What do you think?
Rate this book
Butterfly Nebula
Butterfly Nebula er en stor, sanselig og tænkende digtsamling om stofskifte, syner og sygdom. I syv sammenvævede dele skriver Mette Moestrup rødglitrende, rituelle og hymniske digte om den sommerfugleformede kirtel, som styrer metabolismen.
Hun har gennem syv år haft en autoimmun stofskiftelidelse. Ud fra dén kropslige erfaring besynger hun stofskiftet, der forbinder alle arter. Og begræder det ødelagte stofskifte mellem mennesket og jorden.
Her er vilde og virtuose spring fra de små sten på stranden til den sommerfugleformede stjernetåge, som har givet bogen sit navn. Her er forvandlingsfællesskaber og helende seancer. Søvnløshedssange, blodspådomme. Og en rød ufo! Her blandes eufori med ond latter og dyb sorg. Her blandes ømhed med mysterier.
Gæt gåder, følg spor, far vild – i Butterfly Nebula kan alt ske.
Hun har gennem syv år haft en autoimmun stofskiftelidelse. Ud fra dén kropslige erfaring besynger hun stofskiftet, der forbinder alle arter. Og begræder det ødelagte stofskifte mellem mennesket og jorden.
Her er vilde og virtuose spring fra de små sten på stranden til den sommerfugleformede stjernetåge, som har givet bogen sit navn. Her er forvandlingsfællesskaber og helende seancer. Søvnløshedssange, blodspådomme. Og en rød ufo! Her blandes eufori med ond latter og dyb sorg. Her blandes ømhed med mysterier.
Gæt gåder, følg spor, far vild – i Butterfly Nebula kan alt ske.
Paperback
Published May 27, 2025
7 people are currently reading
21 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 4 of 4 reviews
October 27, 2025
Ikonisk.
September 5, 2025
Mette Moestrups digtsamling Butterfly Nebula handler om stofskifte på flere forskellige måder. Fælles for de stofskifte, som digtsamlingen omhandler, er, at de er ude af balance – for at sige det mildt. Fucked up – eller syge, for at sige det hårdt.
På et personligt og kropsligt plan har Moestrup siden ca. år 2018 levet med en kronisk lidelse i skjoldbruskkirtlen, som er den kirtel, der sørger for at stofskiftet fra fødeoptag til udsendelse af energi i kroppen fungerer gennem forbrænding. Skjoldbruskkirtlen har form som en sommerfugl – og derfor kommer sommerfuglen i bogen også til at indtage en central rolle i forhold til stofskifte.
Stofskifte i bogen er meget mere end stofskiftet i kroppen, eller stofskiftet i digterens egen krop. Som der står, er stofskiftet det, der får alt til at leve, og alt det der lever har et stofskifte. Derfor handler stofskifte også om, hvordan dyr opretholder liv og hvordan planter gør. Og det, at stofskiftet er ude af balance for digteren bliver samtidig også et anliggende for, at stofskiftet i naturen er ude af balance. Det står ganske klart, at stofskiftet i naturen er ude af balance som følge af den måde, menneskearten lever livet på.
Stofskiftet er et livsvilkår. Og det at stofskiftene er ude af balance er noget, som alle levende væsner er underlagt i dag – og som vi som mennesker må forholde os aktivt til.
Digtsamlingen består nu af forskellige digteriske tilgange til det, at stofskiftet er essentielt men ude af balance. Der er faktisk tale om syv forskellige typer af tilgange, syv digteriske spor med hver sin logik, som gennemspilles i bogen, viklet ind mellem hinanden, men også med nærmest encyklopædiske henvisner, så det er muligt at vælge en anden læsestrategi end blot at bladre bogen igennem fra side 1 til side 178. Man kan blive i det samme spor, hvis det er det, man ønsker.
Ét spor er, at digter-jeg’et skriver breve sat op som digte til den afdøde japanske videnskabsmand Hashimoto, der opdagede lidelsen i skjoldbruskkirtlen og som lagde navn til lidelsen. Brevene handler især om det at leve med og på trods af sygdommen.
