaget af at dyrke grøntsager og så en gang imellem at nedfælde notater om livet. Ikke så meget på den arkivaragtige måde, som hun havde i Val Benoit i bind 5, hvor hun arkiverede de andres tanker på et bibliotek.
En særlig ting ved bind 6 er, at der er flere brikker, der falder lidt på plads. På den måde kan man godt mærke, at Balle komponerer romanserien sådan, at der faktisk gives svar på bestemte spørgsmål her i den sidste del af serien. For hvem var det egentlig, der stjal Taras taske i Düsseldorf – og hvorfor gjorde cykeltyven det? Og hvorfor var det nu lige, at Thomas i slutningen af bind 4 ringede til Tara, og hvad havde bragt ham ud af sit mønster? Det får vi faktisk svar på i bind 6.
Jeg vurderer bind 6 relativt lavt, fordi jeg synes, at bogen ofte står i stampe. Den gentager mere og mere sine egne pointer, og også stilistisk kører den ofte på genbrug. Men der er også lyspunkter – og jeg synes, at det er imponerende, at Balle i den sidste del af bind 6 diskret får lukket op for plottet igen og samtidig får givet nogle svar. Sådan at man som læser pludselig igen er i en reading-for-the-plot modus, som ellers har været fraværende cirka siden starten af bind 4.
Communitiet har slået sig ned omkring Herculaneum. En af grundene til, at communitiet har samlet sig her er, at filosoffen Philodemos af Gadara har skrevet sine tanker ned på papyrusruller, hvoraf en del er bevaret og fundet i Herculaneum, fordi de er blevet overdænget med aske fra Vesuv. I romanen er der så ved at blive fundet endnu flere papyrusruller i byen, og man er i communitiet samtidig ved at tyde dem, og man er også ved mere fundamentalt at få adgang til nogle af de ruller, som man ikke har kunnet åbne, fordi de ville gå i stykker, hvis de blev rullet ud. En gruppe inden for communitiet har med stort engagement – som så ofte før i romanserien beskrevet med komiske træk ift. den ildhu, der bliver lagt for dagen i en gruppes optagethed af et emne – fundet frem til en teknologi, der kan aflæse nogle af papyrusrullerne helt uden at rulle dem ud, ved simpelthen fysisk at kunne måle de trykforskelle, der er i papiret mellem det skrevne og det ikke skrevne. Måske en henvisning til titlen på romanserien – for der er (næsten) tale om, at rumfanget af papyrusrullen (i hvert fald papyrusoverfladens fordybninger) bliver udregnet. For at kunne tyde en håndskrift. Og for at kunne læse Philodemos.
Det komiske er jo nok også her, at Philodemos ikke nødvendigvis er en stor filosof. Det har han i hvert fald ikke været op igennem filosofihistorien. Han er godt nok nævnt, men han er flere gange blevet skrevet mere eller mindre ud af filosofihistorien. På samme måde er Epikur, som Philodemos’ tanker står i gæld til. Communitiet omkring papyrusrullerne mener nu, at Epikur og Philodemos på uretmæssige måder er blevet skrevet ud – bl.a. Dante, som lod Epikur brænde op i helvedet. Det vil communitiet nu gør noget ved. De vil reetablere Epikur og Philodemos, og de mener, at de måske ved at tyde Philodemos’ tanker kan finde en nøgle ud af den 18. november.
Igen – det er komisk, men det er samtidig også en form for portræt af menneskelig tænkning. At en gruppe kaster sig over nogle filosoffer, videnskabsmænd og -retninger og tillægger dem en stor betydning. Som nogle gange også har at gøre med, hvad der bliver tilgængeligt, og også har at gøre med, at det kan være med til at give os håb omkring det, vi sidder fast i eller er udfordret af. Hvis man nu bare tænker fantasifuldt nok.
