Julie er hovedkulds rejst til Færøerne for at erklære Vilhjálmur sin kærlighed. Men da hun ankommer, går det op for hende, at det måske havde været smart at have en plan. Hvordan finder hun ham? Og hvad siger hun til ham efter at have haft ham lagt på is i tre uger?
Vilhjálmur er på Færøerne i forretningsøjemed, og i takt med at julen nærmer sig, erfarer Julie, at der er kræfter i det lille ørige, der ønsker dem begge ondt. Vil hun komme til at fortryde beslutningen om følge sit hjerte?
Imens slider savnet efter Albert, hendes syvårige søn, i hende, og tanken om at fejre jul på Færøerne uden ham føles helt forkert. Spørgsmålet er bare, om hun kan være bekendt at invitere ham ind i noget, der måske kun er hendes egen forestilling om en fremtid sammen med Vilhjálmur?
Stærkere end du tror er en fortælling om modstand, styrke og om, hvordan kærligheden kun kan lykkes, hvis man giver plads til hinandens dæmoner. Romanen er andet og sidste bind i duologien Grib chancen.
4½ stjerne I et uvant anfald af mod rejser Julie til Færøerne for at fortælle den mand, hun er forelsket i, at han er manden i hendes liv. Der er kun et problem med det - hun har ikke fortalt ham, at hun kommer, og som ekstra krydderi er det december og jul lige om lidt, da hun som en gigantisk overrakelse dukker op ved hans hus i Thorshavn. Plottet er godt, og karaktererne har mange dimensioner. Lene er superdygtig til at få læserne til at føle med sine karakterer, og i særlig grad Julies usikkerhed og frygt for, at alting kan gå galt, står tydeligt. Sproget er som altid i Lenes bøger vidunderligt og giver hele værket et generelt løft. Skal jeg sætte fingeren på noget som helst, kunne der måske godt være bygget lidt mere op til den kriminelle handling, der bliver begået hen mod bogens slutning. Men alt i alt er det en fremragende feelgood, og kærlighedshistorien er vidunderlig. Anbefales til alle læsere af feelgood og romance