Daniel-Daniela er et flamboyant portræt af bibliotekaren Daniel(a) – en af dansk litteraturs første homoseksuelle hovedpersoner. Romanen består af fiktive dagbogsoptegnelser, der i begyndelsen skildrer Daniel(a)s tilværelse som munter og seksuelt frimodig. Senere forelsker Daniel(a) sig dog hovedkulds i den unge militærmand Aksel og bliver afvist, hvorefter hans verden totalt falder sammen.
Romanen blev skrevet i 1904 og først udgivet på tysk i 1908, før den udkom på dansk i 1922. Karl Larsen var ikke selv homoseksuel, men tog inspirationen til hovedpersonen fra sin ven og forfatterkollega Joakim Reinhard, der måtte drage i eksil i USA på grund af sin seksualitet.