Noget af det, som Philodemos og Epikur kan bruges til, er, at de netop gjorde meget ud af, at man skulle leve det simple, jordiske liv. Det var Epikur, der kom med sætningen om, at man skulle dyrke sin have og finde ro derved. (Ja, det er nok i dag Voltaire, som er mest kendt for sætningen om at dyrke sin egen have – i betydningen ikke blive for abstrakt i sin levemåde og i sin tænkning – sådan som det blive udtrykt i hans roman Candide, men sætningen stammer altså fra Epikur). Og det med at dyrke sin have passer som fod i hose ind i det andet aspekt, som communitiet er bundet sammen om. De tager nemlig den epikuræiske tilgang med haven meget bogstaveligt. Hvor Epikur mere brugte det med haven til at fortælle om en levemåde i ro beskæftiget med de praktiske og enkle, så bliver det for communitiet til en levevej med at dyrke grøntsager – nu i meget store drivhuse. Allerede i bind 5 var der en af tænkerne fra communitiet, Lenk, som holdt en brandtale i Val Benoit om vigtigheden af at dyrke grøntsager. Ud fra devisen om, at det først er, når vi som mennesker kan brødføde hele menneskeheden og sikre menneskehedens overlevelse, at vi kan tale om fri forskning og fri tænkning. Det var nok denne tale, som fik Tara til at rejse tilbage til Clairon-sous-Bois, ikke så meget for at gense Thomas, men mere for at hente en masse plantefrø, som Thomas’ far havde samlet.
Tara lever nu i communitiet i omkring 4.000 dage – fra dag 10463 til 14712. Hun lever især ude i drivhusene, og hun lever meget epikuræisk – i det simple liv. Hun er dog ikke selv optaget af at tyde Philodemos’ skrifter. Hun er optaget af at dyrke grøntsager og så en gang imellem at nedfælde notater om livet. Ikke så meget på den arkivaragtige måde, som hun havde i Val Benoit i bind 5, hvor hun arkiverede de andres tanker på et bibliotek.
En særlig ting ved bind 6 er, at der er flere brikker, der falder lidt på plads. På den måde kan man godt mærke, at Balle komponerer romanserien sådan, at der faktisk gives svar på bestemte spørgsmål her i den sidste del af serien. For hvem var det egentlig, der stjal Taras taske i Düsseldorf – og hvorfor gjorde cykeltyven det? Og hvorfor var det nu lige, at Thomas i slutningen af bind 4 ringede til Tara, og hvad havde bragt ham ud af sit mønster? Det får vi faktisk svar på i bind 6.
Jeg vurderer bind 6 relativt lavt, fordi jeg synes, at bogen ofte står i stampe. Den gentager mere og mere sine egne pointer, og også stilistisk kører den ofte på genbrug. Men der er også lyspunkter – og jeg synes, at det er imponerende, at Balle i den sidste del af bind 6 diskret får lukket op for plottet igen og samtidig får givet nogle svar. Sådan at man som læser pludselig igen er i en reading-for-the-plot modus, som ellers har været fraværende cirka siden starten af bind 4.
December 3, 2025
On the Calculation of Volume VI
Difficult to write a spoiler free review, so I will be short.
Tara is still - no surprises there - in the 18th of November. One can feel the slowness of days and time, Balle's writing is as good as ever. I only give 4⭐️ for now, as the 6th book read like a crescendo towards the next and last one, so I will probably appreciate it more after reading 7th one. Hopefully, soon, dear Solvej!
Difficult to write a spoiler free review, so I will be short.
Tara is still - no surprises there - in the 18th of November. One can feel the slowness of days and time, Balle's writing is as good as ever. I only give 4⭐️ for now, as the 6th book read like a crescendo towards the next and last one, so I will probably appreciate it more after reading 7th one. Hopefully, soon, dear Solvej!
November 29, 2025
En fortsat magisk rejse gennem den attende november. Filosofisk og spændende, endnu bedre end nummer 5. Vi får blandt andet svar på tidligere hændelser. Hvordan mon det hele ender? Glæder mig meget til sidste del.
November 30, 2025
Jag älskar hennes lilla värld
December 12, 2025
Lite seg, men klart bäst upplopp i serien på länge. Stark andra halva.
December 25, 2025
Hjernen min knirker og vokser.