Et andet spor er den såkaldte habitathymne, der beskriver forskellige naturfænomener, såsom sort sol (i øvrigt et fantastisk smukt og rytmisk digt om sværmen), og som afrundes med et kor – i bedste græsk stil som et kritisk kommentarspor om alt det, der er i gang med at ødelægge naturen. Grisefarme, biler, mikroplast mv.
Et tredje spor tager fat i det metaboliske, nærmest som en poetik. Det metaboliske handler om det, der bliver omstillet og forandret – ikke som i en metafor via lighed eller sammenligning. Og heller ikke som en metonymi, der fungerer via nærhed. Nej, det metaboliske finder sted ved at flytte noget rundt og derigennem forandre. Det er en form for stofskifte, der finder sted – og som finder sted helt ud i skriften. Dette spor er skrevet med rød skrift – med reference til blod. Inden for det metaboliske spor bliver to overordnede titler vendt rundt: Den ene er ”Rødt sommerfugleformet digt”, den anden er ”Digt sommerfugleformet, rødt”. I familie med dette er de anagrammer, som er til stede i digtsamlingen (men mystisk nok ikke placeret i sporet om det metaboliske). Alle anagrammerne tager udgangspunkt i ordene ”metaboliske nætter”, der bl.a. bliver til ”beatets mælkeintro” og senere til ”totale skæbnetimer”.
Et fjerde spor omhandler det at være levende og søvnløs – en tilstand der vækker uro og tanker om døden, vækker sorg over døde (særlig en veninde, der døde i en ung alder), men også tanker om det privilegerede ved at være i live – i modsætning til de døde. Nærmest som en art first world problems ift. dem, der ikke lever længere. Alt sammen spundet ind i en gentaget konstatering: Det er den levendes luksus.
Et femte spor har med ritualer omkring blodoffer og blodspådomme at gøre. Digter-jeget (og sikkert også Mette Moestrup) begynder selv med visse rituelle handlinger omkring blod. Fx ved at lave opstillinger med røde sten eller opstillinger med rødklædte personer, der stilles i en enkel geometrisk sommerfugleformation. Her får digtene anvisende karakter – nærmest en instruktion over, hvordan man kan foretage opstillinger. Det munder så ud i det, der bliver et spådomsspor – bl.a. med fotos af blodkort, som digteren har lavet med sit eget blod (som hun samvittighedsfuldt eller måske snarere som et mantra gentager: det er mit eget blod), idet hun har allieret sig med en videnskabsmand, der har tappet noget af hendes blod og hældt det på nogle særlige glas, der kan holde blodet flydende. Og som digteren nu bruger til at lave symmetriske tilfældige formationer gennem foldning af kortene og udfoldning af disse igen. Det fører så til forsøg med at spå om skæbner – især for kloden, ud fra en komisk matematisk logik om positivt og positivt giver positivt, negativt og negativt giver positivt osv.
Sjette spor er en quiz (!) om skjoldbruskkirtlen (sommerfuglekirtlen) og dens betydning på forskellige tidspunkter i historien. 7 af historierne er ægte, og 7 er falske – og svarene får man på bedste quizmaner på bogens sidste sider.
Sidste spor er som en krans rundt om de øvrige digte – en intro og en outro. Dette spor er skrevet med versaler og beskriver den – ret komiske forestilling – at syge skjoldbruskkirtler samler sig i universet og flyver sværmende mod jorden. Som RØD BUTTERFLY NEBULA og som RØD UFO AF VÆV (Butterfly nebula henviser i øvrigt til en særlig sommerfugleformet stjernetåge langt ude i universet). Den summende lyd fra disse skjoldbruskkirtlers sværmen dukker også op i nogle af blodspådommene i det, jeg kaldte for det femte spor. Og minder jo om sort sol, bare rød og ufoagtig…
På et personligt og kropsligt plan har Moestrup siden ca. år 2018 levet med en kronisk lidelse i skjoldbruskkirtlen, som er den kirtel, der sørger for at stofskiftet fra fødeoptag til udsendelse af energi i kroppen fungerer gennem forbrænding. Skjoldbruskkirtlen har form som en sommerfugl – og derfor kommer sommerfuglen i bogen også til at indtage en central rolle i forhold til stofskifte.
