What do you think?
Rate this book
Zoi
Amira var fem år, da den første zoi dukkede op i solsystemet. Allerede dengang blev hun dybt fascineret af det store, cellelignende væsen, der bevægede sig gennem himmelrummet.
Nu er hun og tre andre astronauter på vej gennem det ydre rum som passagerer i en zoi på dens fortsatte rejse mod andre stjerner.
De har ingen indflydelse på kursen og kan kun kommunikere med deres ikke-intelligente vært ved at signalere deres fysiske behov. Og mens zoien opfylder disse behov, udsætter den også sine gæster for hormonelle påvirkninger og genetiske forandringer.
Noget levende begynder at vokse frem ved siden af hver enkelt astronaut, og rejsen går ind i et nyt stadium – med vidtrækkende konsekvenser for både mennesker og zoier.
Nu er hun og tre andre astronauter på vej gennem det ydre rum som passagerer i en zoi på dens fortsatte rejse mod andre stjerner.
De har ingen indflydelse på kursen og kan kun kommunikere med deres ikke-intelligente vært ved at signalere deres fysiske behov. Og mens zoien opfylder disse behov, udsætter den også sine gæster for hormonelle påvirkninger og genetiske forandringer.
Noget levende begynder at vokse frem ved siden af hver enkelt astronaut, og rejsen går ind i et nyt stadium – med vidtrækkende konsekvenser for både mennesker og zoier.
- GenresScience Fiction
256 pages, ebook
First published June 15, 2025
4 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 11 of 11 reviews
June 16, 2025
(Reklame-Anmeldereksemplar)
Zoi er en usædvanlig og ganske underholdende sci-fi roman af Jane Mondrup.
Amira har hele sit liv været fascineret af de store ukendte livsformer kaldet Zoi, der fra tid til anden besøger jorden.
Som voksen får hun mulighed for at rejse som passager i en zoi og sammen med tre andre astronauter begiver de sig ud blandt stjernerne på en ukendt kurs i den store cellelignende organisme.
De kan ikke kommunikere med zoien, men den sørger for alt til deres fysiske behov.
Langsomt bliver de udsat for hormonelle påvirkninger og genetiske forandringer fra zoien. Før de ved af det, begynder der at vokse noget levende frem ved siden af hver af dem (Feeeeedt😃👏👏).
Sikke en historie, altså!
Jane Mondrup er en fremragende fortæller og styrer historien med kyndig hånd. Jeg lod mig simpelthen bare rive med og flød nærmest selv sammen med zoien og de videbegærlige astronauter, der blev udsat for lidt af hvert.
Det er en meget stilfærdig fortælling og det var jeg særligt begejstret for. Der var en superfin balance mellem Amiras nutid i zoien og hendes fortid, hvor vi bliver klogere både på Amira, men også på de første møder med livsformen.
Jeg synes historien trådte lidt vande undervejs, men det gjorde ikke synderligt meget, for den blev ved med at være interessant😊
Mens bogen overordnet set handler om mødet med en anden livsform, følte jeg også lidt den handlede om de valg man tager i livet. Jeg kom i hvert fald til at tænke lidt over mit eget liv og de valg (og fravalg) jeg selv har taget.
Zoi er en både fascinerende og rørende lille sci fi roman, der vil sidde hos mig et stykke tid😊👏
Zoi er en usædvanlig og ganske underholdende sci-fi roman af Jane Mondrup.
Amira har hele sit liv været fascineret af de store ukendte livsformer kaldet Zoi, der fra tid til anden besøger jorden.
Som voksen får hun mulighed for at rejse som passager i en zoi og sammen med tre andre astronauter begiver de sig ud blandt stjernerne på en ukendt kurs i den store cellelignende organisme.
De kan ikke kommunikere med zoien, men den sørger for alt til deres fysiske behov.
Langsomt bliver de udsat for hormonelle påvirkninger og genetiske forandringer fra zoien. Før de ved af det, begynder der at vokse noget levende frem ved siden af hver af dem (Feeeeedt😃👏👏).
Sikke en historie, altså!
Jane Mondrup er en fremragende fortæller og styrer historien med kyndig hånd. Jeg lod mig simpelthen bare rive med og flød nærmest selv sammen med zoien og de videbegærlige astronauter, der blev udsat for lidt af hvert.