October 9, 2025
5,4 kanskje
November 6, 2025
Om udregning af rumfang VI af Solvej Balle ⭐️⭐️⭐️ ~
Bind 6 af den bedste serie, jeg har læst siden jeg var barn, var lidt tungere end de tidligere. Der er utroligt meget filosofisk og historisk spekulation og lange paragraffer om søjler og imens er der gået 30, 40, 50
år og der sker ikke noget i Taras tilværelse. Jeg havde også lidt svært ved at huske alle de efterhånden rigtigt mange mennesker i 18. novembertilværelsen og endda hvor vi slap dem i sidste bind. Læser mange bøger så detaljerne viskes ud. Og det lagde en dæmper på læseoplevelsen i dette bind. Jeg elsker præmissen og elsker sproget. Er blæst bagover af Balles stærke evne til at sætte poetiske ord på hverdagsting. Jeg glæder mig til sidste bind og forhåbentligt noget knudebinding. Jeg er stadig fan. Omend en mere logisk end filosofisk en af slagsen
Bind 6 af den bedste serie, jeg har læst siden jeg var barn, var lidt tungere end de tidligere. Der er utroligt meget filosofisk og historisk spekulation og lange paragraffer om søjler og imens er der gået 30, 40, 50
år og der sker ikke noget i Taras tilværelse. Jeg havde også lidt svært ved at huske alle de efterhånden rigtigt mange mennesker i 18. novembertilværelsen og endda hvor vi slap dem i sidste bind. Læser mange bøger så detaljerne viskes ud. Og det lagde en dæmper på læseoplevelsen i dette bind. Jeg elsker præmissen og elsker sproget. Er blæst bagover af Balles stærke evne til at sætte poetiske ord på hverdagsting. Jeg glæder mig til sidste bind og forhåbentligt noget knudebinding. Jeg er stadig fan. Omend en mere logisk end filosofisk en af slagsen
October 7, 2025
Jeg kommer aldrig til at give dette litterære fænomen mindre end 5 stjerner. Spænding til det sidste, ømhed og filosofi …. Hvornår kommer sidste bind?
September 8, 2025
Læst i ét hæsblæsende hug. Fantastisk med en bog hvor der sker SÅ lidt, og hvor det så er SÅ spændende hvad der sker på næste side.
Og nu er ordet rumfang nævnt én gang, og det begynder at give mening. Jeg kan næsten ikke vente på syvende og sidste bind.
Og nu er ordet rumfang nævnt én gang, og det begynder at give mening. Jeg kan næsten ikke vente på syvende og sidste bind.
December 19, 2025
Hvorfor er Tara så 'lunken'?
Jeg synes, at roman-seriens tankeeksperiment om den opadgående tid i den attende november og den gennemgående filosofiske orientering er fascinerende og inspirerende. Men jeg synes også at eksperimentets hovedrolleindehaver og fortællers karakter er lunken og uinspirerende.
Er det en forspildt chance? Eller er det en bevidst iscenesættelse? Er Tara et billede på menneskelig middelmådig lunkenhed, med formål at lede opmærksomheden væk fra det individuelle og partikulære fokus over mod det mere generelle; menneskelivets ufravigelige absurditet og forskellige (oftest lunkne) måder mennesket forholder sig til denne absurditet på?
Eller er Tara snarere et vindue, noget man ikke ser, men nærmere ser igennem for at se noget andet? Et vinduet, der muliggør (formidler) indsigt i varieteten af livstilgange blandt menneskerne i den opadgående tid?
Givet virkelighedens absurde meningsløshed, er det bedste, mennesker så kan præstere, at:
1. Fornægte absurditeten ved at simulere det forudgående vaneliv (Førsteårs-Tara og De årstidsrejsende)
2. Forhindre at sætte for store aftryk i verden (Monster-Tara)
3. Fortrænge absurditeten ved at forvente en tilbagevenden til den fremadskridende tid og i mellemtiden forsøge at forbedre den (Ralf og BeDaZy)
4. Forskanse os i absurditeten ved at forsamle os og opløse os selv i fællesskabet (Bremen-Tara)
5. Forherlige absurditeten ved at fordybe os i den og fortolke dens utilgængelige mekanik (Gita og Val Benoît)
6. Fordømme absurditeten og forsøge at undslippe den, ved at forfølge udvejen gennem aktivitets-back-tracking (Metonitterne)
7. Forlyste os i absurditeten med flygtig fysisk tilfredsstillelse (Tara hos Karl)
8. Forlænge absurditeten ved at reducere vores fortæring og dyrke grønsager (Lenk, Peter, Sonia)
9. Fordømme absurditeten og forsøge at undslippe den ved at forske i forkullede papyrus-ruller for at finde Exit-døren (Leon og papyrologerne)
10. Forsone os med absurditeten ved at underordne og indpasse os (Epikuræisme; Tara)
(Disse kan næsten indpasses under Kübler-Ross’ ”5 stages of grief”; fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept)
Det er muligvis en repræsentativ pallette af, hvordan mennesker mere bredt og mere realistisk forholder sig til absurditeten - uanset om det er den fremadskridende eller opadgående absurditet. Jeg savner et mere ambitiøst forsøg på at mobilisere et meningsskabelses-oprør og radikal vilje til magt. Netop fordi jeg ser tankeeksperimentet som en fantastisk mulighed for at eksperimentere med at ruske og ryste rusten af menneskets vanemæssige tilpasning eller overgivelse til absurditeten.