Stofskifte i bogen er meget mere end stofskiftet i kroppen, eller stofskiftet i digterens egen krop. Som der står, er stofskiftet det, der får alt til at leve, og alt det der lever har et stofskifte. Derfor handler stofskifte også om, hvordan dyr opretholder liv og hvordan planter gør. Og det, at stofskiftet er ude af balance for digteren bliver samtidig også et anliggende for, at stofskiftet i naturen er ude af balance. Det står ganske klart, at stofskiftet i naturen er ude af balance som følge af den måde, menneskearten lever livet på.
Stofskiftet er et livsvilkår. Og det at stofskiftene er ude af balance er noget, som alle levende væsner er underlagt i dag – og som vi som mennesker må forholde os aktivt til.
Digtsamlingen består nu af forskellige digteriske tilgange til det, at stofskiftet er essentielt men ude af balance. Der er faktisk tale om syv forskellige typer af tilgange, syv digteriske spor med hver sin logik, som gennemspilles i bogen, viklet ind mellem hinanden, men også med nærmest encyklopædiske henvisner, så det er muligt at vælge en anden læsestrategi end blot at bladre bogen igennem fra side 1 til side 178. Man kan blive i det samme spor, hvis det er det, man ønsker.
Ét spor er, at digter-jeg’et skriver breve sat op som digte til den afdøde japanske videnskabsmand Hashimoto, der opdagede lidelsen i skjoldbruskkirtlen og som lagde navn til lidelsen. Brevene handler især om det at leve med og på trods af sygdommen.
Et andet spor er den såkaldte habitathymne, der beskriver forskellige naturfænomener, såsom sort sol (i øvrigt et fantastisk smukt og rytmisk digt om sværmen), og som afrundes med et kor – i bedste græsk stil som et kritisk kommentarspor om alt det, der er i gang med at ødelægge naturen. Grisefarme, biler, mikroplast mv.
Et tredje spor tager fat i det metaboliske, nærmest som en poetik. Det metaboliske handler om det, der bliver omstillet og forandret – ikke som i en metafor via lighed eller sammenligning. Og heller ikke som en metonymi, der fungerer via nærhed. Nej, det metaboliske finder sted ved at flytte noget rundt og derigennem forandre. Det er en form for stofskifte, der finder sted – og som finder sted helt ud i skriften. Dette spor er skrevet med rød skrift – med reference til blod. Inden for det metaboliske spor bliver to overordnede titler vendt rundt: Den ene er ”Rødt sommerfugleformet digt”, den anden er ”Digt sommerfugleformet, rødt”. I familie med dette er de anagrammer, som er til stede i digtsamlingen (men mystisk nok ikke placeret i sporet om det metaboliske). Alle anagrammerne tager udgangspunkt i ordene ”metaboliske nætter”, der bl.a. bliver til ”beatets mælkeintro” og senere til ”totale skæbnetimer”.
Et fjerde spor omhandler det at være levende og søvnløs – en tilstand der vækker uro og tanker om døden, vækker sorg over døde (særlig en veninde, der døde i en ung alder), men også tanker om det privilegerede ved at være i live – i modsætning til de døde. Nærmest som en art first world problems ift. dem, der ikke lever længere. Alt sammen spundet ind i en gentaget konstatering: Det er den levendes luksus.
Et femte spor har med ritualer omkring blodoffer og blodspådomme at gøre. Digter-jeget (og sikkert også Mette Moestrup) begynder selv med visse rituelle handlinger omkring blod. Fx ved at lave opstillinger med røde sten eller opstillinger med rødklædte personer, der stilles i en enkel geometrisk sommerfugleformation. Her får digtene anvisende karakter – nærmest en instruktion over, hvordan man kan foretage opstillinger. Det munder så ud i det, der bliver et spådomsspor – bl.a. med fotos af blodkort, som digteren har lavet med sit eget blod (som hun samvittighedsfuldt eller måske snarere som et mantra gentager: det er mit eget blod), idet hun har allieret sig med en videnskabsmand, der har tappet noget af hendes blod og hældt det på nogle særlige glas, der kan holde blodet flydende. Og som digteren nu bruger til at lave symmetriske tilfældige formationer gennem foldning af kortene og udfoldning af disse igen. Det fører så til forsøg med at spå om skæbner – især for kloden, ud fra en komisk matematisk logik om positivt og positivt giver positivt, negativt og negativt giver positivt osv.