Det er en meget stilfærdig fortælling og det var jeg særligt begejstret for. Der var en superfin balance mellem Amiras nutid i zoien og hendes fortid, hvor vi bliver klogere både på Amira, men også på de første møder med livsformen.
Jeg synes historien trådte lidt vande undervejs, men det gjorde ikke synderligt meget, for den blev ved med at være interessant😊
Mens bogen overordnet set handler om mødet med en anden livsform, følte jeg også lidt den handlede om de valg man tager i livet. Jeg kom i hvert fald til at tænke lidt over mit eget liv og de valg (og fravalg) jeg selv har taget.
Zoi er en både fascinerende og rørende lille sci fi roman, der vil sidde hos mig et stykke tid😊👏
June 14, 2025
I Zoi er der kommet et rumvæsen til jorden. En Zoi er ikke nødvendigvis intelligent liv som vi forstår ordet intelligent, men den er en form for tilpasningsdygtigt liv. En sær celle-agtig organisme der kan rejse i rummet og som mennesker kan flytte ind i.
Som læser følger vi fortælleren Amira og hendes tre medrejsende Kiah, Evardo og Linn der alle bor i en Zoi, som er på vej ud i rummet, formentligt uden at de nogensinde kommer tilbage.
Bogen fortælles i et fremadskridende handlingsforløb hvor man følger de fire Zoi-rejsende. Rejsen afbrydes af flashbacks til Amiras barndom hvor de første Zoi ankommer til jorden, men også til hendes ungdom og hendes tid sammen med hendes ”partner” Natan der stadig lever på jorden.
Undervejs begynder der at ske underlige ting. Zoien producerer bl.a. et ”akvarium” med en væske som menneskene kan trække vejret i, og de fire astronauter danner pludseligt skygger, som en form for apendage der ”klistrer” til dem. Da skyggerne udvikler sig til kloner og Zoi’en begynder at dele sig, bliver de fire rejsende stillet over for en række svære og eksistentielle dilemmaer.
Zoien (og de oplevelser som Amira gør sig i den rumrejsende organisme) kan læses dobbelt: Den spejler ”Familien” men også i bredere forstand ”det sociale” og den udstiller nogle meget menneskelige temaer, som eksempelvis mod, kærlighed, tilknytning, identitet, ambitioner, fælleskab og valg. På den ene side udstiller historien hvordan kompromisløshed påvirker vores omgivelser, herunder hvordan vores valg og prioriteringer sedimenterer sig, bl.a. som sorg og tvivl, og måske endda som længsel efter alt det som kunne have været. Men historien har også normkritiske elementer, der udtrykkes positivt; blandt andet er det svært, ikke at spejle Amiras stillingtagen til at leve uden barn, ægteskab og kernefamilie, i det kærlige og nærværende fælleskab som opstår i Zoi’en imens den hvirvler afsted, ud i universet uden nogle former for sikkerhed.
Zoi er ikke en letafkodelig bog. Den har flere temaer på spil og på en stilfærdig og udramatisk måde formår den at prikke til læserens status quo og vise, at andre livsformer er plausible og måske endda ønskværdige.
Jeg synes det er for simpelt at beskrive Zoi som en first-contact science fiction-fortælling. Den har noget weirdness og noget filosofisk over sig, som til fulde kvalificere historien til science fiction-genren og bogen lever i den grad op til genrens raison d’être: At forbløffe og forundre sine læsere.
Fed læseoplevelse der bliver hængende efter den sidste side er vendt.
Som læser følger vi fortælleren Amira og hendes tre medrejsende Kiah, Evardo og Linn der alle bor i en Zoi, som er på vej ud i rummet, formentligt uden at de nogensinde kommer tilbage.
Bogen fortælles i et fremadskridende handlingsforløb hvor man følger de fire Zoi-rejsende. Rejsen afbrydes af flashbacks til Amiras barndom hvor de første Zoi ankommer til jorden, men også til hendes ungdom og hendes tid sammen med hendes ”partner” Natan der stadig lever på jorden.
Undervejs begynder der at ske underlige ting. Zoien producerer bl.a. et ”akvarium” med en væske som menneskene kan trække vejret i, og de fire astronauter danner pludseligt skygger, som en form for apendage der ”klistrer” til dem. Da skyggerne udvikler sig til kloner og Zoi’en begynder at dele sig, bliver de fire rejsende stillet over for en række svære og eksistentielle dilemmaer.