Jeg nærer ingen grandiose illusioner om, at jeg selv kan præstere meget bedre her i den vanetilvænnede fremadskridende virkelighed, men i et litterært tankeeksperiment ville jeg forhåbentligt ikke forpasse muligheden for at forsøge.
Så hvorfor gør Solvej Balle ikke det - eller kommer det endelig i bog VII?
Der er naturligvis en evolutionær fordel i tilpasning til omgivelserne og dermed den fysiske og eksistentielle virkelighed livet udfolder sig i. Derfor burde det nok ikke være så overraskende, hvis mennesker er mere tilbøjelig til at vænne sig til virkeligheden, end at gøre oprør i den - uanset om de erkender virkelighedens meningsløse absurditet.
Roman-seriens titel “Om udregning af rumfang” giver associationer til en naturvidenskabelig afhandling. Jeg læser ‘rumfang’ som det der omgiver os, det vi er i, og ‘udregning’ som en undersøgende aktivitet. Derfor tolker jeg titlen i retning af “Om at forstå vores virkelighed” - ikke den fysiske men vores eksistentielle virkelighed.
Måske bruges den naturvidenskabelige vinkling som en kritisk indikation af, at vi for ofte forsøger at forcere det nuancerede, kvalitative og eksistentielle ned i mere kvantitative kasser for bedre at kunne forstå det. Men netop denne forenklingsprocess risikerer at tabe vitale aspekter, så vi fejlagtigt konkluderer noget firkantet fattigere om livet, end hvad det kunne være.
I stedet for at reducere objektet (virkeligheden), så subjektet (mennesket) magter at fange det, burde vi måske mere vende tilgangen om til at efterstræbe at udvide vores evne til at fange. Og måske endda løsne ‘fange’ op til at ‘undersøge’, ‘reflektere’.
Dag #12637 åbner perspektivet (omend i en anden kontekst) med hvad der næsten ligner en omskrivning af oraklet i Delfi: “Vi kender dagen, det er det, vi selv har med, vi skal kende.”
Jeg synes, at roman-seriens tankeeksperiment om den opadgående tid i den attende november og den gennemgående filosofiske orientering er fascinerende og inspirerende. Men jeg synes også at eksperimentets hovedrolleindehaver og fortællers karakter er lunken og uinspirerende.
Er det en forspildt chance? Eller er det en bevidst iscenesættelse? Er Tara et billede på menneskelig middelmådig lunkenhed, med formål at lede opmærksomheden væk fra det individuelle og partikulære fokus over mod det mere generelle; menneskelivets ufravigelige absurditet og forskellige (oftest lunkne) måder mennesket forholder sig til denne absurditet på?
Eller er Tara snarere et vindue, noget man ikke ser, men nærmere ser igennem for at se noget andet? Et vinduet, der muliggør (formidler) indsigt i varieteten af livstilgange blandt menneskerne i den opadgående tid?