Sjette spor er en quiz (!) om skjoldbruskkirtlen (sommerfuglekirtlen) og dens betydning på forskellige tidspunkter i historien. 7 af historierne er ægte, og 7 er falske – og svarene får man på bedste quizmaner på bogens sidste sider.
Sidste spor er som en krans rundt om de øvrige digte – en intro og en outro. Dette spor er skrevet med versaler og beskriver den – ret komiske forestilling – at syge skjoldbruskkirtler samler sig i universet og flyver sværmende mod jorden. Som RØD BUTTERFLY NEBULA og som RØD UFO AF VÆV (Butterfly nebula henviser i øvrigt til en særlig sommerfugleformet stjernetåge langt ude i universet). Den summende lyd fra disse skjoldbruskkirtlers sværmen dukker også op i nogle af blodspådommene i det, jeg kaldte for det femte spor. Og minder jo om sort sol, bare rød og ufoagtig…
August 23, 2025
Jeg har det problem med Moestrups digte, at jeg synes de godt kan tendere til at være for mekaniske, for maskinelle, til trods for, at de overhovedet ikke er lige så systemiske, som de hævder at være. Digteren refererer til sig selv som systedigter, men systemet er ikke en del af værket på samme måde som hos Klaus Høeck eller Inger Christensen. Der er en større vilkårlighed på spil, måske, og måske er denne også knyttet til de rituelle skrivemåder, Moestrup anvender. Det siger mig ikke rigtigt noget, og det formår heller ikke altid at forlade den private sfære, skriften tilsyneladende har opstået i, og blive til litteratur. Systemet, der anvendes, på en mere eller mindre vellykket måde, hævder på samme tid at være både dansk tredjebølge-modernisme med islæt af Syg Kvinde Teori, postmodernistisk besværgelsesskrift, og amerikansk language poetry - uden at jeg helt klarer at købe med på et eneste af disse meget ambisiøse præmisser.
Når det er sagt, er der selvfølgelig mange ok gode enkeltdigte, som handler om alt fra kærlighed og afmagt til klimakrise og søvnløshed. Jeg føler også, at jeg har været vidne til en syg kvindes forsøg på at finde et poetisk sprog, der kan dække hendes erfaring. Men Moestrups skrift opfordrer så gevaldigt til at blive læst med hjernen og ikke med hjertet. Det jeg anser som formelle utilstrækkeligheder (i form af at tage munden for fuld) kommer dermed til at overskygge for det, der ellers kunne have været en udmærket digtsamling. Den struktur og metode som Moestrup anvender her, virkede bare meget bedre i Dø, løgn, dø og Til den smukkeste.
Når det er sagt, er der selvfølgelig mange ok gode enkeltdigte, som handler om alt fra kærlighed og afmagt til klimakrise og søvnløshed. Jeg føler også, at jeg har været vidne til en syg kvindes forsøg på at finde et poetisk sprog, der kan dække hendes erfaring. Men Moestrups skrift opfordrer så gevaldigt til at blive læst med hjernen og ikke med hjertet. Det jeg anser som formelle utilstrækkeligheder (i form af at tage munden for fuld) kommer dermed til at overskygge for det, der ellers kunne have været en udmærket digtsamling. Den struktur og metode som Moestrup anvender her, virkede bare meget bedre i Dø, løgn, dø og Til den smukkeste.
December 2, 2025
Stor digtsamling!
Om kronisk sygdom, metabolisme og om alt hvad der er rødt.
Den har en varme og sanselighed, der balancerer system og referencer. Den er både læselig og morsom og inkluderende og ambitiøs… ikke på den træls måde, men den vil virkelig samle og jeg må gerne være med!
Jeg får helt lyst til at give den som gave til alle mulige.
Om kronisk sygdom, metabolisme og om alt hvad der er rødt.
Den har en varme og sanselighed, der balancerer system og referencer. Den er både læselig og morsom og inkluderende og ambitiøs… ikke på den træls måde, men den vil virkelig samle og jeg må gerne være med!
Jeg får helt lyst til at give den som gave til alle mulige.
Displaying 1 - 4 of 4 reviews