Zoien (og de oplevelser som Amira gør sig i den rumrejsende organisme) kan læses dobbelt: Den spejler ”Familien” men også i bredere forstand ”det sociale” og den udstiller nogle meget menneskelige temaer, som eksempelvis mod, kærlighed, tilknytning, identitet, ambitioner, fælleskab og valg. På den ene side udstiller historien hvordan kompromisløshed påvirker vores omgivelser, herunder hvordan vores valg og prioriteringer sedimenterer sig, bl.a. som sorg og tvivl, og måske endda som længsel efter alt det som kunne have været. Men historien har også normkritiske elementer, der udtrykkes positivt; blandt andet er det svært, ikke at spejle Amiras stillingtagen til at leve uden barn, ægteskab og kernefamilie, i det kærlige og nærværende fælleskab som opstår i Zoi’en imens den hvirvler afsted, ud i universet uden nogle former for sikkerhed.
Zoi er ikke en letafkodelig bog. Den har flere temaer på spil og på en stilfærdig og udramatisk måde formår den at prikke til læserens status quo og vise, at andre livsformer er plausible og måske endda ønskværdige.
Jeg synes det er for simpelt at beskrive Zoi som en first-contact science fiction-fortælling. Den har noget weirdness og noget filosofisk over sig, som til fulde kvalificere historien til science fiction-genren og bogen lever i den grad op til genrens raison d’être: At forbløffe og forundre sine læsere.
Fed læseoplevelse der bliver hængende efter den sidste side er vendt.
September 13, 2025
Fin lille historie - men vil nok anbefale den til de yngre læsere.
July 23, 2025
Som det måske kan gættes, så er forfatteren min kusine, og det var en af grundene til at jeg har haft bogen på min radar. Jeg læser gerne og med fornøjelse hvad hun skriver, lige som hun også plejer at følge med i hvad jeg udgiver. Jeg synes Jane skriver godt, men kan ikke altid helt lure hvor meget af min værdsættelse af hendes værk der bunder i at vi har kendt hinanden hele livet, og der er en familieforbindelse. Men Zoi får rigtig mange ret fede anmeldelser, og emnet så spændende ud, så i går gik jeg i gang. Og med 250 sider er det ikke verdens tykkeste bog, men det siger alligevel noget, at jeg var færdig igen 12 timer efter. Fuck, hvor er den god!
En zoi er en art stor encellet organisme, der med få års mellemrum besøger solsystemet. Mennesket har med større og større mod og held rejst ud i rummet og undersøgt de zoi'er der kommer forbi, og har efterhånden fundet ud af, at når organisk liv nærmer sig bliver det inviteret indenfor i zoi'en, og den skaber livsbetingelser inde i sig der passer til gæsterne. Luftlommer med en passende atmosfære, næring der vokser ud af væggene, hormonelle forandringer af gæsterne der modvirker de symptomer der ellers normalt overgår mennesker der opholder sig i vægtløs tilstand i længere tid ad gangen, og meget mere.
Bogen følger Amira og hendes 3 med-astronauter, der har besluttet sig for at tage bolig i en zoi, og rejse med den videre når den forlader solsystemet. Både for at blive klogere på zoi'en og forhåbentlig kunne sende forskningsresultater hjem til jorden, men også af drift mod at gå ud over grænserne for normal menneskelig formåen, og af 117 andre grunde. Man følger de 4 astronauters gradvise tilpasning til den organisme, der i første omgang har tilpasset sig dem, og bevidner både deres tanker, samtaler, handlinger, erkendelser og individuelle udviklinger mens de bliver klogere, og indser hvilke konsekvenser deres valg om at rejse med zoi'en har, og hvilke konsekvenser der støder til. Samtidig følger man i parallelle kapitler Amiras opvækst og liv, frem til det punkt hvor hun sidder i zoi'en parat til at rejse videre med den, vel vidende at hun med størst mulig sandsynlighed aldrig kan komme tilbage til Jorden igen.
Det er psykologisk, filosofisk, biologisk, og, af en science fiction roman at være, forbløffende lidt teknologisk. Det er Annihilation (det eneste andet biologisk scifi jeg lige kan erindre at jeg kender) uden forceret drama, der møder Le Guin og Ted Chang (og en masse andre inspirationskilder som jeg bare ikke lige kender til, kan jeg se på anmeldelserne). Det er samtidig helt sin egen historie - jeg har aldrig oplevet en historie magen til. Og så er det holdt i et sprog, der, sine tunge emner til trods, er letlæseligt og umiddelbart til at forstå.