Givet virkelighedens absurde meningsløshed, er det bedste, mennesker så kan præstere, at:
1. Fornægte absurditeten ved at simulere det forudgående vaneliv (Førsteårs-Tara og De årstidsrejsende)
2. Forhindre at sætte for store aftryk i verden (Monster-Tara)
3. Fortrænge absurditeten ved at forvente en tilbagevenden til den fremadskridende tid og i mellemtiden forsøge at forbedre den (Ralf og BeDaZy)
4. Forskanse os i absurditeten ved at forsamle os og opløse os selv i fællesskabet (Bremen-Tara)
5. Forherlige absurditeten ved at fordybe os i den og fortolke dens utilgængelige mekanik (Gita og Val Benoît)
6. Fordømme absurditeten og forsøge at undslippe den, ved at forfølge udvejen gennem aktivitets-back-tracking (Metonitterne)
7. Forlyste os i absurditeten med flygtig fysisk tilfredsstillelse (Tara hos Karl)
8. Forlænge absurditeten ved at reducere vores fortæring og dyrke grønsager (Lenk, Peter, Sonia)
9. Fordømme absurditeten og forsøge at undslippe den ved at forske i forkullede papyrus-ruller for at finde Exit-døren (Leon og papyrologerne)
10. Forsone os med absurditeten ved at underordne og indpasse os (Epikuræisme; Tara)
(Disse kan næsten indpasses under Kübler-Ross’ ”5 stages of grief”; fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept)
Det er muligvis en repræsentativ pallette af, hvordan mennesker mere bredt og mere realistisk forholder sig til absurditeten - uanset om det er den fremadskridende eller opadgående absurditet. Jeg savner et mere ambitiøst forsøg på at mobilisere et meningsskabelses-oprør og radikal vilje til magt. Netop fordi jeg ser tankeeksperimentet som en fantastisk mulighed for at eksperimentere med at ruske og ryste rusten af menneskets vanemæssige tilpasning eller overgivelse til absurditeten.
Jeg nærer ingen grandiose illusioner om, at jeg selv kan præstere meget bedre her i den vanetilvænnede fremadskridende virkelighed, men i et litterært tankeeksperiment ville jeg forhåbentligt ikke forpasse muligheden for at forsøge.
Så hvorfor gør Solvej Balle ikke det - eller kommer det endelig i bog VII?
Der er naturligvis en evolutionær fordel i tilpasning til omgivelserne og dermed den fysiske og eksistentielle virkelighed livet udfolder sig i. Derfor burde det nok ikke være så overraskende, hvis mennesker er mere tilbøjelig til at vænne sig til virkeligheden, end at gøre oprør i den - uanset om de erkender virkelighedens meningsløse absurditet.
Roman-seriens titel “Om udregning af rumfang” giver associationer til en naturvidenskabelig afhandling. Jeg læser ‘rumfang’ som det der omgiver os, det vi er i, og ‘udregning’ som en undersøgende aktivitet. Derfor tolker jeg titlen i retning af “Om at forstå vores virkelighed” - ikke den fysiske men vores eksistentielle virkelighed.
Måske bruges den naturvidenskabelige vinkling som en kritisk indikation af, at vi for ofte forsøger at forcere det nuancerede, kvalitative og eksistentielle ned i mere kvantitative kasser for bedre at kunne forstå det. Men netop denne forenklingsprocess risikerer at tabe vitale aspekter, så vi fejlagtigt konkluderer noget firkantet fattigere om livet, end hvad det kunne være.
I stedet for at reducere objektet (virkeligheden), så subjektet (mennesket) magter at fange det, burde vi måske mere vende tilgangen om til at efterstræbe at udvide vores evne til at fange. Og måske endda løsne ‘fange’ op til at ‘undersøge’, ‘reflektere’.
Dag #12637 åbner perspektivet (omend i en anden kontekst) med hvad der næsten ligner en omskrivning af oraklet i Delfi: “Vi kender dagen, det er det, vi selv har med, vi skal kende.”
December 4, 2025
een prachtig deel. nog steeds een beetje tenenkrommende metaforen; Balle slaat een onmiskenbaar filosofische/metafysische weg in die duidelijk haar eigen fascinaties blootlegt. ik vind de anagrammen wel interessant, een beetje gekunsteld, maar wel goed gevonden, vooral die van Val Benoît —> not viable (eigenlijk in deel 5) en waarvan de verloren circumflex terugkomt in de herformulering van waar ze naar op zoek zijn (exhodôs), wel mooie bruggetjes. nogmaals, ook een beetje gekunsteld, en de personages blijven een beetje ongeloofwaardig, dus de manier waarop deze woordspelingen/ideeen naar voren komen werkt niet altijd helemaal. was misschien beter geweest als het helemaal een filosofisch traktaat vanuit Tara’s perspectief was geweest. alle personages hebben namelijk exact dezelfde soort stem. niemand komt echt tot leven, maar dat heb ik misschien al eerder opgemerkt. er blijven van allerlei ideeen geopperd worden over hoe uit de achttiende te komen, maar ik vond die discussies nu een wat minder urgente, meer relaxte sfeer hebben, en ze zijn beter gedoseerd. de parallel tussen de duplicaattekst op het PHerc. Paris.7 en de ‘terugreis’ in de tijd is een mooie literaire vondst (p. 142).
et dejligt bind. stadig er der temmeligt akavede metaforer; Balle tager en umiskendeligt filosofisk/metafysisk vending som jeg er klar over udsætter hendes egne interesser. jeg syntes om anagrammerne, selvom de er lidt kunstige, men de er overraskende, især den med Val Benoît som bliver til ‘not viable’ men hvor cirkumfleksen mistes, hvilket så findes tilbage i ‘exhodôs’, ordet de finder på som beskriver endpunktet som de er på vej til. igen, lidt kunstig, og karaktererne er lidt utroværdige, hvilket gør at måden, disse anagrammer præsenteres på, er ikke så charmerende. det ville måske have været bedre, hvis de hele var blevet præsenteret som en lang monolog fra Taras perspektiv — jeg forstår ikke så godt, hvortil bogen har brug for alle de forskellige karakterer der alle har de samme stemme: ingen af dem kommer virkeligt til live. stadig mange ideer foreslås om, hvordan de kan slippe ud af den attende, men diskussionerne har nu en mere afslappet atmosfære og de er doserede bedre. parallellen mellem dubletten på PHerc. Paris.7 papyrussen og tilbagerejsen i tiden er en skøn literær finde. jeg glæder mig virkelig meget til det syvende bind.
et dejligt bind. stadig er der temmeligt akavede metaforer; Balle tager en umiskendeligt filosofisk/metafysisk vending som jeg er klar over udsætter hendes egne interesser. jeg syntes om anagrammerne, selvom de er lidt kunstige, men de er overraskende, især den med Val Benoît som bliver til ‘not viable’ men hvor cirkumfleksen mistes, hvilket så findes tilbage i ‘exhodôs’, ordet de finder på som beskriver endpunktet som de er på vej til. igen, lidt kunstig, og karaktererne er lidt utroværdige, hvilket gør at måden, disse anagrammer præsenteres på, er ikke så charmerende. det ville måske have været bedre, hvis de hele var blevet præsenteret som en lang monolog fra Taras perspektiv — jeg forstår ikke så godt, hvortil bogen har brug for alle de forskellige karakterer der alle har de samme stemme: ingen af dem kommer virkeligt til live. stadig mange ideer foreslås om, hvordan de kan slippe ud af den attende, men diskussionerne har nu en mere afslappet atmosfære og de er doserede bedre. parallellen mellem dubletten på PHerc. Paris.7 papyrussen og tilbagerejsen i tiden er en skøn literær finde. jeg glæder mig virkelig meget til det syvende bind.
November 20, 2025
Solvej Balle har förändrat mitt sätt att se på böcker och litteratur. Att läsa hennes serie är som att vara i en ström av tankar, skriven så att de smälter samman med mina egna. 1-6 är bland det bästa jag läst och en alldeles säregen genre.
En del beskriver böckerna som klaustrofobiska på grund av att tiden har fastnat i den 18 november, men det tycker inte jag. De drivs av huvudkaraktärens nyfikenhet och iakttagelseförmåga och världen blir hela tiden lite större, får nya perspektiv.
Det får mig också att fundera över makt. Eller snarare omfördelning av makt. Där de som fastnat i den artonde, inte längre omfattas av stora strukturella beslut. Utan den förutsägbara dagen tillhör dem själva.
Det är förhoppningsvis bara en del kvar i boksviten nu. Och visst öppnar Balle en dörr för att det kanske är möjligt att få igång tidens hjul igen?