Anbefales!
En zoi er en art stor encellet organisme, der med få års mellemrum besøger solsystemet. Mennesket har med større og større mod og held rejst ud i rummet og undersøgt de zoi'er der kommer forbi, og har efterhånden fundet ud af, at når organisk liv nærmer sig bliver det inviteret indenfor i zoi'en, og den skaber livsbetingelser inde i sig der passer til gæsterne. Luftlommer med en passende atmosfære, næring der vokser ud af væggene, hormonelle forandringer af gæsterne der modvirker de symptomer der ellers normalt overgår mennesker der opholder sig i vægtløs tilstand i længere tid ad gangen, og meget mere.
Bogen følger Amira og hendes 3 med-astronauter, der har besluttet sig for at tage bolig i en zoi, og rejse med den videre når den forlader solsystemet. Både for at blive klogere på zoi'en og forhåbentlig kunne sende forskningsresultater hjem til jorden, men også af drift mod at gå ud over grænserne for normal menneskelig formåen, og af 117 andre grunde. Man følger de 4 astronauters gradvise tilpasning til den organisme, der i første omgang har tilpasset sig dem, og bevidner både deres tanker, samtaler, handlinger, erkendelser og individuelle udviklinger mens de bliver klogere, og indser hvilke konsekvenser deres valg om at rejse med zoi'en har, og hvilke konsekvenser der støder til. Samtidig følger man i parallelle kapitler Amiras opvækst og liv, frem til det punkt hvor hun sidder i zoi'en parat til at rejse videre med den, vel vidende at hun med størst mulig sandsynlighed aldrig kan komme tilbage til Jorden igen.
Det er psykologisk, filosofisk, biologisk, og, af en science fiction roman at være, forbløffende lidt teknologisk. Det er Annihilation (det eneste andet biologisk scifi jeg lige kan erindre at jeg kender) uden forceret drama, der møder Le Guin og Ted Chang (og en masse andre inspirationskilder som jeg bare ikke lige kender til, kan jeg se på anmeldelserne). Det er samtidig helt sin egen historie - jeg har aldrig oplevet en historie magen til. Og så er det holdt i et sprog, der, sine tunge emner til trods, er letlæseligt og umiddelbart til at forstå.
Anbefales!
August 2, 2025
Zoi er en original og spændende first contact roman, der byder på tunge filosofiske overvejelser omkring menneskelighed og samhørighed pakket ind i et letlæst sprog og et medrivende plot.
Jeg fik selv klare mindelser til Clarkes Redezvous med Rama, da jeg læste Zoi, hvilket bestemt ikke er noget dårligt benchmark. Zoi er helt sin egen, men mystikken og spændingen ved mødet med en ny og fremmedartet livsform har de to bøger til fælles.
Eneste lille hår i suppen for mig, var at det engelske originalsprog til tider stak næsen frem i den danske oversættelse/genskrivning, så måske værd at overveje at læse den på engelsk i stedet?
Alt i alt noget så sjældent som en konceptuelt ambitiøs og velskrevet dansk science fiction bog til voksne. En stor anbefaling herfra.
Jeg fik selv klare mindelser til Clarkes Redezvous med Rama, da jeg læste Zoi, hvilket bestemt ikke er noget dårligt benchmark. Zoi er helt sin egen, men mystikken og spændingen ved mødet med en ny og fremmedartet livsform har de to bøger til fælles.
Eneste lille hår i suppen for mig, var at det engelske originalsprog til tider stak næsen frem i den danske oversættelse/genskrivning, så måske værd at overveje at læse den på engelsk i stedet?
Alt i alt noget så sjældent som en konceptuelt ambitiøs og velskrevet dansk science fiction bog til voksne. En stor anbefaling herfra.
August 20, 2025
Zoi er en overskuelig, men forundrende dansk sci-fi roman, som nærmest læser sig selv. Den er både spændende, ukomfortabel og overraskende varm på samme tid, og ulig mange andre science fiction romaner gør den ikke en last ud af at worldbuilde. Man skal nok være til genren eller alternativt dens specifikke temaer, men i så fald opfordrer jeg til at lægge den klar på natbordet.
Læs hele anmeldelsen her; https://valdemarlenschow.blogspot.com...
(Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af et presseeksemplar af romanen, som jeg har fået af forfatteren.)