Längre reflektion finns här: https://emmasbokblogg.com/2025/11/20/...
En del beskriver böckerna som klaustrofobiska på grund av att tiden har fastnat i den 18 november, men det tycker inte jag. De drivs av huvudkaraktärens nyfikenhet och iakttagelseförmåga och världen blir hela tiden lite större, får nya perspektiv.
Det får mig också att fundera över makt. Eller snarare omfördelning av makt. Där de som fastnat i den artonde, inte längre omfattas av stora strukturella beslut. Utan den förutsägbara dagen tillhör dem själva.
Det är förhoppningsvis bara en del kvar i boksviten nu. Och visst öppnar Balle en dörr för att det kanske är möjligt att få igång tidens hjul igen?
Längre reflektion finns här: https://emmasbokblogg.com/2025/11/20/...
September 23, 2025
”En trang til ro og solskin. En trang til at blive til kompost. […] Det giver et ganske lille strejf af mening at komme hertil. At dyrke grønt og dø til sidst. At blive blandet op med universet.”
Epikuræisk grøntsagsdyrkning eller topmoderne videnskabelig afkodning af brændte papyrusruller. Er det mon dét, der skal få Tara Selter ud af den attende november? Eller forlige hende og de andre med at blive der? Jeg røber ikke noget, som alle andre læsere af de første bind af Solvej Balles fænomenalt fascinerende, endnu uafsluttede syvbindsværk ikke allerede selv har gættet, ved at afsløre, at dét kommer der heller ikke noget svar på i dette nye, sjette bind af “Om udregning af rumfang.”
Læs hele min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2025/09/23/solvej...
Epikuræisk grøntsagsdyrkning eller topmoderne videnskabelig afkodning af brændte papyrusruller. Er det mon dét, der skal få Tara Selter ud af den attende november? Eller forlige hende og de andre med at blive der? Jeg røber ikke noget, som alle andre læsere af de første bind af Solvej Balles fænomenalt fascinerende, endnu uafsluttede syvbindsværk ikke allerede selv har gættet, ved at afsløre, at dét kommer der heller ikke noget svar på i dette nye, sjette bind af “Om udregning af rumfang.”
Læs hele min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2025/09/23/solvej...
November 21, 2025
Likt en person som envist fortsätter hålla tal, trots avsaknad av talets gåva och ett vettigt manus, berusad av de fösta minuternas spridda applåder och sneda artighetsleenden - och inte minst av sin egen röst - går Solvej Balle med denna bokserie och i mitt tycke bort sig fullständigt. Kurvan för denna bokserie beskriver - återigen i mitt tycke - ett haveri av sällan skådad magnitud.
Bonus: namnen. De är så oerhört, oerhört många, och så oerhört märkligt utformade. Kanske är det meningen att inget av dem ska låta som en verklig människas, men konstruktionerna fyller mig med en avgrundsdjup genans.
Bonus: namnen. De är så oerhört, oerhört många, och så oerhört märkligt utformade. Kanske är det meningen att inget av dem ska låta som en verklig människas, men konstruktionerna fyller mig med en avgrundsdjup genans.
December 26, 2025
43 i 2025:
Nei, nå begynner jeg å bli litt forsynt av denne dagen. Kjedet meg litt underveis her, synes bl. a at introduksjonen av stadige nye oppkonstruerte europeiske (tulle)navn er enerverende. Det er noen briljante setninger og lek med språket som redder boka, men fordypningen i drivhus, skanning av papyrus og Epikur får ikke blodet mitt til å bruse.
Men nå er jeg virkelig spent på hvordan den siste boka blir…
Første setning:
«Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig»
(Ja, leste denne på dansk)
Nei, nå begynner jeg å bli litt forsynt av denne dagen. Kjedet meg litt underveis her, synes bl. a at introduksjonen av stadige nye oppkonstruerte europeiske (tulle)navn er enerverende. Det er noen briljante setninger og lek med språket som redder boka, men fordypningen i drivhus, skanning av papyrus og Epikur får ikke blodet mitt til å bruse.
Men nå er jeg virkelig spent på hvordan den siste boka blir…
Første setning:
«Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig»
(Ja, leste denne på dansk)
Displaying 1 - 30 of 41 reviews