Læs hele anmeldelsen her; https://valdemarlenschow.blogspot.com...
(Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af et presseeksemplar af romanen, som jeg har fået af forfatteren.)
December 16, 2025
Fuck det er en fed bog! Her genfandt jeg min tidligere barndoms kærlighed til science-fiction. Zoi er ikke kun bare en science-fiction historie, men der er så mange lag i historien, om at træffe nogle valg med store konsekvenser, dilemma’er om at følge sine egne drømme og at turde springe ud i det. Og så ikke mindst er det bare en virkelig velfortalt historie. Så få den læst - du vil ikke fortryde det ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
January 27, 2026
Zoi blev sammenlignet med værker af Arthur C. Clarke, og det var nok til at jeg ville læse den. Det har jeg ikke fortrudt. Meget spændende og nogen gange kunne en følelse af klaustrofobi opstå. En anderledes science fiction historie end jeg er vant til, jeg ville ønske at den var dobbelt så lang og med en beskrivelse af det videre forløb!
July 1, 2025
Spændende og tankevækkende bog.
February 26, 2026
Glimrende body-sci-fi fra den danske forfatter Jane Mondrup.
Fængende historie med store temaer som, bevidsthed, menneskelighed, identitet, brud med sociale mønstre, forventninger og selverkendelse.
Let psykedelisk fortalt fra rumvæsenet Zoi’s indre- i nutid, og hovedpersonens rejse dertil via flashbacks- i datid
Fængende historie med store temaer som, bevidsthed, menneskelighed, identitet, brud med sociale mønstre, forventninger og selverkendelse.
Let psykedelisk fortalt fra rumvæsenet Zoi’s indre- i nutid, og hovedpersonens rejse dertil via flashbacks- i datid
April 16, 2026
En organisk sci-fi - kan man det?
Jeg har ikke oplevet det før, men Jane Mondrup har skrevet en og det virker overraskende godt.
Vi er i en udefinerbar fremtid, hvor udlængslen og nysgerrigheden fylder meget og for nogle indbyggere trækker så meget, at de er villige til at opgive hele livet på Jorden for at undersøge, hvad der er ude i rummet.
Bogen veksler mellem datid på Jorden, hvor geografiske afstande er minimeret og familiestrukturen er brudt op for at skabe en anden sammenhæng. Nutiden foregår inde i en zoi, der er en evigt foranderlig organisme, der bevæger sig gennem rummet.
I forsøget på at blive klogere på livet i rummet, må besætningsmedlemmerne gå i et med organismen og følge den organiske udvikling, der presser dem til deres yderste.
Det er en stille roman med lige dele tristesse og blødhed og den minder ikke om andet, jeg har læst. Selvom det er et halvt år siden jeg læste bogen, hænger den stadig ved i min bevidsthed.
Læs den, hvis du er til eksperimenterende litteratur, der tager os med steder, hvor vi ikke har været før, og hvis du er til sci-fi, der ikke behøver handle om højtudviklet teknologi og hårde stålfacader.
Bogen udkom samtidig på dansk og engelsk og jeg har læst den danske udgave.
Jeg har ikke oplevet det før, men Jane Mondrup har skrevet en og det virker overraskende godt.
Vi er i en udefinerbar fremtid, hvor udlængslen og nysgerrigheden fylder meget og for nogle indbyggere trækker så meget, at de er villige til at opgive hele livet på Jorden for at undersøge, hvad der er ude i rummet.
Bogen veksler mellem datid på Jorden, hvor geografiske afstande er minimeret og familiestrukturen er brudt op for at skabe en anden sammenhæng. Nutiden foregår inde i en zoi, der er en evigt foranderlig organisme, der bevæger sig gennem rummet.
I forsøget på at blive klogere på livet i rummet, må besætningsmedlemmerne gå i et med organismen og følge den organiske udvikling, der presser dem til deres yderste.
Det er en stille roman med lige dele tristesse og blødhed og den minder ikke om andet, jeg har læst. Selvom det er et halvt år siden jeg læste bogen, hænger den stadig ved i min bevidsthed.
Læs den, hvis du er til eksperimenterende litteratur, der tager os med steder, hvor vi ikke har været før, og hvis du er til sci-fi, der ikke behøver handle om højtudviklet teknologi og hårde stålfacader.
Bogen udkom samtidig på dansk og engelsk og jeg har læst den danske udgave.
Displaying 1 - 11 of 11 reviews